x

Turnédagbog: Pilgrimz, kapitel 2

Turnédagbog: Pilgrimz, kapitel 2

Tour dagbog fra Headbangers Ball Part deux

"Hva’? Hvor er det henne i dag?" spørger Kasper Divine, eks-As We Fight-trommeslager, som har fået tilsneget sig en plads i bilen, under titlen "Gear-slæber". En noget hård titel for en gut med spaghetti-arme og tank-top, da vi samler ham op ude foran vores øvelokale. Ingen ved rigtigt hvorfor han er med, men han er kærkomment selskab og en god rock ’n' roller blandt alle os heavy-hoveder, og fik vist i sidste ende tjansen som videokamera-mand for Raunchy.

"Odense, Herning og dobbelt A!" oplyser vi det magre spektakel, som sætter i gang med at knappe en bajer op! Vi pakker gear, og glæder os over, at Europcar har sendt os en ny og mindre model at køre i, whæææj! Og imod alle former for logisk geometri, får vi tetris'et alle kabinetter og trommer ind i den mindre models bagrum, og så af sted!

Da vi kommer frem, fester vi alle igennem i glæden over det slappe salgstal af billetter i forsalg. Men da
dørene åbner, finder vi ud af at Odense er et inkarneret køb-i-døren-publikum. For da Last Mile går på, er der faktisk kommet et udmærket publikum. Last Mile giver den gas, og Laurits inviterer publikum tættere på scenen. Så da vi går på, har publikum allerede vænnet sig til at stå tæt på scenen. Vi spiller, og laver jokes med den store Roskilde Festival-agtige fornemmelse, man får af at stå bag et 10 meter langt jerngitter som spillestedet insisterede at have foran scenen. Tænk hvis nu man blev overfaldet af en Dimebag-fanatisk fan…!?

Vi hitter efter koncerten lynhurtigt udad, at spillestedet stiller frit fadølsanlæg til rådighed. Last Mile har medbragt eget musikanlæg og inviterer til drukfest. Med alkoholens effekt glipper mange af vores anstændigheder. Vi kaster terninger om, hvem der først får cancer, og jeg vinder med terningerne hver gang. Raunchy-drengene hitter hurtigt udad, at det bedre svarer sig at pisse i brusekabinerne end at vente på, toiletterne bliver frie.

Vores manager vælter to borde med øl, da han afprøver en ny form for parkour med baren som afsats. Vi spiller et meget ukontrolleret spil dart, og vælter ned i byen, hvor vores manager igen ridser en dejlig stemning op ved at komme i konflikt med både politiet og en receptionist, da han uhæmmet pisser op ad et hotels glasfacade og indgang. Og situationen bliver ikke bedre, da det går op for os, at det er på pågældende hotel, at vi skal tilbringe natten. Men de lukker os ind i løfte om, at vi kan kontrollerer os selv, og politiet skriver en bøde og så godnat.

Hvor skal vi sove i nat?
Næste stop er Herning. Vi kommer for sent... igen. Men det er ok, for vi er de første, der ankommer, alle er forsinket. Tømmermændene er lede, og vi påbegynder allerede vores ynk ved ankomsten. Men da vi ser gymnasielærer-eksemplaret, som synger for i Raunchy, med en guldbajer i hånden, påmindes vi endnu engang om at karrusellen kører i heavy'ens tegn.

Der kommer lynhurtigt mange folk, så snart dørene åbner. Det er sgu lidt overraskende faktisk, hvordan folk bare vælter ind. Da det bliver vores tur, står publikum spækket foran scenen, så gejsten fra os er stor. Faktisk så stor,
at jeg under showet slipper fornuften, og kravler op på Daniels bas-kabinet, for så senere at lave et 1½ m hop udover scenen.. Noget jeg nok næppe ville praktisere under normale omstændigheder… "Hej! Jeg kan desværre ikke komme med på resten af touren, da jeg har brækket begge ankler 4 steder!" - kunne det have lydt de efterfølgende dage herfra. Men alt gik som det skulle, bortset fra den fan, som flækkede panden under Raunchy-showet.

Og så gik der i troens tradition endnu en gang alkoholiseret væske i festen. En eller anden får den geniale ide at stille 6-7 flasker Jägermeister til rådighed, og det resulterer i en bred vifte af begivenheder. Vores lydmand Morten Søfting finder det relevant at kaste flasker over på facaden af diskoteket Crazy Daisy, som ligger kryds over for vores backstage-rum. Der pisses nu ikke kun i brusekabiner, men også de termokander, spillestedet har serveret kaffe til os i. Jeppe, den nye trommeslager i Last Mile, springer ud som kunstmaler, og kaster sig over billederne på væggen, da han opdager en kasse maling og pinsler i hjørnet. Han kreerer kunst for mange millioner, og sætter personligt sin signatur ved at dolke billederne med en smørekniv op til flere gange.

”Mangebajer” (Ja, det kalder de ham!!), guitarist i Raunchy, pisser i bukserne, men det er først, da han som nudist ude foran Crazy Daisy trækker sine bukser ned, at vi andre opdager det for ham. Kasper Divine og Kvist fra Raunchy får karentæne på 250 år, da de fortsat bliver ved med at smide deres T-shirts på en lokal bar, og provokerer ejeren til at hæve karantænens tid. Vi vælter alle hjem til hotellet, og finder ud af at der slet ikke er nok pladser at sove på. Der mangler minimum 4 pladser. ”Mangebajer”, som nærmest er bedøvet i fuld narkose af pilsnere og sprut, sover radbrækket på et skab i et af værelserne, mens Ronny, vores chauffør og jeg, prøver at mase os ind igennem et badeværelse vindue til, hvad der ligner et tomt værelse. Dog uden held.

Dobbelt A
Næste dag vågner vi alle mere eller mindre underlige steder, og møder Laurits, som har sovet alene i et værelse med 5 tomme senge med vores navn på. Han var i bedste tro gået til køjs, i håbet om, at vi kunne huske, at han havde fået et ekstra værelse, så pladserne stemte. Men den information var nok feset lige igennem tænkemaskinen efter de mange solide skud alkohol.

Alle er overtrætte, og mange af os endnu fulde, da vi når dobbelt A. (Aalborg, for jer fesne københavnere). Og jeg kan faktisk kun huske, at vi raller os igennem lydprøven. Kasper, forsanger i Raunchy har opfordret andre til at være aftenens sanger i Raunchy, da han i sin velorganiserede hverdag har fået sagt ja til at tage med sin gymnasieklasse på tur. Så bandet afprøver de forskellige vokaler til lydprøven, og det resulterer i mange tåre-trillere. Men det er også ok, Raunchy er jo mere playback end det internationale melodi grand prix selv. Så det går forrygende med at imitere Kaspers vokal.

Stedet er pakket, da vi går på. Jeg forvilder mig endnu en gang op på Daniels bas-kabinet, og lander denne gang på knæene, da jeg hopper fra den, ned på scenen. Nogen må fandme kunne lide mig på øverste etage... eller på nederste. Folk råber "Fuck københavn!!", men vi vinder deres hjerter, da vi giver efter og erkender, at Aalborg-folkene giver den mere gas, end når vi spiller i København. En gut lader mig endda sidde på hans skuldre ude i publikum, under koncerten.

Raunchy leverer et vildt fedt show, og gæstestjernerne scorer gode points i publikum. Mercenary, som er på hjemmebane, beviser deres hovednavns klassificering ved at trække flest publikummer ind i salen.

Vi drikker videre, og lyset går ud for undertegnede. Jeg ved, vi er på Rockcafé, men det er for tidligt på pågældende tidspunkt at erindre, hvad der er hændt i nattens løb... måske det hele kommer tilbage inde for de nærmeste dage? Hvor fanden sov vi egentlig? Var der noget med, at nogle af os tog tøjet af i Jomfru Ane Gade? ....

Vi ses næste weekend!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA