x

FUCK L.O.C.-INTERVIEW 1: – raplegenden er klar med ny musik i dag

FUCK L.O.C.-INTERVIEW 1: – raplegenden er klar med ny musik i dag

I dag lander tre nye tracks fra en af dansk raps absolut mest markante skikkelser. Selveste L.O.C. har smidt de tre numre, ”Intro”, ”Hva’ Du Værd” og ”Leve” på gaden under den samlende titel Fuck L.O.C.. Fælles for de tre sange er, at de ikke er tænkt ind i et større konceptuelt værk, sådan som den gode Liam O'Connor har for vane.

- Det er helt klart mindre dogmatisk, griner L.O.C. med sin karakteristiske smittende latter og uddyber:

- Normalt, når man er gået ned ad en snæver vej, så har det altid være kutyme for mig at lege mig ud af dogmerne. For eksempel ved at lave et mixtape eller noget lignende. Så plejer der lidt at opstå nye dogmer af sig selv, og denne her gang har det så været en øvelse ikke at gøre det. For i stedet at fokusere på glæden og energien ved at være i studiet med gamle venner og lave noget, der får folk til at grine, fordi det handler om dem, jeg er sammen med. Lidt samme udgangspunkt, som jeg havde i starten – uden at det er et forsøg på at lyde, som jeg gjorde dengang. Det er ikke blevet til et koncept, hvor jeg har skullet klippe en tå og hugge en hæl …eller hvad fanden det nu er, man siger, haha!

Hvor hård var processen med at lave Ekkokammer?

- Jeg rendte ind i alverdens benspænd, som jeg ikke selv havde sat op. Hvor jeg før havde været vandt til at gå i studiet dagligt, havde jeg denne gang skrevet de fleste af teksterne på bagtrappen, når jeg var sammen med min søn. Og så samle en masse og derefter flytte mig fysisk til Frankrig, hvor jeg indspillede det hele i et par dage af gangen. Selve den proces var lidt tung, og så var der noget i forhold til det, sangene skulle handle om, og måden at skrive dem på. Hvis jeg endelig skulle lave noget, hvor jeg fjernede mig fra at gå rundt i en symbiose med min knægt, så skulle det være noget, der betød noget. Jeg gad fandme ikke bare gøre det for sjov skyld.

– Så selvom det ikke var et direkte dogme, så blev det det lidt alligevel: det skulle handle om noget, der krævede noget af mig at skrive. På et helt personligt plan var det samtidig et tidspunkt i mit liv, hvor jeg skulle jonglere det at spille i KB Hallen nærmest samme dag, som jeg skulle flytte til et nyt hjem med min dreng. Så der var rigeligt af udfordringer, må man sige, haha! Oveni også at ville skabe lyde, dynamik og et sammenhængende album. Jeg er meget glad for resultatet, og det fede ved at lave den plade er også, at man kan høre, hvordan det lyder, når det er mig, trommeslageren og guitaristen. Man kan så sige, at vi blev ekstra skudt i foden af corona, for den havde ligesom ikke til hensigt at være en playlisteplade eller en radioplade, det var en der skulle spilles live foran et publikum. Og det har af åbenlyse grunde ikke kunnet lade sig gøre.

Har corona påvirket processen i forhold til de nye sange?

- Jeg forsøger at se på det som om, at jeg har fået bedre forberedelsestid end nogensinde og se på det positive. Det har givet mig rigeligt med overskudstid.

Du nævner i Hva’ Du Værd, at du gør det fordi du ikke kan lade være. Bliver du rastløs, når du ikke har gang i et projekt?  

- Jeg bryder mig ikke så meget om den der spillemandsanalogi, som så mange kører med, men det er jo det, jeg har brugt mit liv på og dedikeret mig til. Det er det, jeg føler mig fyldestgjort af. Jeg er overbevist om, at jeg har mest at give til folk omkring mig, når jeg selv er fyldt op, og der er musikken der, hvor jeg føler, jeg har en kompetence, noget jeg kan, der gør mig glad. Musikken er en konstant, uanset om der så er en forkromet plan med det hele. Så det er et spørgsmål om ikke at kunne lade være. Jeg tror jo på, at alt musik skal laves, fordi man mener, man skal lave det, og så må man først bagefter se, om man kan sælge det, du ved. I stedet for det der med at gå i studiet for at lave et hit og hive en feature fra en anden artist, der kan være med til at sælge det.  

Du siger selv at det at være blevet far har haft den følgeeffekt, at du ikke længere kan gå i studiet som du har lyst til hver dag. Har det ellers haft indflydelse?

- Ja, det har jo været et spørgsmål om at omstille sig. Det har på alle mulige måder været en let ting at lave, bare at skrive det umiddelbare. Selvom det selvfølgelig har fucket lidt med min kunstneriske selvopfattelse. Der ar været nogle ting, jeg selv lige skulle overkomme, men ellers tror jeg, det er sådan her, det burde fungere – at lave det, når lysten og tiden er til det. Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg kunne være dedikeret til musikken 100 %, men skulle jeg vælge, så ville det helt sikkert blive anden prioritet. Så vil jeg sgu hellere sidde og gennemtæske Disney Channel, haha!

Der er også meget godt på.

- Ja, men jeg tror snart, jeg har gennemført den.

Leve har du en linje om at flyve lige derhen, hvor du har lyst til. Hvor har du lyst til at flyve hen lige nu, hvis det skulle være?

- Jeg har jo brugt rigtig meget tid i Bangkok gennem årene. Og særligt før min søn kom til verden har det været lidt et andet hjem for mig i fem år. Så jeg går da og savner de lokale spisesteder, klimaet og de venlige mennesker dernede. Men der er nok lidt lange udsigter endnu til at komme afsted igen, tror jeg.

Hva Du Værd taler du om broderskab på tværs af halvmånen og korset. Du er selv katolik og har mange muslimske venner. Kunne en type som Martin Henriksen lære noget der?

- Ja, det kunne han nok. Jeg ved bare ikke, om han er i stand til det, haha! ­Der er mange ting i de her sange, der trækker tråde tilbage til det vestlige Aarhus og de venskaber, der er bestået. Snakken falder ofte på generation – måske fordi hiphop ikke er rock, for der er det lige meget, hvor gammel man er, hvis man laver en fed rockplade. Så jeg er blevet lidt opmærksom på de steder, hvor der er en forskel i forhold til ungdomskulturen og kunne ikke lade være med at blive lidt smålokalpatriotisk omkring, at der ikke i samme udstrækning var de udfordringer dengang, som der er i dag i forhold til grupperinger. I bydelen Aarhus Vest var vi alle sammen i samme båd, og så var det sådan set lige meget, hvorfor du var endt der. Vi var der alle sammen sammen, og der var et sammenhold. Jeg kender til og har set racisme på den måde på anden hånd, men det var ikke et issue blandt folk.

Hvad med spørgsmålet om religion? Har det været et issue?

- Uden at skulle være helt teologisk har jeg da forsøgt at sætte mig ind i det, mine venner tror på, og læst det af koranen man nu kan, når man ikke kan arabisk, dels for at favne det og dels for at have respekt for det kulturelle. Så tror jeg, man møder ligesindede, det føler jeg i hvert fald selv. Jeg har snart ikke tal på, hvor mange gange, Marwan og jeg har siddet og snakket om et eller andet med religion, hvor det lige pludselig er gået op for os, at den pågældende historie findes i begge bøger. Så jeg tror, at hvis man har en oprigtig, sund nysgerrighed på, hvad der bevæger sig i folk, så kan det ikke andet end at udmunde i noget respekt, når man er blandt folk, man holder af.

Fuck L.O.C. med de tre tracks ”Intro”, ”Hva’ Du Værd?” og ”Leve” er ude nu.  

Se videoen til "Hva' Du Værd" og hør alle tre numre nedenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA