x

KLASSIKEREN: En trappe til himlen, der blev hævdet at føre til helvede

KLASSIKEREN: En trappe til himlen, der blev hævdet at føre til helvede

Det engelske rockband Led Zeppelin udgav et ubetitlet album, det fjerde i rækken, som kom til at sikre dem en plads i musikhistorien. Fordi det indeholdt den episke ”Stairway to Heaven”, der varer over otte minutter. Jim Knutsson vender tilbage til 1971 for at dissekere albummet, man populært kalder IV, efter at bandet selv ønskede at udgive pladen anonymt oven på den kritik, de havde fået efter det forrige album, III.

Den geniale guitarist Jimmy Page producerede pladen, som i dag fejrer sit 50-års jubilæum, ude på landet i England. Bandet eksperimenterede raskt med deres unikke blanding af hård heavy rock med rødder i blues. Alle de fire bandmedlemmer er som fire ingredienser, som hver for sig er mesterlige, men som bliver endnu bedre, når de skinner sammen uden at stjæle hinandens rampelys.

Jimmy Page spiller riffs, der er så hårde som en stenbuks angreb, John Paul Jones kører selvsikre og kompetente baslinjer, John Bonham er som et barn juleaften bag trommesættet, og sangeren Robert Plant synger som en gud, hvis man skal yde ham retfærdighed. De er som de fire symboler på albumcoveret, som de selv har valgt at repræsentere sig selv, der bliver til noget større sammen.

Singlen ”Black Dog” indleder passende nok albummet, mens versene starter og stopper igen og igen. En slags call-and-response, hvor Plant først synger a cappella, og bandet derefter svarer med musikken. Den komplekse dynamik opvejes af enkeltheden i, at sangen er opkaldt efter en sort labrador, der slentrede rundt i det landlige indspilningsstudie.

”Rock And Roll” er præcis, hvad den giver sig ud for at være i titlen, en ligetil og spontan rock’n’roll melodi, som udgør et perfekt modstykke til den forrige sangs kompleksitet. Havde det ikke været for Plants umiskendelige stemme, kunne det lige så godt have været Chuck Berry, der stod bag drivet, mens Bonham låner groovet fra Little Richard.

Derefter bliver man pludselig kastet ind i en keltisk folk-duet med det britiske folk-rockband Fairport Conventions tidligere sanger, Sandy Denny. Vekselvirkningen er skarp med den akustiske ”The Battle of Evermore”, der med sin fantasy-version af middelalderen tekstmæssigt kan hentyde til Eventyret om Ringen. Page havde aldrig rørt en mandolin, inden han skrev denne på en studs, da han lånte den fra bassisten. Det var desuden bandets eneste indspillede duet og eneste kvindestemme, som kunne høres i deres værk.

Endnu en sang på albummet, ”Misty Mountain Hop”, kan ligeledes hente sin inspiration fra samme bog, men udgør desværre også det eneste middelmådige øjeblik på det ellers fuldendte mesterværk. Hvis man vil forandre samfundet, så kræver det en stærkere sang end denne her.

Men ind i mellem klemmer de deres episke signaturmelodi i form af ”Stairway to Heaven”, som i særdeleshed blev påvirket af den afslappende atmosfære, som omgivelserne ved studiet på landet bød på. Det var ikke noget, som kunne forstyrre, og en af verdens mest ikoniske rocksange kunne derfor langsomt vokse frem i sit eget tempo. Som en trilogi i sig selv vokser både tempo og volumen undervejs fra et akustisk forløb til en hårdt rockende guitarsolo, for siden at ende a cappella. Det komplekse og mangefacetterede mesterværk tog over et år at færdiggøre fra sangskitse til den orgasme, som slutproduktet er.

Mærkeligt nok blev nummeret ikke udgivet som single, men radiostationerne spillede den alligevel, og det fremmede albumsalget. I 80'erne blev det hævdet, at hvis man spillede sangen baglæns, ville der være et skjult budskab i den midterste sektion.

”Denne er for min søde ven Satan, den, hvis lille vej ville gøre mig ked af det, hvis magt er Satan, han vil give dig, han vil give dig 666, der var et lille redskabsskur, hvor han fik os til at lide, triste Satan,” skulle teksten lyde baglæns. Det løjerlige, men stadig underholdende rygte om, at trappen til himmeriget baglæns angiveligt skulle føre ned til helvede, medførte nok bare, at endnu flere plader blev solgt.

Herunder kan du høre, hvordan sangen går frem for siden at vende og gå baglæns og dermed formidle det påståede sataniske budskab.

Tungere trommer kan ikke findes, når John Bonham står i fokus i et afsluttende fantastisk cover af en bluessang, ”When The Levee Breaks”, som også udgør højdepunktet af bandets karriere. Subjektivt set. ”Stairway To Heaven” er den sang, der bliver nævnt, så snart deres største værk kommer på tale, og det er forståeligt, da den er en majestætisk fortælling. Den kommer dog ikke i nærheden af tyngden i ”When The Levee Breaks”, hvor Plants mundharmonika er prikken over i’et.

IV betragtes som bandets mesterværk, men personligt ser jeg den som en del af den fantastiske trappe, der førte frem til det himmelske dobbeltalbum Physical Grafitti fire år senere.

LÆS OGSÅ: Led Zeppelin IV fylder 50 år i dag


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA