x

FLEMMING MØLDRUP OM SIN MUSIKSMAG: "Jeg er hooked på Bowies normcore-år"

FLEMMING MØLDRUP OM SIN MUSIKSMAG: "Jeg er hooked på Bowies normcore-år"

Flemming Møldrup er livsstilsekspert i Kender du typen på DR1, tv-vært kendt fra blandt andet Live & vinyl med Carsten Holm på DR2 og aktuel med Bogen om Bål. Vi har stillet ham en stribe spørgsmål om hans musiksmag.

Hvad er dit allerførste musikminde?

Mit første musikminde – sådan helt tydeligt musikminde – må være Space med Magic Fly. Jeg havde en pladespiller på mit værelse allerede som meget lille knægt. Jeg ved ikke, hvor den kom fra, den var der ligesom bare. Og med den var der en lp med Space og deres Magic Fly fra 1977 – hvilket var deromkring plus minus, at de dukkede op os mig. Space var jo det her franske elektro-band iført rumdragter. De solgte vist i omegnen af 12 millioner album i alt. 

Spiller du selv på et instrument? 

Nej, men der går ikke et år, uden at jeg beslutter mig for at begynde at spille bas. En dag når jeg nok også til at få købt noget begyndergear og finde en musiklærer. Min datter har fået interesse for bassen i skolen, og jeg prøver at lokke hende til, at vi skal gå til bas sammen. Men det er vist lidt pinligt at spille bas med sin far, hvilket jeg jo slet ikke forstår. 

Hvilken musik lyttede du til, da du var teenager?

Ligesom i dag var min musiksmag ret bred, da jeg var teenager. Men altså, jeg flirtede først med heavy, men så fandt jeg David Bowie, og igennem ham fandt jeg så New Order, The Cure, Depeche Mode, The Mission, Christian Death. Og jeg hang ud på Café Himmelblå i Århus iført sort eyeliner og hørte både Soft Cell og Siouxsie and the Banshees og alt i den genre. Men Bowie, shit jeg elskede hvert et ord, hver en strofe, hver en hårfarve og hvert albumcover. Og gør det også i dag. Men i dag er jeg virkelig hooked på hans Berlin-år – eller normcore-år, som jeg plejer at kalde dem. Der, hvor han er på vej ud af sin kokainrus fra LA og dresser ned og skruer max op for sin kreativitet. Berlin-årene er de bedste Bowie-år for mig. 

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

Der har været så mange forelskelser. Måske en pige, der hedder Sheila, som kommer fra New York, og som besøgte en pige, jeg boede i kollektiv med i Århus, da jeg var 18 år. Hun kommer til at gå ind på mit værelse en dag, og det bliver så skæbnesvangert for os begge, at vi forelsker os hovedkulds i hinanden. Og sammen drikker vi os fulde, hører Bowie, Lou Reed og Cure en hel sommer i Århus. Vi kravler over hegnet til den udendørs svømmehal på Frederiksberg og svømmer om natten, med øl i pose og kys og musik. Transformer-albummet fyldte meget mellem os, kan jeg huske. Især fordi ”Perfect Day” passede så godt til den bekymringsløse og helt utrolig smukke århusianske kærlighedssommer.  

Hvem er din all time yndlingskunstner? 

David Bowie. Da jeg hørte ”Moonage Daydream” fra Ziggy Stardust-albummet, var det, som om der slog et lyn ned i mig. Og jeg følte mig både set, og som om jeg var kommet hjem musikalsk. Jeg ved godt, det lyder som en kliché. Men sådan var det virkelig. Jeg havde cyklet lidt rundt i forskellige genrer for at finde et fællesskab at passe ind i, men det var ikke ægte. Mine venner hørte heavy, Metallica, Accept og Slayer og sådan noget. Men det eneste heavy, jeg kunne lide var Black Sabbath, og det syntes de var noget gammelt lort. Så jeg var totalt hjemløs musikalsk. Indtil jeg fandt Bowie. Så fandt jeg et hjem og et mod til at sætte mig selv fri fra længslen om at skulle høre til et sted. Nu var jeg bare Bowie-fan, og Bowie var der ingen, der kunne indfange. Jeg skylder Bowie en hel del, føler jeg. 

Hvad er dit all time yndlingsalbum?

Jeg har så mange go to-album, så det kan jeg næsten ikke svare på. Men altså, uden at det skal blive trættende, så ligger både Bowies Low og Heroes i toppen. Pink Floyd har også et par albums dér, og sådan kunne jeg blive ved med at grave bands frem, som har lavet album, som jeg elsker at lytte til igen og igen. 

Hvad er din all time yndlingssang?

Det er lidt sjovt, for det er også virkelig svært at svare på. Men her må jeg sige, at Roger Waters har lavet nogle af de numre, jeg lytter mest til, tror jeg. Pink Floyds ”Comfortably Numb” synes jeg er et utrolig smukt nummer. ”Wish You Were Here”. ”When the Tigers Broke Free”. Jeg kan godt lide Waters, fordi han putter politik og verden ind i sine sange. Der er altid en kommentar til, hvordan verden ser ud, eller hvordan vi lever vores liv. Og på den måde kommer sangene ikke kun til at handle om ham, hans smerte. Men også om os og den verden, vi har ladet slippe fri. På Bowie-siden er der så mange, men ”Sound and Vision”, ”Teenage Wildlife”, ”Heroes” og så en hel masse andre.  

Hvad har været din største koncertoplevelse til dato?

Helt klart en Kent-koncert i Sverige. At tage med Kent hjem til deres eget publikum og høre 4000 mennesker synge med på svensk, det gav en ud af kroppen-koncertoplevelse. Det var meget smukt. Så smukt, at min ven Tobias og jeg ikke kunne rumme det uden en masse alkohol, som så førte til, at vi missede det sidste tog til Danmark. Og så var vi svenske for en nat. Med hovedet og hjertet fuldt af ”Mannen i den vita hatten (16 år senare)”.        

Går du på festival, når den slags kan lade sig gøre?

Jeg elsker festivaler. Og gerne dem alle sammen. Selv om jeg må indrømme, at Heartland-konceptet tiltaler mig mere og mere. 

Hvis du skulle beskrive dig selv som en type som musikelsker, hvilken type er du så?

Jeg er meget alsidig i min musiktype. Jeg har hele verden, som jeg gerne lytter til musik fra. Ligesom jeg i dag går ubesværet ud og ind af genrer. For eksempel har jeg lige kamp-lyttet det nye Duran Duran og elsker det. Så jeg vil helst ikke indfanges i nogen bestemt genre. 

Du har en tatovering af logoet fra David Bowies Blackstar-album. Hvorfor lige det, og har du andre musiktatoveringer?

Jeg har Bowie skrevet med Blackstar-typoen, fordi jeg ikke var klar på, at Bowie døde. Jeg sad i et IC3-tog på vej til Aarhus, da jeg fik nyheden og måtte gå ud på toilettet og lige fælde en tåre. Der besluttede jeg mig for at få ham skrevet på min arm. Nu er han der altid. Jeg har ikke andre musiktattoos, men jeg er jo heller ikke død endnu... hahaha. 

Hvilket format lytter du til musik på?

På farten streamer jeg. Derhjemme spiller jeg vinyler, når jeg synes, det passer. Det er ikke alt, jeg har på vinyl, men når jeg får lyst til at lytte til noget, jeg har på vinyl, så starter jeg pladespilleren op. Min datter og jeg køber vinyler sammen. Hun er mere Taylor Swift-, Billie Eilish- og Lana Del Rey-typen, og jeg er mere i gang med at genskabe min teenagepladesamling. Men dejligt, vi har vinyler sammen.

Hvilken musik skal spilles til din begravelse?

”Verden er i farver” med Lis Sørensen, tror jeg. Fordi det er sådan et smukt nummer. Og så håber jeg, mine venner finder noget Bowie at sende mig af sted med. Måske ”I Can't Give Everything Away”.

LÆS OGSÅ: IBEN HJEJLE OM SIN MUSIKSMAG: "Rammstein er noget ork-musik, det er fem minutter i rollespil"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA