x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Andrea Bundgaard

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Andrea Bundgaard

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Mellem jul og nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Andrea Bundgaard. 

Årets 10 internationale favoritalbum 

1) Fiona Apple: Fetch The Bolt Cutters 

Førstepladsen går til albummet med stærkest fortøjning til min hukommelse for det snart afdankede 2020. Og til højtalerne i min stue. Fetch The Bolt Cutters gør mig til stadighed nysgerrig og vågen med sit underfundige, soniske spektakel af hverdagssymfonier.

2) Phoebe Bridgers: Punisher 

Punishers sande loyalitet stod klart ved første møde, og jeg har siden båret det med mig rundt som stemningssættende baggrund til alskens stunder, mens jeg har svævet i de anekdotiske tekster om kryptiske kærlighedsrelationer. 

3) Taylor Swift: Folklore 

Når man pludselig trækkes mod ellers uberørt grund er der ikke andet at gøre, end at lade sig sænke og tjekke terrænet ud. Og med denne overbevisende transformation fra popstjerne til indie/folk-kunstner vil jeg sent tilbage. 

4) Taylor Swift: Evermore 

Okay, det var det. Jeg er kun en tre’er fra at identificere mig med fangruppen Swifties. 

5) Christine and the Queens: La Vita Nuova 

På trods af den genremæssige forudsigelighed virker samtlige Christine and the Queens-udspil dybt musikalsk medrivende på mig. Og med kraften fra særligt ”People, I’ve Been Sad”, har jeg ingen ord.

6) SAULT: Untitled (Rise) og Untitled (Black Is) 

Ligesom Swift har britiske SAULT skrevet sig gennem et kriseramt år. Her hamrer den kaotiske æra i samspil med r&b, house og disco og udsmykker mørket usædvanligt smukt, med blandt andet behjertede speaks og silkebløde korstemmer. 

7) Sufjan Stevens: The Ascension 

Med en tung oppakning af romantiske numre i bagagen har tryghedsskaberen no. 1 sluppet sig løs i et anderledes spraglet lydunivers a la den gode Damon Albarn. Og med stort held. Skud ud til fornyelse og umættelig kreativitet. 

8) Eefje De Visser: Bitterzoet 

Der er altså noget ved lyrik på fremmedsprog, der giver fantasien frit løb og genfinder barnesindets ukontrollerede vokabular som Barbie Girl-strofen ”imadjinaysjon leifislokulaysjon” (gæt selv). Kender du ikke hollandske Eefje De Visser med de kradsende halslyde og taktfaste beats, er tiden inde. Det var så lidt. 

9) HAIM: Women In Music Pt. III 

De efterhånden veletablerede powerpop-søstre er dejligt utilregnelige med et mix af syrerock og mere afdæmpede instrumentføringer. Sangene emmer af musikalsk overskud og sofistikeret sangskrivning, og så er der hele 16 af slagsen. 

10) Tame Impala: The Slow Rush 

Også tak til den farverige, småpsykedeliske australier for igen at invitere til (tiltrængt) fest i et sansespættet virvar af tilfredsstillende produktioner og virtuose vokale spændvidder. Skål, skrål, føl! Og gør det allerhelst til ”Borderline”’s dansable tristesse. 

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste internationale album

Årets 10 danske favoritalbum 

1) Ganger: Tro 

Med opdagelsen af Ganger (late bloomer, jeg ved det) kom også en af årets største musikalske gaver. Tro er alle kontrasterne: hemmelighedsfuld og ærlig, opløftende og smertelig, grim og elegant. Og så rammer den præcis det, der er alt for lidt af. 

2) Bisse: Tårefilm 

Bisse er en utømmelig brønd af ord og melodier; gaven, der bliver ved med at give. De mange sange er med tiden vokset kompositorisk og i flere retninger, men aldrig mindre vedkommende. Guitarriffet i ”Fyrretræ” har guidet mig gennem årets særligt modløse dage.

3) Goss: Group Therapy 

Den melankolske countryrock har fundet sin kærkomne vej tilbage til de nationale brædder med dette fine, fandenivoldske debutalbum fra Goss. I en sammensmeltning af elektronisk kulde og akustisk varme åbner sig en selvreflekterende tankestrøm, man kan tage præcis så mange skridt i, man ønsker.

4) Nelson Can: So Long Desire 

Trioens samklingende karriere markerede sig endnu engang stærkt og sikkert, før tæppet gik ned. So Long Desire lod mig skrige, lege og længes til blandingen af ballade-bangers og dansable diskotoner med sans for detaljerne. 

5) Kh Marie: intet er nok 

Ud over dette fortryllende værk af vellydende vokaleffekter og poetiske popstrofer bragte Kh Marie årets koncertoplevelse blandt få, der blandt andet inkluderede en drejescene og sprøjtende dufte.

6) GRETA: Ardent Spring 

GRETA er synonym med dreampoppens 80’er-inspirerede støvede synths og levende popkompositioner, og med en tydelig personlig investering er Ardent Spring blevet en trofast følgesvend gennem særligt drømmesultne dage. 

7) Bisse: Cobid-20 

Albummet, der ikke er til at komme uden om, og som bestemt ikke bør overhøres. Med sin hurtige handlekraft stod Bisse pludselig klar i bedste timing med en direkte spejling af isolationstidens følelsesmæssige rutsjebanetur. 

8) Agnes Obel: Myopia  

Myopia tilføjer så mange klanglige dimensioner til den forsimplede opfattelse af "pigen med klaveret", at denne efterhånden bør fordufte en gang for alle. Obel udfolder en verden af filmiske lydflader og instrumentale passager som det vildeste pop-op-univers, fyldt med elementer fra eventyr og horror. 

9) Angående Mig: Kunsten at lade som om 

Til trods for titlen som albumdebutant beder Laura Lilholt ikke blot lytteren om at lytte, men om at lytte efter – for ord er vigtige, og hjertet behøver respons. Kunsten at lade som om er rå og hård, og samtidig ufattelig sårbar.  

10) Anya: Nøgen 

Som flashback til sit musikalske bagland har Anya genfundet den r&b-kunstner, hun er, og som fungerer langt bedre over et skramlet minimalistisk lydunivers, end under en strømlinet popproduktion. Og på modersmålets givende gennemsigtighed er der noget andet på spil.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste danske album 

Om anmelderen:

Jeg er en musikstuderende og musikkreerende tidligere GAFFA-praktikant. Hvad angår musiksmag, forsøger jeg at favne i stedet for at snobbe og lytter til alt fra Ravel til Rihanna. Særligt mister jeg al dømmekraft ved avantgardistisk indie/pop – og i år er det de kvindelige musikere, der løber med pokalerne, som det ses. Jeg kan blive opslugt på en måde, der engang førte mig til seks måneders analyse af Björks ”Hyperballad”, ligesom jeg har spillet over 200 spil Settlers siden marts og netop strikket en balaclava over night - altid akkompagneret af den helt rigtige playliste, det er klart.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA