x

THE TREMOLO BEER GUT-INTERVIEW: Surf, sved og selvbrygger-syndrom

THE TREMOLO BEER GUT-INTERVIEW: Surf, sved og selvbrygger-syndrom

The Tremolo Beer Gut er tilbage med nyt materiale for første gang i 13 år. I den anledning tog vi en snak med surfrock-bandet om alt fra at skabe reverb gennem en øltank og at være oddballs i USA til at forsøge at være konventionelle – og ende med en mere varieret og udkrystalliseret plade.

Beer Gut – også kaldet auto-brewery syndrome. En sjælden sygdom, hvor mavesyren laver gær af sig selv og ved tilføjelsen af kulhydrater automatisk fermenterer sin egen øl, uden den syge er bevidst om det, og derfor lever i en konstant vekslen mellem at være beruset og have tømmermænd. I øvrigt en sygdom, der blev opdaget mange år efter The Tremolo Beer Gut blev dannet. Alligevel er der en vis sammenhæng, når de fire medlemmer går hjemme hver for sig og bevidst eller ubevidst hjemmebrygger nye melodier, der efterfølgende tages med i bandet for at blive fermenteret og færdiggæret til ægte årgangs-Tremolo Beer Gut.

De er tilbage med et album med nyt materiale for første gang i 13 år. Den er indspillet under den varmeste og svedigste hedebølge sidste sommer og hedder You Can’t Handle The Tremolo Beer Gut. Jeg gør alligevel et forsøg og møder ¾-dele af bandet – trommeslager Yebo, guitarist The Great Nalna og bassist Per Sunding (via Zoom fra Sverige) – hos ølbryggeriet/baren Warpigs i Kødbyen. Det er der en ganske særlig grund til. Bandets sidste medlem af guitarist Jengo.

Djævelsk reverb og URF!

YEBO: – Vi har spillet hele pladen gennem en øltank herude, for at høre hvordan reverben ville lyde. Denne effekt er så kommet med på det nummer, der hedder ”Planet URF!” med henvisning til vores slogan ”putting the URF back in Surf since 1998 ”.

NALNA: – Genren har jo en tendens til at være en anelse røvballe.

YEBO: – URF! handler om at have en lidt mere rock ’n’ roll-indgang til det. Det var bare noget, vi fandt på i starten, og så har vi haft et parløb med ølbryggeriet Mikkeller gennem mange år, hvor vi blandt andet har spillet til deres bryggerfester i Boston. Derfor lavede de en Tremolo Beer Gut-øl på deres bryggeri i San Diego, og Per kom så på navnet Planet URF! Til den her plade aftalte vi så, at vi skulle spille hele pladen gennem en øltank for at høre, hvordan det lød, og fordi Hank Marvin fra The Shadows også kørte sin guitarlyd gennem en øltank og skabte en særlig reverb-effekt

NALNA: – Det var faktisk starten på at lave en reverb-maskine, at man havde en tank med vand, og så kunne man justere, hvor meget vand, der var i, og hvor meget tanken skulle runge. Vi så har brugt den samme metode ved at spille musikken gennem øllen i en af de tanke, der står her, og vi endte med at bruge lyden specifikt på ”Planet URF!”. Så fik vi Mikkel fra Mikkeller til at komme i studiet og læse ingredienserne op, som vi så kører både forlæns og baglæns på nummeret.

YEBO: – Det lyder djævelsk!

Hvorfor skulle der så gå 13 år, før der kom et nyt album med originalt materiale?

PER: – Det er ikke sådan, at vi har siddet hver dag og prøvet og prøvet. Det er ikke noget, vi har gjort os de store anstrengelser med.

YEBO: – Hvert eneste år, når vi har den årlige julefrokost på Husmanns Vinstue”, siger vi ”Okay – nu lægger vi planen for næste år”. For eksempel snakker vi tit om, at vi gerne vil turnere i Grækenland, lave en 10-tommerplade og indspille et album med vokaler, men så begynder der jo at gå snaps i den, og dagen efter har man næsten glemt planen. Men vi har jo været aktive hele tiden som liveband, og som overspringshandlinger har vi jo lavet et album med covernumre og en liveudgivelse. Det er der så ikke kommet så meget nyt materiale ud af, men en dag sagde vi bare ”Nu gør vi det!”, og så faldt det sammen med hedebølgen i sommer – det var sindssygt varmt!

NALNA: – Det var jo ikke engang, fordi vi sagde ”Nu har vi 20 sange der er klar”, som vi så øvede op. Processen med at indspille denne her plade var, at vi sad ude i køkkenet og lærte sangen og derefter gik ind i studiet og indspillede.

YEBO: – Og dog er der nogle ældre ting med. Et af Sundings numre, ”Hot Hot Heatwave” er jo noget, han lavede, da han var dreng.

Per: – Faktisk er processen tit, at man tager noget frem, man lavede for mange år siden og laver en surf-udgave af det. ”Hot Hot Heatwave” har ligget meget længe.

NALNA: – Men det gør den ikke mindre hot!

YEBO: – Jeg har et nummer med, der hedder ”Date at the Slow Club”, som jeg i sin tid skrev og havde en aftale med Jon Spencer om, at vi skulle lave sammen som noget retro-soul. Seks måneder efter kom hans band Heavy Trash så og havde et lignende nummer, og så blev det lagt til side for en stund. Vi er ikke sådan et band, der sidder nede i øveren hver tirsdag og jammer materiale frem.

NALNA: – Det er også det, der holder bandet i live. Vi slider ikke lårene af hinanden.

YEBO: – Det er også grunden til, at vi stadig er sammen. Det, der tit ødelægger bands, er alt det øveri! Men det handler selvfølgelig også om erfaring og om at kunne håndtere sit instrument i tilstrækkelig grad og om at kunne huske numrene.

NALN: – Det er fandeme også svært nok!

YEBO: – Men det er det, der gør, at vi kan indspille en plade på den der helt sindssyge måde, som vi har gjort, med at man lærer nummeret gennem en demo, øver det lidt og ændrer det lidt, og så bare indspiller det. Det kan man jo kun gøre, når man har været et band i over 20 år.

Jeres musik lyder meget homogen. Hvordan adskiller jeres album sig fra hinanden?

YEBO: – Til at starte med var vi jo et band, der var skabt til at spille live. Per Sunding var så medejer af et fantastisk studie i Malmø – Tambourine Studios – og det var nærmest designet til, at vi skulle indspille der. Derfor lavede vi den første plade og fik lyst til at lave en mere, men på en anden måde. Musikken var mere filmagtig, og derfor skulle det andet album være i mono. Det tredje studiealbum, Nous Sommes The Tremolo Beer Gut Qui Le Fuck Êtes​-​Vous?, blev så lavet i split-stereo med to monomix.

NALNA: – Split-stereo er meget som dengang, man begyndte at lave plader i stereo, hvor producerne troede, at man kun kunne optage i en kanal ad gangen, så der var band i den ene kanal og vokal i den anden.

PER: – Jeg sad derhjemme og drak vin, da jeg hørte den for første gang i høretelefoner og tænkte ”For fanden, hvor er det fantastisk!” Alting kom på plads.

YEBO: – Det er vildt, hvordan man kan høre alting. Inde i hjernen mikser du det højere selv i split-stereo. Det samme sker på tidlige udgivelser med for eksempel Beatles, Elvis og Nancy Sinatra.

Medråbere, mundharmonika og med fra Californien

Hvad er det særlige denne gang?

PER: – Vi ville prøve at lave noget helt crazy konventionelt!

YEBO: – Skulle vi lave noget helt konventionelt, som at vi selv skulle synge og skrive tekster? Det har vi så ikke gjort alligevel, men på flere numre er der ”tekster” – som så bare er titler, der bliver råbt. Denne gang er der ikke noget dogme, men jeg tror, at den er blevet mere ekstrem på den måde, at garagerock-elementerne er blevet udkrystalliseret lidt mere, og nogle at de mere sentimentale ting er ligeledes mere fremme, mens andre numre er mere surf. Numre som ”The Tremolo Death Wray” og ”Jive Jimmy Jubba” er mere råt end noget, vi har lavet før, og så er ”Date at the Slow Club” mere sødt og sentimentalt, end noget vi har lavet før. Nogle numre er mere indie og lyder, som Pixies havde lydt, hvis de havde lavet deres musik 30 år før, de gjorde.

I har et hav af gæster med denne gang. Kan I fortælle lidt om, hvordan det er kommet i stand, og hvilken effekt det har at invitere folk udefra til at være med?

NALNA: – Vi havde talt om at lave en plade med sangere fra alle mulige forskellige genrer, men samtidig stod vi med et produkt, som faktisk fungerede meget godt instrumentalt. Derfor tænkte vi, at det ville være fedt at få nogle til at råbe med hist og her i stedet for. Vi har mange år i branchen og mange bekendtskaber, og det er jo superfedt at få folk til at bidrage på en plade, hvad enten det er Jon og Christina (Jon Spencer og Christina Martinez fra Boss Hog med flere, red.), der råber med på ”Hey Hello” eller Patrick og Jarno fra Eggstone på henholdsvis trækharmonika og mundharmonika på ”Date at the Slow Club”. At få andre til at gøre musikken ekstra speciel og smuk er jo bare fantastisk.

En af gæsterne, der medvirker, er Sune Wagner, der var med til at starte bandet og optog sin del i USA. Hvordan kom det i stand?

YEBO: – Sune har altid hævdet, at The Tremolo Beer Gut er det cooleste band, og han var derfor oppe og køre over, at vi skulle lave ny plade, og vi talte om, at det kunne være fedt, hvis han var med. Derfor sendte vi ”Hot Hot Heatwave” til ham, og så indspillede han sin guitar i sit hjem i Venice Beach i Californien og sendte det tilbage, så vi kunne lægge det på båndet. Det interessante er, at han valgte at bruge sin Raveonettes-lyd, hvilket man især kan høre i soloen til sidst, hvor den ene halvdel er Sune, og den anden halvdel er Nalna.

Slow surf, western og oddballs

Musikken peger meget mod vest, men hvordan har amerikanerne taget imod noget, der lyder så amerikansk?

PER: – For to-tre år siden spillede vi en lidt længere turné i USA på nogle små klubber og nogle festivaler for surfbands. Uden at vide det havde vi en slags status i surfmiljøet, hvilket var overraskende for os. Det blev værdsat, at vi ikke bare var en kopi, der kunne alle de velkendte surf-tricks, men i stedet var lidt vildere og blandede flere andre elementer.

YEBO: – Ja, det var en stor oplevelse at spille en rigtig turné derovre og opleve, at vi var et kendt band for det her publikum, men også oddballs, fordi vi ikke spiller rigtig surf. Vi er et rock ’n’ roll- band med mange surfelementer. I starten kaldte vi det surf and western, men det er vi gået væk fra, så nu er vi bare The Tremolo Beer Gut, og vi kan åbenbart imponere surf-fans, som en fætter fra Danmark, der ikke helt forstår genren, men alligevel leverer. Vi kommer alle sammen fra andre musikgenrer, og opdagede først surf efter, vi havde startet bandet. Det er nok mere en sound og en vibe, som vi har samlet op fra alle mulige genrer og kondenseret tilbage igen til noget, vi så kalder surf.

NALNA: – Man har det jo ikke skidt med at kalde det surf, men når man så spiller på en surf-festival kan man godt høre, at vi er outsidere og nærmere støjrock. Andre surfbands er i faste skemaer med samme instrumenter, lyd, melodier og så videre.

YEBO: – Det interessante er, at når vi har spiller på surf-festivaler, så synes folk, at det er helt fantastisk, at vi spiller så langsomt.

NALNA: – Vi har taget downers, og de har taget uppers

PER: – Det er også med western-elementet, at vi skiller os ud. Det er instrumentalt med guitaren i fokus. Min første introduktion til surf og western var faktisk Johnny Cash. Westerngenren er egentlig mere cool end surf, synes jeg.

YEBO: – Det er vel også historien om The Tremolo Beer Gut. Vi startede med at finde på navnet og derefter finde ud af positionerne i bandet. Da vi havde taget vores første bandfoto, blev vi enige om, at det var perfekt. Det holder vi fast i på samme måde som alle de her dogmer, vi har – for eksempel at vi ikke laver musikvideoer, og at vi kun optager plader med flotte mikrofoner.

NALNA: – Det er for at holde os selv flotte og evigt unge.

YEBO: – Succeskriteriet er ikke så højt. Vi blev dannet for at have det sjovt, og det er okay at lave fejl.

NALNA: – Det er derfor, vi har så meget røg og rødt lys oppe på scenen – man skal ikke kunne se bandet.

I prøvet det her nogle gange. Er I stadig spændte på at udsende et nyt album?

YEBO: – Det er jeg altid. Da de første album udkom, fik vi ret dårlige anmeldelser – ikke i udlandet, men i Danmark, fordi Sune var med, og folk forventede, at vi lød som Psyched Up Janis. Jeg er lidt ligeglad med, hvad folk generelt synes, men at høre, hvad folk som Kim Kix og Jon Spencer synes – folk man ser op til som rock ’n’ roll-musikere – det er fedt!

PER: – 1999 var jo en helt anden tid. Der gik lang tid fra, at man udgav pladen til, at folk købte den til koncerterne og gav respons. I dag får man hurtigt anerkendelse, fordi den kommer digitalt først, og feedbacken kommer med det samme.

YEBO: – Personligt er jeg meget glad og stolt over den plade, vi har lavet. Den er blevet virkelig god, og alle numrene har hver deres karakter.

NALNA: – Det har i hvert fald været en fantastisk oplevelse at indspille den.

Tilbage til indledningen kommer her det uundgåelige spørgsmål: Hvis I havde beer gut – hvilken øl ville I så hver især gå rundt og brygge på?

YEBO: – En god IPA eller en Bud Light, som er den bedste at kaste op.

NALNA: – Stout – det skal være sødligt, når man bøvser.

PER: – En alkoholfri.

Forskellige hjemmebryg, der bliver samlet og bearbejdet til jeres helt egen stil – kort og godt.

PER: Vi er et meget lille surfband. Men vi er The Tremolo Beer Gut!

YEBO: – Som i virkeligheden ikke er surf. Hvor mange andre bands, der blev dannet i 1998, er her stadigvæk? Vi er muligvis det bedste band af dem alle!

PER: – Jeg stemmer for!

NALNA: – Præcis!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA