x

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

BEDST LIGE NU: 12 nye og håndplukkede tracks

Få inspiration til en opgradering af din personlige playliste med vores 12 udvalgte sange, som du virkelig bør tjekke ud. Hør sangene nedenfor, følg playlisten på Spotify og vær firstmover med GAFFA i baghånden. 

Hugo Helmig – Wake Up

Hugo Helmigs nye single handler om at vågne op dagen derpå. Op ved siden af nogen, der er kommet til at lægge en lille smule mere i flirten, end man selv gør. Med passager som ”Boy you gotta get away before she jumps out of the shower” behandler Helmig med tydelig humoristisk finesse det, man populært kender som et one night stand. Alt sammen pakket ind i et velproducerede poparrangement.

Coco O. – Soldier

Den danske sangerinde er aktuel med første single fra sit første soloalbum. Sangen, der på overfladen sælger sig selv som en drømmende popballade, fortæller historien om det tidligere Quadron-medlems rejse fra væk fra amerikanske pladeselskabers greb og mod selvstændigheden. Den selvproducerede sang handler om at kæmpe for sine rettigheder og kvindelige selvstændighed.  

Thøger Dixgaard – Rodehoved

”En børnesang for voksne”? Sådan sælger den aarhusianske musiker selv sin første single i et år. Måske er der noget om snakken. I hvert er singlen en ægte kærlighedssang, der bærer præg af en minimalistisk produktion, hvor lyden fyldes af en akustisk guitar, bløde rytmer og et simpelt kor. Et friskt og analogt take på et kærlighedsnummer anno 2021.

Bathsheba – Lala

Den dansk-afrikanske Bathsheba kaster moderne beats og international lyd ud i atmosfæren på sin nyeste single ”Lala”, hvor hun med hænderne for ørerne synger om at være så træt af verdens larm, at man ikke kan overskue at lytte efter længere. Musikeren, der udgør det første kuld fra det musikalske initiativ SheCanPlay, udgiver singlen som den første forsmag på sin kommende ep.  

Communions – Cupid

Post-punk-brødrene er ude med deres tredje single fra deres kommende andet album Pure Fabrication. En sang, der fortæller en historie om den ungdommelige, naive kærlighed. Bandet har i år udgivet singler lige i hælene på hinanden. Og senest ”Cupid”. Singlerne er en forsmag på det 15 numre lange album, der udkommer den 23. april. 

Jacob Banks – Found

Med spørgsmålet ”What do I do with this love I found”? kaster den afrikansk-engelske musiker lys over den ulykkelige kærligheds tomrum. Båret frem af drømmende strygere og simple guitarakkorder, minder r&b- og soulsangeren os også om livets og kærlighedens forgængelighed med linjer som ”We ain’t getting younger. Age is just a number”. Tracket er en del af ep’en ”For My Friends”.

London Grammar – How Does it Feel?

Den britiske indiepop-trio tilføjer deres karakteristiske filmiske og storladne lyd nye dance-dimensioner på deres nye single ”How Does It Feel?” Blandet med blød synth-produktion i sangens vers eksploderer London Grammar i en farvet sky af skarpe popbeats og elektroniske finesser. Singlen er et af fire tracks på deres nye ep af samme titel, der netop er udkommet.

K-Phax – Pretty Lights

Danmarks måske første trap-artist er ude med singlen ”Pretty Lights”, der ifølge GAFFAs hiphop-podcast Dråben er ”en produktion, der skiller sig ud” og favner den danske rappers karakteristiske klang med opløftede beats, der gør dig glad i låget. Noget, der står i forfriskende modsætning til hans tidligere udgivelser, der bærer præg af et tungere univers. 

Natasja – Selvtillid

Vi er blevet beriget med en hidtil uudgivet single fra den afdøde rapper og sanger Natasja. Nummeret er produceret af Pharfar, der også oprindeligt indspillede nummeret med hende. ”Selvtillid” er et bevis på Natasjas evige relevans med hendes genkendelige flow, der kombinerer rap og dancehall med det danske sprog. Også her, 14 år efter hendes død.

Sys Bjerre – Rigtig forkert

Den danske Malene-sanger gør sig fri af fortidens lyd og genopfinder sig selv med sin nye single ”Rigtig forkert”. En forløber for det kommende album, der er hendes første siden 2015. Den nye single fremkalder både glæde og smil, mens den minder os om, at parforholdet ikke nødvendigvis er forkert, hvis det ikke passer ind i den gængse formel.

Tina Dickow og Helgi Jonsson – Lige nu

Tina Dickow og Helgi Jonsson, der har base i Island, udgør et misundelsesværdigt parforhold. Såvel på scenen som privat. For nylig udgav de sammen en ”familien-arbejder-hjemmefra-video”, der viser det aarhusiansk-islandske musikerpar i en dansksproget duet. En sang, der vidner om en refleksion over livets positive sider i en pandemi.

Jorja Smith – Addicted

Den engelske pop/r&b-stjerne Jorja Smith er ude med singlen “Addicted”. En sang, der emmer af melankolske popproduktioner, der er svære ikke at lade sig flyde væk i. Den britiske musiker synger om det at hungre efter den fulde opmærksomhed fra nogen, der ikke gengælder det – i hvert fald ikke nok.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen-navne stormer ind på hitlisten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA