x

Provinsens poesi – interview med ægteparret Marianne Verge og Peter Sommer

Provinsens poesi – interview med ægteparret Marianne Verge og Peter Sommer

Marianne Verge har skrevet en unik bog om poesi, erindring og selvdestruktion – og om sin mand Peter Sommer og hans sangskrivning

Chora Sfakion, 2021. Jeg sidder på et græsk hotelværelse i oktober og konstaterer, at ingen af mine medbragte romaner er tilfredsstillende. ”Du må gerne låne denne her”, siger min rejseledsager - og rækker mig en anmelderkopi af Marianne Verges endnu uudgivne Bo Ark, Peter Sommer og jeg. Det er, skal det vise sig, en usædvanlig bog.

Hverken roman eller biografi – men ikke desto mindre så fængslende, at jeg efter min hjemkomst er nødt til at sætte et interview op med både Verge og hendes mand, Peter Sommer. Jeg er nødt til at vide mere. Om de tre hovedpersoner - Verge, Sommer og den selvdestruktive provinspoet Bo Ark, som kun blev 39 år. Og om baggrunden for den usædvanlige bog, som krydsklipper mellem dagbogsnotater fra den afdøde Ark, sangskriveren Sommers refleksioner over sin metier og forfatterens egne erindringsglimt.

”Det var ikke en bog, jeg havde planlagt at skrive”, siger Verge over en kop kaffe i det Skanderborg, som også udgør rammen for hendes nye bog. Hun forklarer:

- En morgen begyndte jeg at optage mine samtaler med Peter – vi taler jo altid sammen om vores arbejde, vender de ting, vi laver, med hinanden og er inde over hinandens ting. Peter var lige gået i gang med at skrive på en ny plade, og den morgen slog det mig, at ’det dér, han siger nu – det vil han mangle at kunne huske, når pladen er udkommer”. Så jeg tændte for min optager, diskret, for at han ikke skulle stoppe sin talestrøm. Det blev en lang, interessant samtale.

- Lige at være begyndt med at skrive nye sange er et sårbart sted – ligesom hvis man lige er gået i gang med at skrive en bog; man befinder sig i en afprøvende fase og ved endnu ikke, hvilken retning tingene skal tage. Den morgen kom Peter til at sidde og tænke tilbage på dengang, han sad og skrev sin allerførste sang. Og begyndte at fundere over, hvordan hans måde at skrive sange har udviklet sig over de tyve år, som er gået siden dengang. Og i den forbindelse faldt det ret naturligt, at han kom ind på Bo Ark – eftersom Peters første sang, ”8-6-6-0” hugger med arme og ben fra Bo Ark. Både ting, han gik og sagde – han kaldte for eksempel Skanderborg for ”det harske smørhul” – og linjer fra Arks eneste digtsamling, Ordsovs.

For meget, mand

Skanderborg, 1993. Mens Marianne og resten af vennekredsen ikke kan komme hurtigt nok væk fra Skanderborg efter endt studentereksamen (Marianne bliver senere uddannet beklædningsdesigner og indleder en karriere som forfatter for både børn og voksne), bliver Peter hængende. Tilsyneladende tøvende på tærsklen til voksenlivet, og dybt fascineret af den 15 år ældre Bo. ”Hans sprog, først og fremmest det”, svarer Sommer, da jeg spørger hvori fascinationen bestod. Han uddyber:

- Vi var ikke venner, jeg var på alle måder under ham. Samtidig var jeg på vej ind i livet, og han var på vej ud. Jeg føler mig meget heldig at jeg nåede at krydse hans bane. Han gav mig en forståelsesguide til så mange ting, så megen litteratur og så gav han mig mod til at tale om følelser uden konstant at være bange for, om folk synes man var for meget. Bare “for meget mand!”, en af Dan Turèlls sayings, som Bo mente han opfandt da de mødtes på Strøget engang. Et stærkt ego, forstår du. Nogle kunne ikke holde det ego ud. Jeg kunne.

Mens Peter er betaget af Bo, bliver Marianne og Peter forelskede. Hun har svært ved at forstå fascinationen af den fordrukne firserdigter, som er fast inventar på Café Boheme - stedet at gå i byen i weekenden i Skanderborg i start-90’erne, hvis man ikke tilhører diskoteks-segmentet. ”Café Boheme var det ’smarte’ sted i byen, som nogen af festivalfolkene havde startet. Men det var også, da jeg kom der, blues, guldbajere og hash. Det syntes jeg så var smart”, husker Peter og suppleres af Marianne:

- Det er en klassisk provinsfortælling, som må kunne findes tilsvarende i mange andre provinsbyer. Der skete ikke ret meget, der var måske et eller to steder, hvor man kunne gå i byen i weekenden. Og for os var det Café Boheme. Den var grundlagt i firserne af nogle folk fra Bos generation – og for os var det et naturligt sted at søge hen fredag og lørdag aften. Man gik ned ad den fuldstændig øde hovedgade, hvor man højest mødte en hundelufter. Så gik man ind ad en port – og derinde, i noget grimt firserbyggeri, et dødssygt butikscenter, lå Café Boheme.

- Når man trådte ind i lokalet, fik man en fornemmelse af, at det måtte være sådan, der var i en stor by. København eller London. Der var altid livemusik, Peter har formentlig også givet sine første koncerter dernede. Det var stedet, hvor man kunne få lov at spille, og der kom også bands udefra. Det var der vi gik i byen, simpelthen. I bakspejlet var det jo fantastisk, at vi havde sådan et sted – at vi ikke var henvist til at gå på Crazy Daisy. Bare navnet: Café Boheme.

- Jeg gik i 2.G, da Peter og jeg mødtes. Det var en stormende ungdomsforelskelse, hvor vi sad nede på Peters kælderværelse og hørte CV Jørgensen og flettede os helt ind i hinanden. Jeg fandt på et tidspunkt et af Peters dagbogsnotater fra den periode, skrevet på et tidspunkt, hvor jeg var ude at rejse. Jeg har taget det med i bogen, fordi jeg tror at det er noget, mange kan genkende fra egne forelskelser i 17-20 års-alderen. Dén måde at udtrykke sit savn forsvinder med alderen. At turde hengive sig til at savne nogen og skrive det ned i en dagbog med kæmpestore ord.

- Jeg smilede, da jeg læste det. Det er helt klart en forelsket ung fyr, som skriver om at savne så meget, at han er lige ved at gå i stykker indeni. Men det er jo lige så meget en ung fyr, som er forelsket i det, sproget kan. Hvilket blandt andet er at føre én ud i nogle store følelser. Jeg er ikke sikker på, at han rent faktisk savnede mig så meget, som han giver udtryk for i det notat. Det handlede lige så meget om at finde ud af, at man kan give sig hen til følelserne og udtrykke dem på den måde.

- Sådan tror jeg kun, man kan skrive, når man er så ung. Og jeg tog det med i bogen, fordi det jo netop er det samme, Bo gjorde. Bo dagbogsoptegnelser er skrevet, fra han var 18 år og to årtier frem. Og udtrykker samme vanvittige, altopslugende fornemmelse. Dér synes jeg, teksterne mødes: Vi møder to unge mænd i den korte periode af livet, hvor forelskelsen er så intens, og hvor man også tillader sig selv at være intens i beskrivelsen af den.

Bos værelse

Amager, 2020. Marianne stiller kaffekoppen og kigger mig direkte ind i øjnene en stund, inden hun vender tilbage til nutiden og samtalerne med Peter hjemme på Amager, 30 år senere: ”Den følgende morgen optog jeg igen vores samtale. Og på tredjedagen lagde jeg optageren på bordet og fortalte Peter, at jeg var begyndt at optage vores samtaler - og at jeg godt kunne tænke mig at fortsætte med det, selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg skulle bruge det til”, siger hun og fortsætter:

- Det var Peter indforstået med, så på den måde blev der opbygget en masse materiale. Jeg arbejder ikke med lyd, men derimod tekst, så for mig var det interessante selve afskrifterne. At sidde og danne et overblik og forsøge at finde ud af, hvad der var interessant for mig. Jeg kan godt lide at redigere og sidde og lede efter det væsentlige i et materiale.

- Samtidig med at denne proces fandt sted – optage, lytte, transkribere, redigere – fandt jeg Bo Arks gamle dagbog blandt vores bøger. Jeg havde aldrig opdaget den på vores bogreol. Den handler blandt andet om udgivelsen af hans første og eneste digtsamling, og da jeg læste den, kastede det også mig ud i nogle tanker om det at debutere. Den første gang, man udgiver noget, er en begivenhed, som man ikke lige glemmer igen.

- Jeg havde aldrig brudt mig særlig meget om Bo, mens han var i live, men ved at sidde og læse hans dagbog, kom jeg til at interessere mig for ham og på en måde også at holde af ham. Peter var meget optaget af Bo, og jeg havde aldrig forstået hvorfor. Jeg viste Peter dagbogen, og det viste sig, at han havde lånt den af Klaus Handsome – og at Klaus vistnok havde nogle flere. Så blev jeg nysgerrig og ringede til Klaus, som bekræftede, at han ganske rigtigt havde flere dagbøger. Jeg tog ned og besøgte ham, og han overdrog hele molevitten til mig, hvorefter jeg gik i gang med at læse og forsøge at etablere en kronologi i stoffet.

- Undervejs blev jeg virkelig optaget af hans historie, og det kastede også mig selv tilbage i erindringen. Det gik op for mig, at det faktisk havde haft en stor betydning i mit liv, at jeg på et tidspunkt havde lånt Bos efterladte værelse til at sidde og skrive, og i den forbindelse var blevet rigtig gode venner med hans adoptivmor, Edith.

Mens Marianne var lidet imponeret over Bo, når han holdt hof på Café Boheme i de tidlige 90’erne, blev hun gradvis suget ind i hans efterladte dagbøger. ”Peter kendte Bo, da han levede – det er mere end jeg kan påstå”, som hun siger og fortsætter:

- Jeg har set Bo stå på en scene og optræde, og jeg har set ham sidde sejlende beruset på en barstol, som han til sidst faldt ned af. Og jeg har oplevet Peter, da vi var 18-19 år sige ”gå du bare hjem, jeg går med Bo og hans venner”. Jeg fattede ikke, hvad han så i ham. Men det med at træde ind i dagbøgerne og på dén måde komme tæt på hans sprog, hans stemme – dét rørte noget i mig. Og fik mig i sidste ende til at skrive en bog om ham. Det havde jeg aldrig gjort, hvis ikke jeg på én eller anden måde var kommet til at holde af ham.

- Det har været spændende at lære en person at kende udelukkende gennem hans skrift. Jeg har med vilje ikke været ude og lave interviews med folk, som kendte ham, sådan som man ville gøre i forbindelse med en klassisk biografi. Jeg undlod helt bevidst at opsøge de mennesker, han skrev om, og forholdt mig mere til dem som romankarakterer, mens jeg skrev.

- Jeg havde lyst til at lære Bo at kende gennem skriften og til at føle mig helt fri. Det var først, da manuskriptet var færdigt, at jeg undersøgte, hvem de var, kontaktede dem og sendte dem manuskriptet til gennemlæsning. Det har været et virkelig fint møde, og de var glade for bogen. Nogle af dem er stadig her i Skanderborg, nogen er flyttet andre steder hen.

Faldet

Skanderborg, 2002. Gennem de dagbogsnotater, som er inkluderet i bogen, får man indtryk af en på én gang vild og poetisk, men også selvoptaget, umoden og i sidste ende tragisk figur. Bo bringer både mindelser om Eik Skaløe og om Dean Moriarty-figuren i Kerouacs On the Road, ren poesi og skideirriterende på samme tid. Marianne nikker, da jeg nævner associationerne. ”Både Skaløe og Kerouac var jo blandt Bos idoler. Han var tydeligvis optaget af beatlitteratur”, siger hun og tilføjer:

- Når han er allermest nede, led ved sig selv, har gjort alting forkert og føler dyb skam, så anvender han dét greb: Han skaber sig en persona, ser sig selv som en slags beatforfatter – og skriver om det. Smerten er knap så stor, når han kan bruge faldet, til at skrive om faldet. Da jeg stødte på ham, var han på vej ned. Derouten var i gang. Derfor undrede vi os også over, hvorfor Peter blev hængende i Skanderborg.

- Vi andre ville væk fra provinsbyen og ud og opleve noget, når vi havde fået vores studenterhue, og det virkede virkelig underligt at Peter blev hængende, for at hænge ud med Bo og hans slæng. Som oven i købet var 10-15 år ældre end Peter. Peter passede sit job som pædagogmedhjælper, og så hang han ud med dem i fritiden. Han drak sikkert også for mange øl, men røg jo slet ikke ned i samme hul som Bo.

Bo Rasmussen, alias Bo Ark, døde i Skanderborg som 39-årig i 2002 – samme år, som Peter Sommer debuterede med gruppen Superjeg og albummet Alt er ego. ”Bo blev dårligere og dårligere, det var alkoholrelaterede sygdomme. Han boede hjemme hos sin mor og lå på hendes sofa og blev passet. Jeg har fået fortalt om det, jeg oplevede det ikke selv. Det var trist, han var meget syg og havde vist også hjemmehjælp,” siger Marianne. Jeg bemærker stilfærdigt, at man skal gøre sig umage for at drikke sig ihjel som 39-årig. ”Han begyndte tidligt, hvis man skal tro, hvad han selv fortalte”, siger hun og forklarer:

- Engang i halvfjerdserne kom bladet Vi unge til Skanderborg for at lave en historie om ungdomskriminaliteten i byen. De mødte Bo, som på det tidspunkt var 11 år – og allerede i det interview kan man mærke, at Bo var forfatter. Han er bevidst om sig selv og dét, han fortæller. Han praler med, hvor meget han drikker, ryger og stjæler. Allerede dér opfinder han en karakter. Fra en meget tidlig alder havde han en bevidsthed om at gøre sit liv til en fortælling.

Men hvorfor skulle det gå så galt? Peter:

- Bos nærmeste ven Nuka kalder det, at Bo var adoptivbarn, “som en parmesanhøvl på hans sjæl”. Jeg tror, hovedforklaringen til Bos way in life, findes deromkring. Et gigantisk behov for at blive elsket, set og anerkendt. Det skal give problemer. Og det gjorde det. Læg dertil epilepsi, som Bo ikke ville tage medicinen for. Læg dertil et konstant misbrug af alt muligt. Læg dertil et forlist ægteskab. At han var så sjov, som han VIRKELIG var, er egentlig ret utroligt.

Smukke tilfældigheder

Skanderborg, 2021. Bo Ark, Peter Sommer og jeg er også en bog om Marianne og Peters godt 30 år lange kærlighedshistorie. Efter at have været ungdomskærester gik de hver til sit, fik børn med andre – og fandt sammen igen, for atter at gå hver til sit. I dag lever de sammen og har netop fået deres andet, fælles barn. Jeg spørger Sommer, hvordan det overhovedet har kunne lade sig gøre. Peter:

- Man kan, hvad man vil. Og vi ville det! Jeg tænker, at jeg er stolt af os som par, der ikke bare sådan lige giver op og smider håndklædet i ringen. Vi kender efterhånden hinanden rigtig godt og kan drage fordel af det. Lykkelig for at nå så langt med et andet menneske, siger Sommer. Men hvad har det egentlig betydet for parret at genbesøge fortiden og få skrevet historien ned? ”Jeg tror på at mange, mange ting har det bedre ude i luften end inde i ens sind. Og der kom ting og hændelser frem fra vores fælles historie, som vi havde oplevet ganske forskelligt. Det var ganske enkelt rart at møblere fortiden lidt sammen”, siger Peter og suppleres af Marianne:

- Jeg synes, jeg kendte Peter ret godt, inden jeg begyndte at optage vores samtaler. Men når man lever i en børnefamilie, bliver samtalerne let meget flygtige og afbrudte. Man kan have gang i en virkelig god snak, men så kommer der et barn og spørger om et eller andet. Den tændte optagers tilstedeværelse gjorde, at vi gjorde os mere umage med at få talt samtalerne til ende. Eller lade det ene afløse det andet, og på den måde komme længere og længere ind i samtalen.

- Jeg kender godt Peters arbejdsproces, men alligevel var det spændende at høre ham sætte ord på det. ”Det kræver overskud at lave underskudsmusik”, siger han et sted. Med andre ord: Selvom han laver nogle sange om smerte, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at han befinder sig midt i et smertenspunkt nu og her. Han sætter sig ned i sit rum for at skrive – og så søger han ind i eller tilbage til en følelse, som han så kan undersøge og beskrive.

- Mit spor i bogen her er skrevet med samme afstand til begivenheder. Jeg håber, der også er et strejf af humor enkelte steder i min tekst. Man ser tilbage med et mildt blik på nogle ting, som virkelig har gjort ondt i éns liv, men som man trods alt er nået til en form for afklaring omkring. For mig handler bogen også om at falde til ro med den måde, et liv falder ud på. Og acceptere alle de tilfældigheder, et liv består af.

Marianne Verge: Bo Ark, Peter Sommer og Jeg. Gyldendal, oktober 2021.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA