x

LLNN-INTERVIEW: Fremtidsdystopisk totaloplevelse

LLNN-INTERVIEW: Fremtidsdystopisk totaloplevelse

– Vi er blevet bedt om at skulle beskrive meget, når vi er blevet spurgt ind til den her plade. Men det ser jeg hellere, at folk selv tolker noget ud af, siger Rasmus G. Sejersen. Jeg møder Rasmus, Christian og Ketil fra LLNN på Farfars Bodega i Indre By. Oprindeligt troede jeg, det var en joke, men den var såmænd god nok. I lugten af spildt øl og billige rengøringskemikalier sidder vi i en klistret ledersofa, hvor en ung fyr aftenen inden sikkert har lænet sig op ad en udpumpning, mens han har forsøgt at score hende den lækre på rusturen. Vi sutter lidt på hver vores fadøl, der egentlig glider glimrende ned i sensommervarmen.

– Vi får ofte at vide af vores pladeselskab, at vi skal beskrive, hvad vi vil med for eksempel artworket, fortsætter han. – Men det vil vi ikke uddybe, fordi vi i forvejen har farvet rigeligt i vores pressemeddelelse. Der er noget smukt i, at kunsten selv fortæller noget ud fra modtagerens oplevelse. For i sidste ende er pladen en helhedsoplevelse og derfor ikke så simpelt beskrevet. Den kan tolkes i alle mulige retninger, men den samlede tolkning får du kun, hvis du har helhedsoplevelsen. Hvis jeg eksempelvis skulle snakke om den her plade i Go’ morgen Danmark, ville jeg bare sidde og snakke om alt muligt personligt lort, som ikke havde en skid med pladen at gøre.

Fra begyndelsen er jeg nervøs, eller måske rettere intimideret med tanken om de udtryk, LLNN repræsenterer. Ufiltrerede og overvældende aggressionsudladninger, jeg har svært ved at sidestille med noget andet. Men til trods for min frygt for det, der skulle møde mig, forsøger jeg at gøre mig klog på det album, bandet er på vej til at udgive. Unmaker – et album, der beskæftiger sig med menneskets og samfundets evne til at vende progression til tilbagegang.

– Det er nogle af de tanker, jeg har gået med det sidste halvandet år, siger Christian Bonnesen, der står for det meste af bandets tekstuelle udtryk. – Det er et forsøg på at tilgå nogle af de samfundsstrukturer, der går mig på. Men det er ikke så direkte formuleret, og der er helt klart et filosofisk aspekt til det. Og musikalsk forsøger vi at bakke det udtryk op ved at skabe det her fremtidsdystopiske lydunivers. Inspirationen er trukket alle mulige steder fra, blandt andet computerspillet Doom, og samtidig er der også direkte referencer på pladen til Blade Runner og Ridley Scotts Alien. Vores soniske narrativ harmonerer rigtig godt med vores lyriske narrativ.

Artiklen fortsætter under videoen

Fingrene nede i mulden

I LLNN har medlemmerne hver især baggrund i The Psyke Project og Hexis. Individuelt har de hver deres måde at tilgå musik på. Fra begge baggrunde har de DIY-kulturen tilfælles. Behovet for at have fingrene nede i mulden og gøre alting selv. Unmaker er et resultat af dedikeret studiearbejde og feltoptagelser fra den verden udenfor.

– Vi laver lydene selv, som vi så manipulerer i postproduktionen, siger Ketil G. Sejersen. – Man kan optage noget og bruge det på mange måder. De fleste ville måske bare optage noget og så bruge lyden, som den er, men vi dykker helt ned i den enkelte bølge. Så hvis du hører en rundsav, lyder det som et brusende hav, når vi er færdige med den. Det er det, der er spændende for os. At manipulere lyden på den måde. Vi er lydnørder og sidder i vores boble og dykker ned i det. Det er spændende, hvad man kan få ud af lydene, og samtidig er Rasmus og jeg heldige at kunne arbejde med lyde til hverdag gennem vores arbejde.

– Vi kan nemt høre, hvad folk bruger, hvis de bruger plug-in-pakker, tilføjer Rasmus. – Og det er devaluerer lidt oplevelsen, når man kan høre det, og den kommer fra en eller anden starter pack. Og der vil vi bare ikke være. Vi har altid gerne villet væk fra den slags. Det er også udfordringen ved at være formet af det, vi er formet af, og ved at gå de veje, vi går. Vi pålægger os meget arbejde ved at have fingrene helt nede i mulden på den måde. For det stopper ikke bare med musikken, det trænger lige så meget igennem i vores visuelle udtryk. Vi er lidt et kunstkollektiv på den måde, fordi det, der kommer ud af LLNN, lige så meget drejer sig om det visuelle, som det handler om musikken.

Hvem:

LLNN består af tidligere medlemmer fra The Psyke Project og Hexis. Begge sværvægtere på den danske hardcore-scene. Frontmand og guitarist Christian Bonnesen, trommeslager Rasmus G. Sejersen, Ketil G. Sejersen på synths og Rasmus Furbo på bas tager hver deres individuelle talenter og former et overvældende, kollektivt udtryk.

Hvad:

– Der skulle være et nyt element, der kunne repræsentere den passion, vi hver især var kommet med. Det skulle ikke være rendyrket hardcore, men der skulle også være et cinematisk element. Vi startede på vores allerførste plade med at have en ærefrygt for at overstyre det elektroniske element, så folk ville tænke, at det var for meget. Men vi har efterhånden fundet en god balance i det, så folk finder det mere spiseligt. Vi propper mere på, men det er også blevet mere organisk. Og så er vi jo også bare blevet mere selvsikre omkring det.

Hvor:

LLNN er født og opstået i København.

LÆS OGSÅ: LLNN-ANMELDELSE: Dunkende, drønende, dommedags-diskurs


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA