x

REPORTAGE: Jens Unmack skrev en sang foran publikum

REPORTAGE: Jens Unmack skrev en sang foran publikum

Aarhus er i fuld gang med sin LiteratureXchange-festival, og programmet byder på en del arrangementer om samspillet mellem musik og litteratur. Herunder ”Musik og poesi” på Godsbanen med Jens Unmack, sanger og sangskriver i Love Shop, der i øvrigt udgiver et nyt album til efteråret, gruppens 13. af slagsen. Han var inviteret til at skrive en sang på stedet, med udgangspunkt i et digt, som han valgte ud fra nogle forslag fra aftenens vært, musikeren Jesper Mechlenburg. Med akustisk guitar og med musikalsk assistance fra Love Shops Mika Vandborg på el-guitar. Noget lignende kunne man også opleve for to år siden på festivalen, hvor det dengang var Peter Sommer, der var i ilden.

Normalt er det ikke sådan, Unmack arbejder, for han skriver selv både tekster og musik i Love Shop, men dette setup gav os lidt fornemmelsen af at komme ind i en sangskrivers værksted. De digtmuligheder, Mechlenburg gav Unmack, var af henholdsvis Søren Ulrik Thomsen (fra digtsamlingen Rystet spejl, 2011), Inger Christensen (fra Det, 1969), Theis Ørntoft (fra Digte 2014) og Bjørn Rasmussen (fra Ming, 2015). Unmack sagde hurtigt nej tak til at sætte musik til Søren Ulrik Thomsen med henvisning til, at Lars H.U.G. havde gjort det så suverænt på City Slang-albummet fra 1984, og han valgte Bjørn Rasmussens digt ”Jeg skriver min døde far frem” – blandt andet fordi Unmacks egen far var død for to år siden, og digtet derfor satte nogle følelser i gang hos ham.

Så gik det ellers løs. Unmack skulle ikke bruge mange sekunder for at finde nogle passende mol-akkorder og improvisere en forholdsvis fængende melodilinje til det, der blev første vers. Unmack tillod sig at fjerne linjer og stavelser for at gøre teksten mere sangbar, og han fik også udnævnt nogle, syntes han, centrale linjer (begyndende med ordene "Åh Gud") til at udgøre et omkvæd, som så blev gentaget tre gange undervejs. Ordet ”gul gummidinosaur” blev fjernet, fordi det ifølge Unmack var lidt for prosaisk til at fungere i en sang, men ordene ”symaskine” og ”emhætte” var lige ved at ryge samme vej – men blev reddet efter protester fra publikum. Den meget Love Shop’ske linje ”Snart er sommeren forbi” blev udråbt til mellemstykke – og vrænget ud over lyden af forvrænget el-guitar for at skabe en kontrast til de mere melankolsk fremførte vers og omkvæd.

Det tog ikke mere end en halv time, så var sangen klar, og selvom den ikke lød som en kommende Unmack-klassiker, kunne han bestemt godt være sit sangskriverarbejde bekendt – og jeg tror også, Bjørn Rasmussen ville have været tilfreds. Sjovt nok er Rasmussens digtsamling Ming, hvorfra digtet stammede, inspiration for danske Mr. Koifish alias tidligere Turboweekend-bassist Morten Køies nyligt udsendte album Danser som en drøm, som man må sige, at hans ord får toner og vinger i denne tid.

Da arbejdet gik så hurtigt, var der tid til tre indøvede sange fra Unmacks eget store bagkatalog, nemlig ”Aftenland”, ”Leve er at dø med stil” og ”Alle har en drøm at befri” med vært Jesper Mechlenburg på keyboard. Her kunne man nærlytte til Unmacks tekster, hvor han, som han fortalte forinden, foretrækker ikke at blive alt for konkret, når han skriver – så dør teksten for hurtigt for ham. Men der er bestemt plads til billeder, som i åbningslinjerne til ”Aftenland”: ”Hvis du en dag bliver forsinket / på Western Airlines / Og det er for sent at komme hjem / For sent igen”. Og så er tankerne forhåbentlig sendt på flyvetur.

Torsdag den 17. juni kan man opleve et lignende arrangement sammesteds, hvor det denne gang er Katinka Bjerregaard, der sætter musik til et digt. Onsdag den 16. juni kan man på Dokk1 opleve Anne Linnet fortælle om at sætte musik til Tove Ditlevsens digte.

Se programmet til LiteratureXchange her

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA