x

IRON MAIDEN-INTERVIEW: Lockdown gav luft til kraftpræstationer

IRON MAIDEN-INTERVIEW: Lockdown gav luft til kraftpræstationer

Iron Maidens legendariske forsanger og indpisker, Bruce Dickinson, fortæller om nybrud i det kreative Maiden-værksted – og på det nye album Senjutsu. Det er nummer 17 i rækken siden det verdensberømte, stilskabende heavy metal-bands spæde start i 1975. Og han glæder sig til Copenhell 2022.

Helvedes gigantiske kaos synes sluppet løs allerede omkring forberedelserne til interviewet med Bruce Dickinson. Alt er stort og dystopisk, når det har med Iron Maiden at gøre. Kaos skal herske, men med den dualitet, at det sker med stram styring. Hør bare:

Bruce Dickinson – frontmand og forskriger for de britiske stilskabere for mere end en generation af heavy metal-fans tilbage fra slut 70erne – havde sat hele pr-maskinen i gang.

Inklusive nøje afmålte doser af presseinterviews over en snes minutter hver på Marriott Hotel på Københavns havnefront. Noget måtte gå galt.

Men anledningen var god nok:

Det spritnye studiealbum nummer 17. Senjutsu, (hvilket er japansk og betyder noget i retning af taktik og strategi: 戦術), udkom 3. september. Det er tilmed det første studiealbum i seks år efter The Book of Souls. Vi har dermed overstået den længste pause mellem to studie-Iron Maiden-album nogensinde. Til gengæld er der tale om det andet dobbelt-album i streg – og rolig nu: vi er stadig i det bombastiske, dramatiske og tunge hjørne.

Men op til interviewet lytter jeg til et Iron Maiden, som også har søgt nye veje.

Alene indledningen på åbningsnummeret ”Senjutsu” med japanske kodo-trommer, inden trommeikonet Nicko McBrain falder ind med bandets første, lange trommeindledning ever, viser, at der har været dømt musikalsk legestue.

Og at der er sket noget nyt.

Men så begynder kaos for om alvor morgenen, da dagen rinder op: alt er aflyst.

Bruce Dickinson, 63 år, kan ikke forlade London på grund af en positiv Covid-19-test. Den nøje timede presseplan må lade korthuset falde – inklusive stramme forbud mod selfies og spørgsmål om Brexit og politik – og forlangt fokus på det nye album og musik/band. Dertil en fatwa mod spørgsmål om, hvad der sker på næste års turné omkring vacciner og store arenakoncerter – og endelig forbud mod spørgsmål om det faktum, at Iron Maiden efter nominering til USA’s Rock and Roll Hall of Fame i år ikke blev optaget.

Oprør fra den indre anarkist

Den slags forbud kan få den indre anarkist frem hos den gamle journalist, selvom jeg i forbindelse med interviewet ikke havde skænket nogen af de emner en tanke.

Jeg er ikke så opsat på dette interview for at tækkes en pr-maskine – selvom det selvfølgelig er et valg, man tager ved den slags interviews, der indgår i større pressestrategi. … Og nu er det jo altså Bruce Dickinson, ikke?! Næh, jeg er 100 procent på for musikkens skyld – og på grund af et hav af egne oplevelser begyndende med en legendarisk, medrivende Iron Maiden-koncert i 1991 på Roskilde Festival. Dertil eksempelvis på Copenhell (2014) og Royal Arena (2018) på Legacy of the Beast-turnéen, der hyldede de mange milesten af album, som Iron Maiden har udgivet gennem over 40 år. Lige siden første rigtige album med titlen Iron Maiden kom i 1980.

Pludselig om aftenen er der med kort varsel så hul igennem alligevel til London via Zoom, hvor to af rockstjernens presseagenter lukker mig ind i det virtuelle rum til en munter, jovial og speedsnakkende Bruce Dickinson. Han sidder med en strikhue trukket ned om ørerne og under et par hovedtelefoner, mens presseagenterne hører med og optager og overvåger det hele.

”Fortæl, hvordan han er,” bad hard-core-fan-venner mig om at berette allerede inden interviewet, så det får I allerede nu:

Som alle, der har læst hans selvbiografi fra 2017, What Does This Button Do? ved, så har vi at gøre med en superskarp og selvbevidst rockentertainer. En mand, der kan få selv ens egne mere hektiske dage til at ligne en badeferie. Bruce er nemlig ud desuden pilot og har fløjet bandet plus gear rundt i hele verden i en jumbojet. Han har været højt oppe i niveau i fægteverdenen. Han er ølbrygger med eget bryggeri. Han har overlevet en kræftsygdom – og i øvrigt har han så meget britisk pub-humor, at alle bandets monstre inklusive maskotten Eddie the Head, som er vist på næsten alle Iron Maidens album, kalder på mere grin end rædsel.

Ligesom Bruce Dickinson selv.

Jo, ham gad jeg godt bruge en aften i byen med – også efter samtalen gennem cyberspace.

Hans positive Covid-19-test kan han da heller ikke tage helt alvorligt, da jeg bekymret spørger til hans helbred.

– Der er absolut intet galt med mig, fastslår han overbevisende, dynamisk og nærværende med det samme.

– Eneste problem var, at da jeg skulle til Danmark, skulle jeg bruge en negativ PCR-test for at komme tilbage til England. Selvom jeg blev erklæret rask fra Covid for syv dage siden, kan man åbenbart blive testet positiv i op til 30 dage efter. Jeg er ikke syg. Der er bare små bidder virus, som stadig kan findes. Jeg var ikke klar over det, før jeg aftenen før gik på alle de der medicinske Google-tests – og tænkte ”Shit!” – ingen har fortalt mig det. Det er derfor, du ikke får PCR-test, når du er rask efter Covid, for hvis du får det, vil ingen nogensinde blive helt raske for Covid. Du har det for livet, ha, ha. Og jeg har endda været vaccineret siden februar, faktisk.

Politik alligevel

Og så kommer oprøret i mig væltende. Jeg kan ikke dy mig: Jeg fortæller, at hans pr-agenter har forbudt mig at spørge om politik og Brexit, og at jeg nok er på vej i den retning alligevel.

Bruce Dickinson flækker af grin.

Den del kan han åbenbart heller ikke selv tage alvorligt. Pyha.

Sagen er nemlig, at jeg med det nye nummer ”The Writing on the Wall,” og ikke mindst den over seks minutter lange video til det, netop har set og hørt noget af det mest politiske, som Iron Maiden nogensinde har lavet.

Maskotten Eddie er selvfølgelig med som robot, og der er masser af symbolik og referencer til religion, amerikansk politik, krig, social ulighed, forurening og meget mere. Tak for kaffe!

Drejebogen til den animation er netop skrevet af Bruce Dickinson, og filmen er skabt med to prisvindende, tidligere Pixar-medarbejdere (og Iron Maiden-fans), Mark Andrews og Andrew Gordon, der har film bag sig som The Incredibles, Ratatouille, Brave og Finding Nemo. Dertil et samarbejde med animationsstudiet BlinkInk. Masser af Zoom-møder med et ungt team og 60 mennesker fra 13 lande var involveret i produktionen, for alt er – en gang til – stort omkring Iron Maiden.

Selv når der laves en minifilm på seks minutter til det helt symfoniske og ambitiøse rock/metal-nummer – som ér politisk. Punktum.

Eller har jeg fået det helt galt i halsen?

– Nej, ikke helt, siger Bruce Dickinson, og blæser på pr-agenternes forbud. De forholder sig i ro.

– Det har elementer i sig. Politik, sociale emner og miljø. Den video og sang tager skridt mod flere områder. Det er interessant at se kommentarerne på YouTube. Alle har taget den video til indtægt for deres egne synspunkter. Det er perfekt. Det er præcis, hvad vi ville.

Nå da?

Bruce Dickinson uddyber:

– Hvis du vil male et billede – og alle ser det og straks finder ud af, hvad det handler om. Så vil andre måske sige, at det handler om noget helt modsat. Hvis det provokerer dig til at tale og komme med en idé om det, så er det alene netop det, som det er skabt for. Den sang og video er vores måde at dramatisere konflikter og situationer på – ud fra den tilstand, som verden har nu.

Jeg fisker lidt mere efter en klar (politisk) holdning – eller et statement i videoen og sangen.

– Nej, det er der ikke, og det var helt klart hensigten. Det var et spørgsmål om at finde en skillelinje midt mellem underholdning – og at være cool – og ikke lave propaganda. Men der er sandelig meninger med i den sang og video, som man kan skændes om bagefter. Der er ét eller to mennesker, som har kommenteret på videoen – og som har fanget noget undervejs spot on. En hamrede hovedet på sømmet, da han skrev om den kinesiske kejser-type-figur i videoen. Han sidder på toppen af et forklædt atommissil i drageform, der trækkes af millioner af slaver – og han holder noget i hånden. Hvad er det? Det er faktisk en mekanisk Peter Plys. Årsagen til, at han holder den er, at Deng Xiaoping (de facto leder af Kina fra 1978-1997, red.) engang blev sammenlignet med Peter Plys, og som et resultat af det blev Peter Plys forbudt i Kina. Det er ret godt set af den kommentator og ret tilfredsstillende, at der er folk, som fanger visionerne i vores musikalske sprog.

Man kan selvfølgelig stadig spørge, hvad det hele handler om, og så kryber Bruce Dickinson til korset.

– Videoen og sangen handler jo meget om folks kamp for det, som de ser som deres egen ret til verden. Og ja, der er meget humor med, siger Bruce Dickinson og giver et eksempel, som jeg må anbefale læserne at se:

I slutningen af videoen er der en nærmest bibelsk scene med Adam og Eva, som er holdt fanget i nogle kemiske beholdere, og de befries af en monsterhær. Men her er det ikke Gud, der har advaret mod visdommens æble og har skabt det, men monstret Eddie, som selv producerer æblet og giver det til Adam og Eva, der derpå genstarter menneskeheden efter en vampyrkonges død.

– Det er sjovt. Der er også en Bill Gates-replikant, og hans kone er lavet som et reptil. Men folk ser kun, hvad de vil se. Det er interessant, siger Bruce Dickinson.

Artiklen fortsætter under videoen

Den kreative genstart

Efter seks års album-pause og over 40 år med skiftende verdensturnéer må jeg vide, hvordan et af verdens største rockbands genstarter – og ja – kickstarter deres kreative proces. Jeg forestiller mig noget med fælles øvelser, måske gruppeterapi, som Metallica brugte i sin tid – eller bare en eller anden djævelsk besværgelse, der genskaber humøret til at indspille et album igen, når det næppe handler om at kunne betale huslejen – eller trække folk til nye arena-koncerter. Men nej.

– Det er en flydende proces, forklarer Bruce Dickinson om indspilningen, der foregik i Guillaume Tell-studiet i Frankrig.

Bygningen var tidligere biograf og har højt til loftet, så der er fremragende akustik til de komplekse sanges udfordringer.

– Vi går sammen ind i det rum og skaber kreativiteten. Men først skal vi erkende, at vi går ind i det rum for at skabe noget nyt. Og så snart vi alle erkender og accepterer det, så smider vi gamle vaner og synsvinkler væk – eller parkerer dem et sted. Vi eftersøger simpelthen nye forbindelser med hinanden – med nye idéer, men med de værktøjer, som vi allerede har. I Iron Maiden har vi selvfølgelig vores sound og traditioner. Men det betyder ikke, at vi ikke kan udvide vores udtryk. Jeg tænker, at det er lidt som en arkitekt, som har bygget en bestemt type bygninger. Det betyder ikke, at man ikke kan lave en ny facade eller udbygning, som folk måske synes er cool. Lad os sige, at det var gotisk, og pludselig kommer der noget nygotisk ud af det, men det bliver stadig identificeret som dig, men du ser det i et andet lys. Det er nøglen til at udvikle ting, tænker jeg. Vi kan bevare vores identitet uden at forblive helt de samme, forklarer Bruce Dickinson pædagogisk og konkret om noget, der i virkeligheden er ret abstrakt – som netop kreativitet.

Men som jeg havde en mistanke om, så er Bruce Dickinsons og Iron Maidens kreativitet også en meget intuitiv ting, som man også fornemmer ved koncerterne – uagtet et timet og tilrettelagt show.

– Den kreative proces er for mig også en føle-ting. Det sker, når vi eksempelvis gør noget – og pludselig opdager, at ”hov, det lyder godt.” Det skete, da vi lavede ”The Writing on The Wall,” som formentlig er det mest anderledes nummer fra det ny album – og måske i hele Iron Maidens historie. Reaktionen i bandet var, da vi var ved at nærme os – ”wow, det er en cool sang – det skal være første nummer ude.” Og det var før, vi fik skabt videoen. Den begyndte jeg at tænke på bagefter. Vi ønskede, at den skulle være outstanding i forhold til alt, hvad vi havde gjort før. Det skulle være et stykke arbejde, som kunne stå for sig selv. Vi ville have noget, som ikke ”bare” var en musikvideo, men så meget mere. Det formede også musikken videre – så det påvirkede begge veje. Jeg er virkelig glad for hele den proces, men den var ikke kommet uden lockdown. Vi ville ikke have haft tiden til det uden lockdown, fortæller Bruce Dickinson.

Den virkelige og den fake verden

Iron Maiden er meget bygget op omkring deres 17 album. De står som grundpiller for deres shows og genkendelighed. Men med cd’er og vinyler på vej til Teknisk Museum på bekostning af streaming, YouTube og alskens nettjenester, behøver nyere bands ikke nødvendigvis at gøre det samme som Iron Maiden. De kan i stedet dryppe nye numre ud, som det passer dem. I musikindustrien kan Iron Maidens måde at gøre tingene på – endda med dobbeltalbum – få dem til at virke som nogle af de sidste ronkedorer, der arbejder på den måde, hvor de skaber et helt album, før de udsender noget som helst.

Men Bruce Dickinson ser en styrke i denne old-school arbejdsform, som i sin monumentale form maser et stykke bastant, kunstnerisk virkelighed ind i en mere og mere flygtig, hurtig og uvirkelig cyberverden.

– Man kan ikke sige, at musikindustrien er reaktiv – den er ikke forudsigelig. Meget få i musikindustrien ved, hvad der sker næste gang. Internettet maser alle de processer frem. Og nogle mennesker vil fremover være meget overraskede over, at Iron Maiden overhovedet eksisterer. Måske finder de bare ud af det via en Facebook-side, mens de har travlt med at finde en Kardashian-side – eller søger efter et eller andet reality-tv-show. Hvis de nogensinde stopper med at se på sig selv i en iPhone, så kunne det jo godt ske, at de en dag undrer sig over ”who the fuck is Iron Maiden?”

Hvor kommer de fra? Eksisterer de? Måske er de i en zombie-film? Hvad sker der? Vi ser lige nu den virkelige verden, der crasher med den falske verden på internettet. Vi i Iron Maiden eksisterer langt mere i den virkelige verden end meget af det, som sker på internettet. Jeg tror ikke, at mennesker har mistet ønsket om at være virkelige og nærværende over for hinanden, mener Bruce Dickinson.

Og netop som vi taler om at være virkelige, er vi mange, som tørster efter levende musik for levende mennesker efter coronaens koncert-tørke. Her skulle Iron Maiden have bidraget ved det (aflyste) Copenhell i 2020. I det ligeledes aflyste Copenhell 2021 havde de alligevel andre planer, men de kommer til næste sommer i 2022. Kan atmosfæren i bandet lige nu bringe magien tilbage – og hvad kan vi vente os af Iron Maiden på Copenhell 2022?

– Hvis det handler om vores performance, så vil I få total Iron Maiden med store flammer og alt det der show og råben med hos publikum – og selvfølgelig nogle sange fra det nye album og gamle sager som ”The Number of the Beast.” Vi har masser af materiale og spiller bedre end længe. Jeg vil sikkert også have noget sært outfit på, mens jeg hopper op og ned og skriger og gør, hvad jeg plejer at gøre, ha, ha – det gør vi alle. Det bliver helt normalt for os, og normalt skal for en gangs skyld være noget helt ekstraordinært. Og ja, stemningen i bandet er fantastisk. Vi kan ikke vente med at komme ud at spille. Vi har ventet i tre år! Vi har jo nærmest kun kunnet spille pinball i al den tid, ha, ha.

En presseagent har for længst passeret de to fingre i vejret på mikroskærmen ved siden af Bruce Dickinson. Nu er der kun én finger tilbage – det er heldigvis ikke den midterste, men signalet er klart. Kort før cyber-guillotinen rammer halsen, når vi at afslutte med et par høfligheder – og jeg krøller resten af listen med mine spørgsmål sammen.

– Vi glæder os til Copenhell, siger Bruce Dickinson til slut.

Så er vi i hvert fald to nu. Det er en god start.

Fakta om Iron Maiden – og det ny album Senjutsu

Senjutsu er at betegne som et dobbeltalbum trods kun 10 numre. Det skyldes længden af hver sang – med et gennemsnit på knap 10 minutter til hver – og nogle ret episke forløb. Måske bortset fra numre som ”Stratego,” der er et meget genkendeligt Iron Maiden-nummer – kraftfuldt og galopperende i ”The Trooper”-traditionen.

  Guitaristen Adrian ”H” Smith har til svensk Gaffa forklaret de lange numre blandt andet sådan: ”Egentlig bør man spørge bassist Steve Harris (hovedkomponisten, red.) om det. Tidligere skrev han kortere sange. Nu kommer han med de her fantastiske, progressive musikstykker til studiet, og vi sætter det sammen i fællesskab. (…) Det er svært at skrive en rocksang på under fem-seks minutter. Det er en kunstform. For dagens Iron Maiden er det svært at komprimere det, vi gør, til noget så kort. Det er derfor, vi har lavet endnu et dobbeltalbum. På den måde kommer alle til at udtrykke sig – og fansene får mere for pengene.”

Dog har længden af de nye numre ikke overgået nummeret fra forrige dobbeltalbum The Book of Souls, hvor den afsluttende ”Empire of The Clouds” varer hele 18 minutter og er Iron Maidens længste nummer nogensinde.

Se listen med numre og længden her:

  1. Senjutsu (Smith/Harris) 8:20
  2. Stratego (Gers/Harris) 4:59
  3. The Writing On The Wall (Smith/Dickinson) 6:13
  4. Lost In A Lost World (Harris) 9:31
  5. Days Of Future Past (Smith/Dickinson) 4:03
  6. The Time Machine (Gers/Harris) 7:09
  7. Darkest Hour (Smith/Dickinson) 7:20
  8. Death Of The Celts (Harris) 10:20
  9. The Parchment (Harris) 12:39
  10. Hell On Earth (Harris) 11:19
  • Iron Maiden blev dannet i 1975 og albumdebuterede i 1980 med et selvbetitlet album, der blev et hit i hjemlandet og markerede sig i en del andre lande. De blev for alvor et verdensnavn med tredje album, The Number of the Beast, fra 1982 og har nu udsendt 17 studiealbums.
  • Den seks minutter lange "The Writing on the Wall" med tilhørende, imponerende, animeret musikvideo er ude på YouTube.
  • Gutaristen Adrian ”H” Smith var først ude af bandet en tid, og da han kom tilbage i 1999 forlangte han, at ingen af de andre to guitarister, Janick Gers og Dave Murray, skulle sparkes ud. Derfor er der tre leadguitarister i Iron Maiden, og det er definerende for deres sound.
  • Hyperenergiske Bruce Dickinson lader ikke Iron Maidens nye album og turné bremse andre projekter. Han deltager også i et setup med det 90 mand store Györ Philharmonic Orchestra 5. november i Udi Arena i Györ, Ungarn. Titlen er Concerto for Group and Orchestra & Deep Purple classics. Øvrige deltagere er blandt andet bassisten Roger Glover (Deep Purple), keyboardspilleren John O’Hara (Jethro Tull) og trommeslageren Bernhard Welz.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: En kraftpræstation, der tager brodden af sig selv


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA