x

KLASSIKEREN FYLDER 30: Et nonchalant album, som kræver din opmærksomhed

KLASSIKEREN FYLDER 30: Et nonchalant album, som kræver din opmærksomhed

Nu om dage træder det irske rockband U2 vande, men i 80'erne og 90'erne var de et af verdens største bands, der krævede sin opmærksomhed. GAFFAs Jim Knutsson vender tilbage til 1991, da Achtung Baby blev udgivet. 

Det er i dag 30 år siden, at bandet udgav deres syvende studiealbum med åbningen ”Zoo Station”, med legender som Daniel Lanois og Brian Eno bag rattet i blandt andet det lige så legendariske tyske Hansa-studie i Berlin. 

Efter at U2 havde udgivet deres magnum opus The Joshua Tree i 1987, fik de kritik, da de året efter fulgte op med Rattle And Hum, en slags hybrid af live- og studiealbum. I begyndelsen af ​​90'erne så man rockbands som Primal Scream flirte med dansemusikken, der begyndte at overtage klubberne, og U2 hoppede også med på denne vogn. Selvom det er tydeligt, at det er en mørk og beskidt rockplade med bandets karakteristiske lyd som grundlag, er der indflydelse fra den elektroniske dansemusik i et forladt industrilokale. I dette tilfælde foregår dansen dog med et nonchalant blik, der ser indad frem for udad, og som ikke bare er ude efter at behage. 

Den største undtagelse er den fantastiske og nu klassiske ballade ”One”, som er mere enkel og bærer albummets kommercielle succes på sine skuldre, og som ikke er bange for at vise hele spektret af et forholds op- og nedture. 

"You gave me nothing, now it's all I got".

Passende nok lykkedes det bandet at forene sig i en musikalsk retning, efter konflikter tidligere havde fået bandmedlemmerne til at trække i hver sin retning. Men nu fandt de sammen som én enhed igen, i stedet for at gå så langt som til at gå i opløsning. Titlen ”One” var også passende for Berlin, byen bandet befandt sig i, da de optog albummet, og hvor muren for nylig var faldet, og det var tid til at forene to forskellige verdener, øst og vest, til én. 



U2 var tvunget til at genopfinde sig selv, og frontmand Bono tog det et skridt videre, da han skabte en persona kaldet The Fly, som også er titlen på den mørke, dansable første single, der gik forud for albummet. Bono har selv beskrevet sangen som det øjeblik, hvor bandet fældede
The Joshua Tree, hvis enorme succes og firser-lyd også havde stået i vejen for bandets udvikling: 

"Every artist is a cannibal, every poet is a thief,
All kill their inspiration and sing about their grief"

Videre forklarede han, at sangen var som et telefonopkald fra helvede fra en, der trivedes dér, indtil han til sidst ingen penge havde tilbage og måtte afslutte samtalen. I 1991 var det nemlig telefonbokse og ikke mobiltelefoner, der var vilkårene for størstedelen af ​​befolkningen.  



På den efterfølgende
Zoo TV Tour fulgte personaen og den stereotypiske egoistiske rockstjerne The Fly med, og Bono kunne ses i en sort læderjakke og lige så sorte og store, runde solbriller, der gav ham et fluelignende look. Så mørket var også legende og ironisk, hvilket også kunne mærkes i de andre skikkelser, han antog. More is more, tænkte bandet, da de bevidst forsøgte at overstimulere deres publikum med telefonfis til diverse politikere (til blandt andet daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen), mavedans og ved at zappe gennem tv-kanaler på snesevis af baggrundsskærme under turnéen.

Bandet blev tidligere afvist som overprætentiøse og selvfede. Den nyopfundne legende mystik hjalp derfor sammen med den ambitiøse turné U2 med at nå et af ​​sine absolutte højdepunkter i karrieren. ”Mysterious Ways” er med sin mørke baslinje og funky guitar et godt eksempel på, når alt fungerede for dem. Hvor de guddommeligt afklædte vers får en til at tænke på den himmel og det helvede, som en romance består af: 

"If you wanna kiss the sky,
Better learn how to kneel"

Da U2 valgte at gå deres egne veje, fulgte verden efter og slog armene om halsen på bandet. I stedet for at være nostalgiske over deres egen succes vendte U2 blikket fremad og satte en ny standard for rockmusik. Hvor hiphop og dansemusik, der var i fremmarch, kunne inkorporeres som indflydelser og eksperimenteres med, uden at skræmme de tidligere lyttere væk. En farlig idé, der viste sig at give mening, hvilket Achtung Baby er et bevis på.

LÆS OGSÅ: U2 genudgiver Achtung Baby i jubilæumsudgaver – med bonusnumre

Lyt til Achtung Baby af U2 lige her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA