x

STINE PILGAARD-INTERVIEW: ”Jeg ville gerne have hørt ’Cotton Eye Joe’, da jeg fødte mine børn"

STINE PILGAARD-INTERVIEW: ”Jeg ville gerne have hørt ’Cotton Eye Joe’, da jeg fødte mine børn"

Forfatteren er kendt for blandt andet den prisvindende bestseller Meter i sekundet, hvor de indlagte sangtekster 5. oktober udkommer på albummet De korte sætningers land med sang og musik af Katrine Muff. Her fortæller hun om sit forhold til musik.

Hvad er dit allerførste musikminde?

Det er nok ”Blip-båt” med Kim Larsen. Jeg har tæt på klæbehjerne, når det kommer til at huske sangtekster, og sådan var det også, da jeg var barn. Jeg kunne synge så mange Kim Larsen-numre, men anede ikke, hvad jeg sang. Selv i dag kan jeg blive overrasket over, hvad ordene betyder, hvis jeg ser dem på skrift. Store dele af ”Jutlandia” var bare lyde: Hunkommersomkaldettilslaget. Billedet af sygeplejerskerne på 16 år, der tilser soldaternes sår, hjemsøgte mig dog, faktisk er det en meget billedstærk sang. I ”Blip-båt” møder man jo Linda Friis, der er kold som en is. ”Men det at hun er kold, det er lige det, jeg kan li’ / især når hun kommer med et lille mopset skrig.” Jeg spurgte min far, hvad det betød, og han sagde, at det ville jeg forhåbentlig finde ud af engang.

Kan du synge, hvis du selv skal sige det?

Jeg er ikke decideret tonedøv, men jeg tror ikke, at min stemme som sådan gør noget godt for nogen. Den ødelægger ikke i en fællessang, men den kunne også hele tiden ikke have været der. Den kan hverken synge meget højt eller dybt, er nok ret neutral og på en måde er det de værste stemmer. Det er lidt ligesom når man ryger light-cigaretter. Måske er det lige præcis bedre end ingenting, men så tæt på luft at man næsten lige så godt kunne have ladet være. Min stemme fungerer dog upåklageligt til godnatsange, og når jeg kører alene i bil, men så er den nok også udtømt for mening. 

Hvad betyder musik for dig?

Musikkens verden forekommer mig ret magisk, fordi jeg hverken kan spille nogle instrumenter eller komponere melodier. Det er et sprog, som jeg ikke behersker, og derfor drager det mig med sine ordløse stemninger, der kalder på betydning og tekster.

Hvilken musik hørte du i dine teenageår? 

Fordi jeg primært interesserer mig for tekster, hørte jeg meget dansk. Anne Linnet er lyden af mit liv og en af de kunstnere, der har påvirket mig mest, helt fra Shit & Chanel til Marquis de Sade og Anne Linnet band, Anne, Sanne og Lis. Hvor end hun er gået hen, er jeg gået med. TV-2 med deres fine univers af munter melankoli har fulgt mig alle årene, teksternes skarpe, galgenhumoristiske blik, ironien, der står side om side med inderligheden. Gnags og deres rablende tekster: ”Blåbærbob”, ”Mr. Swing King” og den mere poetiske ”Dybt i mit bliks blikstille blå”. Alberte Windings fine, poetiske vemodighed.

Ellers følte jeg mig også meget set, hørt og forstået af David Bowie, og Pink Floyd har altid forekommet mig at være en slags kunstværk, man kan træde ind i gang på gang, uden at det nogensinde virkelig lader sig udtømme. Et nummer, vi i øvrigt dansede meget til i Vejlby-Risskov dengang, var ”Cotton Eye Joe” med Rednex. Så behøvede man ikke at tage hårde stoffer, den var sin egen hektiske syrerus. Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville have hørt den, da jeg fødte mine børn, men vi nåede det ikke. Jeg tænker ellers sangen som en form for Red Bull eller smertelindring i mere grotesk form.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse? 

“Unsung Psalm” med Tracy Chapman. Min første store kærlighed var en pige fra min efterskole, hun spillede nærmest alle instrumenter og var med til at åbne musikkens verden for mig. Det var ikke helt nemt dengang, at vi var to piger, og det anfægtede en del mennesker. Jeg holder meget af den ro og vilje, der er i teksten, musikken er både enkel og sært rørende. Så lyttede jeg lidt til Tracys smukke, dybe stemme og fik det bedre: ”I have no regrets/no guilt in my heart/I only feel sadness/for any pain that I caused.” Sådan har jeg det i øvrigt stadig, og det er et nummer, jeg tit vender tilbage til, når jeg må foretage mig noget for at finde den inderste fred, der lader mig mærke, hvem jeg er, og hvad det betyder.

Hvad er din absolutte yndlingssang?

Jeg har virkelig mange, men jeg har en særlig ømhed for Don Mc Leans ”American Pie”. Dels fordi den varer over otte minutter, der er noget sjovt i, at den ikke kan fatte sig i korthed, selvom der heller ikke sker så meget nyt. Den vil bare ikke slutte. Så berører den mig, fordi den handler om erindring, den tabte tid og om musik. Jeg blev scoret en meget tidlig morgen til det nummer. Vi var kun to tilbage til en morgenfest, det var en vinter på en forladt skole. Det var et otte minutters langt kys og et kærlighedsforhold, der indtil videre har varet 12 år. Jeg kan bedst lide ting, der bliver ved.

Hvad er dit yndlingsalbum?

Pink Floyds Wish You Were Here. Igen skyldes det primært det næsten usluttelige nummer ”Shine On You Crazy Diamond”. I både part I og II er der et forspil på syv-otte minutter, i hvert fald hvis man opfatter teksten som sangens klimaks og det er jeg nok erhvervsskadet nok til at gøre. Selvom numrene på albummet er lange og teksterne relativt korte, er de virkelig smukke: ”Come on you raver, you seer of visions/Come on you painter, you piper, you prisoner, and shine.” For slet ikke at tale om titelnummeret: “So, so you think you can tell/Heaven from hell?/Blue skies from pain?/Can you tell a green field/From a cold steel rail?/A smile from a veil?/Do you think you can tell?”

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?

Min tysklærer fra gymnasiet og jeg har en tradition med at se mindst én stor koncert om året. Så hidser vi hinanden op i månederne op til, sender sproglige analyser af sangene og skændes om, hvem der har ret i mest. Indtil videre er der ikke noget, der har overgået Rolling Stones, da de var i Horsens, jeg havde det helt sindssygt over, at jeg greb Keith Richards plekter, selvom jeg ikke engang kan spille guitar. Ellers er jeg også meget taknemmelig over, at vi nåede at se en af Leonard Cohens sidste koncerter.

Går du på festival, når den slags ellers kan lade sig gøre? Og i så fald, hvad har så været din største festivaloplevelse?

Jeg er ikke så vild med menneskemængder i længere tid ad gangen, så jeg foretrækker mindre koncerter eller en jukebox. Sådan en kan til gengæld gøre mig fuldstændig ekstatisk, men har ofte givet mig en del fjender i nattelivet, da jeg kan blive meget dominerende, nogen vil sige decideret dømmende, når andre kommer med forslag til musik. Jeg har en naturlig og iboende følelse af, at det er bedst for alle, hvis jeg bestemmer.

Hvilken sang kan give dig tårer i øjnene?

Teiturs ”Syner” med tekst af Peter Laugesen. Jeg hører den, når jeg savner mine døde. Teksten er både uterlig og præcis, der er spøgelsesfingre på angstens klaver, lys der blafrer og hjerter der banker. Af kærlighedssange er det nok TV-2’s ”Dig og så mig og så alt det derude”. Hengivenheden lyser ud af sangen, intimiteten er så enkel og voldsom, at jeg bliver helt rystet, hver gang jeg hører den. Det er, som om teksten repeterer eller opsummerer et vi, der på trods af billedernes skrøbelighed ikke lader sig overvinde af alt det derude.   

Hvilken sang kan få dig i godt humør, hvis du er trist?

Queens ”Don’t Stop Me Now”. Den giver mig den følelse jeg har, når det går godt med at skrive og jeg har en triumferende fornemmelse af at være ved at overtage verdensherredømmet. Ellers er der Petra Marklunds ”Händerna mot himlen”, der har en fantastisk popmelodi, og jeg kan ikke opfatte den som andet end en opfordring: ”Händerna upp I luften, Vi ska bli fulla, livet är meningslöst.”

Er der noget musik, du har det virkelig svært med?

Fordi jeg ikke ved så meget om musik, er jeg nok ret åben og forholdsvis nem at bjergtage. Jeg finder ingen ro ved klassisk musik, med undtagelse af Philip Glass. Jeg tænker tit, at jeg burde høre klassisk musik, når jeg arbejder, men der er noget med tempoet, der stresser mig, stemningen er så kontrolleret og musikken nærmest overfokuseret. Så det passer bedre til, når jeg har travlt og skal rydde op. Jeg har det nok sværest med musik uden tekster, men så er der et orkester som Detektivbyrån, der alligevel rammer mig hårdt, særligt deres vanvittigt smukke nummer ”Kärlekens Alla Färjor”.

Hvilket medie hører du primært musik på – stream, vinyl, cd, andet?

Jeg bruger Spotify hjemme, men ellers hører jeg cd’er, når jeg kører rundt i Danmark for at holde foredrag. Næsten hele vejen fra Sønderborg til København hørte jeg Folkeklubbens ”Alle vil de vide hvorhen”. Jeg hørte den på repeat i flere timer og tænkte: ’Nu må jeg da snart blive træt af den’, men det gjorde jeg ikke. Den har en fin lille opgivende træthed i sig, som passer godt, når jeg har været ude at optræde. De glimt af anger eller ydmygelse, der kan være forbundet med at have stået på en scene, at man bare står og hælder sig selv ud over verden. Sangen handler om at være alene og gøre det, man skal gøre, den har både en hårdhed i sig ved den direkte henvendelse, men der optræder også en barnestemme og et smukt lys ved aftentide i teksten. Intet minder mig mere om at køre hjem fra job til min familie om sensommeren.

Har du en musikalsk guilty pleasure?

Jeg har ingen guilty pleasures, for jeg bryder mig ikke om den afstand, der ligger i at vurdere sin egen smag. Til gengæld har jeg mange pleasures, som jeg ved mine venner er trætte af at skulle høre meget højt, mange gange. På Slaget 12s ”Hjem til Århus”, som både gør mig højlydt melankolsk, men også eventyrligt opstemt, som kun en århusianer kan blive det, ved at få lov til at synge: HJEM TIL ÅÅÅÅÅÅRHUUUUS, ÅÅÅÅHÅÅÅ, HJEM TIL DIG OG ÅÅÅÅÅRHUUUUS. Igennem mit liv har jeg hørt rigtig meget Giro 413 og jeg har også en stor kærlighed til mange Grand Prix-numre, i særdeleshed ”Danse i måneskin”. Jeg har en svaghed for sange, der modulerer, fordi der er noget direkte og insisterende løssluppent i deres for-megethed. Jeg kan også rigtig godt lide, når mennesker er på den måde. 

Vendingen ”Tæt trafik i Herning” dukker op flere gange i Meter i sekundet. Er der en forbindelse til TV-2-albummet af samme titel?

Jeg har kendt Steffen Brandt gennem en del år efterhånden og har siddet ved hans middagsbord og klynket og klaget over mine køretimer og særligt lektionerne med det rytmiske navn ”Tæt trafik i Herning”. Når jeg taler om trafikken i Herning, er det på samme måde, som når folk taler om New York eller Dubai. En fuldstændig uoverskuelig storby, hvor man skal være heldig, hvis man overlever i trafikken. Det tror jeg, at han syntes var sjovt, og det er nok den vej, Steffen blev inspireret til sangen. Han er åbenbart noget mere effektiv end mig, i hvert fald nåede hans album ud et par år før min roman. Men jeg skulle jo også sideløbende have taget det kørekort, og så går livet langsomt.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

Jeg har været på date med op til flere musikere og har måttet erkende, at det ikke er mit segment. Det er simpelthen en branche, jeg undgår i romantiske sammenhæng. Tit er de for glade, for overbegejstrede, siger ”fedt, mand”, rigtig mange gange. Jeg har en oplevelse af, at musikere tit er gruppemennesker, fordi deres arbejde jo afhænger af, at de kan spille med andre, modsat mit, der kræver, at jeg er alene. Men hvis David Bowie kontaktede mig fra det hinsides, eller Tracy Chapman ringede og spurgte, om vi skulle drikke et glas rom, ville jeg nok ikke sige nej.

Når du engang skal begraves, hvilken musik skal der så spilles?

Det skulle nok være ”Forårsdag” med Anne Linnet. Jeg hørte den første gang som barn, og der var noget ved enkelheden og den lidt vemodige skildring af kærligheden, som jeg oplevede meget kraftfuldt. Fordi der både var noget resigneret og håbefuldt i teksten, som ramte min egen længsel efter at møde et menneske, hvor jeg kunne finde fred. Det meste af mit kærlighedsliv har handlet om at opnå den tilstand, og hvis jeg stadig har den følelse, når jeg ligger for døden, har det vigtigste fundet sted.

LÆS OGSÅ: SVEND BRINKMANN-INTERVIEW: Jeg begyndte at spille saxofon, fordi jeg gerne ville have en kæreste

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA