x

Turnédagbog: Pilgrimz, kapitel 4

Turnédagbog: Pilgrimz, kapitel 4

Hej Atletik!

"...Skal vi være ristede i aften?"... Jeg spør’ både gymnasielæreren Kasper, sprutkleptomanen Molle, Bar-mavefest-starter Kvist, Toilet-synger-Mikkel, Straight edge Laurits, vores tourmanager Kasper og et par tilfældige på gaden. Vi var kommet frem til vores 2. sidste destination. Nakskov.
Jeg tar en del billeder ude foran på en gravko, og får lov til at ride en "boar", da vi møder en knallertbande.

Næste fede oplevelse, er helt sikkert selve stedet! En kæmpe idrætshal, hvor de har delt den op i 1/3... vi spiller på den lille halvdel.... Hej Matematik! Men scenen er fed, og vild sat op! Og så har de et helvede af bolde og mål, da vores backstagerum er børnenes gymnastikafdeling. Det resulterer i mange dyste, klatren i tov, og hvem kan svinge sig længst over bukken.

Vi drikker igen! Nakskov virker, som om de værdsætter en god brandert fra deres entertainere. Jeg mixer drinks som ind i helvede, og jeg bliver udnævnt "Drink-meister". En titel man bærer med stolthed iblandt metallerer.

Housemand fra Raunchy bliver hurtig udnævnt som "Dårlig-drink-meister", da han laver en kombo af fødevareprodukter, og alkohol, der ville blive udstødt fra himlen, hvis serveret der. Vi hører Ugly Kid Joe på fulde smæk, da jeg og Mr. Lee, der er vores roadie lige har fået et tilbagefald på netop dem. Der går hurtigt druk i den.

Men så får den anden roadie Tommy den ide at danne (fodbold) hold. Pilgrimz og Mercenary, mod Raunchy og Last Mile! Og til jer der læser det her. Jeg kan garentere, at jeg ikke er fodboldspiller på nogen områder. Og det var satme heller ikke noget kønt syn at se de andre lalle rundt halvblæste, med genstande i hånden ude på gulvet i gymnastiksalen, mens de prøvede at score i modstanderens mål.

Da vi går på scenen i Nakskov, har vi forstrækninger, tennisalbuer, og forstuvede led. Men det forringede heldigvis ikke aftens show.

Det første band, Last Mile, støbte jernet varmt, så der kunne smedes allerede tredje nummer inde i deres sæt. Folk kunne lide det ihvertfald. Jeg klatrer denne gang op på toppen af PA. anlægget, og er ude og stå på et par borde under vores show.
Det hele kører fint, og Ronny og Tøsenary er os' feeeee! Der er 20 års jubilæum for en gammel biker/heavy metal klub. HM88! Så der er mange gutter, der er pjattet med Mercenary!

Vi mødes alle til rematch i backstagegymnastiksalen igen efter showet, hvor der drikkes igennem. Vi inviterer for første gang pøblen ud bagved, da vores backstage lokale jo er 250 km2 stort.

Her drikker vi vores publikum under bordet og mange får taget billeder med bandsene. Derefter pakker vi vores gear og skrider, godt trætte efter dagens motion og atletikudøvelser.

HeadBarMavefests Ball 2008

Jeg har sat mig ned foran spillestedet Godset i Kolding på min røv, fordi mine ben fejler alt form for ligevægt og balance, på angivet tidspunkt. Klokken er 01:00 om natten, jeg mangler den ene sko, og har en uåbnet flaske vodka under armen, 6 sandwiches i tasken og lommerne fyldt med slik og chokolader. En lille dreng på 14-15 års-alderen kommer over med en trommestik, som vores trommeslager har foræret ham som et momento fra aftens koncert, og beder forsigtigt om en autograf derpå. Jeg mumler noget usammenhængende, og vores manager tager trommestikken, min hånd, tuschen og fører mit navn ned på stikken for mig. "Er han blevet syg?" -spørger knægten bekymret. "Nej nej, han er bare lidt træt lige nu. Han er god igen imorgen"; forsikrer vores manager Rune ham. Men lad os lige spole tiden tilbage, og se hvad fanden der egentligt skete!!

Vi mødes kl. 9:00 ude foran øvelokalet lørdag morgen! Drengene er pakket, gearet ligger ud over os, og vi gider slet ikke engang brokke os over Europcar igen. Det er sidste aften, og vi skal være ristede.

Vi har medbragt flere flasker sprut selv denne gang, for at sikre os proviant nok, i tilfælde af sprutkleptomanen Molle fra Raunchy endnu en gang skulle være langfingret. Der skåles og skråles hele vejen til Kolding! Vi råber af bropersonalet, og bager på pigerne bag diskene på de forbipasserende tankstationer.

Vi ankommer til vores destination og vælter ind for at gå alle de glade ansigter imøde. Vi bliver mødt af Jason, som er aftens konferencier, og Martin fra Danish Metal. De har allerede fundet ud af, at vi har øl-anker oppe i vores backstage.

Og der går ikke lang tid før vi skal bede om en ny fustage, eller flere. Rammerne for dagen er sat! Der skal høvles og hamres. Undertegnede Mr. Drinkmeister er allerede trådt i karakter, og jeg vælter drinks ud til højre og venstre.

Last Mile går på vildt tidligt, men mange er kommet for at se hvad Lauer og bærerne har kogt sammen i form af dette nye band. Det går forrygende, og snart er det vores tur til at indtage de katastrofalt skrå brandert... jeg mener brædder.

Vi går på 100% routineret, og vi åbner 1. nummer. Jeg griber mikrofonen, men hvad er nu det? Nogen har ved gud gaffatapet mit stativ fast til gulvet, og mikrofonen fast til stativet!! Jeg kæmper og flår for at få tingene adskilt, hvorefter jeg kigger ud på vores roadies, som står flækket af grin i sidelinjen! Da vi når til sidste nummer, er der gået totalt cirkus i lortet; cirka halvejs inde i sidste nummer begynder vores roadies at skrue bækkener af, og skille trommesættet ad. Vores trommeslager kæmper nu for at færdiggøre sidste halvdel af nummeret med 1 gulvtam og 1 highhat, og vores instrumenter er blevet slukket oppe fra mikseren!
Det har helt sikkert lydt meget interessant at høre det sidste nummer i akkustisk version.

Det er tro og tradition at drive pis med hinanden den sidste dag på HBB-touren, og herunder led de andre bands også!

Raunchy fik en Mercenary-cd i deres monitors under deres show, og vi overraskede dem alle med barmavefest, da vi trådte op på scenen og sang sidste nummer med dem.

Mercenary fik en ordenlig røvful L:RON:HARALD i monitorene og lydteknikerne morede sig med at pitche Mikkels vokal med alle mulige effekter!

Så gik der satme sprut i årene herefter! Vi danser alle til de glæde toner af stereoanlægget og barmavefest bilver nærmest til nøgen-fest. Martin og Jacob fra Mercenary redder os endnu en fustage øl og prøver i deres alkoholiserede handicap at montere fustagen selv. Det resulterer i et springvand af øl.

Tilsted fra Raunchy og vores guitarist Aage har fundet en stjålen, eller bare ulåst knallert udenfor spillestedet, som de nu kører rundt på iført Laurits' cowboyvest og bar overkrop indenunder. Rene fra Mercenary og jeg ødelægger et bordtennisbord i backstagerummet, da vi i vores tilstand bilder os selv ind, at det kan bære vores samlede (enorme) vægt. Jeg skader min fod i faldet og må tjekke for mulige brud.

Det efterlader mig sko-løs på højre fod, og jeg kan simpelthen ikke finde den igen i min fyrre-hestes! Molle har sikkert gaflet den.

Derefter sikrer jeg mig at Raunchy er beskæftiget med alt muligt, inden jeg aner min chance til at hævne mig på Molle, og stjæler Raunchys flaske vodka fra køleskabet. Jeg hamstrer et ocean af slik og sandwich, og går ned foran indgangen til spillestedet.

Her går efterårskulden i blodet, og jeg mister kontrollen over mine egne ben, hvilken resulterer i at jeg lander på røven i folkemængden ude foran. Men redningen er nær. Bassie fra Last Mile opdager min flaske, knapper op, og hælder den rene vare på mig. "Så er vi klar igen max", råber den store bandit, og han løfter mig på benene, for at føre mig, og de andre over til Pitstop, hvor vi ender med at danse på baren, og derefter er det satme lights out!

Jeg ved vi har lejet hotel, men jeg vågner på et kollegieværelse med 6 andre langhårede heavy-dudes, og et anlæg der på repeat spiller Ugly Kid Joe. Klokken er 10 om morgenen, og jeg har ikke den vildeste anelse om, hvor fanden jeg befinder mig. Men heldigvis har jeg et orgie af slik og sandwiches, som jeg bestikker heavy-dudesne med, det får dem til at vågne og forklare mig vejen tilbage til spillestedet. Her samles jeg op af ligblege, bandmedlemmer, og vi vender næsen hjemad...

I de sidste dage hvor jeg sidder her, i troens tradition med bar mave og opknappet guldstif, skriver jeg bedrøvet det endelige kapitel i serien.
Jeg vil gerne sige tak fordi jeg personligt igennem rejsen har mødt et inferno af imødekommende sjæle, og smidt min tshirt et utal af gange foran hvad jeg nu kalder mine nye venner.

Og jeg vil gerne sige til alle jer, der er kommet op til mig og kommenteret dagbogen på, under og efter touren; at i skal have tak for at have læse lortet, og at jeg håber det har været mindst lige så underholdende for jer at læse den, som det har været for mig at opleve det. Vi ses derude!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA