x

Jens Unmack: Her er seks sange, som betyder noget særligt for mig

Jens Unmack: Her er seks sange, som betyder noget særligt for mig

Love Shop er aktuelle med deres 13. studiealbum, Levende Mænd I Døde Forhold, som GAFFAs anmelder har tildelt en begejstret, femstjernet anmeldelse.

Bandet med Jens Unmack i front er netop draget ud på en Danmarksturné. I anledning af det nye album og turnéen har vi bedt Unmack vælge otte sange, som har betydet noget særligt for ham ud fra otte faste spørgsmål. Det blev dog kun til seks numre – til gengæld er Unmacks svar ganske veloplagte. Se svarene og hør sangene på en playliste nedenfor.

Denne sang husker jeg tydeligt fra min barndom:

ABBA: ”Watch Out”

På min 10-års havde jeg om eftermiddagen besøg af drengene fra min klasse. ABBA havde lige vundet Eurovision Song Contest med ”Waterloo”, og den havde jeg fået på single samme morgen. Fem af os forskansede os på mit værelse og hørte b-siden ”Watch Out” – som er det mest rockede, ABBA nogensinde forvildede sig ud i – på fuld volumen, mens vi med tennisketsjere og bliktrommer og diverse heltefagter lod, som om det var os, der spillede. Vi blev enige om den dag at lave et band, der skulle ændre verdens musikhistorie og blive mere populære end nogen andre. Vi skulle hedde Hot Music. Dagen efter gik vi i opløsning, da det gik op for os, at vi ingen rigtige instrumenter havde og heller ikke kunne spille en tone. Det sidste argument skulle punken heldigvis skyde godt og grundigt ned nogle år efter.

Denne sang gør mig sentimental:

Andy Williams: ”Moon River”

Et underskønt stykke drømmemusik af Henri Mancini, som indkapsler verden, før verden gik af lave. Jeg husker det som en sådan en sang, man om aftenen i sin barndom hørte på villavejene fra huse, hvor de voksne holdt voksenselskab med Martinier og smarte kjoler. Melodien får mig hver eneste gang, ordene ligeså: "Two drifters off to see the world/there’s such a lot of world to see…” er to linjer derfra, man godt gad have skrevet, hvis ellers man skrev ord på engelsk. 

Denne sang vender jeg altid tilbage til:

Iggy Pop: ”The Passenger”

Der er virkelig mange sange, jeg altid vender tilbage til. De er ligesom gode venner, man hurtigt kommer til at savne, hvis der går længe. Iggy Pops ”The Passenger” er en af dem. Sangens smukke lige linje fra start til slut, det stærkt spillende, autoritative band, produktionens dynamiske kvalitet og de fire minutters grundfølelse af at være på vej i livet uden nogen tyngende bagage af nogen art er ramt helt fantastisk og berusende. Efter sigende var Iggy i et elendigt humør i flere uger, da han modtog den færdige plade fra presseriet, da han pludselig fandt den alt, alt for langsom. Men det er jo vanvittigt. Han burde i stedet have været verdens lykkeligste mand i Vestberlin. En klassiker var født. 

Denne sang minder mig om den første gang, jeg var forelsket:

David Bowie: ”Let’ Dance”

David Bowies Let’s Dance-album kom det første forår, jeg boede i København og lige var flyttet sammen med en ung danserinde, jeg havde mødt. Hun var kæmpe Bowie-fan, og vi hørte uafbrudt både singlen og lidt senere det album, den tog sin titel fra. Jeg er egentlig ikke så vild med selve sangen, Bowie har de første 50, der er bedre, men den er lyden af hele den nye tid, som kun musik kan blive det. I juni det år tog hele Københavns sortklædte inner crowd i øvrigt i adskillige busser til Bad Segeberg og så David Bowie spille Serious Moonlight-koncert i et western-agtigt amfiteater. Han havde kyllingefarvet hår, et lyseblåt jakkesæt og opførte sig køligt afmålt, præcis som en superstar. Danserinden og jeg, vi skændtes det halve af vejen hjem om natten i bussen. Lyder det melodramatisk? Sådan var 80’erne på godt og ondt.  

Denne sang har jeg på heavy rotation lige nu:

Angel Olsen: ”Forever Young”

Forleden købte jeg Angel Olsens ny ep Aisles, der består af fem covers fra lige før, Angel blev født, altså start-80’erne. Jeg kender originalerne fra dengang, så det er stærkt at høre disse elektronisk bårne tolkninger, der giver numrene en nærmest retro-futuristisk klang. Specielt afslutningsnummeret, en neontåget version af Alphavilles ”Forever Young”, knuselsker jeg. Dengang var Alphaville et underlødigt band, man helst ikke ville kunne lide, men både ”Big in Japan” og ”Forever Young” var jo uimodståelige. Musik, man lidt skammede sig over at kunne lide, men dog måtte overgive sig til. Det er på tide, at Angel Olsen blåstempler denne stærkt profilerede og positivt ment rørstrømske popsang her. 

Denne sang er min ultimative party starter:

Det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare på. I min alder er der sjældent fester, men i stedet middagsselskaber, hvor musikken som oftest er noget ikke helt stuerent, der gerne skal spille lavt i baggrunden eller dø. Så det er nok mere tomandsfester, jeg kan tale om i den forbindelse, og der kan musikken tage af sted i mange retninger, indimellem temabestemte. Men jeg kan sige én ting: Jeg elsker at spille 7”er-vinylsingler, når det er fredag/lørdag aften, og alkohollen flyder frit. Det medie er skabt til impulsivitet, til hurtige musikalske valg. Har jeg mange stærke singler til at kunne skabe en vidunderlig aften? Spiser et egern agern? 

Denne sang ville jeg ønske, jeg selv havde skrevet:

Velvet Underground: ”Pale Blue Eyes”

Når jeg ser det spørgsmål, tænker jeg umiddelbart og først på Velvet Undergrounds intime ”Pale Blue Eyes”, en sang så enkel, melodisk rørende og perfekt afrundet, der intet kan gøres for at forbedre den. Den er virkelig ”less is more” på et forbilledligt plan: udsøgt magert kød, intet fedt.    

Denne sang skal spilles til min begravelse:

Det er ikke noget, jeg tænker på. Skal vi ikke bare gå ud fra, vi alle er udødelige, indtil det modsatte er bevist?! Hvilket i så fald vil overflødiggøre i hvert fald denne musikalske bekymring.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA