x

MUSIK-BEVÆGELSEN AF 2019: ”Ingen drømmer om, at det skal være os mod dem”

MUSIK-BEVÆGELSEN AF 2019: ”Ingen drømmer om, at det skal være os mod dem”

Artiklen blev først bragt på GAFFA.dk for en måned siden, men "genudsendes" nu i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts

I sommeren 2019 ramte den sidste dråbe bægeret. Gramex udgav deres tre årlige lister over de 10 mest spillede danske musikere på de danske radiokanaler det forrige år, og for tredje år i træk bestod disse tre lister udelukkende af mænd. Denne gang blev dråben til en bølge og en bevægelse, som nu arbejder for at skabe ligestilling for kvinder og andre kønsminoriteter i den danske musikbranche under paraplyen Musikbevægelsen af 2019.

– Det startede som en Messenger-tråd, hvor der blevet inviteret forskellige kvinder ind, hvilket startede en ”fredagsbar-stemning”. En ”lad os mødes en gang imellem og tale sammen”-stemning, men som med alle store Messenger-tråde bliver man skør af alle notifikationerne til sidst. Derfor blev samtalen rykket over i en gruppe på Facebook, og den gruppe blev så startskuddet til Musikbevægelsen af 2019, fortæller Rikke Østergaard (billedet ovenfor), som er musiker under navnet O/RIOH.

Den omtalte beskedtråd blev startet i frustration over, at musikorganisationen Gramex’ årlige lister over de 10 mest spillede danske musikere, artister og sange i dansk radio i det foregående år for tredje år i træk udelukkende bestod af mænd. Tråden startede med en håndfuld og endte ud i omkring 50 mennesker fra den danske musikbranche, som alle var enten kvinder eller anden kønsminoritet, og som efterfølgende fulgte trop med over i den Facebookgruppe, der i dag rummer knap 2000 medlemmer og en forening under navnet Musikbevægelsen af 2019.

Rikke Østergaard har været medlem af Facebookgruppen siden begyndelsen og sidder også i bestyrelsen i Foreningen Musikbevægelsen af 2019. Hun var ligeledes en af dem, der satte sig kritisk over for, at gruppen skulle blive ”endnu et kvindenetværk”.

– Jeg havde lyst til at være en del af et netværk, som gjorde op med den kønsulighed i det hele taget, og derfor skulle denne her gruppe ikke være et kvindenetværk, men en bevægelse, slår hun fast.

En bevægelse i konstant fremdrift

Og en bevægelse er det i høj grad blevet. Med et medlemstal, der stiger dag for dag, og en forening, der lige har modtaget 100.000 kroner af Koda og en nominering som Årets Initiativ ved Steppeulven 2021, er dråben i høj grad blevet en bølge, der skyller ind over den danske musikbranche.

Selvom foreningen er sprunget ud af Facebookgruppen, er de dog to adskilte søjler i kampen for ligestilling i den danske musikbranche. Med troen på, at en mere divers musikbranche giver mere og bedre kultur, at alle udtryk har værdi, at et bredt og diverst kulturliv gør verden rigere, at man kan skabe en musikbranche, der ikke sætter nogen i bås gennem kønsstereotyper og stereotyper generelt, og at ligestilling vil fordre en friere kreativitet, er grundstenene lagt i en bevægelse, som i den grad udfordrer status quo.

– Gennem arrangementer som netværksmøder og workshops vil vi gerne styrke vores kompetencer, og netværk og facilitere samtaler om ulighed i musikbranchen for at få aktører til at tage ansvar og derved skabe mere diversitet, forklarer Rikke Østergaard.

Den store pengesum, de har fået tildelt af Koda skal netop bruges til disse arrangementer. Foreningen Musikbevægelsen af 2019 vil afholde otte årlige arrangementer under titlen Køn Musik, hvor medlemmer af foreningen kan deltage og derved være med til at dyrke og styrke diversitet på tværs af køn i den danske musikbranche.

En mulighed for at være

For medlemmer af både Facebookgruppen og foreningen er der ingen tvivl om, at der er et behov for et fællesskab og en bevægelse, hvor man arbejder sammen mod et fælles mål. Rikke Østergaard peger særligt på, at det er krævende at have en karriere, hvor man hele tiden vurderes på andre parametre end mænd. Parametre, som Sofie Sarlvits kandidatafhandling, The Persistent Glass Ceiling in the Danish Music Industry, netop påpeger. I denne har hun undersøgt udvælgelsesprocesser og mekanismer, som former investeringerne hos nogle af musikbranchens største beslutningstagere. Denne afhandling viser samme billede som Rikke Østergaards følelse: At hun skal kunne mere end sine mandlige kunstnere.

– Jeg var træt af, at jeg hele tiden skulle godkendes, og jeg fik altid at vide, at det, jeg lavede, ikke passede ind. Alle havde alle mulige meninger om, hvad jeg lavede og burde lave. Der fik jeg ret hurtigt en følelse af, at det gad jeg sgu ikke bruge min tid på, husker hun. Som modspil til dette har hun derfor også opstartet sit eget pladeselskab.

– Jeg var faktisk lidt modstandsagtig i starten af gruppens liv, fordi jeg var bange for, at det ville blive endnu et kvindenetværk, der var ekskluderende for kønsminoriteter, for så var vi jo lige vidt, men der skete et eller andet, som gjorde, at gruppen bare virkede. Den er blevet et rum, hvor jeg ikke behøver at retfærdiggøre eller bevise mig selv, og hvor der er plads til at tage de svære samtaler, dele viden og erfaringer og grundlæggende møde hinanden med respekt på en professionel måde med udgangspunkt i, at det, vi gør, er godt, siger Rikke Østergaard.

Tallene taler for sig selv

I Musikbevægelsen af 2019 oplever mange, at de har en gruppe, hvor de kan se sig selv og føle sig støttet. En gruppe, hvor de kan spejle sig selv, nu hvor de danske radiostationer for eksempel ikke skaber denne spejling. Den nyeste opgørelse fra Gramex, som kom i sommeren 2020, og som fortæller, hvilke artister, musikere og sange der var de mest spillede på dansk radio i 2019 er gået fra at have nul kvinder til nu at indeholde sangeren Clara to gange og Alphabeat med Stine Bramsen på vokal en enkelt gang.

At 27 ud af 30 navne stadig er mænd, er fremgang fra de forrige år, men det er også blot et af de tegn, som gør, at Anne Dorte Michelsen ikke længere mener, at man kan argumentere for, at branchen ikke er strukturelt sexistisk og rummer en stor kønsulighed. Anne Dorte Michelsen har været aktiv i branchen som sangskriver og sanger siden 1980 blandt andet som sanger i Tøsedrengene, som solist og som medlem af gruppen Venter på Far. Hun er også en del af Facebookgruppen, og hun ser det som en nødvendighed, at vi dyrker den slags fællesskaber, kvinder, non-binære og transpersoner imellem, da hun i sin lange karriere har oplevet, at særligt kvinder ofte bliver redskaber i mændenes projekter. Noget, der sker, fordi det traditionelt ofte har været mændene, der har studierne, pladeselskaberne, kan producere og meget mere.

Artiklen fortsætter under billedet

– De her fællesskaber, kvinder og kønsminoriteter imellem er med til at opmuntre og anspore dem til rent faktisk at tro på deres eget potentiale og føle en opbakning. Det er et stort problem for kvinder i branchen, at der kun er plads til én kvinde på toppen ad gangen, og at man derfor må konkurrere benhårdt mod hinanden. I min tid på toppen af hitlisterne havde jeg ikke særlig meget kontakt til andre kvinder i branchen, fortæller Anne Dorte Michelsen.

– Det kom først senere, da jeg lavede Venter på Far sammen med nogle kvindelige kolleger, og det var helt vildt befriende. Det er virkelig enormt lettende at få en anden respons end den, jeg var vant til at få fra den ene eller anden mandlige producer eller musiker, erkender hun.

Hun mener, at en måde at fremme kvinder på disse pladser i branchen ville være, at kvinder blev bedre til at hjælpe og bære hinanden frem, så der kan komme en større kønsdiversitet på alle pladser.

– Vi skal have kvinder på pladeselskaberne, hos bookerne, spillestederne, studierne – og spillelisteudvalgene på Danmarks Radio. Vi kan ikke komme uden om, at kvinder hører med andre ører, lyder det fra Anne Dorte Michelsen.

Sofie Sarlvits kandidatafhandling fra CBS fortæller netop om denne problematik. At vi som mennesker har en usynlig tendens til at vælge det, vi kan genkende og det, som ligner os selv, til. Hvilket vil sige, at jo flere mænd, der sidder på pladserne, jo større sandsynlighed er der for, at de vælger mænd. Ikke at det er bevidst, men det er en usynlig struktur, som er indgroet.

– Denne her Facebookgruppe og forening er en start. Den afspejler de utroligt mange spændende, kvindelige artister, der findes, og som arbejder for at blive hørt på egne præmisser, siger Anne Dorte Michelsen og fortsætter:

– Jeg synes, jeg har følt mig ret alene i branchen. Ikke bare alene med mine synspunkter, men også fordi jeg primært arbejder med mænd, som jo er skidesøde og dygtige. Der er ikke noget galt med dem, men der er ikke nogen kvindeerfaringer, og de skal have mere plads.

Mangfoldig brug

Anne Dorte Michelsen og forsanger i Reveal Party, Emily Holm Nyhuus, har også begge set, hvordan gruppen er nyttig, når der bliver delt gode råd.

– Jeg føler tit, at der bliver delt brugbar information derinde også. At nogen spørger om for eksempel radio edits til en kommende single eller andre tekniske ting. At det er en blanding af politiske holdninger og musikpraktiske, siger Emily Holm Nyhuus.

Hun har været medlem i knap et år, og hun kan også godt mærke, at gruppen har fremmet solidariteten blandt kvindelige musikere i Danmark.

– Jeg føler ikke, der har været den største solidaritet blandt os tidligere, men det generelle kulturelle skifte sat sammen med de sociale medier og Musikbevægelsens indtog, tror jeg, har været med til at ændre noget, siger hun.

– Det er helt klart vigtigt, at der er en form for fællesskab. Man kan ikke bare ændre noget, hvis man ikke har en fælles front at ændre fra. Hvis vi alle fokuserer på vores egne karrierer, bliver problematikken liggende der. Så kan det godt være, at du får en enkelt kvinde, der bliver succesfuld, men det hjælper ikke noget, når det er et helt landskab, der skal ændre sig, slår Emily Holm Nyhuus fast.

Artiklen fortsætter under billedet

 

Fællesskabet skaber en tryghed. Det er både Anne Dorte Michelsen, Emily Holm Nyhuus og Rikke Østergaard enige i. At vide, at Musikbevægelsen af 2019 har ens ryg, giver en energi.

– Jeg føler, det giver mig en tryghed til at kunne gå ud og slås med de konventionelle strukturer i branchen. Jeg ved, at når jeg ser noget, der er problematisk eller gør ondt, så har jeg en kæmpe støtte blandt de her mennesker, der kan relatere til det, kan forstå de her strukturer, og som også har lyst til at smadre dem. De har min ryg, hvis der sker noget, og det giver mig flere kræfter til at bekæmpe ulighederne i den konventionelle branche, siger Rikke Østergaard.

Usagt fælles front

Den konventionelle musikbranche har også stiftet bekendtskab med Musikbevægelsen af 2019. I takt med, at #metoo-bevægelsen endelig gjorde sit indtog i Danmark i efteråret 2020, gjorde både Politiken og GAFFA plads til en lang række vidnesbyrd om det at være en kønsminoritet i den danske musikbranche.

I et opslag i gruppen blev der efterspurgt medlemmer, som ville stå frem på et billede til en artikel i Politiken. Dette resulterede i, at cirka 30 mennesker med kort varsel dukkede op på Hotel Cecil i København, hvilket blev til artiklen ”Dansk musik har et problem med kvinder” den 3. oktober 2020.

– Det var på en eller anden måde en ret stor stemme udadtil, som jeg oplever var en af de første gange, hvor vi havde en fælles stemme på et mere officielt plan, selv om det hverken i artiklen fremgår som en fælles stemme eller en fælles bevægelse. Det er også det, jeg synes, at den gruppe kan, siger Rikke Østergaard, der også er at finde på billederne fra artiklen, og fortsætter:

– Det skal ikke virke udadtil som om, at ”nu kommer Musikbevægelsen og tager jer”, men vi bakker hinanden op og står sammen. Vi vil samme sted hen, og det føler jeg egentlig, at Politiken-artiklen blev et billede på. At vi nemt kunne samle 30 aktører i branchen var sgu ikke sket uden Facebookgruppen. At det så endte med at være 95 procent hvide ciskvinder; der begynder det at skride. Vi kan godt skubbe flere ting i gang samtidig, for hvis man aldrig møder sig selv eller ser sig selv repræsenteret, er det svært at tro på, at man har en berettigelse i verden.

Hun understreger, at det er vigtigt, at man er opmærksom på, at ”regningen ikke sendes videre” af de hvide ciskvinder. At alle er nødt til at gøre sig umage for, at det ikke bliver den næste gruppe af minoriteter, der skal kæmpe samme kamp om nogle år.

Denne tankegang kan Emily Holm Nyhuus nikke genkendende til. Som transkønnet kvinde ser hun ikke, at en gruppe af ciskvinder er ”hendes gruppe”.

– Jeg føler ikke, at vi ser særligt meget fra BIPOCs (black, indigenous, people of color, red.) eller queer-personer. Der kunne jeg godt tænke mig, at der var lidt mere fokus på, hvordan vi får alle med på en gang, for kampene ligger tæt på hinanden. Det handler om at være likeminded og ikke nødvendigvis om køn på den front, siger hun.

Sofie Sarlvits kandidatafhandling beskriver, hvordan de fleste aktører er indforståede med, at der er en kønsulighed, men at ”regningen sendes videre”, så man ikke selv er de første til at handle. Derfor kommer samtalen om kønskvoter op en gang imellem, hvor nogle ikke ønsker at blive tilvalgt på grund af deres køn. Rikke Østergaard mener, at ens køn er så indgroet en del af ens personlighed, at det ikke er muligt at fjerne den faktor.

– Hvorfor vil du ikke vælges på baggrund af dit køn? Man kan vende den om og sige, at jeg vil gerne vælges, fordi jeg er mig, og en del af mig er også mit køn. Jeg er opdraget på en bestemt måde på baggrund af mit køn. Det betyder jo netop, at den musik, du laver, laver du, fordi du har haft den opvækst, du har. Du har nogle andre historier at fortælle, og det i sig selv er jo en kvalitet. Vi har brug for at høre forskellige historier og få en bredere diversitet rent kreativt, mener hun.

Bevågenhed skaber modstand

Anne Dorte Michelsen har også erfaret, at historier og fortællinger fra kvinder er nogle, der mangler ude i musikbranchen. Derfor ser hun udelukkende positivt på udviklingen i, at kvinder og kønsminoriteter er begyndt at stå sammen side om side gennem blandt andet Musikbevægelsen af 2019.

– Jeg er så rørt og imponeret over den kraft og enstemmighed, der er blandt yngre kvinder, og som der har været i efterhånden et stykke tid. Der sker noget, og det er så skønt, siger hun.

Rikke Østergaard er enig i, at kvinder og kønsminoriteter står sammen på en anden måde i dag, men samtidig oplever hun også, at der i takt med, at der er kommet mere bevågenhed om ligestillingsproblematikkerne, også er kommet mere modstand til.

– I den ideelle verden er det jo ikke nødvendigt at have det her netværk. Jeg tror ikke, der er nogen, der foretrækker separate netværk, men vi er nødt til at have et sted, hvor vi kan samle vores kræfter for at være i verden, når den ser ud, som den gør nu. Bare se, hvordan reaktionerne har været på de #metoo-sager, der har været det sidste halve år i Danmark. Det er jo først i 2020, at Danmark er begyndt at anerkende, at der er et problem med strukturel sexisme. Men bare fordi vi starter en Facebookgruppe og en forening, forsvinder de problemer ikke, men de gør, at vi har en større stemme, fordi vi er så mange, der står sammen, siger Rikke Østergaard.

En ny energi

Alle tre kvinder er dog enige om, at Musikbevægelsen af 2019 har ramt ned i en vigtig nerve, og at den er med til, at vi nu sætter ligestilling på dagsordenen. Både Anne Dorte Michelsen, Rikke Østergaard og Emily Nyhuus er enige i, at Musikbevægelsen af 2019 er en gruppe og forening, hvor der kæmpes mod et fælles mål, hvor de kan finde andre med samme holdninger og derved mindske følelsen af en ensomhed i branchen.

– Jeg har nu en anden tillid til, at jeg sagtens kan gå ud i den her branche og lave det, jeg laver, og få plads. Jeg har lige færdiggjort mit andet album og prøver sågar at få et andet pladeselskab end mit eget til at udgive det. Det tror jeg ikke, jeg havde gjort for bare et år siden, og det, tror jeg, i høj grad skyldes en større følelse af tillid og berettigelse, i kraft af at jeg føler mig set, hørt og repræsenteret – i hvert fald inde i gruppen. Og så ser vi også en positiv udvikling i de forskellige lag af branchen, hvor de begynder at blive interesseret i det her ”diversitetshejs, som alle taler om”. Der er en nysgerrighed, og diversitet begynder at dufte af kapital, siger Rikke Østergaard.

– Jeg tror ikke, der er nogen, der drømmer om, at det bliver en ”os mod dem”. Musikbevægelsen er på mange måde et alternativ til at give op, for det kræver fandeme nogle kræfter, når musikbranchen både er umulig rent økonomisk og samtidig rummer nogle strukturelle mure. Derfor er jeg nødt til at suge nogle kræfter et sted for at blive ved med at få energi. Den support, Musikbevægelsen af 2019 giver, findes endnu ikke ude hos pladeselskaberne eller bookingbureauerne, slår hun fast.

Fakta: Hvad er Musikbevægelsen af 2019?

- Musikbevægelsen af 2019 er en Facebookgruppe for kønsminoriteter i den danske musikbranche. Den blev oprettet i sommeren 2019, fordi endnu en opgørelse fra Gramex viste, hvor stor kønsuligheden i den danske musikbranche er.

- I dag har Facebookgruppen knap 2000 medlemmer. Den er et sted, hvor der udveksles råd, erfaringer, holdninger og meget andet.

- I efteråret 2019 blev Foreningen Musikbevægelsen af 2019 stiftet som et separat led i kampen for ligestilling. Et medlemskab hertil koster 100 kroner årligt.

- Begge søjler af Musikbevægelsen af 2019 er for kvinder, ikke-binære- og transpersoner, som beskæftiger sig med musik både foran, på og bag scenen.

Fakta: Kodas Kønsstatistik 2020

- 19 procent af sangskriverorganisationen Kodas medlemmer er kvinder. 10 procent af udbetalingerne går til kvinder.

- Kvinders andel af udbetalinger var 9,9 procent i 2010. I 2012 var den 29,9 procent.

- Statistikken viser, at jo højere en indtægt, der er tale om, jo større skævvridninger er der i køn.

- 118 medlemmer modtog mere end 400.000 kroner i 2019. Ni af dem var kvinder.

- 90 procent af alle værker skabt af Kodas medlemmer har en mandlig rettighedshaver.

- 19 procent af alle værker skabt af Kodas medlemmer har en kvindelig rettighedshaver.

LÆS OGSÅ: MUSIKBRANCHENS VRANGSIDE: Når sandheden skal frem


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA