x

KLASSIKEREN: Da verdens største band takkede af

KLASSIKEREN: Da verdens største band takkede af

I den næsten otte timer lange, nyudgivne dokumentar Get Back lader instruktøren Peter Jackson os følge med som fluen på væggen under The Beatles’ indspilninger af det, der ville blive deres sidste album. På Let It Be opgives det storslåede og eksperimenterende studiearbejde for at gå tilbage til rock’n’roll-rødderne, og GAFFAs Jim Knutsson følger med på rejsen.

Bandets manager, Brian Epstein, gik på tragisk vis bort i august 1967, kun 32 år, gammel som følge af en overdosis af det beroligende middel Carbital.  Dette medførte, at faderfiguren forsvandt for de voksne drenge i bandet, hvilket fik Paul McCartney til modvilligt at påtage sig lederrollen, for at der skulle ske noget. Og dette skift i magtbalancen, sammen med mange andre faktorer, forstyrrede bandet til det punkt, at de til sidst kastede håndklædet i ringen, og alle eller ingen skal ses som skyldige i bruddet.

En måned senere udkom det tolvte album, Let It Be, som har fået ufortjent megen kritik. Det er selvfølgelig svært at følge op på ikoniske og eksperimentende værker med sange, som er enkle og ligetil. Men vælger man at have den indstilling som lytter, så misser man også det geniale i enkelheden.

Tanken var fra begyndelsen, at bandet skulle lave en tv-special – hvor bandet skulle gøre comeback på livescenen – som der manglede nye sange til. Derfor strukturerede Paul McCartney mesterværker som ”Get Back”, når bandet kradsede i nyt materiale, mens fluffy John Lennon foretrak at lave sjov og falde i søvn ud over at skabe lige så brillante værker.

Ringo Starr sad mest apatisk bag trommerne og ventede på de andre bandmedlemmer, mens McCartney som en usympatisk leder ignorerede alt, hvad guitaristen George Harrison bød ind med, hvilket til sidst også fik ham til at droppe ud. Også selvom han ville komme tilbage efter flere forsøg på overtalelse.

De opgav tv-specialen og drog i stedet i studiet, hvor den mesterlige keyboardspiller Billy Preston ikke havde noget bedre for og dermed næsten blev til et femte medlem i The Beatles under de legende jamsessioner. Når man ser, hvordan McCartney arbejder sig frem fra ingenting til i princippet at have hele ”Get Back” klar under en repetition, bliver man næsten arrig over at se, hvilken genial evne han besidder.

Mens andre kæmper hele livet for overhovedet at skrive en sang, der ikke engang er halvt så god. Ingen af de andre bandmedlemmer reagerer særligt på det, det er bare endnu en dag på arbejdet, hvor man spiser ristet brød og drikker te og skaber sange, som kommer til at leve i al uendelighed.

Den smukke og simple klaverballade ”Let It Be” er den mest mindeværdige og viser endnu engang, at det er McCartney, der tager teten på godt og ondt. Den er baseret på en drøm, som han havde under en stresset periode om sin mor, Mary, som på tragisk vis døde af kræft, da han var bare 14 år gammel.

"When I find myself in times of trouble,
Mother Mary comes to me, 
Speaking words of wisdom,
Let it be"

Det enkle budskab kan dog have en dobbelt betydning for dem, som vil tyde det med bibelske referencer til Jomfru Maria (Mother Mary). Hvis ikke Lennon allerede havde skaffet bandet af med alle kristne fans, efter at han i en avisartikel i 1966 hævede, at The Beatles var større end Jesus, hvilket fik kristne amerikanere til at brænde deres plader på bål.

Bandet var ikke tilfredse med materialet og besluttede sig til sidst for at lægge det på is, mens de i stedet fokuserede på at indspille Abbey Road. Og det var først efter, at gruppen var gået i opløsning, at fansene fik indblik i albummet Let It Be i forbindelse med udgivelsen af dokumentaren af samme navn.

Den akustiske ”Across the Universe” er den ældste sang på albummet, og derfor glider et mantra som ”Jai guru deva om” ind i teksten, efter at bandet var begyndt at interessere sig for transcendental meditation på tidspunktet for sangens tilblivelse og var på vej til at rejse til Indien. Endelig får den poetiske Lennon mulighed for at skinne igennem, selvom han aldrig selv blev tilfreds med optagelsen.

Lennon hævdede endda, at McCartney ubevidst forsøgte at ødelægge indspilningerne af de sange, han ikke selv stod bag, mens han kunne tvinge bandet til i timevis at sidde og arbejde på detaljerne i sine egne værker.

Noget, der også til tider skinner igennem i dokumentaren, hvor Lennons embryo til ”Jealous Guy” aldrig får den opmærksomhed, den burde have fået, og i stedet blev til et mesterværk med Lennon som solokunstner. George Harrisons ”All Things Must Pass” bliver ligeledes begravet, mens McCartneys sange skal spilles om og om igen. Og det værste er, når Paul og John taler om Harrison lige foran ham, som om han ikke engang eksisterer.

McCartney var også utilfreds, da produceren Phil Spector kom ind og satte strygere på den sorgfulde klaverballade ”The Long And Winding Road”, hvor Paul så de storladne følelser i det tidligere enkle arrangement. Det er tydeligt, at ingen i bandet trives, og at et brud var uundgåeligt, når alle spredte sig i hver sin retning.

"The long and winding road
That leads to your door
Will never disappear"

Den tv-special, som skulle vise, at The Beatles var tilbage som livekunstnere, blev som sagt aflyst og mundede i stedet kun ud i et absolut sidste liveshow i januarkulden på taget af det studie, de indspillede i.

Lennon afsluttede showet med at takke sig selv og bandet og sagde, at han håbede, at de bestod auditionen. En passende afslutning på verdens største band, og det blev endda klippet ind efter den sidste sang på albummet for at markere afslutningen på deres sidste studiealbum nogensinde.

LÆS OGSÅ: Et godt, men også laaaaangt indblik i en forestående skilsmisse


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA