x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Ole Rosenstand Svidt

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Ole Rosenstand Svidt

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Mellem jul og nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Ole Rosenstand Svidt – der som altid har en 100 procent kønsligestillet liste.

Årets internationale album:

10. Perfume Genius: Set My Heart on Fire Immediately

Sangeren og sangskriveren med det borgerlige navn Mike Hadreas og den androgyne stemme levede op til den forrygende albumtitel og satte mit musikhjerte i brand ved første lytning, og det flammer stadig. Den ene velskrevne kærligheds-indiepop-sang afløser den anden på et album, der varmer i en kold tid.

9. Haim: Women In Music Pt. III

Søstertrioen er musikalsk alsidig på et album, der spænder over både pop, rock, hiphop og reggae og har skarpe tekster, sine steder med en klar feministisk dagsorden. Ikke mindst på ”Man from the Magazine”, som bør være pensum for alle mandlige (musik)journalister og instrumenthandlere – men andre må også meget gerne lytte med.

8. Run the Jewels: RTJ4

Dette album udkom nogenlunde samtidig med, at Black Lives Matter-demonstrationerne brød løs verden over, og et mere passende soundtrack kan man dårligt forestille sig. El-P og Killer Mike er vrede, men også yderst velformulerede og veloplagte, og så rykker den hårdtpumpede hiphop heftigt. Samfundskritik har ikke swinget så fedt siden Rage Against the Machines første album – Zack de la Rocha herfra medvirker i øvrigt på albummet på nummeret ”Just”.

7. Adrienne Lenker: songs

Sangeren og sangskriveren i Big Thief, som i øvrigt fik corona-afbrudt deres Europaturné i Danmark, lige efter den første af to planlagte koncerter i Store Vega samme aften, den 11. marts, drog efter nedlukningen af verden ud i en hytte i Massachusetts. Her indspillede hun hele to akustiske album, songs og instrumentals, kun med stemme, guitar, vindspil, og hvad der ellers var af baggrundslyde. To meget smukke album, hvor jeg dog foretrækker det med vokal – og tekster fra et knust hjerte.

6. Sufjan Stevens: The Ascension

Den følelsesfulde sanger og sangskriver skuffer aldrig, og det gør han heller ikke denne gang på et udspil, der er mere elektronisk end vanligt, og hvis tekster hører til i den samfundskritiske ende – ikke mindst på det 12 minutter lange afslutningsnummer ”America”, som Stevens også modigt udsendte som singleforløber.

5. Christine and the Queens: La Vita Nuova (ep)

Ja, det var kun en ep, men alligevel. Franske Héloïse Lettisier synger her både på engelsk, italiensk, spansk og modersmålet, og hun kommer vidt omkring i stemningsregistret, og både ud på dansegulvet og sammenkrøbet i sengen i et elektropoppet univers. Og så har hun altså en utrolig smuk stemme.

4. Matt Berninger: Serpentine Prison

Den produktive sanger i The National udgav sit første soloalbum, der ikke adskilte sig voldsomt fra The Nationals velkendte udtryk, måske med lidt mere country- og soulpåvirkning end normalt. Berningers karakteristiske dybe vokal og eftertænksomme tone er intakt, og Booker T. Jones orgelspil og produktion trækker yderligere op.

3. Phoebe Bridgers: Punisher

Sangeren og sangskriveren fik skabt et meget stærkt indie-folk-album fuld af nuancer i vokal, sangskrivning og produktion – med fængende melodier og velskrevne tekster hele vejen. Den perfekte blanding af lys, mørke og mellemtoner.

2. Bob Dylan: Rough and Rowdy Ways

Efter otte år uden egne sange udgav den 79-årige legende et forrygende album. Ført an af den 17 (!) minutter lange singleforløber ”Murder Most Foul”, der tager udgangspunkt i mordet på John F. Kennedy og filosoferer videre over USA's historie – og i øvrigt har Fiona Apple (mere om hende lige om lidt) på klaver. Albummet indeholder også mere romantiske stunder som eksempelvis balladen ”I’ve Made Up My Mind to Give Myself to You”. Og så synger Onkel Bob altså forrygende, måske inspireret af de tre foregående crooneralbum – det lyder, som om han har rømmet sig!

1. Fiona Apple: Fetch the Bolt Cutters

Efter otte års stilhed udgav den amerikanske sanger, sangskriver og pianist et særdeles stærkt album, der kom rundt i hele følelsesregistret. Med ekspressiv vokal, stærke tekster, til tider med tydelige feministiske under- og overtoner, fængende melodier og en stærk, skrabet produktion med sprød kontrabas og alsidigt slagtøj i centrum. Og så kom det lige, da verden stadig var lukket ned, og der var god tid til nærlytning. Som albummet i den grad fortjener.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste internationale album

Årets danske album:

10. Angående Mig: Kunsten at lade som om (ep)

En både vred og følsom, ung kunstner med masser på hjerte, en karakteristisk hæs vokal og et spændende udtryk et sted mellem singer-songwriting, punk og hiphop – og velskrevne, dansksprogede tekster. Hende kommer vi til at høre meget mere til.

9. Bisse: Cobid-20 (og Tårefilm)

Naturligvis måtte hyperproduktive Bisse skrive og, helt alene, indspille et corona-orienteret album på ingen tid, da pandemien ramte i marts. Albummet var ude to en halv måned senere og bar på ingen måde præg af hastværk, men kom helt rundt i corona-tidens følelsesspektrum. Efter GAFFAs deadline for denne afstemning om årets album (det var allerede 1. november af hensyn til det trykte blad) udgav han så endnu et album, det meget velskabte Tårefilm, denne gang indspillet med fuldt band, hvilket gav et endnu mere alsidigt udtryk.

8. Rigmor: Rebel (ep)

Den aarhusianske gruppe udsendte en stærk debut-ep med dybt poetiske, dansksprogede tekster, flotte melodier og en nærværende vokal fra Sarah Wichmann. Dem glæder vi os til at høre meget mere til.

7. moi Caprice: Becoming Visible

Efter 12 års albumpause vendte indiepop-gruppen tilbage med et formfuldendt album med smukke sange og en yderst velsyngende Michael Møller i front. Manden står desuden bag nogle af de mest velskrevne engelsksprogede tekster på den danske musikscene, fulde af poesi, humor og intertekstuelle referencer.

6. Kh Marie: Intet er nok

Marie Koldkjær Højlund, kendt fra Marybell Katastrophy og Nephew, har startet et nyt, dansksproget elektropop-projekt, hvor teksterne på debutalbummet, co-skrevet af digteren Morten Søndergaard, tager udgangspunkt i intet mindre end Højsangen, en samling kærlighedsdigte fra Det Gamle Testamente. Resultatet er blevet et meget sanseligt og smukt album, der tilmed har sin egen duft, så køb endelig vinylen.

5. Hugorm: Kom, vi flygter

Modigt kørte Simon Kvamm sit succesband Nephew (der var de igen) i garage og startede endnu et projekt op helt fra bunden. Denne gang trioen Hugorm, der blander næsten punket rock med elektroniske elementer og flere aggressioner og mere smadret produktion end i Kvamms andre musikalske projekter. For god ordens skyld skal det siges, at musikken for en gangs skyld ikke starter hos Kvamm, men hos guitarist Morten Gorm.

4. Nelson Can: So Long Desire

Den guitarløse danske indiepop/rocktrio valgte til alles overraskelse at gå i opløsning i forbindelse med udgivelsen af deres andet album. De sluttede dog på toppen med et gennemarbejdet album, hvor bangeren ”I Wanna Be With You” fik mig ud på mit hjemme-dansegulv mange, mange gange – når ingen kiggede, hvilket så ikke har været det store problem i coronatiden.

3. Peter Sommer: Stærk strøm hen over ujævn bund

Skanderborg-skjalden fulgte det fornemme 2018-album Elskede at drømme, drømmer om at elske op med det marginalt mindre fremragende, men dog stadig mere end bundsolide Stærk strøm hen over ujævn bund. Blandt højdepunkterne kan nævnes den smukke åbningsballade ”Lad mig forlade dig, før du forlader mig”, den øjeblikkeligt ørehængende ”Vi der valgte Mælkevejen” og den afsluttende ”I morgen”, en fortolkning af den klassiske komponist Richard Strauss (1864-1949) med dansk tekst af Knud Romer.

2. Ganger: Tro

Kun et år efter den flotte debut udgav Ganger sit andet album, der holdt niveauet. Denne gang med de to kvindelige, velsyngende vokalister Mille Mejer Djernæs Christensen og Ninna Lundberg helt i front, men stadig med Thomas Bach Skaarup som den primære sangskriver. Musikken er eksperimenterende og dog iørefaldende pop tilsat et helt særligt tekstunivers.

1. Joyce: Formskifter

Det unge band kom forrygende fra land med debutalbummet, hvor de både spiller post-punk, elektropop og til tider nærmer sig ren punk, med træfsikre danske tekster og øjeblikkeligt fængende melodier. Lidt som at forestille sig The Minds of 99’s onde tvilling. ”Åh nej, chefen ringer” er i øvrigt en titel, jeg flere gange har frygtet skulle blive virkelighed i denne coronatid, der har medført mange fyringer i kulturlivet, men det er dog endnu ikke sket, bank under bordet!

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste danske album 

PS: Hvis deadline til denne afstemning havde været lidt senere end 1. november, havde Baby in Vains og Henriette Sennenvaldts respektive udgivelser også været under overvejelse. Og som nævnt også Bisses Tårefilm. Og hvis nogen brokker sig over, at Dizzy Mizz Lizzy ikke er med, så var de også i spil, men klarede desværre ikke helt den endelige finsortering trods mange kvaliteter.

Om skribenten:

Jeg er 46 år, har skrevet for GAFFA siden 1998 og været fastansat som redaktionssekretær siden 2002. Uddannet cand.mag. i æstetik og kultur og er desuden forfatter til to romaner, som har fået mildt sagt blandede anmeldelser. Arbejder for tiden på en ny roman. Er derudover en ivrig svampeplukker, som har spist selvsamlede svampe siden midt-80’erne, så vidt vides uden at tage skade. Jeg holder mig dog fra de euforiserende af slagsen. Er mig bekendt ikke i familie med GAFFA-skribent Sara Sofie Svith, selvom flere i min familie staver navnet på denne måde.

Jeg er en flittig koncertgænger, og trods nedlukningen af livescenen i en del af året lykkedes det mig at være til 55 koncerter i 2020, eksklusive opvarmingsnavne.

Hør sange fra alle albummene her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA