x

Oasis – Ikke så meget pis

Oasis – Ikke så meget pis

Oasis har på ukarakteristisk vis indspillet et album uden drama og med bidrag fra alle gruppens medlemmer. GAFFA mødte frontmand Liam Gallagher til en snak om sangskrivning, Abbey Road, den engelske musikscene og fodbold.

Oasis slog i august måned sig ned i et filmstudie i Vestlondon for at øve samme sted, som Led Zeppelin øvede inden deres koncert i O2 Arena, og hvor AC/DC er rykket ind for at gøre klar til deres verdensturné. Det var også her, Liam Gallagher satte sig ned med GAFFA for at fortælle om indspilningerne til bandets syvende album "Dig Out Your Soul", der indeholder hele tre sange skrevet af sangeren, hvis første sangskriverbidrag var Little James til bandets fjerde album.

– Måske skulle den ikke have været med på pladen, siger Liam om sit første bidrag til en Oasis-plade. – Måske skulle den mere have været personligt til knægten i stedet for at komme med på en plade. Men jeg havde jeg ikke en pistol til folks hoveder og sagde ”den har fandeme bare at komme med”. Folk syntes bare, den var cool, så det var det. Det var den første sang, jeg skrev, og jeg bliver hele tiden bedre.
Liam fortæller, at bandet denne gang faktisk indspillede hele fem af hans sange, men valgte tre til pladen, der også indeholder bidrag fra Oasis-medlemmerne Gem Archer (guitar) og Andy Bell (bas, guitar) ud over sangene skrevet af bandets primus motor, Noel Gallagher.

– Det tager noget af vægten af fyrens skuldre. Det må være hårdt at skulle skrive en hel fucking plade. Det kunne jeg sgu ikke gøre, så det må være rart at få lidt hjælp. Og hvis sangene er gode, så hvorfor ikke?
Men selvom Liam tidligere både har skrevet om sin søn ("Little James") og om konen Nicole Appleton ("Songbird"), så er det ikke ligefrem sentimentalitet, som tynger den 36-årige sanger.

– Jeg sætter mig ikke ned for bevidst at skrive om et emne. Det handler mere om, at det passer her, og det passer der, og bang færdig – videre til den næste. "Ain’t Got Nothing On Me" handler for eksempel om en episode i Tyskland (i december 2002, red.), hvor alle sagde, at jeg gik ind på en bar og startede et slagsmål og fik smadret hovedet. Jeg fik ikke smadret hovedet, og jeg startede ikke et slagsmål, og det eneste, jeg er interesseret i, er sandheden. Alle folk tror, det var mig, men det var en anden, der startede. Der var ingen mærker på mine hænder, for jeg slog ikke nogen, og der var ingen, der slog mine tænder ud. Så ville jeg have haft en hævet læbe, hvilket er, hvad der sker, når man får et slag på munden. Så jeg fik tænderne hevet ud af nogle tyske betjente, hvis du spørger mig, så det er jeg pissesur over, forklarer sangeren.

Tilbage i Abbey Road
Oasis havde inden dette album kun indspillet i de legendariske Abbey Road-studier en enkelt gang, og sidst, de brugte studierne, var under indspilningerne til "Be Here Now", da bandet var på toppen af deres karriere. Indspilningerne var dog præget af interne problemer og et voldsomt forbrug af kokain, hvilket efterfølgende betød, at bandet blev bandlyst fra studierne.

– Jeg ved ikke, om vi blev bandlyst. Jeg kan huske, de sagde, at vi ikke var velkomne dér mere, hvilket vel er at være bandlyst. Men det var bare fordi, at vi dengang sniffede en del, og vi havde en masse penge. Så vi tænkte ”lad os gå ind og have det sjovt”, og det fortryder jeg ikke. Vi opførte os ikke engang så galt. Det eneste, vi gjorde, var at lytte til en masse musik, der var lavet dér og havde det lidt sjovt og festede lidt. Og jeg bad et par folk om at fucke af, men det er jo bare sjov, ikke?

Det lykkedes dog bandet at blive taget til nåde, og de brugte omkring fire måneder i studierne, kun afbrudt af fødslen af Noels søn, Donovan Gallagher.

– Jeg synes, det er studiet, hvor vi altid skal indspille. Ikke på grund af The Beatles og Pink Floyd, men fordi det er et fantastisk studie. Det er et godt studie for et godt band med gode sange, hvilket er, hvad vi er. Jeg sætter os i samme klasse som Beatles og Floyd. Vi er ikke et eller andet lille fucking punkband – vi er store. Så det var egentlig min idé, men our kid (Noel, red.) ville ikke op i det studie, men det ville jeg fandeme, så vi ses dér, sagde jeg. Det er rundt om hjørnet, vi skal ikke hoppe på et fly for at komme til Amerika. Det er fint nok at mikse den derovre, men vil man lave en stor, britisk plade, skal man fandeme lave den i England. Og vi gjorde det! Vi gik i studiet i november og var ude igen i februar. Hvis du ser på "Don’t Believe The Truth", tog det os tre gange så lang tid, fordi vi ikke var i Abbey Road. Det er stedet at være, og jeg går tilbage lige så snart, vi er færdige med at turnere.
Liam kan desuden fortælle, at indspilningerne denne gang forløb noget mere roligt end tidligere, ikke mindst fordi guitaristen Bonehead ikke længere er med (”han er fucking sindssyg”, lyder beskrivelsen), og sangeren beskriver bandet som en meget mere sammentømret enhed end tidligere.

– Det var meget forskelligt denne gang. Mit hoved var i hvert fald skruet lidt strammere på, men det er jo ikke bare mig. Han (Noel, red.) er jo lige som gal som den næste, men jeg synes, vi gjorde det perfekt. Vi fuckede ikke rundt. Vi havde et par nætter, hvor vi havde det sjovt, men ellers udførte vi bare jobbet.

Gratis musik og spidse sko
Den notorisk åbenmundede sanger er ikke synderlig imponeret over den musikverden, gruppen skal sende sit syvende album ud i, og ikke overraskende har han heller ikke meget tilovers for eksempelvis den netop uddelte Mercury-pris.

– Jeg gider ikke rigtig det dér prisudddelingslort. Fuck det. Det er fusk det hele alligevel. Det er sjovt, at vi aldrig har vundet, da vi var nomineret. Men jeg er ligeglad nu. Jeg ved ikke engang, hvor de priser, jeg har vundet, er. Jeg vil ikke have priser for min musik. Jeg vil have kolde kontanter.

Det sidste bliver sagt med et grin, der følges op med et par kommentarer om Radiohead, der også var blandt de nominerede.

– De vinder sikkert, og hvis de ikke gør, så bliver de sikkert fucking knust. Så sætter de deres eget album på og skærer pulsåren over.

Jeg formoder, du ikke er så meget for tanken om at forære din musik væk?
– Hvad er pointen? Jeg er ikke en nærigrøv, men jeg er heller ikke dum. Det er mit fucking arbejde. Skulle jeg give min musik væk, fordi en fucking idiot i Oxford siger det? Jeg har regninger, der skal betales og munde, der skal mættes, ikke mindst min egen.

Liam fremhæver dog Kasabian som et band, han har respekt for, og det samme gælder sangeren fra Kings Of Leon. Men derudover mener han, at der er for mange bands og for få stjerner.

– Der er ingen, der skriver klassikere. Jeg kalder det fast food-musik. Lige så snart det kommer ud, bliver det nævnt i NME, og alle sluger det, og to minutter senere er de trætte af det. Der er masser af bands, men de er røvkedelige og ikke noget værd. Det er bare en masse tosser med underlig farvede bukser. Og de er alle tætsiddende, og de har alle fucking spidse sko på, og det er ikke noget for mig. Man har lyst til at spørge dem, om de nogensinde har set et billede af Stones, Beatles eller The Kinks. Jeg siger ikke, at man skal elske den slags musik, men de ligner ikke nogen, man kunne hænge et billede af op på en væg og sige, at dem ville man gerne være.

Liam om Manchester City
Begge Gallagher-brødre er dedikerede fodboldfans og udskød udgivelsen af "Dig Out Your Soul", så de kunne følge det engelske landshold under EM, en plan, der gik i vasken, da England ikke kvalificerede sig. Men det lokale klubhold følger de fortsat trofast.

– Jeg følger dem stadig, men jeg går ikke til kampene. Jeg bliver genkendt for meget. Når jeg dukker op, skal alle have en autograf og et billede, og inden jeg når at sætte mig, er vi bagud seks nul. Spild af fucking tid. Så jeg ser dem sgu bare derhjemme.

Hvordan har du det med, at Mark Hughes (tidligere Manchester United-spiller, red.) nu er træner?
– Først tænkte jeg ”argh, han er en fucking beskidt rød”, men nu er jeg cool med det. Jeg kunne godt lide Svenne (tidligere træner Sven-Goran Eriksson, red.), jeg synes, han var cool. Jeg ved ikke, hvad der skete der, men jeg tror, det her bliver godt. Så længe vi bliver i top ti, og vi klarer os godt mod United, og vi klarer os godt i pokalen, så er jeg glad. Jeg vil ikke have hele verden. Alle andre snakker om at ville have det ene og det andet, men for fanden … vi er ikke gode nok endnu. Alle kritiserede Svenne, men han var der for fanden kun et år. Jeg kunne godt tænke mig en træner, der får fem, seks sæsoner. De fyrer folk hvert femte minut. Du skal have stabilitet, og er Mark Hughes den rette, så kom med det. Se på Alex Ferguson (træner i Manchester United, red.). Han er en fucking fantastisk træner. Han er bare en cunt, ikke?

 

Oasis på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA