x

ROBERT PLANT & ALISON KRAUSS-INTERVIEW: Musikken stopper aldrig

ROBERT PLANT & ALISON KRAUSS-INTERVIEW: Musikken stopper aldrig

14 år efter deres fælles succesalbum er Robert Plant og Alison Krauss atter albumaktuelle sammen. GAFFA har talt med de to legender.

Roskilde, juli 1995. Man kunne starte mange steder. Men mit første, personlige minde om Robert Plant daterer sig til en støvet, varm sommerdag i 1995, hvor en dengang 46-årig Plant indtog Orange Scene sammen med sin gamle Led Zeppelin-makker Jimmy Page. For en 14-årig dreng fra provinsen var det en uforglemmelig opvisning i rockens råstyrke: Det var de to helte fra Led Zeppelin II og IV, som materialiserede sig lige dér på Dyrskuepladsen, for øjnene af min makker Jens og mig.

Og nu sidder jeg her så foran computeren 26 år senere og skal tale med ikke blot Plant – en af rockens all-time allerbedste forsangere – men også hans aktuelle samarbejdspartner, det 27-dobbelt Grammyvindende bluegrass-koryfæ Alison Krauss. Det umage makkerpar fandt sammen på succesalbummet Raising Sand i 2007 – inklusive hittet ”Please Lead the Letter” – turnerede intensivt med pladen og indkasserede fem Grammyer. Så gik de atter hver sin vej, og der skulle gå næsten 15 år, inden Krauss og Plant nu er aktuelle med deres andet fælles album, Raise the Roof.

Da jeg bliver stillet igennem af en dame fra pladeselskabet, sidder Krauss og Plant sammen i studiet i Nashville, hvor begge pladerne er indspillet – veloplagte og mærkbart veltilpasse i hinandens selskab. Jeg beder dem starte med begyndelsen – da de mødtes i forbindelse med en hyldestkoncert til blueslegenden Huddie ”Leadbelly” Ledbetter. Nogle dage efter koncerten ringede Plant til Krauss – og resten er altså historie, som stadig er under udfoldelse. Men hvad fik Led Zeppelin-legenden til at løfte røret og ringe til den 23 år yngre amerikaner?

– Det var der mange grunde til. For det første fordi Alison er den, hun er. Hun er charmerende og utroligt talentfuld, og hun var meget opmuntrende og humoristisk, mens vi efter bedste evne forsøgte at hylde den store Huddie Ledbetter på trods af visse udfordringer, husker Plant og fortsætter:

– Vi øvede og spillede koncerten sammen med nogle virkelig stærke navne, som Harry Belafonte, Odetta og Clarence ”Gatemouth” Brown. Vi nød det, og dér kunne det være sluttet. Vi har begge to lavet enkeltstående samarbejder med folk. Men jeg følte, at vi burde prøve at mødes og se, hvad vi kunne lave sammen.

Men hvad er det for en dynamik, som er på spil mellem de to væsensforskellige vokalister? Det er meget let og fredeligt, siger Krauss og suppleres af Plant:

– Der er meget empati. Og jeg tror, at vi begge er sådan indrettet, at vi gerne vil realisere de ting, som vi synes er gode og værd at forfølge. Vi er begge to indstillet på at få det til at folde sig ud, lære nyt og give den anden plads til at udtrykke sig. Og så har vi det sjovt sammen. Lige inden du ringede, sad vi og grinede sammen. Af situationen, af os selv.

Artiklen fortsætter under sangen

Nye furer

Allerede umiddelbart efter udgivelsen af Raising Sand var der snak om at lave et album til. I stedet kom der til at gå næsten 15 år. Hvorfor blev det ikke til noget i sin tid? – Vi fik nok af det dengang. Min instinktive reaktion vil som regel være ”yeah, come on, lad os blive ved!”. Men vi havde brug for plads, blandt andet til at være mere selektive i forhold til materiale, siger Plant og uddyber:  

– Vi havde brug for at pløje hver vores nye furer, så vi en dag kunne se vemodigt tilbage og håbe på at komme til at lave noget sammen igen. Og det var sådan, det blev. Vi har været i kontakt gennem de år, der er gået, men man skal ikke sætte skibe i søen, før man er klar. Stjernerne skal stå rigtigt. Derfor har det taget så lang tid. Men nu er vi her, og jeg synes, det er et godt sted at være. Jeg kan rigtig godt lide Alison.

I forbindelse med det nye album har Krauss fortalt, hvordan det blev Calexico-sangen ”Quattro (World Drifts In)”, som for alvor bekræftede, at det var en god idé at genoptage samarbejdet. Jeg beder hende uddybe:

– Jeg kan huske, præcis hvor jeg var, da jeg satte den Calexico-sang på. Jeg kørte bil, og jeg tænkte, at den kunne lyde rigtig smuk, hvis vi indspillede den sammen. Jeg har hele tiden ment, at vi skulle lave en plade til. Men da vi i sin tid talte om at lave en opfølger til Raising Sand, havde vi lige været på turné i næsten tre år. Vi gik i studiet lige efter Grammy-uddelingen (i februar 2009, red.). For mig har det aldrig handlet om, hvorvidt jeg ønskede at lave en ny plade med Robert. Men det var først, da jeg hørte Calexico-sangen, at jeg vidste, at vi var klar. Du har ikke lyst til at gå ind og lave en gentagelse af det, du lavede sidst. Man er ikke den samme person, som man var for 15 år siden. En plade er altid et snapshot af, hvem du er på et givent tidspunkt. Og når du lytter til en gammel indspilning, bliver du bragt direkte tilbage, funderer Krauss og suppleres af Plant:

– Ja, den sang var nøglen. Den var hors d’oeuvren; et nutidigt stykke musik, hvor vi kunne høre, hvordan musikerne kunne få det til at tale på en ny måde. 

Artiklen fortsætter under sangen

Vendepunkt

Det nye album består af et eklektisk udvalg af sange – fra britiske folknavne som Mary Briggs og Bert Jansch til The Everly Brothers og Merle Haggard. Men hvordan bliver sangene egentlig valgt ud? spørger jeg. Krauss forklarer:

– Vi kommer alle sammen med sange. Til Raising Sand kom T-Bone Burnett (producer, red.) med en samling sange til at begynde med, og han sagde, at det var ligegyldigt, hvem der sang lead, for det passede sammen. Når man først har fundet én, som du elsker, finder de andre sange dig. Der var ikke de store uenigheder eller diskussioner om det – det er nogle lette beslutninger. Synes du ikke, Robert?

Plant supplerer:

– T-Bone Burnett er både en mediator og en protagonist. Hans personlighed gør, at han virkelig kan skabe energi, entusiasme og retning. Hans bevidsthed arbejder konstant; meget af tiden overvejer han i stilhed næste skridt i processen. Vi finder materiale, og så skal vi fortælle historien på en ny måde. Som regel folder det sig ud på stedet, i studiet. Det er meget sjældent, det bevæger sig i den helt forkerte retning. Meget ofte rammer vi direkte ned i et groove. Der er virkelig meget groove på denne her plade. Så én ting er materialet – noget andet er, hvordan du fortæller historien.

Ikke mindst for Plant blev Raising Sand lidt af et vendepunkt – begyndelsen på en afdækning af et nyt musikalsk territorium, som han siden har undersøgt med de stærke backinggrupper Band of Joy og The Sensational Space Shifters. Jeg beder ham fortælle om den musikalske rejse, om afsøgningen af amerikansk folk- og countrymusik. – Jeg havde rejst gennem USA gennem mere end 40 år på det tidspunkt, men havde været en fange af omstændighederne, siger han og uddyber:

– Jeg var i et rockband, som rejste rundt og sparkede røv. Så ender man ikke lige til en akustisk aften i Asheville, North Carolina, hvor man kan sidde med et par gutter og spille den musik, som jeg i dag er blevet fortrolig med. Helt op til omkring 1980 skrev jeg frit fra leveren – jeg kom med i Yardbirds som 19-årig og skrev en masse som helt ung mand. Men jeg fandt aldrig rigtigt Fennario, som Dylan synger. Jeg fandt aldrig ind til kernen. Dylan var en vigtig døråbner. Dylan lænede sig selv en del op ad gammel engelsk folkemusik, men han var en vigtig døråbner sammen med nogle af de andre fyre, som spillede på kaffehusene i New York (først i 60’erne, red.). Spider John Koerner, for eksempel.

– Langsomt blev jeg udsat for mere og mere – Pete Seegers radio- og tv-shows, Bonnie Dobson, den slags. Pludselig var Sonny Terry & Brownie McGee ikke bare de to fyre, som spillede på American Folk Blues Festivalerne, som også kom til Danmark i midten af 60’erne. Da jeg først steg af toget, fik jeg en masse input fra alle sider. Pludselig kunne jeg blive på steder mere end et par dage og undslippe radioen, som drev mig til vanvid og et formsprog, som jeg allerede følte var udtømt. Da jeg mødte Alison og blev tiltrukket af hende som performer og historiefortæller, kunne jeg endelig sparke døren ind. Med hendes hjælp, selvom hun ikke var klar over det. Og da vi først havde åbnet dørene til studiet og gik i gang, var vi afsted. Jeg tog sange med fra jukeboxen, T-Bone og Alison medbragte sange fra 1800-tallets vogntog over prærien. Det var fantastisk, jeg lærte virkelig noget. Jeg stod simpelthen af hesten og begyndte at gå.

Artiklen fortsætter under sangen

Anden verden

For Krauss – som i øvrigt aldrig havde været Led Zeppelin-fan, da hun mødte Robert Plant – blev mødet med den autodidakte rocksanger en øjenåbner. – En helt anden verden! Og en helt anden måde at synge på for mit vedkommende, svarer hun, da jeg spørger, hvad samarbejdet med Plant har betydet for hende. Hun uddyber:

– Robert synger altid direkte fra hoften, det er derfor, at det fungerer så godt. Når han optræder live, kan han ændre tingene i øjeblikket, alt efter situationen og stemningen. Og hvis der en, som ændrer lidt på et guitar-lick i studiet, reagerer han prompte og synger sin del lidt anderledes. Jeg voksede op med en meget stoisk, fastlagt måde at synge. Man sang altid harmonier – for det meste i en trio, indimellem i en kvartet med en fjerdemand, som sang bas – og var derfor nødt til at være meget konsistent, for ellers ville det ikke fungere. Det fuldstændig modsatte af Roberts tilgang, med andre ord.

– Når jeg var i studiet med mit band, brugte vi endda studieteknologien til at ”forstørre” det element af noget fastlagt – jeg sang for eksempel en passage utallige gange, hvorefter vi udvalgte den, vi syntes var bedst. Roberts tilgang går derimod ud på at lave vokalen i ét take, at indfange et snapshot af øjeblikket. Jeg vidste godt, at nogle arbejdede på den måde, men jeg havde ikke oplevet det før. Og det blev en opvågnen i forhold til det at synge. Øjeblikkets vigtighed, frem for forsøget på at skabe noget, du kan være tryg ved, fordi der ikke er noget, som stikker ud. I mit hoved handlede det om at perfektionere, som om perfektionen i sig selv indfangede et virkeligt øjeblik. Da jeg var færdig med at turnere med Robert efter Raising Sand, sagde min bassist: ”Du er blevet en bedre sanger, efter du har arbejdet med ham.”

”Nå, hvornår fyrede du ham så?”, spørger Plant drillende – og spoler så tiden tilbage til Led Zeppelin-årene for at forklare den helt lavpraktiske baggrund for sin spontane sangstil:

– Da vi indspillede den første plade med Led Zeppelin i 1968, optog vi på en otte-spors båndoptager. Jeg stod i vokalbåsen, og meget af tiden kan du høre print-through (båndstøj, red.) på optagelserne, fordi vi brændte båndene af som gale. Derfor kan man høre min vokal komme ind både for tidligt og for sent, i forhold til hvor den egentlig skulle ligge – simpelthen fordi båndene blev så varme. Man havde kun et skud, så det handlede bare om at give los. Der var en naivitet over min stil; jeg var bare én blandt mange sangere, som forsøgte at spalte atomet på en eller anden vanvittig måde, funderer Plant og fortsætter:

– Alison er en fremragende solosanger, men hendes ting har været at skabe et varmt, livmoderagtigt rum, hvor skønheden næsten har været til at græde over. Hvorimod jeg havde en power-trio i ryggen, så for mig handlede det om at falde ind og spille sammen med rytmen. Jeg brugte nonsens som vokalt værktøj, og jeg elskede det. Jeg skrev også teksterne, så jeg kunne virkelig give mig selv frit spil. Hvis du lytter til Physical Graffiti, er der indimellem vokaler, som er helt falske. Det gjorde ikke noget, hvis bare fremførelsen var god. Det var i al fald min tanke, så sådan gjorde vi ofte – også selvom det ikke helt virkede. Der var mange ting på spil i selve vokalen, herunder selvtilfreds humor. Ofte skulle leadguitaren ligge på samme spor som min vokal, så jeg skulle sørge for at blive færdig, inden Jimmy (Page, red.) kom blæsende ind med sin Telecaster. Så jeg kommer fra et andet sted end Alison, og jeg kan lide at løbe en risiko. Det er slet ikke rimeligt over for min kære partner her....

– Det endte jo med at fungere, siger Alison og tilføjer: – Det meste er indspillet live, på nær de steder hvor vi har været inde og indspille andenstemmer. Det er også sådan, T-Bone foretrækker det. Så i virkeligheden var det mig, som skilte mig ud med mit ønske om at tage ting om...

– Da vi i sin tid indspillede ”Please Read the Letter”, fandt vi virkelig sammen vokalt, fordi vi fandt ind i den bøn, sangen rummer, og betonede ordet ”please...” på en mere overdreven måde end i originalen, indskyder Plant og opsummerer:

– Vi udviklede en personlighed som duo, hvilket ikke var nogen selvfølge. Det kunne lige så vel være endt som noget stift og kedeligt.

 

Landskabet

Jeg bemærker, hvordan flere britiske forlæg har sneget sig ind på tracklisten denne gang – og benytter anledningen til at spørge Plant, hvordan selve det britiske – og specifikt walisiske – har påvirket hans arbejde. ”Man har en fornemmelse af, at naturen, forbindelsen til naturen, er vigtig... giver det mening?”, spørger jeg. Plant:

– Ja. Det går jo helt tilbage til 1970 og Led Zeppelin III, ”That’s the Way” og sådan nogle ting. Jeg tror, det handler om et personlighedstræk hos mig: At jeg fortaber mig i ting. Jeg føler også en forbindelse til landskabet i Texas, selvom jeg ved, at det ikke er mit land – det tilhører ikke europæerne. Det er et smukt landskab, befolket af generationer af folk, som er forsvundet i dag. Hvorimod det walisiske landskab, kelternes konfrontation med de invaderende saksere og så videre resonerer på en anden måde hos mig. Den resonans er der endnu, og jeg har altid forsøgt at lade den komme til udtryk i min sangskrivning.

– Hvad angår Anne Briggs og Bert Jansch, så var de lidt ældre end mig, og jeg syntes, at de var cool. Men dybest set var jeg meget mere optaget af at få fat i et par læderbukser og synge ”baby, baby...” – for det var min udvej. Jeg måtte gå rocksangervejen, for jeg ville ud af skolen, ud af universitetet. Siden har jeg skrevet mere og været sammen med folk, som har gjort mig mere oplyst. Det er alt sammen en del af samme cocktail, det er en aperitif før den store turné, som venter længere nede ad landevejen, siger Plant.

Nu vi er ved Led Zeppelin, kan jeg ikke lade være med at spørge, om Plant kan huske sin allerførste tur ud af England. Den gik nemlig til Danmark, hvor Led Zeppelin – som stadig hed The New Yardbirds – skulle give koncert i TV-Byen i Søborg i 1968. – Jeg husker ikke så meget, siger han afværgende – blot for alligevel at trække at par muntre minder ud af ærmet:

– Jeg kan huske, at Bonham (trommeslageren John Bonham, red.) og jeg gik om bord på et fly. Man måtte stadig ryge i flyveren dengang, og der var sølvbestik til maden, tre gafler og tre knive arrangeret ved siden af tallerkenen foran os. Vi stjal det hele og opførte os i det hele taget fjollet. Jeg kan huske en romance med Tora – hende husker jeg stadig. Og jeg kan huske vores ophold på Continental Hotel, hvor guitaristen fra Country Joe & The Fish knuste et billede i hovedet på Bonham. Vi blev jagtet af politiet ud til lufthavnen, fordi nogen påstod, at billedet var af Van Gogh, selvom det i virkeligheden var låget fra en chokoladeæske. Der var mange magiske øjeblikke, men jeg kan ikke huske nogen af dem længere, siger Plant skælmsk.

Sidst, Plant optrådte i Danmark, var med en efter sigende fuldstændig fremragende koncert på Roskilde Festival i 2019 – dagen efter, hans gamle forbillede Bob Dylan havde givet koncert på samme festival. Ad omveje har jeg hørt, at de to legender faktisk mødtes backstage – en historie, jeg ikke kan nære mig for at benytte lejligheden til at spørge ind til. Plant:

– Det er rigtigt. Well, det var to gamle rejsende, som mødtes på en parkeringsplads i regnen. Der blev udvekslet kram, og der var en følelse af at være beslægtede. Vi er begge to i evig bevægelse, ingen af os står nogensinde for alvor af bussen. Han skulle videre til Tyskland, hvor han skulle spille dagen efter. Der blev sagt en del, men det er en anden historie.

Essensen

I 2022 er det et halvt århundrede siden, Plant første gang besøgte Marokko. Siden er han vendt tilbage til det nordafrikanske land ad utallige omgange og har i det hele taget været en flittig rejsende – både i geografisk og musikalsk forstand. Men hvorfor har det egentlig været afgørende at forblive i bevægelse, bogstaveligt såvel som billedligt talt?

– Jeg tror, Alison og jeg deler idéen om, at bevægelse og oplevelser føjer noget til selve vores essens som mennesker og musikere. Det tager tre timer at flyve til Marrakesh fra dér, hvor jeg bor. Herfra hvor vi sidder, kan man på tre timer flyve ned til Blanco, Texas og tage videre ned til den mexicanske grænse – eller flyve over til vestkysten, ud til Stillehavet. Jeg tror, Alison har fundet lige så meget inspiration ved at rejse rundt i USA og spille med folk. Er det ikke rigtigt?

Krauss: – Jo. Det er fascinerende, hver eneste gang man synger med nogen; musikken fra en bestemt region eller egn, de forskellige dialekter. Måden, man taler, spiller og synger, repræsenterer en hel historie om levet liv. Forskellen mellem nord- og syd-Louisiana, som hver især er meget distinkte størrelser... det holder aldrig op med at være fascinerende, siger Krauss, inden Plant samler op og runder samtalen af:

– Franskmændene, som boede på nordøstkysten og blev presset sydpå ned til Louisiana af englænderne. Hele kreoler- og cajunkulturen, patois-dialekten, violinen og trækharmonikaen... det er fantastisk. For ikke at tale om den amerikanske litteratur og den måde, den er funderet i selve stederne. Men ja, Marokko er storslået. Jeg har aldrig lært sproget ordentligt. Men jeg taler udmærket fransk og lidt maghrebi-arabisk. Og jeg er i besiddelse af en humoristisk sans, hvilket hjælper en del, når man kommer off the beaten track dernede. Man skal aldrig vise tegn på forvirring, men bare køre på. Og musikken er der altid, uden stop, overalt omkring dig.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Rockguden og bluegrass-gudinden blander hjerteblod – igen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA