x

20 danske navne, der er eller har været nomineret til en Grammy – fem vandt

20 danske navne, der er eller har været nomineret til en Grammy – fem vandt

Bent Fabricius-Bjerre, Palle Mikkelborg og Lars Ulrich er blandt vinderne af den fornemme pris

Når de amerikanske Grammyer søndag den 14. marts amerikansk tid uddeles for 63. gang, er alting lidt anderledes end normalt på grund af pandemien. Showet afvikles live forskellige steder i Los Angeles, men uden publikum, bortset fra de nominerede og nogle få andre.

Det er temmelig usædvanligt, at et dansk navn bliver nomineret til en Grammy, men det er dog sket nogle gange. I år er der også to danske nominerede:

Som Soundvenue gør opmærksom på, er producernavnet TheSkyBeats et alias for den danske producer Frederik Thrane, der er bidragyder til Bad Bunnys album "YHLQMDL", der er nomineret i kategorien Best Latin Pop or Urban Album. Dette album indeholder sangen "P FKN R", som Thrane har produceret. 

Vi finder også en dansk nomineret, som TV 2 gør opmærksom på, nemlig Christoffer Semelius alias Christoffer Lauridsen for sit bidrag til soundtracket til filmen Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga. Semelius har været med til at skrive og producere sangen "Running with the Wolves" fremført af Courtney Jenaé og Adam Grahn. Formelt set går prisen i denne kategori dog til albummets overordnede producer og supervisor, som altså ikke er Semelius, men henholdsvis Savan Kotecha og Becky Bentham. Christoffer Semelius har blandt andre også arbejdet med det succesfulde K-pop-band Got7. 

Her er 18 andre danske navne, der har været nomineret til en Grammy gennem årene – fem af dem vandt.

De vandt:

Bent Fabricius-Bjerre (1962)

Pianisten og komponisten til talrige danske film- og tv-serier, der døde sidste år, 95 år gammel, havde en Grammy-pris stående på hylden. I 1962 vandt Bent Fabricius-Bjerre en Grammy for melodien "Alley Cat". Musikstykket var oprindelig skrevet til Bent Fabricius-Bjerres egen tv-serie "Omkring et flygel". Men melodien kom hurtigt ud over Danmarks grænser under kunstnernavnet Bent Fabric og fik et internationalt gennembrud. I USA blev "Alley Cat" så stort et hit, at melodien gav Bent Fabricius-Bjerre Grammy-prisen for "Best Rock'n'Roll Recording". Han mødte dog aldrig op til overrækkelsen, da han troede, nomineringen var en joke, og fik sendt sin statuette med posten. Hør nummeret her:  

Palle Mikkelborg (1990)

Trompetist og komponist Palle Mikkelborg vandt i 1990 en Grammy for "Best Instrumental Jazz Performance" med albummet Aura. Palle Mikkelborg skrev albummet til trompetisten Miles Davis i 1984, men af kontraktmæssige årsager blev albummet først udgivet i 1989. Hør "White" fra albummet:

Lars Ulrich (1990, 1991, 1992, 1999, 2000, 2001, 2004, to gange i 2009)

Den absolut mest Grammy-vindende dansker gennem tiden er Lars Ulrich. Han må dog dele priserne med sine amerikanske kolleger i Metallica, der har vundet hele ni Grammyer gennem tiden – den ene gik imidlertid til Bruce Duckworth, David Turner og Sarah Moffat for "Best Recording Package" for coveret til albummet Death Magnetic

Ars Nova og Theatre of Voices (2010)

Dansk klassisk musik klarer sig godt i forhold til den amerikanske Grammy. I 2010 lykkedes det for de danskbaserede kor Theatre of Voices og Ars Nova at vinde en Grammy-pris for "Best Performance of a Small Ensemble". Ensemblet var dirigeret af Paul Hillier. Korene vandt for cd'en The Little Match Girl Passion, som tager udgangspunkt i H.C Andersens historie om den lille pige og svovlstikkerne med musik af David Lang. Hør et nummer fra albummet:

De var "blot" nomineret:

Den Danske Strygekvartet (2019)

Strygekvartetten var nomineret i kategorien "Best Chamber Music" for deres album Prism, hvor de fortolker musik for fire strygere af Beethoven, Sjostakovitj og Bach.

Thomas Dausgaard (2019)

Dirigenten var sammen med Seattle Symphony Orchestra indstillet i kategorien Best Orchestral Performance for deres indspilning af Carl Nielsens Symfoni nummer 3 og 4.

Lukas Graham (2017)

Lukas Graham blev nomineret i hele tre kategorier, nemlig Record of the Year, Song of the Year og Best Duo/Pop Group Performance, alle for kæmpehittet "7 Years", som de også fremførte til showet. Men i en hård pulje med både Beyoncé og Adele trak sidstnævnte det længste strå både i Song of the Year og Record of the Year-kategorierne med ”Hello”, mens Twenty One Pilots vandt Best Duo/Pop Group Performance med "Stressed Out".

Jens Lysdal (2015)

Sanger og sangskriver Jens Lysdal har skrevet sangen "All Right Here" på Eliza Gilkysons album "The Nocturne Diaries". Ud over at spille guitar på albummet har han fungeret som medkomponist på pladen, der var nomineret til en Grammy for "Best Folk Album" i 2015. Hør sangen "Midnight Oil" fra albummet: 

Volbeat (2014)

Volbeat har været tæt på at få en Grammy-statuette i hænderne ved Grammy 2014. Det skete for sangen "Room 24" med King Diamond som gæstevokalist, hvor Volbeat var nomineret til prisen "Best Metal Performance". Dog var det ikke Volbeat, der fik prisen, men i stedet Black Sabbath, der vandt prisen for nummeret "God is Dead?" Hør "Room 24" her:  

Suspekt (2014)

Suspekt var i år 2014 nomineret til en Grammy i kategorien "Album of the Year". Den danske raptrio fra Vestegnen leverede et beat til nummeret "The Art of Peer Pressure" på Kendrick Lamars album Good Kid, M.A.A.D City, der var nomineret til en Grammy.

Beatet blevet oprindelig brugt til Suspekts egen sang "Helt Alene" fra albummet 2011, hvor Tina Dickow er gæstesolist. Se musikvideoen til "The Art of Peer Pressure". 

Michala Petri (2012)

Blokfløjtenisten Michala Petri var sammen med den kinesiske dirigent Lan Shui nomineret til en amerikansk Grammy-statuette. I forbindelse med udgivelsen Chinese Recorder Concertos var hun i 2012 nomineret til en Grammy for "Best Instrumental Solo Performance. "Chinese Recorder Concertos" er en musikalsk pose klassiske bolsjer, hvor traditionel kinesisk og europæisk musik møder hinanden.  

Oh No Ono (2011)

Den ambitiøse, nu hedengangne psychpopgruppe Oh No Ono blev også nomineret til en amerikansk Grammy. Dog var det ikke musikken, men derimod deres artwork, der var nomineret til den prestigefyldte pris. Kvartetten var nomineret som art directors til prisen for Best Recording Package for deres album Eggs. Designet i indercoveret er lavet af kunstneren Malene Mathiasson. Prisen blev vundet af Michael Carney for hans cover til The Black Keys' Brothers. Michael Carney er i øvrigt bror til bandets trommeslager Patrick Carney.

Blue Foundation (2010)

Den danske elektro/indie/triphop-gruppe var nomineret som en del af soundtracket til den første Twilight-film, hvor de medvirkede med en ny version af sangen "Eyes on Fire" – oprindeligt fra deres 2007-album Life of a Ghost – side om side med kunstnere som Muse, Green Day og Feist. Det blev dog lydsporet til filmen Slumdog Millionaire, som løb med prisen.

Trentemøller (2010)

For remixet af Franz Ferdinands "No You Girls" var Anders Trentemøller nomineret til prisen "Best Remixed Recording" ved Grammy 2010. Dog var det konkurrenten David Guetta, der vandt for remixet af sit eget hit "When Love Takes Over". Hør remixet her: 

Dyre Gormsen (2009)

Lydmand Dyre Gormsen var i år 2009 nomineret til en Grammy for "Best Engineered Album". Dyre Gormsen var lydtekniker på den amerikanske singer-songwriter Jason Mraz' album We Sing, We Dance, We Steal Things, der var nomineret til Grammy-prisen. Hør til hittet "I'm Yours" fra det Grammy-nominerede album.

King Diamond (2008)

Metalsangeren King Diamond, der er medstifter af metalbandet Mercyful Fate, modtog en Grammy-nominering for "Best Metal Performance" for nummeret "Never Ending Hills" i 2008. Dog vandt han ikke prisen, da prisen gik til det amerikanske thrash metal-band Slayer for nummeret "Final Six". Hør sangen her.

Ulla Miilmann (2007)

Solofløjtenisten Ulla Miilmann fra DR Symfoni Orkesteret blev i 2007 nomineret som den første danske solist til den amerikanske Grammy-pris. I år 2007 var Ulla Miilmann nomineret til en Grammy-pris i kategorien "Best Solo Artist with an Orchestra" for sin indspilning af Ole Schmidts Fløjtekoncert. Hør et nummer fra albummet.

LÆS OGSÅ: Før nattens show: Fem mindeværdige Grammy-øjeblikke


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA