x

KOMMENTAR: ”Det er ikke kun minoriteternes ansvar at skabe inklusion og arbejde mod diskrimination”

KOMMENTAR: ”Det er ikke kun minoriteternes ansvar at skabe inklusion og arbejde mod diskrimination”

O/RIOH er producer, sangskriver og artist. Styregruppemedlem og underviser hos Beats by Girlz og tidligere bestyrelsesmedlem i Foreningen Musikbevægelsen af 2019. Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning.

LGBTIQA+ er efterhånden en bogstavsammensætning, de fleste kender. Og glemmer. Fordi det er besværligt, ikke særlig mundret og fuldstændig umuligt at huske rækkefølgen på – for alle andre end dem, der lever som eller i nærheden af en personificeret udgave af de syv bogstaver. En diskussion, jeg egentlig ikke synes kan forblive relevant, så lad den hvile for nu. Pointen er, at LGBTIQA+-personer ofte bliver glemt. Også når det kommer til debatten om kønsubalancen i musikbranchen. 

Det er eksempelvis længe siden, jeg for første gang blev kritisk over for kvinde-fællesskaber i et musikbrancheperspektiv, der på sin vis kan være vigtige, men også problematiske i deres eksklusion af kønsminoriteter og i definition af, hvem der er kvinder. For nylig havde jeg så en ny oplevelse, hvor jeg fik lyst til at melde mig ud af en gruppe for kvinder og kønsminoriteter, hvis retningslinjer officielt omfavner, at vi er flere køn i gruppen (kvinder, non-binære og transpersoner), og at gruppen arbejder for ligestilling mellem alle køn. Jeg blev dog oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg var en del af dette fællesskab, og om jeg var velkommen i det. I gruppen bliver der nemlig ofte skrevet specifikt til kvinderne i gruppen (hej piger, hej damer, heeey guuurls), og på den måde ignoreres eller glemmes det, at der overhovedet skulle være andre køn til stede i det fællesskab (og måske også i resten af samfundet). 

To clear things out, så er jeg queer og kvinde. På den måde, at jeg på sin vis har det okay med en identitet som kvinde, men at jeg i lige så høj grad godt gad at slippe for betegnelsen. Jeg kan godt omtale mig selv som kvinde i nogle tilfælde, men jeg har samtidig også svært ved at se mig selv passe ind i den kategorisering af kvindekønnet, der er blevet formet af vores samfund og kultur. Af samme årsag bryder jeg mig sjældent om at blive kategoriseret som kvinde af andre mennesker.

Jeg oplever derfor også personligt, hvad der er på spil, når der eksempelvis mange steder i musikbranchen fortsat bliver talt ind i en sandhed om, at store fonde, som donerer penge til musik og kultur, ikke forstår “begreber” som non-binær og transpersoner. At der derfor bliver fokuseret på midler til “kvinder i musikken”, frem for at holde fast i, også overfor for store, magtfulde institutioner, at vi er flere køn med ulige vilkår. Hvilket ofte resulterer i, at non-binære og transpersoner bliver helt glemt, fordi det besværliggør processen og muligheden for at modtage økonomisk støtte – siges det. Et andet problem er, når non-binære og transpersoner bliver påklistret en titel eller påtvunget nogle retningslinjer, uden der bliver lavet noget egentligt inklusionsarbejde i praksis. Det læner sig meget op ad det, vi kalder for pinkwashing, hvor vi er med på papiret, men stadig er ekskluderede i eksempelvis sproget og samfundet generelt.

I denne sammenhæng er det vigtigt at nævne, at jeg trods alt er en af de mere privilegerede kønsidentiteter, så mine oplevelser er absolut ikke et retvisende billede af den generelle tilstand. Det er virkelig benhårdt at blive ved med at insistere på, at man findes – det ved jeg, at mange kvindelige musikere (og måske særligt kvindelige producere) kan relatere til.

Det siges, at man skal rose, før man giver kritik. Det er jeg sådan set ikke enig i, dog vil jeg rigtig gerne anerkende (skud ud og alt det der) alle de organisationer, der er begyndt at skrive transpersoner og non-binære ind i deres politiske arbejde. Med dét sagt er det dog også min overbevisning, at det netop er vores fælles manglende viden og anerkendelse, vi skal fokusere på, for at blive klogere og bedre til det inklusive arbejde i musikbranchen – og det er der absolut ingen skam i. 

Jeg vil derfor gerne opfordre os allesammen, der læser med her, til at øve os i at blive bedre til ikke altid at centralisere kvinderne i musikbranchen, og i fællesskab inkludere non-binære og transpersoner i samtalerne om kønsubalancen i musikbranchen. 

Lad mig i den forbindelse introducere en gammel kending, nemlig begrebet repræsentation. Når man bliver set, hørt og føler sig repræsenteret i et forum, så er der indiskutabelt større grobund for fælles udvikling i vejen mod at bryde normer, der fastholder os i eksempelvis gamle kønsstereotyper. Her taler jeg lige så meget til alle os cis-kvinder, som jeg taler til cis-mænd. Her er vi nemlig på samme hold, og vi kvinder må ikke bare lade regningen for årtiers undertrykkelse ryge videre ned i hierarkiet, nu hvor vi har fået vind i sejlene (hvilket i øvrigt er fantastisk). 

Vi skal huske at holde øje med, hvem vi har med om bord, og hvem vi glemmer i farten. Lige nu er der ret mange minoriteter, der padler rundt på åbent hav uden meget andet end en redningsvest. Dette gælder i øvrigt ikke kun i relation til kønshierarkiet, men i høj grad også i forhold til etnicitet, kropskapabilitet og -størrelse, klasse med videre. Repræsentation er vigtigt for alle

Personligt betyder repræsentation for mig, at jeg begynder at drømme. Det giver mig noget så essentielt som en tro på, at jeg overhovedet har en plads i verden – og i denne sammenhæng også specifikt i musikbranchen. 

Jeg har lyst til at runde af i en lidt dyster tone, fordi… hvorfor ikke? Her i året 2021 sker der en masse rundt omkring i verden på et højere politisk plan i forhold til LGBTIQA+. Rettigheder bliver tilbagerullet og annulleret, og der indføres deciderede forbud mod at udbrede viden om homoseksualitet og transkønnethed. Senest under EM i herrefodbold var de fleste af os vidner til UEFA, der bøvlede lidt med, hvilket ben de skulle stå på i forhold til basale menneskerettigheder for LGBTIQA+-personer. 

Det er en meget skræmmende og farlig udvikling. Og det gør det måske i endnu højere grad vigtigt, at vi i fællesskab sikrer de rettigheder og den positive udvikling, der trods alt sker på nogle fronter i det her land, og i høj grad også sørger for, at det ikke kun er vores (altså minoriteternes) ansvar at skabe inklusion og arbejde mod diskrimination i hverdagen. 

LÆS OGSÅ: THE QUEER ISSUE – SAMTALE MELLEM ASBJØRN, BRIMHEIM, RAYMOND GAUNOUX, FREJA KIRK OG BRYAN RICE: Hvordan er man repræsentant for en hel befolkningsgruppe?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA