x

Kira – Jeg er blevet blødere

Kira – Jeg er blevet blødere

Dæmonerne lever stadig i musikken på hendes nye album "The Rail Train, The Meadow, The Freeway & The Shadows". Men i løbet af det sidste år har 32- årige Kira Skov lagt rockbitchen på køl og slået rod i Danmark.

November 2007. Efter tre succesfulde album og et hav af udsolgte koncerter landet over, går Kira And The Kindred Spirits i opløsning. En turnétræt Kira Skov tager alene op i sin mormors sommerhus i Nordsjælland for at skrive og for at finde sig selv i musikken.

Hvorfor trak I stikket ud?
– Det havde været undervejs igennem et længere stykke tid. Vi vidste det alle sammen, men det var svært at give slip. Vi havde jo satset så meget og lagt så meget hjerteblod i projektet. Det var blevet som et kæresteforhold, der er gået skævt. Du ved, når man begrænser hinanden i stedet for at lade hinanden vokse. Vi havde også oplevet en masse skuffelser. Det tog hårdt på bandet hele tiden at få at vide, at man er fantastisk, og så er guleroden lige pludselig væk.

Hvorfor skulle du videre?
– På en måde var jeg allerede videre. Jeg havde jo lavet mit sideprojekt The Gospel med Tore Johansson og fik enormt meget ud af at arbejde sammen med ham. Men på et tidspunkt fik jeg nok. Jeg måtte ud af forholdet og finde tilbage til det, der var helt mit eget i sangskrivningen. Tilbage til udgangspunktet.

Ny mand, roadtrip og nyt band
Kort efter bruddet med The Kindred Spirits rejste Kira med sin nye mand, bassist Nicolai Munch-Hansen, til USA. Planen var et tre måneder langt road trip, som skulle sætte gang i inspirationen og sangskrivningen. Men sådan blev det ikke helt.

Hvordan blev dit nye band Ghost Riders til?
– Det hele skete lidt tilfældigt. Efter en måned i USA blev jeg kontaktet af mit britiske pladeselskab Brown Punk, som ville have mig til at spille nogle shows i England. Det var meget vigtigt for dem, og jeg endte med at afbryde min rejse for at forberede koncerterne. Jeg har aldrig drømt om at stå alene på scenen, men pludselig stod jeg der alene som solist og skulle til at hyre musikere ind. Jeg kan huske, hvordan vi tog direkte fra lufthavnen og ud i øvelokalet. Efter to dage ringede de fra pladeselskabet og sagde, at det hele var aflyst, fortæller Kira, som tog sagen i egen hånd.

– Det var virkelig irriterende at stå der med et band og alting. Men jeg tænkte "der bliver nødt til at ske noget", og så bookede jeg tid i et studie. Allerede fra starten kunne jeg tydeligt mærke, at vi havde noget helt unikt sammen.

Hvad har været den største udfordring undervejs?
– At udvælge numrene. Det har altid været enormt svært for mig, fordi de er så tæt forbundet med mig. Nicolai har været rigtig god til at hjælpe mig med at slå mine darlings ihjel. Man skal nok arbejde lidt på mig. Jeg tror, jeg er lidt stædig.

Hvordan er det at arbejde med sin mand?
– Ja, jeg har jo haft temmelig dårlige erfaringer med det tidligere. De mænd, jeg har forelsket mig i, har næsten altid været nogen, jeg arbejdede sammen med. Det har både været kompliceret, men jeg har efterhånden lært at gå uden om faldgruberne.

Du er ikke bange for at skræmme ham med dine tekster?
– Det at skrive sange er en meget blufærdig proces for mig. Og selvom vi har et nært forhold, kan jeg alligevel stadig have svært ved at blotte mig på den måde over for ham. Jeg føler, at jeg kan sige hvad som helst i mine tekster. Man skal turde fejle over for hinanden. Gøre ting, der ikke virker. Vise tillid og have et åbent sind. Jeg tror, at det var der, det gik galt for os i Kindred Spirits. Vi stoppede os selv. Vi havde ikke det frie flow og det rum, det krævede for at skabe nyt.

Endelig hjemme
Efter i årevis at have kæmpet med sine indre dæmoner har Kira i løbet af det seneste år endelig fundet sig til rette i Danmark og sig selv.

Hvordan har du det nu?
– Jeg har det bedre i dag. Før følte jeg mig fremmed. Det tog lang tid for mig at falde til. Selvom jeg var tilbage i Danmark, følte jeg mig heller ikke hjemme her. Hele den grundfølelse har ændret sig markant. Jeg har fundet mit hjem i København og jeg har det godt i mig selv. Det har ikke været let. At finde balancen er en konstant proces. Den ene dag fatter jeg det hele, og næste dag føler jeg mig totalt lost. Men der er alligevel én ting, der er blevet lettere ved at blive ældre. Jeg bliver ikke længere så forskrækket, og det er ikke så forfærdeligt, når jeg har det dårligt. For jeg ved jo, at det får en ende.

Sangene på det nye album er stadig meget dystre. Hvornår er du færdig med at slås med dine indre dæmoner?
– Ha! Det spurgte min far også om, da han hørte pladen første gang. Musikken er for mig blevet det sted, hvor jeg kan placere mørket, som er en del af mig. Hvor jeg som yngre opsøgte drama, udlever jeg det i dag gennem musikken – uden at ødelægge de nære relationer omkring mig

Er du stadig hård i filten?
– Jeg er nok blevet blødere med årene. I mine tidlige teenageår var jeg virkelig hård i filten. Så hård, at jeg ingen tolerance havde for svaghed. Det har været en lang og lærerig proces for mig at lære at miste kontrollen. At turde være sårbar. Derfor er jeg også ved at blive lidt træt at det billede, medierne har af mig. Jeg synes ikke helt, det passer længere. Jeg er mere nuanceret end den rockbitch, jeg var i starten, hvor jeg hele tiden havde behov for at krænge mine følelser ud.

Samarbejdet med Tricky
For et par år siden mødte Kira Skov den britiske triphop-stjerne Tricky på en festival i Manchester. Han blev så begejstret for hende, at han signede hende på sit nystartede pladeselskab, Brown Punk. I sommer tog han hende med som solist på sin verdensturné. En oplevelse, Kira ser tilbage på med blandede følelser.

Hvordan var det at arbejde med Tricky?
– Det var en meget intens oplevelse. På mange måder mindede han mig om nogle af de mænd, jeg tidligere har arbejdet med, da jeg var yngre. Mega-diktatorisk. Faktisk var jeg flere gange ved at hoppe fra.

Han er nærmest berygtet for at være kontrolfreak, hvordan tacklede du det?
– Han er mega-kontrollerende. To dage før jeg skulle rejse til London, fik jeg udleveret 22 numre og skulle lære det alt sammen udenad. Jeg havde lavet alle mulige aftaler med gamle venner derovre, men jeg havde ikke et øjeblik fri. Og når vi var ude at spille koncerter, havde vi fået strenge ordrer om, at vi ikke måtte kigge på publikum, og der var "to be absolutely no interaction between bandmembers”. Det kunne jeg slet ikke klare, og jeg blev enormt provokeret af det. Jo mere han ville kontrollere, desto mere begyndte jeg at trodse ham. Til sidst endte det i et kæmpe skænderi i Japan. Efter det blev det anderledes. Vi begyndte at spille sammen og kunne grine lidt af det. Jeg tror, vi begge udviklede os dér.

Tricky kendt for at kaste sin kærlighed på unge sangerinder. Havde han andet på dagsordenen end musik?
– Han er typen, der opsluger folk. Det var en konstant kilde til frustration. Men hvis han forsøgte på noget, valgte jeg at ignorere det. Han måtte bare acceptere, at der var en del af mit liv, som han ikke kunne få del i.

Kira om samarbejdet med Mark Howard
Det nye album er mikset af Mark Howard, som blandt andet har mikset album for Bob Dylan, Tom Waits, Iggy Pop og Lucinda Williams. Selvom bandet ikke kunne betale det, Mark Howard normalt tager for sit arbejde, tilbød han alligevel at mikse albummet, og i foråret 2008 rejste Kira Los Angeles for at arbejde med ham.

– Det var en virkelig spændende oplevelse. Han har jo arbejdet med alle mine største musikalske forbilleder. Og jeg havde en million spørgsmål, bare om, hvordan det var at arbejde med Bob Dylan. Heldigvis var han helt vildt snakkesalig, og han nærmest hældte anekdoter ud af ærmet. Det var helt fantastisk at se ham arbejde ved mikseren. Han sad bøjet henover pulten og skruede og drejede løs på knapperne, som om han spillede med i bandet.

Fakta om Kira
Kira Skov blev født den 6. juni 1976 og er opvokset i Rødovre.
I 1993 stak hun som 17-årig af til London, hvor hun mødte den 15 år ældre guitarist Eve. I seks år dannede de par, og sammen lavede de bandet Butterfly Species med blandt andre D-A-D-trommeslager, Laust Sonne. 
I 1999 forlod Kira sin amerikanske kæreste efter seks år med psykisk og fysisk vold.

I 2001 vendte hun tilbage i Danmark, og kort efter dannede hun bandet Kira And The Kindred Spirits. Året efter lå debutalbummet "Happiness Saves Lives" klar.

I 2005 kom "This Is Not An Exit" med svenskeren Tore Johansson som producer (har blandt andet produceret for Cardigans, Saint Etienne og Franz Ferdinand). 
Sammen med Tore Johansson søsatte Kira i 2005 sideprojektet The Gospel og udgav albummet "Faith".

I foråret 2006 udsendte Kira And The Kindred Spirits bandets tredje og sidste album, "Kira And The Kindred Spirits".

15. september udkom hendes seneste album under navnet Kira, "The Rail Train, The Meadow, The Freeway & The Shadows". Med sig har hun The Ghost Riders alias Nicolai Munch-Hansen, Silas Tingleff, Ned Ferm og Oliver Hoiness. Johan Lei Gellett har produceret pladen.

Kira And The Ghost Riders tager på Danmarksturné fra den 2. til den 11. oktober.

 

 

Kiras hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA