x

KOMMENTAR: Dette er verdens bedste fodboldsang

KOMMENTAR: Dette er verdens bedste fodboldsang

Fodboldsange til slutrunder er efterhånden blevet en fast tradition, og at disse svinger i kvalitet, er efterhånden også ret sikkert. Hvilken kvalitet Alphabeats nyeste bud på genren har, må andre bedømme, men den når aldrig verdens bedste fodboldsang. New Orders, ”World in Motion” skrevet til det engelske landshold til VM i Italien i 1990.

Men hvilke faktorer gjorde egentlig, at det 31 år gamle pop-nummer stadig nyder klassikerstatus, når snakken går på slutrundesange. Omstændighederne omkring sangen er omgivet af en hel del af de ting, som legender er skabt af. Først og fremmest, så rapper John Barnes på nummeret.

Fodbolden

Engelsk landholdsfodbold var lidt af en ørkenvandring i slut-70’erne og op igennem 80’erne – hvor deres mest kendte bedrift vel blev, at de lagde net til de to Maradona-mål i Mexico ’86, men derudover bød på flere missede kvalifikationer og tidlige fly hjem. I 1990 blæste der dog nye vinde over holdet, hvor man godt nok stadig havde den 40-årige Peter Shilton på mål, men derudover var der nye spændende spillere på holdkortet: David Platt, Des Walker, John Barnes (som dog var med i Mexico, men kun kom på banen i kampen mod Argentina) og ikke mindst den kun 23-årige Paul "Gazza" Gascoigne, som trådte ind på verdensscenen, da han spillede en forrygende slutrunde.

Faktisk spillede hele England en helt forrygende slutrunde, før det gik galt – det vender vi tilbage til. Imod alle odds sprudlede det engelske hold, ført an af førnævnte Gascoigne og fire mål fra stjerneangriber Gary Lineker, som vel var i sit livs form. Men faktisk var det slet ikke sikkert, at England skulle have spillet slutrunden. Dokumenter offentliggjort i 2012 viser, at man kortvarigt overvejede at trække holdet fra turneringen på grund af frygt for for megen fokusering på engelsk hooliganisme. Dette var netop et problem i 80’erne, hvor racisme, stadion-ulykker og udelukkelse fra europæiske turneringer var hverdag for engelsk fodbold.

Det skulle Italien ’90 også komme til at ændre på. Godt nok havde man Stuart "Psycho" Pearce i forsvaret til at rive knæskallerne af folk, men spillere som Platt, Waddle, Lineker og Gascoigne var elegante spillere – Gascoigne var ikke helt blevet til Gazza endnu. Middelklassen begyndte at følge med, og flere og flere folk så med, som holdet kæmpede sig vej gennem turneringen – på BBC blev de mødt af en intro, hvor Pavarotti sang "Nessun Dorma" hen over en baggrund af renæssancekunst og balletdansere – det var langt væk fra kick and rush og udekampe i Hull i november.

Men ikke alle smukke eventyr ender lykkeligt, og det gjorde det heller ikke for det engelske landshold, som måtte se sig slået i semifinalen af Vesttyskland efter – du ved det – straffespark. Chris Waddle og Stuart Pearce misbrugte deres forsøg og lagde dermed grunden til en årtier-lang engelsk forbandelse, der hed straffespark. Til VM i 2018 stod de der så igen – 16-dels finalen mod Columbia skulle afgøres på straffespark, og kameraerne havde travlt med at zoome ind på den engelske træner, Gareth Southgate – som spiller misbrugte han selv det afgørende spark mod Tyskland i semifinalen (hvis man ikke vidste det...) på hjemmebane til EM i ’96 – denne gang klarede England det dog, og forbandelsen er brudt, i hvert fald mindst et par uger endnu.

Musikken

I 1990 var New Order på toppen af den kransekage, som pladeselskabet Factory Records havde skabt ved at blande rock og dansemusik. Klubkulturen boomede ud over landet fra sit udgangspunkt i Manchester-natklubben The Hacienda, som var delejet af netop New Order. Fusionen var fremragende udført af bandet på deres 1989-album, Technique, som indkapslede selve den musikalske essens af Manchesters ecstasy-fyldte second summer of love. Og det er altså denne lyd af en ungdom på stoffer, der går igen på VM-singlen; særligt nummeret ”Round & Round” kan høres i ”World in Motion”. Derfor var New Order måske ikke ligefrem det oplagte valg til at udføre så folkelig en opgave, som en fodboldsang er. Men i 1990 var England under forandring – mest håndgribeligt set ved, at dette var året, hvor Thatcher forlod Downing Street. Tårerne stod i hendes øjne, ligesom de havde gjort på Paul Gascoigne under semi-finalen mod Tyskland.

Selve sangen er egentlig en atypisk fodboldsang, idet den simpelthen ikke handler specielt meget om fodbold. Hvis det ikke var for lidt speak i begyndelsen, med blandt andet et ildevarslende ”it’s over now”, og John Barnes’ rap er der ikke mange tegn i sangen på, at vi har at gøre med en VM-sang. Jovist, der er da noget med, at man skal ”beat the man” og man er ”one on one”, men det kunne ret beset være metaforer for mange aspekter af livet. Til gengæld kan der råbe-synges med på omkvædet, som det sig hør og bør, men ”love’s got the world in motion” siger nu heller ikke ret meget om, hvad der sker på banen. Til gengæld får man et upskruet ecstasy hi-hat-beat og synths-galore for så endeligt at ende i et klassisk kor, der får lov at råbe ”we’re playing for England-En-Ge-Land!”.

Singlen blev den sidste, New Order udsendte på Factory Records, der gik konkurs i 1992, og samtidig New Orders eneste nummer 1-single i England.

I en perfekt storm af sportsligt og kulturelt nybrud lagde New Order soundtracket til en mytologisering og romantisering af det engelske landshold, som er blevet dyrket lige siden. Selv den tyske sværindustri kunne se, at der havde været noget særligt på spil – efter Chris Waddles afgørende brændte straffespark forlod den tyske anfører Lothar Matthäus sit holds fejring for at trøste den engelske spiller.  

AFSTEMNING: Hvilken dansk fodboldsang er den bedste?

Se musikvideoen til "World in Motion":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA