x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Peter T. Aagaard

 ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Peter T. Aagaard

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Hen over julen giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Peter T. Aagaard. Hør sangene på en playliste nedenfor.

Årets 10 danske album:

1. Sulka - Epoker

Skal jeg om tyve år nævne et album fra 2020, er jeg sikker på, at jeg vil pege på Sulkas debut. Fra jeg hørte den flabede "Frikvarter", vidste jeg, at hun repræsenterede en vildskab, der gjorde hende interessant. Alligevel blæste albummet mig omkuld, for ud over ungdommens fanden-i-voldskhed indeholder det en rørende melodisk melankoli. Tue Track har skabt et tungt og spraglet lydunivers, der matcher hende perfekt, og jeg glæder mig virkelig til at følge hendes vej fremover. Som hun siger på den smukke "Sommerregn": "Spytter efter solen har det usselt / Mine idoler ser mig som en trussel".  

2. Loke Deph - Vor Frelser 

Loke Deph er Danmarks bedste drengerapper og har været det et godt stykke tid. Det beviser han på den kriminelt oversete Vor Frelser, hans første fuldlængde. Her bevæger han sig i et pulserende byrum og takler tunge emner som intentitetskrise og rodløshed. De udfordrende, elektroniske produktioner fra Telepa-T, Adam Sampler og Mvh Emil trækker i mange forskellige retninger, så det forholdsvis korte album bliver egentlig ti små kapitler, hvor Loke udfolder sin livshistorie med kølige one-liners.    

3. Kesi - BO4L

For mine penge findes der ikke en større og bedre popdreng på den danske scene end Kesi. Jeg havde aldrig gættet, da han debuterede sammen med Gilli, at han ville ende som den fødte flanør. Alligevel formår han hele tiden at føje nye vinkler til sine storbyfortællinger. Og så er han måske den, der passer bedst sammen med Hennedubs produktioner af international klasse. På BO4L er det især den lækre "Tilbage" og "Blå Himmel" med feature fra Hans Philip, der imponerer.   

4. Jøden - Jahudi

Åh for helvede, hvor er det befriende at høre Michael Jøden give den slæde på mikrofonen. Der er få rappere, hvor man virkelig tænker, at nu siger de præcis, hvad der passer dem, men det er der altid garanti for, at Jøden gør. Som han smukt udtrykker det på "Tjek dit ur": "Siger hvad jeg tænkеr, kalder det for impro / Til det fyldеr hele pladen ligesom bingo / Lidt ligesom Django – du' som en Berlingo". Static har lavet et tonstungt soundtrack til musikken, fyldt med scratches og wordcuts, så man er underholdt fra start til slut. Især hjemstavnshymnen "Udknast" og den kærligt kønspolitiske "Kylling" med besøg fra Jonny Hefty er fuldstændig rårygende forrygende. 

5. Artigardit - Idiot

Artigardit er ikke den typiske gaderapper. Hans fortællinger foregår i samme univers, men har en anden poesi over sig, hvor han tør vise langt flere af sine fejl og mangler frem end konkurrenterne. Lyden er blevet mere clubbet, hvilket faktisk klæder ham temmelig godt. Hans ærlighed er hans største styrke, og som med Hans Philip føler man, at man har med et rigtigt menneske at gøre, når han rapper.

6. Stepz - Stepzologi 2 

Mens partneren Branco fra Mellemfingamuzik fulgte sin solodebut op med et fællesalbum med Gilli fortsatte Stepz udfortrødent, hvor han slap med Stepzologi 2. "Moncler" og den ultrafængende "Nix Normal" stak ud på et et af efterårets bedste album med masser af gaderomantik, fede flows og vanlig aggression.

7. Pede B - Gudskelov

Unge Pede "De siger, jeg er produktiv, jeg siger, jeg ikke er doven" B slap hele to album løs i 2020. Begge borgede for høj kvalitet, men for mig er det det seneste, Gudskelov, der satte sig fast. Adam Sampler stod for hele produktionsdelen ligesom på Jungleloven, og hans lyd klæder i den grad Pede B, der folder sig ud i vanlig stil. Der er klassisk storytelling på "Katja", nostalgi på "Væggene" featuring Mellow og Per Vers, men det er titeltracket, der virkelig bider sig fast med linjer som: "Altid clean cut selv når jeg' super beskidt / Med venlig hilsen landets største rapper uden et hit!"

8. Rekords - Kompilation 

Dansk raps anden bølge i 90'erne blev i høj grad båret frem af kompilationer som De Grimme Ællinger og Hip-Hop til Folket, hvor mange for første gang hørte Malk de Koijn, Hvid Sjokolade og Den Gale Pose. Den lille pladeforretning Rekords på Nørrebro udsendte i år Kompilation, hvor mange af repræsentanterne for den breakbeatorienterede stil er samlet. Nyere navne som Sulka og Strudsigallop blandes med legender som Context på et album, der fungerer som indføring i alternativ hiphop.  

9. Suspekt - Sindssyge Ting 

Er der et band, der kender sit publikum og ved, hvad de vil have, er det Suspekt. Albertslunds store sønner udgav den pompøse Sindssyge Ting, der sonisk og indholdsmæssigt levede op til al den energi, man forbinder med bandet. Numre som "Mere prestige mere Pastis" med Uso og Marwan samt den dybsindige "Dø i Norden" føjende nye sider til Suspekts univers. Mest spændende var dog, at de kinky fætre havde fundet en liderlig legekammerat i Tessa, der på "Vil du med ..." cementerede, at hun er den, man skal holde øje med i 2021. 

10. Machacha - ExacteFUCKINGment 

Med fem album i 2020 må man sige, at gode gamle Machacha holder gryden i kog. Han har fingeren mere på pulsen af den nutidige hiphopscene end de fleste af sine yngre kolleger, og det er, som om hans passion for Griselda-inspireret rap har tændt den hellige ild i ham igen. Hans bedste udgivelse var helt klart den selvsikre og stilsikre ExacteFUCKINGment, der ydermere kom i en flot remixversion med vers fra blandt andet Trepac og Joe True. 

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste danske album 

Årets 10 internationale album:

1. Run The Jewels - RTJ4 

De musikalske våbenbrødre Killer Mike og El-P affyrede nok engang kanonen og ramte bullseye. De er nu på fjerde album uden at have sat en fod forkert, og især i et år med Black Lives Matter på plakaten var deres musik mere berettiget og potent end nogensinde. Den næsten kakofoniske "Ooh La La" med DJ Premier på scratches anførte et voldsomt underholdende album. "JUST" med et umage makkerpar Pharell Williams og Zach De La Rocha samt "Walking In The Show" står stærkest med mesterlige produktioner og vers. Der er ingen tvivl om Run The Jewels er ikke blot i hiphoppens, men den internationale musikscenes elite. 

 

2. Royce 5'9 - The Allegory

Et af årets stærkeste album kom fra Detroit-rapperen Royce 5'9. En alenlangt opus stort set produceret af ham selv med et hav af features primært fra den nye garde af rappere. Hvor hans tidligere album Book of Ryan, der nok er karrierens bedste, handlede meget om hans personlige kampe, er The Allegory en stærk politisk kommentar, hvor han reflekterer over livet som afroamerikaner. Selvom det ikke er helt på højde med Book of Ryan, er det stadig hestehoveder foran udgivelserne fra hans rige ven fra hjembyen. 

3. Blu & Exile - Miles

"t's kinda Blu, but kinda new, colossal too!" Lækkert lækkert album fra duoen, der brød igennem med Below the Heavensk og er en af nullernes mest interessante hiphopgrupper. Titlen refererer til Miles Davis, og selvom de ikke har genopfundet sig selv i samme grad som den store mester, er dette et ekstremt gennemført album. 

4. Aesop Rock - Spirit World Field Guide

Eventyrligt album fra rapperen med verdens største registrerede ordforråd. Han har skabt en verden, albummet er en indføring i at komme til åndeverden, og midt i et hav af synthesizere og computerlyde forsøger man at manøvrere sig til det hinsides sammen med den koleriske kaptajn. Alene nummeret "Dog at the Door", hvor hans paranoia for, at naboerne sætter fælder for ham vokser sig større og større, er grund nok til at besøge Aesop Rocks vanvittige verden. 

5. Black Thought - Streams of Thought, Vol. 3: Cane & Able

Når mikrofonen bliver tændt, er der stort set ikke nogen, der er bedre til at angribe den end Black Thought. Frontrapperen fra The Roots, hiphoppens fremmeste liveorkester, har i årtier leveret pragtpræstationer. På sit seneste soloalbum fortsætter han nedslagtningen. Vol 3 er for alle, der nyder at høre en rapper rappe virkelig godt. Det kræver sin mand m/k at invitere Pusha T og Killer Mike med på et nummer og stadig rende af sted med det bedste vers. 

6. Freddie Gibbs & The Alchemist - Alfredo

Til trods for, at Freddie Gibbs har leveret en af de mest kaotiske og skuffende koncerter, jeg har oplevet, er han stadig en stor favorit på plade. Hans samarbejder med The Alchemist er fantastisk gangstarap, og han har en ligefrem måde at skrive og rappe på, der placerer ham et sted mellem Prodigy fra Mobb Deep og Willie D fra Geto Boys. Der er besøg fra gamle hoveder som Rick Ross og nye helte som Conway The Machine og Benny The Butcher, men det er stadig Freddie Gibbs, der styrer showet. 

7. Megan Thee Stallion - Good News

Det amerikanske modsvar til Tessa havde hele to album ude i år. Der er fjerdebølgefeminisme i højsædet, og stort set hvert eneste nummer er en hyldest til den kvindelige liderlighed. Der går en lige linje fra Salt N Pepa over Lil Kim og Nicki Minaj til Megan, og efter i årtier at have hørt på liderlige mænd er det forfriskende med en veloplagt modpol. Efterhånden er jeg dog blevet så gammel, at jeg ikke helt kan hoppe med på fantasien selv og i stedet må håbe, der er nogle ungersvende derude, der kan sørge for, at Megan får noget på den dumme. Standout track: "Savage Remix" feat. Beyonce.

8. Eminem - Music to be Murdered By 

Eminem havde i en årrække en nedadgående formkurve. Han fik dog krudt i røven, da kritikerne slagtede Revival. På rekordtid indspillede og udsendte han Kamikaze, der var et frontalangreb på alt og alle. Opfølgeren Music to be Murdered by er et noget mere afstemt album med en underholdende, skræmmende rammehistorie. Bedst derpå er nummeret "Darkness", der med skarp fortælling og overraskende twist minder om hovedværket "Stan". For nylig kom endnu et album, Music to be Murdered by – Side B, der uden overraskelser stadig holder højt niveau. 

9. Mac Miller - Circles

Han var noget irriterende som glad backpacker-rapper tidligt i karrieren, og han var stort set uudholdelig, da han brugte hele The Divine Feminine til at bage på Ariana Grande. Men da han kom i pigeproblemer, fik tungsind og stofferne ind på livet, var der pludselig noget at rappe om. Han var nærmest forvandlet til en fantastisk indfølt musiker, og Swimming var et af 2018's allerbedste album. Circles fortsætter, hvor det album slap, selvom Mac Miller selv slap tøjlerne i 2019. Det er triste fortællinger fra en mand, der var ude i tovene.  

10. Conway The Machine - From King to a God 

Her kunne ret beset også have været Westside Gunns Pray for Paris eller Benny The Butchers Burden of Proof. Griselda-rapperne har indstiftet en hård, autentisk rapstil, der vækker minder om Biggie og Jay-Z, når de holdt det allermest gangsta. Ud over en mumlen, der skyldes en lammelse i ansigtet fra en skudulykke, udmærker Conway The Machine sig ved at have klikens bedste ordspil. Selvom der kun er så mange måder, man kan fortælle, at man koger rigtig meget crack i sit køkken, gør det han det underholdende. Nummeret med Method Man er i særklasse, og sværger man til bars, bars, bars, skal albummet tjekkes.  

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste internationale album

Om Peter T Aagaard:

Hiphop-, The Simpsons og wrestling-eksperten begyndte at anmelde for GAFFA i 2014. Forfattede i år klummerne Respekten stinker – F*ck, hvor er det ufedt at være gammel hiphopper og OK, Boom-bapper! - F*ck hvor er det ufedt at være ung hiphopper. Kæmper mod de onde som Bernard og Bianca og holder derudover landsdækkende foredrag om Eminem.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA