x

SIA-INTERVIEW: Et glimt under parykken

SIA-INTERVIEW: Et glimt under parykken

Sias trademark-look med blonde parykker kan virke som et smart markedsføringstrick. Det er det bare ikke. Den 45-årige kunstner var så utryg ved sin berømthed, at hun brugte dem til at gemme og beskytte sig med. Men i dag giver den australske sanger GAFFA et lille indblik i, hvad der befinder sig under parykken.

Sias berømte parykker var løsningen på et problem. Den australske sanger var så modvillig over for berømthed, at hun fandt på at gemme sig bag en paryk, der dækkede det meste af hendes ansigt. Hun ville fjerne sig fra at skabe et image, som mange berømtheder er associeret med – og hun ville beskytte sig selv mod den strøm af kritik, som følger med, når man som berømthed viser sig frem for hele verden.

Parykkerne var også med til at dæmpe den sceneangst, som hun led under – for bag det lange pandehår kunne hun gemme det meste af sig selv og lade publikums fokus placere sig på noget andet. Hun fandt selv på idéen en dag, hvor hun lagde mærke til den sorte væg ved siden af sin vaskemaskine og besluttede sig for, at hun skulle fotograferes foran en sort væg med sit ansigt dækket til med sort, så man kun kunne se den blonde paryk, der på engelsk kaldes for en bob-frisure. Dette fotografi skulle så fungere som coveret til hendes sjette studiealbum 1000 Forms of Fear, som udkom i 2014.

– Jeg var ved at finde ud af, hvordan jeg kunne håndtere min karriere, uden at det ville skade min nyerhvervede sindsro og ædruelighed, siger Sia, der havde lidt under pille- og alkoholmisbrug og endelig var sluppet af med det.

– Det handlede ikke så meget om, at jeg var usikker. Det handlede mere om, at jeg ønskede at være privat, så jeg tænkte, at jo mindre jeg blev fotograferet eller viste mit ansigt for kameraet, des bedre ville det være for mig og min sindsro og mit privatliv. Det var interessant, for det endte med at blive et brand. Jeg tænkte, at jeg ville gøre den blonde paryk til mit brand, og så kunne jeg pludselig sætte den på Maddie Ziegler – den lille pige fra ”Chandelier”-videoen – og så gik det op for mig, at jeg havde skabt en genial måde, hvorpå jeg kunne instruere videoer og give liveperformances uden rigtigt selv at være til stede.

I dag befinder Sia sig i sit hjem i Los Angeles, og Maddie Ziegler, som var henholdsvis 11 og 12 år, da hun dansede rundt i videoen til ”Chandelier” og ”Elastic Heart”, befinder sig nedenunder, mens interviewet finder sted. Selvom hun nu er 18 år gammel, kalder Sia hende stadig for sin lille pumpkin pie med kærlig sødme i stemmen og beskriver sig selv som hendes bonusmor.

Den unge danser har overnattet hos Sia i nat, og de skal begge give interview til pressen om Sias film Music, hvor Maddie Ziegler spiller hovedrollen som Music, en autistisk karakter, der lever i en form for musikalsk parallelverden, som hendes halvsøster Zu (Kate Hudson) prøver at finde ind til. Det sker, da deres bedstemor og hendes værge dør, og Zu, der er en tørlagt alkoholiker, skal overtage ansvaret for hende. Det er en film, som Sia både har skrevet manuskriptet til og instrueret.

– Du skulle se mig klokken syv om morgenen, for der er jeg sur og tvær, siger Sia, der dog er glad og smilende her sidst på eftermiddagen, mens hun sidder med sin blonde paryk, der lyser op på skærmen, som vi sidder ved i hvert vores rum og taler over Zoom.

– Vi havde en lille krise tidligere i dag, for jeg ville have haft en stor, lang paryk på, og så kunne jeg ikke finde den og løb ud i garagen for at finde en. Så jeg fandt denne paryk, som er i en scene, hvor Zu har et tilbagefald, og jeg har en af de gamle dameparykker fra ”Easy”-scenen. Jeg rendte ud og fandt den i garagen og tilføjede det her pandebånd.

Artiklen fortsætter under videoen

Tæt på selvmord

Sia gemmer sig ikke under interviews, og hun har flere gange forklaret, at det er, fordi hun er her i en anden funktion end sanger. Da jeg mødte hende første gang i 2014, hvor hun havde arbejdet på filmen Annie, fortalte hun, at hun først og fremmest var her som sangskriver.

I dag er hun her også – på Zoom fra sit nybyggede hjem i Echo Park i den østlige del af Los Angeles – i forbindelse med sin instruktørdebut, og selvom hun medvirker meget kort i filmen – som en popstjerne, der køber piller af Zu og på ægte popstjernevis taler om ”popstars without borders” – så er hun dækket til med en grøn ansigtsmaske, og de fleste vil nok ikke engang opdage, at det er hende. Hun påpeger, at hun har været så utroligt meget igennem, at hun skal passe på sig selv.

– Jeg ved, at jeg ville have begået selvmord, hvis det ikke havde været for dem, siger Sia om sine venskaber med Dallas Clayton, som hun blandt andet har samarbejdet med på manuskriptet til Music og David Russell, der er hendes manager. – Mit venskab med Dallas Clayton er det, der har givet mest mening for mig. Han reddede mig igennem en meget svær periode i mit liv.

Hun drak for meget og tog for mange piller for at slippe af med smerterne, der var forbundet med mange traumatiske hændelser. Der var blandt andet kæresten, Daniel Pontifex, der døde 24 år gammel i en bilulykke i London i 1997, hvor han arbejdede som tjener i Kensington Place Restaurant. Sia fik den ulykkelige besked fra sin mor, men besluttede sig alligevel til at flytte til London som planlagt før kærestens død og begyndte så at drikke alt for meget sammen med deres sørgende venner.

Ifølge Sia gik der seks år med det – og endelig besluttede hun sig i 2010 til at gå i afvænning for at undgå, at det ville ende helt galt og blive enden på hendes liv. For der var andre hændelser som for eksempel, da hun var vidne til et voldeligt overgreb, hvor hun forgæves forsøgte at gribe ind og redde offerets liv. Der var naboen, der var psykisk syg, og som kastede sig ud foran et tog, uden at hun kunne gøre noget for at stoppe ham. Og så er der alt det andet, som hun ikke har lyst til at tale om.

– Så der er nogle udviklingstraumer, som jeg helst ikke vil komme ind på, siger Sia, der stadig følger Anonyme Alkoholikere, men har savnet at gå til møderne under lockdown på grund af coronavirussen.

– Jeg tror, at de fleste alkoholikere eller narkomaner har følt, at de har svært ved at passe ind. Man tænker: Hvad laver jeg her? Hvad er meningen med mit liv? Hvad handler alt det her om? Hvad er det hele for noget? Hvad handler livet om? Jeg er ikke skabt til det her, hvordan gør de andre det? De ser fine og lykkelige ud, og de har ovenikøbet børn og familie, hvordan gør de det? De virker, som om de nyder det, og jeg var bare en smule bange hele tiden, og selvom jeg udadtil virkede sprudlende, karismatisk og glad, så var jeg bare bange indeni.

Det var helt almindeligt, at der var meget alkohol og pillemisbrug i musikermiljøet, og der gik lang tid, inden at Sia erkendte, at hun havde et problem.

– Man ved ikke, at man er alkoholiker eller narkoman, før man ved det – og hvis man ved det, er man ikke villig til at blive ædru. Man er nødt til at ønske det eller nå bunden for, at man kan vende op og ned på sin situation. Der var en lille stemme i mig, der ønskede at leve. Der var stadig en lille bitte stemme i mig, der sagde: "du kan godt".

Artiklen fortsætter under videoen

Vejen tilbage

Da hun slap af med alkoholen og pillerne – blandt andet Xanax og OxyContin – var hun ikke sikker på, hvad hun skulle med sit liv. Hun var lige ved ikke at ville være kunstner længere. Hun følte selv, at hun havde været en middelmådig kunstner i omkring 11 år, og nu var hun på ingen måde sikker på, at hun ville kunne håndtere at blive berømt og bedømt på alt mellem himmel og jord, når hun blev fotograferet eller medvirkede i musikvideoer.

– Jeg blev meget mere selvbevidst, siger Sia om dengang, hvor hun lagde misbruget fra sig. – Da jeg blev ædru, besluttede jeg mig for, at jeg ikke rigtigt ønskede at være kunstner længere, for jeg havde fået en lille forsmag på, hvad det ville sige at være berømt, og det var slet ikke noget for mig. Jeg blev meget ængstelig, når jeg skulle ud at hilse på folk og skrive autografer efter et show eller blev konfronteret med paparazzi, og det påvirkede mig rigtigt meget.

Det var i 2005, at hun fik et gennembrud med hitsinglen “Breathe Me”, der var med i den sidste scene af tv-serien Six Feet Under, hvor alle karaktererne ældes og dør foran kameraet. Den blev en stor succes og solgte omkring 1,2 millioner i USA. Det stod desuden klart for hende, at det var rollen som sangskriver, der passede hende bedst. Her kunne hun lave et kreativt stykke arbejde for andre kunstnere, som så selv kunne føre sig frem på scenen, uden at hun behøvede at være i fokus. Således skrev hun både sangen ”Diamonds” til Rihanna og ”Perfume” til Britney Spears og begyndte også at skrive for blandt andet Beyoncé, Katy Perry og Adele.

Hendes egen solokarriere begyndte dog også at vokse, selvom at hun har indrømmet, at hendes sange endte på hendes egne albums som en ”plan b”, hvis andre kunstnere ikke ville have dem (det var også tilfældet med ”Chandelier” og ”Elastic Heart”). ”Titanium”, der var skrevet i samarbejde med David Guetta, blev et stort hit i 2011, og det samme gjaldt for ”Elastic Heart”, der var med i den populære film Hunger Games: Catching Fire i 2013. Hendes album 1000 Forms of Fear var også en stor succes, og her var det, at parykken – og den mystik, den medførte omkring hendes persona – var handy, så hun ikke blev for berømt og for udsat.

– Jeg er nok mere kreativ og fokuseret nu end tidligere og helt sikkert mere sårbar, siger Sia om sin kreative proces, efter hun stoppede sit misbrug. Hun peger på en tatovering på sin hånd, hvor der står ”don’t think” og en anden, hvor der står ”whatever dude”.

– Når jeg skriver en sang, er tanken, at jeg skal ud af mit hoved og holde op med at tænke og bare lade tingene komme til mig. Derfor: ”don’t think”. Og ”whatever dude” er en del af det 12 trins program, som jeg er en del af. Her taler man om at finde en ”højere magt”, og det kan være en gud eller et træ, og jeg har besluttet mig for, at min gud er ”whatever dude”, og han er en queer surfing Santa. Så når jeg er bekymret, beder jeg til min gud: ”whatever dude”.

Artiklen fortsætter under videoen

Music bliver til

Det var til en fest hjemme hos skuespilleren Tom Hanks, at Sia hørte Kate Hudson synge Rihannas Sang ”Stay”. De havde forinden kommunikeret over Twitter – hvilket Sia ofte gør, hvis hun vil have fat på folk – og Kate Hudson vidste godt, at hun var til en form for audition til denne privatfest fuld af talentfulde mennesker. Sia beskriver hende som værende ”scared shitless”.

– Jeg kan egentlig ikke lide musicals, så jeg var overrasket over, at jeg lavede en, siger Sia, der skrev manuskriptet i samarbejde med Dallas Clayton med arbejdstitlen Sisters. – Jeg var nødt til at lave en musical, som jeg ville synes om.

Kate Hudson sang godt hjemme hos Tom Hanks, og hun ville også gerne barbere sig skaldet til rollen som Zu. Sia fik også fat på sangeren og skuespilleren Leslie Odom Jr over Twitter, og han ville gerne spille den omsorgsfulde nabo, der hjælper Zu håndtere den autistiske Music. Selvom Sia forsøgte at involvere autister til rollen som Music, besluttede hun sig for, at det skulle være den unge danser Maddie Ziegler, der skulle have rollen – et valg, som autistiske foreninger i USA har kritiseret hende for. Sia, der baserede historien, hun havde, på en ung autistisk mand, der kom til hendes AA-møder, havde lavet research og talte med mange autistiske mennesker, men hun erkender, at hun måske ikke var nået ud til alle.

– Jeg har lært, at hvis man vil give kærlighed til et community, så er man nødt til at tale med alle fraktioner i det og ikke bare fem af dem. Jeg lærte, at der er tyve fraktioner, og det vidste jeg ikke tidligere. Jeg troede, at jeg havde talt med de bedste eksperter omkring neuroatypisk autisme, men det viste sig, at jeg langtfra havde talt med alle.

Det påvirkede Sia meget, at hun fik så meget kritik.

– Jeg har et behov for, at folk synes om mig. Jeg er usikker, og jeg hader, at jeg ikke kunne gøre alle tilfredse, og at der var kontroverser omkring det. Jeg var knust. Men jeg lærte, at næste gang må jeg møde alle og ikke bare 50 eller 60 procent.

Det var oplagt for Sia at vælge Maddie Ziegler til rollen som Music, for hun betegner hende som en slags muse, som har været en stor inspirationskilde for hende, siden hun så hende danse på det amerikanske realityprogram Dance Mom.

– Men jeg lader hende ikke gøre noget af det sexede halløj, siger hun og ler. – Hun har lige lavet en animeret video til en sang, som jeg lige har lavet. Men jeg ville ikke lade hende være slutty.

Det var igen Twitter, der var kommunikationsmidlet, da Sia spurgte den 11-årige Maddie Ziegler, om hun ville medvirke i ”Chandelier”, og hun forelskede sig med det samme i den lille pige, som hun beskriver som en tiny string bean.

– Jeg aflagde fra den første dag ed på, at jeg ville beskytte den lille pige fra denne business og hjælpe hende med at tage gode beslutninger for fremtiden. Jeg holder så meget af hende. Hun var 11, så hun virkede på mig som et hjælpeløst barn.

I dag er filmen Music klar, og en voksen Maddie Ziegler danser løs sammen med Kate Hudson og Leslie Odom Jr i Musics farverige og fantastiske fantasiverden – skabt af Sia. Det er musikken naturligvis også.

– Det er en måde at få aflastning på, og det handler om forbindelse, siger Sia om, hvad musik kan. – Da jeg lyttede til musik som barn, var det en måde, hvorpå jeg kunne finde forbindelse til mine følelser på. Jeg kunne græde eller projicere alt jeg ønskede i sangen. Det er det, jeg gør den dag i dag. Jeg elsker at lave en sang og give den til verden, og så kan alle projicere deres følelser over i den, og hvis det lykkes, så har jeg gjort mit job. Det var det samme, jeg ville gøre med denne film. Jeg ville lave en film, der bragte følelserne frem i folk.

Artiklen fortsætter under videoen

Modstand på flere fronter

Filmen Music har som nævnt mødt modstand på flere fronter. Blandt andet fordi den eftersigende viser et meget stereotypt billede af autisme. Derudover florerer der anklager om, at filmen normaliserer brugen af en type magtanvendelse, som kan være farlig. Mange autister har epilepsi, og de blinkende lys, farver og høje lyde er overstimulerende - derfor kan det være svært for autister at se filmen. Folkene bag anklagerne mener ikke, at Sia har taget deres opråb alvorligt. Der florerede en underskriftindsamling, i øvrigt på initiativ fra danske Nina Skov Jensen, hvis mål var at få Golden Globes til at trække nomineringerne af filmen tilbage. Det skete ikke, men filmen vandt ingen priser ved uddelingen den 28. februar.

LÆS OGSÅ: Dansk protest imod Sias filmpris-nomineringer – 69.000 har skrevet under

Fra ”schyyyy” til god stemme

Sia gik hjemme i Adelaide i delstaten South Australia med en drøm om at blive skuespiller. Men det var oplagt, at hun skulle være sanger, for hun kom ud af en musikalsk familie – hendes far, Phil Colson, var bluesguitarist, og hun sang hele tiden.

– Jeg var cirka 15 år gammel, da folk begyndte at sige ”schyyyy” til mig, siger Sia, hvis fulde navn er Sia Kate Isobelle Furler. – Jeg tænkte bare, at jeg ville holde op med at synge højlydt i klasselokalet. Men jeg holdt ikke op med at synge ved busstoppestedet, i bussen, derhjemme, eller når jeg var på arbejde i baren.

Det var i 1993, da Sia var 17 år gammel, at hun mødte medlemmer af det lokale band Crisp. Det var et jazzfunk-band, som hun var medlem af til 1997, hvor hun startede sin solokarriere.

– Jeg gik fra ”schyyyy” til ”du har en god stemme”, erindrer Sia. – Og en dag mødte jeg nogle venner, som havde et band, og jeg spurgte: ”Mangler I en sanger?”

De inviterede hende til en audition.

– Og så var jeg sanger!

Kort om Sia:

Navn: Sia Kate Isobelle Furler

Født: 18. december, 1975

Fødested: Adelaide, Australien

Sia har to adoptivdrenge, som hun adopterede, da de var 18 år gamle. I dag har den ene fået barn, og Sia kan kalde sig bedstemor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA