x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Simon Heggum

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Simon Heggum

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste danske og udenlandske album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og begynder med Simon Heggum.

INTERNATIONAL TOP 10:

10. St. Vincent – Daddy’s Home

Genre: Neosoul/progressiv rock

Selvom jeg egentlig endte med at glemme St. Vincents seneste album, genbesøgte jeg det i forbindelse med disse årslister og opdagede, at jeg holder lige så meget af det som første gang, jeg lyttede til det. Jeg er ikke en stor soulnørd, og jeg synes, at Young Americans er Bowies svageste 70’er-album, men når Annie Clarke blander funky plasticsoul med påvirkninger fra Pink Floyd og King Crimson, er det sgu svært ikke at lade sig rive med. Jeg undervurderede prog-vinklen, da jeg anmeldte Daddy’s Home i sin tid, og presset af en deadline blev selve anmeldelsen af pladen nok den, jeg er mindst glad for i år. Men det laver ikke om på, at St. Vincent gjorde det igen.

9. Lucy Dacus – Home Video

Genre: Indierock/indiepop

Det var måske lige lovlig optimistisk, at jeg kaldte Lucy Dacus’ glimrende treer bedre end Phoebe Bridgers Punisher, som formåede at revitalisere en hel genre og sparke den ind i en mainstream, så det endte med, at fucking Taylor Swift lavede indie-folk. Men ingen havde regnet med, at Dacus skulle gøre det samme, og heldigvis leverede hun i stedet en virkelig god samling selvbiografiske sange, der kombinerede alternativ rock med folk og gav os sange som ”VBS” og den smågeniale ”Hot & Heavy”. Storartet sangskriveralbum.

8. Lealani & SnakeFoot – Lealani SnakeFoot

Genre: Glitchpop/artpop

Jeg har længe ventet på den unge, amerikanske musiker Lealanis andet album, efter den syrede hemmelighed, der var Fantastic Planet, fra få år tilbage. Lealani SnakeFoot var ikke en egentlig opfølger, men en åndelig, hvor hun sammen med produceren SnakeFoot opdagede grænserne for sammenhængen mellem håndspillet attitude og opklippede hooks. Et rundforvirret forløb med en enormt overbevisende kustner og frontfigur ved roret, for Lealanis stemme er svær ikke at ryste af sig, når man først har lyttet. Beep bop boop!

7. Lingua Ignota – Sinner Get Ready

Genre: Doomfolk/artrock

Jeg gav i sin tid Krystin Hayters tredje album fuldt hus og en af de særeste anmeldelser (formuleret som en ligning fra Bibelen), men sagde, at jeg nok ikke kom til at høre albummet ret meget. Hvilket jeg rent faktisk havde ret i, da jeg ikke har hørt det, siden jeg satte sidste punktum i min anmeldelse. Og alligevel er Hayters folkede treer en selvfølge på denne liste, for når jeg ikke lytter til Lingua Ignota til hverdag, er det fordi følelserne – og dermed også kompositionerne – simpelthen er for rå og mørke til, at jeg kan kapere dem. Det kan nyhederne om Hayter fra det seneste måske kaste lidt lys over. Men faktum er, at Sinner Get Ready er en flot, gennemarbejdet og uhyggelig afgrænsning af organiseret religion med nogle af årets smukkeste vokaler og instrumentalforløb. Av!

6. The Notwist – Vertigo Days

Genre: Indietronica/krautrock

Det kan være svært at huske, at tyske The Notwist smed et virkelig godt album i årets spæde anslag. Men Vertigo Days var en ”return to form” og måske bandets bedste plade siden det glemte mesterværk Neon Golden. Pladen blander gruppens velkendte knitrende bund af elektronisk percussion med krautrockede grooves, Markus Archers dovensang og nogle af bandets mest mundrette sange i år, hvor især ”Where I Am” og den fantastiske ”Sans Soleil” blev soundtracks til mit tidlige 2021. Og det var virkelig rart at genopdage albummet, her et halvt år efter.

5. Converge & Chelsea Wolfe – Bloodmoon I

Genre: Doom-metal/hardcore

At et ældre hardcore band og doom-folkens ukronede dronning skulle lave et album sammen, der samtidig var af så høj kvalitet, havde ingen vist regnet med. Men Bloodmoon I er ikke blot en virkelig god metal-udgivelse, men i lige så høj grad en afgrænsning af, hvad ubegrænset musikalsk kreativitet i rocken og metallens ydregrænser kan, uden at man mister overblikket. Der bliver virkelig spillet med nuancerne på dybsorte, hamskiftende sange, hvor Chelsea Wolfes vokal konstant smyger sig om Jacob Bannons og skaber enormt smukke momenter og aggressive hug, på sange som ”Coil”, ”Crimson Storm” og ”Flower Moon”. Hvis mine åndsforsnottede udtalelser om rockens død officielt skal modsiges i år, er det denne plade, der gør det bedst. Det er bare fucking fedt!

4. Yu Su – Yellow River Blue

Genre: Minimal techno/ambient

Et sent indslag på denne liste og et af de få album på listen, som jeg ikke har anmeldt for bladet. En stor fejl! Den canadiskboende kineser Yu Su har lavet et lille mirakel af et debutalbum, hvor hun samler melankolske lydflader med barnlige synthleads og dunkende technotrommer, hvilket resulterer i en samling medrivende instrumentale tracks. Jeg burde måske have placeret pladen endnu længere i top, da der i skrivende stund ikke er nogle fejlskud på pladen, men nye bekendtskaber skal ikke overdrives. Jeg vil stærkt anbefale dette album til folk, der kan lide minimal techno, glitch og ambient.

3. Black Country, New Road – For the First Time

Genre: Postpunk/mathrock

Jeg satte mig selv i en situation, hvor jeg skulle vælge mellem black midi og Black Country, New Road, da jeg ikke syntes, der var plads til begge album i top 10. Og jeg må indrømme, at jeg elsker black midis vanvid og deres skamløse inspiration fra 70’er-koryfæer som King Crimson og Captain Beefheart, men BCNR’s debut og eventyrlystne sange som skurkeoprindelsen ”Sciencefair” og den fantastiske ”Sunglasses” er ikke bare enormt medrivende artrockere, men trækker også en bro mellem seriøs poesi og vanvidshumor, hvilket tiltaler en kritiker, der både er til Kafka og Casper og Mandrilaftalen.

2. Spellling – The Turning Wheel

Genre: Psych pop/artrock

Spellling var en kunstner, der var under radaren for de fleste – også mig, der først blev klar over hende, efter hun leverede ”Under the Sun” og pladen Mazy Fly i 2019. Det var dog svært at være forberedt på The Turning Wheel, der ikke blot var en kunstnerisk og kreativ triumf for Tia Cabral, men også en decideret øjenåbner for mange. Den sprælske artpopplade leverede dramatisk prog på ”Boys at School”, divapop på ”Always” og knuselskelig Kate Bush-quirk på ”Little Deer”. The Turning Wheel er så tæt på at være perfekt, at undertegnede siden har fortrudt, at jeg ikke gav den mere end fem stjerner. Mesterligt!

1. Ichiko Aoba – Windswept Adan

Genre: Neofolk/barokpop

Jeg har allerede skrevet om det mirakel, der var Windswept Adan i mine anmeldelser af pladen og den medfølgende koncert på Alice. Albummet er helt unikt og fuldstændig sin eget, og solisten – den japanske folkist Ichiko Aoba – er klart årets største åbenbaring for mig. Hendes musik er en Stargate ind til et andet univers, hvor intime klange og fjerne, monstrøse skabninger danser på hviskende, fjerlette melodier af akustisk guitar, celeste og Aobas gudesmukke røst. Pladen er ganske vist fra 2020, men udkom i december, så den går!

 

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

DANSKE

10. Stjernevask – Skt. Stefan Session

Genre: Syrerock/folkrock

Uden at jeg havde regnet med det overhovedet, gik sanger, sangskriver og multikunstner Madelin Wilian og hendes kumpaner i Stefans Kirken på Nørrebro og indspillede denne syrede omgang rock, der skider simultant på tidens trends og selveste Vorherre i en række nyfortolkninger af salmer. Det luftige kirkerum giver den rockede instrumentering en anderledes luft under vingerne, og samtidig er Wilians karakteristiske stemme i front på en plade, der skal høres på vinyl, for at man virkelig forstår gruppens hensigter. Og så er det fedt at kunne synge med på de gamle salmer, når man (som undertegnede) er bankende ateist.

9. øjeRum - Stigma

Genre: Ambient/klangkunst

Paw Grabowski – en af Danmarks væsentligste klangkunstnere – har i årevis udgivet elektronisk musik under øjeRum-navnet. Udgivelser, der oftest søger at skabe en kontekst mellem hans collagekunst, hans lyd og hans meninger og tematik. På Stigma søger han at beskrive forholdet mellem mennesker og planter i to foruroligende 30 minutters collager, der berører samme støvede, melankolske flader som William Basinski. Stigma viser endnu engang, hvorfor flere burde få ørerne op for den danske, elektroniske undergrund.

8. Aske Skat and His Psychedelic Orchestra – Riding Silver Mind

Genre: Psychfolk/americana

Da jeg, i starten af året og med nyheden om min kærestes graviditet, gik en tur med en gammel kammerat, og han stak mig sit nye album på vinyl, anede jeg ikke, at han ville ende i fjernsynet og som turnerede musiker med en pæn succes. Det er faktisk lidt af en bedrift, som Aske har gjort, men det skyldes nok sangenes og musikkens kvalitet og faktummet, at Aske har skabt en fin blanding af folk og psychedelia på Riding Silver Mind. GAFFA nåede desværre aldrig at give pladen en fuld anmeldelse, men mon ikke den toer, der snart kommer, får lavet om på det?

7. Martin Hall og Thomas Li – Inkubation

Genre: Dark ambient/spoken word

At kunne blive ved med at skubbe sig selv fremad som kunstner er enormt svært, men når man samtidig er dansk og i en alder, hvor man ikke bliver yngre, er tilfældet Martin Hall og hans konstant udviklende output et stort mysterium i dansk musik. Denne kollaborative affære med producer Thomas Li viser dog primært Halls poetiske styrke, som vidner om et fortællende, sprogliderligt overskud, man sjældent ser i dansk poesi. Tilsat en spand dystopiske, japansk-inspirerede klangflader bliver det hele meget mere interessant.

6. Solvej – Drømme på dage, hvor tanken er tung

Genre: Folk/country

På Drømmme på dage, hvor tanken er tung rejste den nordjyske sangskriver Solvej Nygaard Gregersen til Nashville og skabte en smuk, nostalgisk fusion af skandinavisk folk og ægte amerikansk country, hvor hendes sødmefulde stemme – det minder om Albertes, når hun synger om de varme lande til Bamse – sang om at være en voksen kvinde, der søger væk fra det moderne livs stress og jag. En plade, der skulle have haft mere opmærksomhed.

5. LLNN – Unmaker

Genre: Post-metal/doom

I asken af det allerede velkendte The Psyche Project har LLNN rejst sig og er blevet et af de mest væsentlige, hårdtslående navne lige nu. Måske fordi de blander en gradbøjet dommedagsangst med proggede postrock-tendenser og et fandens hårdtslående metalsnit, som virkelig redefinerer genrens grænser. At lytte til Unmaker er som at få tæsk og elske det, for det er enormt medrivende, enormt brutalt og samtidig gudesmukt. Årets metaludgivelse – især da jeg (desværre og undskyld!) blev skuffet over Møls toer, stik mod alle odds. Skyd mig og hæng mig fra et kors, når apokalypsen kommer.

4. Skammens Vogn – Kunst og rock

Genre: Folkrock/lo-fi

Det er så nemt ikke at tage Skammens Vogn seriøst og/eller sige, at de mener det hele ironisk. Og det kan være svært at vide, hvor man har dem – hvilket også er det, der gør Nikolaj Zeuthen og kompagni et interessant bekendtskab. Med Kunst og rock vendte de sig endnu mere mod en håndspillede bluesrock, som de flirtede med på Musik og drøm, og samtidig har de den danske kulturhistorie åndende lige i nakken, i form af visesange og Steen Steensen Blicher. Sange som ”Blicher” og ”Måne” tegner en fin bro mellem Zeuthens skæve poesi, hans (med vilje) uskolede stemme, Casio-synths og børneblues. Kunst og rock kan virke en smule for blid og fjollet, men det er netop også dens styrker.

3. Love Shop – Levende Mænd I Døde Forhold

Genre: Elektropop/voksenrock

Det er normalt ikke en særlig god idé at dvæle ved en musikers midtlivs-udgivelser. Det er den slags, der bringer én hen til The Cures 00’er output, Dylans nykristne periode eller Johnny Cashs talkshowår. Men det lader ikke til, at nogen har fortalt det til Jens Unmack, der sammen med Mika Vandborg og Mikkel Damgaard tog til Bornholm under pandemiens værste måneder og lavede en mørk, dyster og enormt melankolsk plade, som omfavner gruppens historie uden at have sidestykke i resten af diskografien. Det nærmeste, du kommer er National. På én gang Love Shop og noget helt andet. Vildt, at de stadig kan!

2. PRISMA – Inside Out

Genre: Indierock/surfpop

Det kom vist egentlig bag på mig, hvor meget seks stjerner til en upcoming-udgivelse egentlig kan betyde, og jeg siger nu heller ikke, at det var mine seks stjerner til PRISMAs anden ep Inside Out, der lynstartede deres karriere. Den slags magt har jeg trods alt ikke.  Men jeg kan ikke lade være med at fnise, når jeg ser søstrene dukke op overalt. Det er dog ikke på grund af mine skriverier, men udelukkende fordi Inside Out er et af de mest helstøbte stykker rockmusik, der er udkommet i et stykke tid. Søstrenes harmonier og det cool drive, du finder på sange som ”Seven Greedy Girls” har været nok til at overbevise mig og resten af remouladekøbing simultant. Det er fandeme godt klaret!

1. Tigermor – A Kind of Woman

Genre: Lo-fi/artpop

Camilla Bang kom med sin debut A Kind of Woman ind fra højre og smadrede hele min planlagte liste i sidste øjeblik. I lang tid så det ud til, at PRISMA ville løbe med den store ære at være årets danske udgivelse for mig. Men A Kind of Woman er lige præcis den slags offbeat lo-fi-pop-udgivelse, som fik mig til at selv at lave musik i sin tid. På et omskifteligt grundlag af akustiske guitarer og let hoppende rytmebokse leverer Camilla Bang en perlerække af skæve popsange, hvor ”Everything Will Grow Again” helt klart er årets popsingle, hvis du spørger mig. Det er virkelig så godt, som det lyder.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Simon Heggum er 34 år og bor på Østerbro med sin kæreste og sin datter på tre måneder. Simon arbejder som kritiker, musikformidler og skriver også selv sange, men har i år især gjort sig bemærket for at være kritiker nummer 85, der forsøgte at begrave rockmusikken, hvilket han fik en del prygl for. Simon har siden 2017 gjort det til en grundpræmis at anmelde skæv musik for GAFFA, men alligevel endte han i år med at anmelde ABBAs nye album for bladet. Alt går vel i ring.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA