x

Kings Of Leon – Familieforetagendets jagt på frelse og fest

Kings Of Leon – Familieforetagendets jagt på frelse og fest

Fyrene vil være som dem, og pigerne vil være sammen med dem. De hedonistiske præstesønner fra Tennessee er tilbage.

– Kan du ikke skrive, at jeg drikker whisky eller et eller andet maskulint? spørger den hæse sanger Caleb Followill skælmsk. Sandheden er dog, at det er noget så image-ødelæggende som en mojito, han sidder med i hånden. Familieforetagendet Kings Of Leon er i London for at promovere deres fjerde album "Only By The Night".

Aftenen før interviewet har den fyrige Followill-klan spillet et brag af en koncert og vanen tro fejret og festet til langt ud på natten. Faktisk har flere af medlemmerne ikke været i seng endnu. Ikke at det kan ses på det hårdt levende, men stadigt purunge orkester.

Da de tre præstesønner Jared, nu 21 år, storebror Nathan på 29, frontmand Caleb på 26 og deres fætter Matthew på 24 debuterede for fem år siden med det hæsblæsende og velbetitlede debutalbum "Youth And Young Manhood", var det nok de færreste, der havde regnet med, at de fire Wunderkinds ville vokse så eksplosivt med opgaven, som det har været tilfældet fra album til album. Dette betød, at de over sommeren indtrådte på de største scener på Europas festivaler med den største selvfølge og efterlod publikum indhyllet i ophvirvlet støj og sved.

Vi er en døende race
Selvom Kings Of Leon er ved at få et godt tag i pladekøberne i Europa, i særdeleshed i England, hvor de behandles som royale, kniber det med anerkendelsen hjemme i Amerika. Og det selvom giganter som Bob Dylan, U2 og Pearl Jam personligt har valgt dem som opvarmere.

Matthew: – Jeg tror bare, at europæere bedre kan lide musik, god musik. I Amerika er de kun til pop.

Caleb: - Vores form for rock ’n’ roll er ikke accepteret i Amerika. De er kun til virkelig klichéfyldt rock; ikke at klichéer er dårlige, men vi snakker den form for klichéer, som Nickelback bruger. Pinlig musik! Vi vil selvfølgelig gerne være populære derhjemme, så vores familie kan se, at vi ikke bare driver den af. Men hvis det betyder, at vores sange skal spilles side om side med kliché-grupperne, så ved jeg ikke, hvor interessant det er, det er et tveægget sværd. Men dollaren er trods alt mere lukrativ her end i George Bush-land. Det eneste, der er frustrerende, er, at vi er så meget væk hjemmefra. Selvom man er på turné i seks måneder i Amerika, så føler man sig stadig hjemme hver dag, fordi du forstår sproget og mentaliteten, og du ved, hvad der er i tv. Herovre er der som regel kun to kanaler, vi kan holde ud at se på.

Matthew: – Men så er vi jo tvunget til at komme ud af hotelværelset og opleve lidt kultur.

Caleb: - Vores slags band er en døende race. Vi prøver vitterligt at byde på noget nyt fra album til album. Der er så mange bands, der bliver fanget i gentagelsernes spind, men det får dem på radioen, for folk ved, hvad de kan forvente, men det inspirerer ikke mig, og det inspirerer ikke andre. Vi har altid forsøgt at inspirere os selv, og undervejs har vi fået tilkendegivelser fra folk, der er langt større end os, om at vi har inspireret dem.

I har kun fem år på bagen, men har allerede nået at lave fire plader. Hvorfor så travlt?
Caleb: – Vi har bare en virkelig god arbejdsmoral, selvom vi tit bliver enige om, at nu skal vi altså holde noget ferie. Men vi har for meget, vi gerne vil ud med, mens vi stadig har gejsten. I starten var vi i tvivl om, om den succes, vi havde i England, bare var en drøm, som vi ville vågne op fra, hvis nogen nev os, så vi prøver at nå det hele, inden vi bliver vækket fra drømmen.

- På grund af vores opvækst fik vi ikke mulighed for at opleve musik, som andre børn gør. (Brødrene rejste i deres barndom rundt med deres far, der var præst i pinsekirken, red.). Så vi opdager hele tiden musik, der er ny for os, men gammel for jer. Når vi hører et eller andet genialt, bliver vi nærmest jaloux, for her er pludselig noget, vi ikke har prøvet før. Vi brygger videre på det, og jo bedre vi bliver, jo mere spreder vi vingerne, og vi har virkelig kunnet åbne op denne gang. Jeg har altid skjult det, jeg sang, af ren og skær usikkerhed over, at sådan nogle skribenter som dig ville kritisere mine tekster og min grammatik, fordi jeg bare er en knægt fra Memphis, Tennessee, der droppede ud af skolen. Men efter tre album har jeg fundet modet, og nu jeg er ligeglad med, hvad folk siger.

Matthew: – Vi prøvede faktisk at holde en pause, men så blev vi tilbudt at spille på alle de store festivaler i Europa, og så kunne vi lige så godt gå i gang med at lave en plade, så vi havde noget nyt at spille til de jobs.

Caleb: – Efter at vi har turneret med dette album, lover jeg, at vi holder en pause. Jeg flytter ind i en hytte på stranden og gror mig et overskæg og lytter til noget Townes Van Zandt.

En ekstra fætter i kulissen
Ser I det stadig som et plus, at I er et familieband?
Matt: – Det er godt at være med familien, når man er så langt væk hjemmefra, men vi er også langt mere grove over for hinanden, fordi vi er i familie, og vi ikke behøver at udvise almen pli.

Caleb: – Det er det eneste band, vi har spillet i, så vi kender ikke andet. Men jeg kender ikke andre bands, der kan arbejde så hårdt, som vi gør. Jeg ved ikke, om det er, fordi de ikke kan holde ud at være sammen så tit. Men det gode er, at når vi kommer op at toppes, så er det som brødre eller som fætre, det er ikke som bandmedlemmer, så der er intet ego involveret. Der er ingen, der truer med at skride fra bandet, for vi har en anden fætter, der står klar i kulissen og er klar til at tage over, hvis en af os skulle skride.

Hvad synes jeres far om jeres rock ’n’ roll-livsstil?
Caleb: – Jeg tror, han er misundelig. Hans rigtige navn er Ivan Leon, og han er altid blevet kaldt Ivan, men nu introducerer han sig selv som Leon, når han er med til koncerter, selvom det var vores bedstefar, vi opkaldte bandet efter. Før min far blev præst, var han en vild mand, der tog stoffer og festede, så nu lever han lidt igennem os. Men han var en bad ass præst, der svedte og spruttede på scenen og gav den hele armen. Til sidst kunne han dog ikke holde til det. Han ringer hver dag for lige at tjekke op på os.

Hvornår kiggede I sidste gang i Bibelen?
Caleb: – Puha, det er et stykke tid siden.

Matthew: – Jeg plejede at have en i min taske, men det er længe siden.
Caleb: – Jeg føler mere, at Bibelen kigger på mig, end det er mig, der kigger på den. De sidste par gange, jeg har kigget i den og slået op på en tilfældig side, har jeg ikke fattet, hvad det betød, så der var ingen frelse at hente.

Matthew: – Sidst jeg kiggede i den var, da vi søgte efter en albumtitel.
Caleb: - Vi beder hver dag og takker for vores føde, og inden vi går på scenen, synger vi en spirituel gospelsang, og så går vi så ud og bæller whisky og spiller djævelens musik.

Det her er fandeme ikke en rosévins-plade
I har været på farten, siden I var drenge. Hvordan er det nu at eje jeres eget sted hjemme i Nashville?

Calab: – Det er faktisk det, jeg savner mest. Selvfølgelig savner man familien, men vi er så privilegerede at have vores favorit-familiemedlemmer med os på tur. Jeg savner virkelig mit hjem. Jeg har den bedste sofa i hele verden og et kæmpe fjernsyn, og jeg laver mad hele dagen lang. Jeg har altid gerne villet være kok. Jeg spiser ikke særligt meget, men jeg inviterer folk over til at spise den mad, jeg står og laver.

Matthew: – Og det er derfor, jeg har taget på (mumles).

Caleb: – Jeg har en veranda med en hængekøje, hvor jeg ligger og hører Townes Van Zandt og drikker en hel flaske whisky. Om aftenen tænder jeg stearinlys, og man kan høre græshopper og se ildfluer. Det savner jeg helt vildt. Der bliver tit rynket på næsen over den sydlige del af Amerika, men når jeg er hjemme på min veranda, så er det ikke George Bush-land, så er det mit land. Nu får jeg helt hjemve, du har vel ikke noget Townes Van Zandt med?

Nathan beskrev det første album som whisky, det andet som vin og det tredje som champagne. Hvad er jeres nye album?

Caleb: - Nathan kan være lidt af en idiot nogle gange, for jeg kan ikke lide champagne.
Matthew: – Rosévin er godt.
Caleb: – Det her er fandeme ikke en rosévins-plade! Måske er det øl.
Matthew: – Eller et stort glas vodka.

Boks: 4 Tips til den vordende rockstjerne
1: – Helt tilbage i starten var det vores mor, der syede vores tøj og klippede vores hår, så glem alt om at få hjælp fra en stylist.
2: – Det vigtigste, musikere skal huske er, at et par jeans først begynder at se godt ud, når man har haft dem på i halvanden uge, og derefter ser de godt ud, lige så længe man kan holde ud at gå i dem, hvilket er ret længe for vores vedkomne.
3: – Undgå at vaske hår alt for ofte.
4: – Hvis du kan finde noget i din kærestes garderobe, der også klæder dig, så tag det for guds skyld på, slutter Caleb af med og vifter med sit tørklæde.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA