x

FORSIDEN: Calby – når de store drømme spænder ben

FORSIDEN: Calby – når de store drømme spænder ben

Nogle musikere finder nøglen til succes i første forsøg, mens teenageårene stadig præger tilværelsen. Andre må prøve at dirke låsen op ad flere omgange. For danske Calby blev nøglen et skrummel af en maskine fragtet hjem i en tourbus fra Polen, et spirende venskab og en accept af, at alt, man laver, ikke skal være perfekt i første forsøg.

For knap to år siden udgav danske Mik Thybo sin første single under kunstnernavnet Calby. ”The Everyday Bit” hedder singlen, der blev P3’s Uundgåelige, og som efterfølgende blev fulgt af kæmpehittet ”Burnout”. Begge var sange, der langsomt, men sikkert besteg de danske hitlister, og hvor sidstnævnte endda blev den næst mest spillede sang på P3 i 2020 og syvende mest indtjenende danske sang i 2020.

Artiklen fortsætter under "Burnout"

I slutningen af maj udkom debutalbummet. Et debutalbum, som både er blevet udgivet i Danmark – og internationalt på det legendariske pladeselskab Republic Records, hvor blandt andre Taylor Swift, Drake og Ariana Grande er i stald. Burnout er en samling af 11 sange, der er blevet til hen over de sidste par år, og som på en og samme tid er et punktum på en periode i Mik Thybos liv, mens det også er begyndelsen på den drøm, der har været central for hans tilværelse siden barnsben.

– Lige nu lever jeg jo drømmen – på en enormt atypisk måde. At være musiker er selvfølgelig en atypisk levevej som udgangspunkt, men jeg føler, at jeg gør det her på min egen måde, og jeg er sindssygt stolt over, at jeg er lykkedes med lige præcis den her musik, også selv om det er en lidt ukonventionel lyd inden for popgenren, konstaterer den 35-årige dansker, da vi mødes på en af årets første sommerdage i midten af København.

Lyden af Calby er lyden af nostalgi og modernitet på en og samme tid. Det er følelsen af at røre nystrøget silke og den klistrede bardisk på bodegaen. Og så er det resultatet af et helt liv med musikken i centrum.

Modermælk og musik

Den atypiske levestil er nemlig ikke først kommet, da Thybo blev voksen. Hans forældre ernærede sig også som musikere i størstedelen af hans barndom.

– Min far var pianist og komponist. I 80’erne spillede han jazz og fusion, og da jeg blev ældre, sad han på Det Ny Teater i orkestergraven. Min mor var jazzsanger og turnerede i store dele af verden. Så jeg kommer fra et musikalsk hjem, og det er nok også derfor, at jeg anser musik som sit eget sprog – på linje med talesprog og kropssprog, husker Thybo.

Derfor startede den musikalske rejse ubevidst for Mik Thybo, da han var barn. Hans forældre har fortalt, hvordan han lå i en krybbe backstage på Jazzhouse som spæd, og at han knap var startet i folkeskole, før han første gang satte sig bag et trommesæt, inden han fandt sig helt til rette med en guitar i hånden.

Første oplevelse i et ægte musikstudie kom, da han skulle synge kor i den Tarzan-tegnefilm, som udkom i 1999.

– Jeg kan huske, det var som et lynnedslag at stå i et rigtigt studie med høretelefoner og mikrofoner. Det var fuldstændig magisk. Der kunne jeg mærke, at det her var et sted, jeg skulle opholde mig rigtig meget i mit liv. Der begyndte min egen fascination, og det var der, jeg aktivt selv begyndte at skrive sange og dyrke musikken, fortæller han.

Derfra foregik teenageårene til lyden af Oasis’ (What's the Story) Morning Glory? og The Beatles’ Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band med en guitar i hånden.

Sgt. Pepper ramte mig som et godstog, og derefter var der bare ingen vej tilbage. Jeg ville musikken, og jeg ville gøre det på min egen måde. Allerede der havde jeg jo nok en idé om, at det ville fikse sig selv. At det nok skulle gå nemt. Jeg var ret cocky som teenager, griner han.

cocky, at han en dag begyndte at sidde og spille guitar på bagerste række midt i tysktimen – til stor frustration for hans lærere, som til sidst gav ham en ekstranøgle til skolens musiklokale, så han ikke ville forstyrre sine klassekammerater.

– Det var ikke, fordi jeg satte mig ned og besluttede mig for at skrive ti sange og samle dem til et album. Hele branchedelen sagde mig ikke særlig meget, og samtidig var det ret skræmmende. Jeg kunne godt mærke, da jeg kom på gymnasiet og startede i MGK, at jeg ikke var klar til at vise verden min musik. Det var lidt Emil fra Lønneberg-agtigt, at jeg sad med lukket dør til værkstedet fem dage om ugen og spillede guitar og skrev sange, lyder det fra Thybo.

Det største eller slet ingenting

På den ene side er historien om Calby en fortælling om en mand, der i dag har udgivet et succesfuldt debutalbum, og som har turdet invitere heldet ind, men på den anden side er det også en historie om at sigte så højt, at man ikke tror på, at ens talent og hårde arbejde er godt nok. Mik skifter nemlig fra at fortælle, at han var for selvfed og ville for meget til at kunne se mulighederne i de små tilbud, til at berette om, at han var rædselsslagen for, hvad der skulle ske, når han virkelig åbnede op for sine følelser og sin musik.

– I slutningen af teenageårene skrev jeg et par sange, og når jeg spillede dem for folk, fik jeg ret god respons, men jeg tror simpelthen, jeg var så usikker, at jeg ikke turde tro på det, når folk roste mig. Jeg tænkte bare ”Ja ja, det er godt med dig!”

– Jeg tror, det var, fordi jeg aldrig sammenlignede mig med mine jævnaldrende – eller dem i 4. G på MGK, som var sindssygt dygtige. Jeg sammenlignede mig med mine idoler, og i den kontekst sad jeg jo som 19-årig og tænkte ”Nu er der kun to år tilbage, før jeg er på samme alder, som The Beatles var, da de fik deres gennembrud.” Det er en hård præmis at stille op for sig selv, erkender han.

For drømmene var store fra dag et, og i dag kan Calby godt se, at det ikke var sundt. Det var som at gå rundt i en fantasiverden i lang tid, husker han. Derfor var det også udelukkende covernumre, han tjente sine penge på i starten af 20’erne. Den ene familiefest tog den anden, og i løbet af de første spæde voksenår fik han ”løbet nogle kilometer og set alle mulige underlige situationer,” griner han.

– Det var bare meget privat for mig at lave musik. Jeg var i virkeligheden enormt målrettet uden at have en destination. Da jeg startede på konservatoriet, var jeg jo hundrede procent klar over, at jeg skulle noget ved musikken, men jeg havde ikke lært, at jeg også skulle lave delmål i mine planer. Jeg startede jo bare med at kaste bolden ind på Wembley og så sætte mig til at vente. Og det virker simpelthen ikke. Folk tror jo, du er vanvittig, og så kan du ikke se, når der sker noget fedt, fordi du har hovedet så langt op i din egen røv.

For mulighederne var der. Et tilbud om et opvarmningsshow for en stor dansk artist kom på tale, og der var nok ros at få på uddannelsen, men noget holdt Mik Thybo tilbage: Han turde ikke.

– Jeg var ikke klar til at tage det spring. Jeg havde brug for et par ekstra år og for at lære noget mere, så jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg var dygtig nok. Det at spille for andre og at tage chancen var meget intimt for mig. Det var virkelig skrøbeligt. I rigtig lang tid var det at tage en guitar frem og spille min egen musik for folk en decideret ubehagelig oplevelse, husker han.

– Det var en blottelse. Jeg kunne mærke, at der var så meget, der rumsterede i min krop, og jeg ville det hele, så tænk nu, hvis folk ikke kunne lide det.

I et forsøg at få den erfaring, han troede, der skulle til, tog han til Berlin med sin guitar, hvorefter han også endte med at indspille et helt album med nogle ”ret gode sange”.

– Men i det øjeblik jeg skulle til at udgive, der gik jeg i stå. Der var stadig den mur foran mig, og jeg så den ikke, før jeg bragede ind i den. Det var den mur, der gjorde, at jeg indså, at det handlede om, at jeg ikke turde vise min musik til verden. Jeg stod der og var ved at være 30 år, jeg havde ikke en krone på lommen, og jeg ramte bare en mur.

– Jeg undskyldte med, at det var andres skyld, at det ikke gik, men det var en facade. Det var pisse grænseoverskridende. Jeg var usikker og samtidig enormt ærekær, så det blev en underlig cocktail, der ikke er særlig produktiv i virkeligheden. Jeg havde en idé om, at hvis musikken var god nok, så ville folk komme til mig, men det passer jo ikke. Der skal fandeme meget held til, før det kan lade sig gøre, men jeg bildte jo på den måde mig selv ind, at når der ikke dukkede nogen op, så var jeg ikke god nok.

At bestige en mur med en otte spors båndoptager

Kæmpehittet ”Burnout” er en fortælling om, hvad der skete efterfølgende. Efter at have stået med et helt færdigt album i hånden og være ulykkelig helt ind i sin kerne.

– Jeg havde båret på for meget for længe, og jeg havde lagt et for stort pres på mig selv. Jeg følte mig enormt uforløst og dybt ulykkelig. Da jeg stod der med et helt album og havde brugt mine allersidste penge på at få det mixet og masteret, lyttede jeg til det en enkelt gang, og det var bare overhovedet ikke det, jeg ville.

Så han satte sig i sofaen – og rejste sig ikke i 14 dage. Depressionen kom snigende, og da han endelig rejste sig igen for at forsøge at få det bedre, kom angsten galopperende ind i Mik Thybos tilværelse.

– Min krop begyndte at gøre underlige ting, og jeg kunne ikke undslippe angsten. Nogle gange kunne jeg stå i supermarkedet og tro, at jeg skulle dø, husker han.

Derfor skulle der ske noget nyt. Og det nye blev Los Angeles. Derovre sad en kammerat, Morten Ristorp, og derovre var frihed, musik og sol.

– Første gang, jeg satte mig i flyet, var sindssygt. Min krop var i alarmberedskab, og jeg sad næsten med løftede arme hele vejen, men jeg gjorde det, fordi jeg instinktivt vidste, at der kun var en vej gennem det. Jeg skulle derover for at lave musik. Jeg var tæt på at fylde 30 år, og jeg kunne ikke vende om og forsøge at blive god til andet end musik, siger han og trækker på skuldrene.

– Det blev et vendepunkt for mig. Gennem mange års slid havde jeg opbygget en idé om, at det skulle være svært at skabe. Det skulle være svært, det skulle bløde, og det skulle gøre ondt på samme tid. Det måtte for Guds skyld ikke være sjovt. Det er bare ikke nogen særlig stærk energi at troppe op med. ”Hej, jeg lider?” griner han.

Det var egentligt meningen, at pengene i Los Angeles skulle tjenes ved at skrive musik til andre kunstnere og på at blive endnu dygtigere til netop det, men en dag dukkede Magnus Larsson op i studiet. Larsson er bassist og var på daværende tidspunkt på tour med Lukas Graham. Og Mik tog chancen for at høre, om han ikke ville spille bas på en sang, Mik sad med.

– Vi kendte ikke hinanden, men vi havde en god vibe. Vi endte med at sidde og drikke bobler og høre musik i fem timer. Der kunne jeg mærke, at der skete noget fedt.

Magnus Larsson havde købt en otte spors båndoptager i Polen, som var blevet fragtet til Danmark i en tourbus. ”Et vanvittigt projekt” kalder Mik Thybo det med et grin. Men Larsson havde en idé om, at musik skal lyde ordentligt, og at det bedst gøres på bånd – og Mik var enig. Båndoptageren endte med at stå i det studie, som Mik Thybo arbejdede i i Danmark. Efter seks måneder vendte Magnus Larsson retur fra tour, og en aften under den danske himmel besluttede de to musikere sig for at afprøve den gamle maskine.

– Vi satte to gamle mikrofoner til og trykkede optag, og da vi trykkede play efterfølgende, syntes vi, at det lød meget godt. Den version af ”Broken”, der ligger på albummet, var den første optagelse, vi lavede overhovedet. Det er et one take. Det blev vi ret høje over. Det var der, jeg følte, at jeg fandt en nøgle. Vi skulle have gang i den maskine.

– Den har ikke en skærm, man kan fokusere på, så man skal bruge sine ører. Det er meget analogt, og vi kunne slet ikke finde ud af at klippe i musikken først, så vi blev nødt til at optage hele sange ad gangen. Men der var fandeme hul igennem. Jeg havde stadig galopperende angst på daværende tidspunkt, og jeg kom faktisk ikke uden for en dør ud over at være i studiet. Så musikken blev meget hurtigt bare noget internt, for jeg kunne slet ikke forestille mig at tage ud og spille.

En joke blev til alvor

Det var ikke meningen, at musikken skulle blive Miks egen – og at det skulle foregå som solist, men for første gang i sit liv kunne han slippe tankerne om, hvad der skulle ske efterfølgende. Drømmene om Wembley var pakket væk, og frem spirede et ønske om at lege og bare skabe.

– Vi snakkede ikke om, hvordan musikken skulle udgives. Det var fucking lige meget. Vi koncentrerede os kun om, hvordan det kunne lyde bedst muligt, og så havde vi jo bare kæmpe optur over det, vi sad og lavede. Jeg havde fundet en sluk-knap i min hjerne, når jeg sang. Jeg lærte at slippe kontrollen, at jeg ikke skulle klemme livet ud af hver eneste detalje – og så lærte jeg at tage imod komplimenter, lyder det fra Mik.

– Fordi jeg havde været så langt nede, følte jeg, at jeg startede forfra, og det gjorde, at jeg kunne slippe noget af det pres, jeg havde lagt på mig selv i alle de år. Jeg skulle bare lave musik, for jeg troede jo ikke, at jeg skulle uden for en dør igen.

Da den interne leg i studiet pludselig lignede et album mere og mere, stødte Mik på Nat Bogs. En mand, der efterfølgende blev Miks manager, fordi han virkelig forstod musikken. En dag jokede de med, at det kunne være ret fedt, hvis Tom Elmhirst skulle mixe det album, der var blevet til. Elmhirst har vundet 16 Grammyer og har skruet på knapper hos blandt andre Amy Winehouse, Adele, David Bowie og Beck.

– En dag ringer Nat til mig og siger, at jeg skal komme ned og drikke en kop kaffe med ham – ”fordi vi lige skal snakke om noget”. Det er jo det værste, man kan sige til folk. Men det viser sig så, at han har sendt Elmhirst demoen til ”The Everyday Bit”, og at Elmhirst rigtig gerne til mixe albummet. Det var der, det gik op for os, at vi ikke kunne holde det for os selv mere.

Elmhirsts skulderklap var det endelige, der skulle til, og inden længe rullede snebolden. En releasefest fik opmærksomhed fra radiostationerne, som gjorde fansene opmærksomme, og pludselig fik bandet opkald fra udlandet. Drømmen var inden for rækkevidde.

Den dramaturgiske effekt

Mik pauser sin talestrøm.

– Det er sjovt, når man sidder og lister alle de her ting op i et interview, så lyder det jo, som om man skal have et breakdown eller skabe en dramaturgi for at få succes, men jeg må indrømme, at det her jo handler lige så meget om, at jeg har øvet mig som et svin i tyve år, og det tager bare så lang tid. Det gjorde det i hvert fald for mig. Og så viser det sig jo også, at når man taler om mental sundhed, så har alle omkring én også døjet med det.

– Og så er der jo en naiv forestilling om, at hvis man bare kan sætte flueben i alle boksene, så bliver man glad, men sådan virker det ikke. Det er en underlig ting at bilde sig selv ind. Den største kliché er jo, at når man når man får lidt succes, så masseres ens ego, og så får man det for fedt. Det gør jo, at folk begynder at tro, at de skal have succes for at få det fedt. Det må ikke blive en fortælling om, at alt bare er nemt nu. Ja, jeg er stolt og taknemmelig, men så overfladisk er det ikke.

– Jeg har fundet ud af, at jeg skal have kanaliseret alt ind i musikken. Al glæde og alle usikkerheder. Jeg bliver stadig bragende nervøs, opstemt og sindssygt glad, når jeg skal spille min egen musik, men det er den diametrale modsætning i forhold til for ti år siden, hvor jeg sad krumbøjet over en akustisk guitar og nærmest hviskede. Jeg er stadig bange, men sådan er livet. Det er voldsomt og stort, og det skal det være. Men jeg ved nu, at jeg bare skal fokusere på at lave musik, for det er det, jeg er god til. Det er helt rart at blive klogere med alderen.

Hør hele Calbys debutalbum Burnout her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA