x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Trinelise Væring

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Trinelise Væring

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste danske og udenlandske album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Trinelise Væring.

Jeg starter lige med at affyre en nægter, et udtryk for civil ulydighed. Jeg kan simpelthen ikke sammenligne bananer og æbler. Beskeden fra oven lød på en top 10 liste over årets album. MEN når I læser mine lister, skal I forestille jer, at alle disse album deler en førsteplads. Det er ikke udtryk for en rangorden, derfor har jeg også forsøgt at fjerne tallene.

Udenlandske Albums

MADI DIAZ –  History Of A Feeling

Et helt igennem skønt udspil, der starter som et hudløst folkalbum, men undervejs går hen og bliver til et indie-rockalbum tilsat et drys country. Alle sangene holder niveauet. Der er er ingen egentlige fejlskud.

Alle teksterne handler godt nok om den svære kærlighed, men Diaz lægger ikke fingrene imellem. Hun formår at formidle både fortvivlelsen, vreden og kærligheden på en måde, så man kan mærke det. Det er både stærke og passionerede sange, flere med feministiske undertoner lurerende i teksterne.

 

AROOJ AFTAB – Vulture Prince

Aftab, der er født og opvokset i Pakistan, kom til USA for at studere på Berkley College of Music. Dette, hendes tredje album, hørte jeg fem gange fra ende til anden over den første weekend. Jeg oplevede det som en lise for sjælen og nød disse langsomme, bløde sange, der flød forbi i en rolig strøm. Aftabs foredrag læner sig op ad klassisk sufi-tradition, men måden, hun iscenesætter sangene og giver dem form med sin stemme, akustisk guitar, kontrabas og let percussion, giver helheden et mindre traditionelt og mere minimalistisk udtryk, der på mange måde læner sig op ad noget new age frem for et “world music”-univers.




ELIZABETH AND THE CATAPULT - sincerely, e

Det er sandsynligvis min forkærlighed for de kvindelige sangskrivere fra sen-60’erne og 70erne, der gjorde, at jeg blev helt salig over dette helt igennem skønne, håndspillede og primært akustiske album fra Brooklyn-bandet Elizabeth and the Catapult, med sanger, sangskriver og klassisk uddannet pianist og guitarist m.m. Elizabeth Zimans i front.

Mange af dette års udgivelser er undfanget i isolation, men dette er nu alligevel et af de bedste. Håndspillet indie-pop, når det er bedst.




 
NOGA EREZ – KIDS & KIDS against the Machine


Den 27-årige israelske sanger, sangskriver og producer Noga Erez er supercool på en trodsig og helt uamerikansk måde. Hun har udgivet to album i år. Det første, “KIDS” var et primært elektronisk album med tilhørende stramt visuelt iscenesatte kunstvideoer. Siden har hun udgivet et parallelt album, hvor al elektronikken er pillet ud af projektet. Det vil sige, at hun har genindspillet alle sange med liveband. Det er en forrygende og kreativ oversættelse af de elektroniske versioner. Fuldstændig lige så stramme, nu blot med organiske lyde.  I mine ører er dette andet album om muligt endnu bedre end det første.

Jeg bliver i så godt humør af at tænke på, at der sidder en total über-cool kvinde i Tel Aviv, så langt fra den amerikanske alfarvej og kører sin ting, og at hun i den grad er lykkedes med at tage den helt hotte del af den udenlandske (inklusive den amerikanske) musikpresse med storm.



Den akustiske version af ”End of the Road”:


Den elektroniske albumversion af samme:

FLOCK OF DIMES – Head of Roses 


Flock of Dimes dækker over den 34-årige amerikanske sanger, sangskriver og musiker Jenn Wasners soloprojekt. Der er noget Sharon Van Ettensk i Wasners måde at skrive melodier på. Måden, hun trækker sine langstrakte og rolige linjer ud af det musikalske materiale. Der er simpelthen så mange gode sange på det album. Det er så også et album, hvorfra det er svært at pege på nogle sange frem for andre, fordi sangene er ret forskellige. Nogle er guitardrevet indie-rock, andre har flere elektroniske detaljer og andre igen er grundlæggende americana med kant. Dette album er desuden mere end almindeligt velspillet.

ELBOW -  Flying Dream 1

Et fuldstændig betagende album, som jeg blev suget ind i. Det er så fint og lyrisk. Der er lidt Radiohead over det, samme nuancerigdom, men mere akustisk i udtrykket. Elbow har eksisteret siden 1997, dette er deres niende studiealbum, og man kan i den grad høre, at det er et rigtigt band.



LUCY DACUS – Home Video

”You can’t feel it for the first time the second time”. Dacus er en enormt god tekstforfatter.

Dette nye, selvbiografiske album fortæller historien om en ung lesbisk kvinde på vej ud af skabet i en lille by i Virginia. Et liv med kirke, bible school og gryende sexualitet. ”You're falling asleep / On my shoulder in the back of your boyfriend's car / We're coming home from a sermon / Saying how bent and evil we are ” lyder det i sangen ”Christine”.

Jeg er en stor fan af sangskriveren Dacus. Sangeren Dacus har jeg det mere blandet med. Der er noget underligt flegma i hendes vokal, som om følelserne aldrig helt når hendes stemmebånd. Som helhed er jeg dog stadig begejstret for hendes album.

SNAIL MAIL – Valentine


Jeg har altid været betaget af sangen ”Anytime” fra Lindsey Jordans (med artistnavnet Snail Mail) debutalbum Lush. Hun var 17 år dengang. Nu må hun så være 20. Hendes stemme er ung og naturlig på den der dejlige lige ud af posen-måde. Den svære toer, hedder det jo, men det virker slet ikke, som om det var svært. Hun er bare blevet en endnu bedre sangskriver. Albummet er spækket med melodier, der virkelig har noget at byde på i en indpakning med decideret kant. 



CELESTE  - Not Your Muse

Var Celeste kommet frem tilbage i 50’erne, var hun blevet en af de helt store jazzdivaer.  Hun har både stemmen, de tilbagelænede fraseringer og den støvede vokal. Jeg fik simpelthen gåsehud, da jeg satte første track på. Her er en af den slags stemmer, man ikke kan få nok af, og som kun kommer forbi med års mellemrum. Der hvor man tænker, at det ikke er så vigtigt, hvad de synger, men bare at de bliver ved.

 



RAICHEL BAIMAN – Cycles



Jeg hører en hel masse country og folk. Det er der ikke så meget af i GAFFAs spalter, men her får I lige et af de album, jeg har nydt.

Sanger, sangskriver og violinist Rachel Baiman spiller veludført akustisk musik med bluegrass-rødder. Jeg elsker hendes drævende amerikanske ”accent” og hendes tilbagelænede næsten cool måde at synge på.
Der er masser af bid i hendes tekster, som i: “Cuz every door I kick down leaves me limping” fra sangen “Joke’s on Me”, som handler om at prøve at nå det hele, alt imens man skyder sig selv i foden – so to speak. Virkelig rørt blev jeg af sangen “No Good Time for Dying: “When she fell and broke her hip, they had to put her in a nursing home, now she can’t even take a shit alone”, der handler om hendes bedstemor.


LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

Danske albums:

Faber: Portrætter

I bio’en på Spotify-biografien står der bare “Mit debutalbum er ude<3 kh”. Jeg har googlet mig frem til, at det drejer sig om 23-årige Viola Faber. Jeg synes ikke, dette album har fået den opmærksomhed, det fortjener, for det er et fremragende udspil. Det siger jeg, selvom jeg normalt holder mest af håndspillet og gerne akustisk musik, og dette primært er elektronisk alternativ pop. Ikke desto mindre kan jeg lide de ofte minimalistiske elektroniske landskaber, Faber bygger rundt om sine lyrikinspirerede dansksprogede sange. Det er både dragende og smukt.


Mirka Kippel: Slow Coming Alive

Kippel vandt en DMA-Folk-pris som årets sangskriver i 2016. Der kom et album i 2018 og nu altså et mere. Det er da også et fremragende folk-album, der fuldstændig imødekommer min appetit på det akustiske univers. Fine sange og en dejlig sangerinde. I’m all in :-)

MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET - Lykkelige mennesker

Med en titel som “Termodragten” kan det ikke gå galt.

Selvfølgelig kan et album principielt godt være ringe selv om titlerne er gode, men det er det bare sjældent. Jeg holder meget af Lone Hørslevs tekster, deres blanding af stort og småt mellem hinanden, som i: “du bakser med grillen og forsøger at lære mig, hvad horrorfilm er / de har lovet ustadigt sommervejr”. “Hvad horrorfilm er” og “sommervejr”, et helt fantastisk næsten-rim.


Den sang, der rører mig allermest er “Det hele kan hele”, der handler om at stå til en reception og ønske sig, at man var blevet hjemme: “Der er faktisk kun en ting, der er værre end at stå her alene, og det er, når nogen kommer hen og spørger hende, om hun har gang i noget spændende”.

Calby - Burnout

Om jeg lige skal kalde Calbys take på soul for retro eller neo, står mig ikke helt klart. Det vigtige er, at det lyder både godt og autentisk. Ikke noget med dansk accent her.

Det er temmelig skramlet produceret, herligt frit for AutoTune og lummer lækkerhed, bare gode sange, og en virkelig flot, lys tenor. Må han få lidt glæde af den låge, Lukas Graham har åbnet for dansk soul ude i verden.

Lydmor - Capacity

Fjerde fuldlængde album fra Jenny Rossander alias Lydmor. Hvor hendes tidligere album var mere elektroniske og kompakte i udtrykket, er det nye mere luftigt, indimellem ligefrem nøgent. Jeg føler, jeg kommer tættere på Jenny the songwriter, også fordi teksterne rammer en mere intim tone. Jeg værdsætter sangenes forskellighed, deres varierede iscenesættelse, alt sammen noget, jeg har læst mig til, flere andre anmeldere oplevede som en svaghed. Jeg mener derimod, det er en styrke. Jeg vil også fremhæve noget meget flotte melodier, for eksempel ”Emma Spins” og ”Amanda’s Lullaby”.

Ydegirl  - Ydegirl

Vi er i det eksperimenterende hjørne med denne debut fra den unge danske sanger, komponist og producer. Andrea Novél. Et dragende album, der på mange måder hviler i sig selv. Varieret instrumenteret med alt fra Michala Petri på blokfløjter til blæsere, guitar elektroniske elementer og meget mere. Hver sang har sin egen farve og oplevelsesrige forløb. Det er både personligt og anderledes tænkt. Ydegirl lider ikke af angsten for det tomme rum. Således er musikken luftig og fuld af åndehuller.  


Det eneste, jeg kunne længes efter, var lidt mere melodisk prægnans, en melodi her og der, man kunne fæstne sig ved. MEN jeg føler mig også godt underholdt ved bare at drive med strømmen og nyde sceneriet.



Per Vers – 45 Omdrejninger

Per V’s årsrapport fra helvedesåret 2020 er både selvudleverende og underholdende. Ja, man når ikke at kede sig et sekund,  når de 10 tracks afviklet på 24 minutter drøner over playlisten. Jeg holder af alle de håndspillede instrumenter, der ligger i de mange samples, de talrige reminiscenser af jazz og stemmerne fra fortiden, der titter frem her og dér.

Et album fra en voksen mand, der rapper om voksenlivets mange udfordringer og eksistentielle temaer. “Grav din egen grav, en teskefuld hver nat, skål når du er færdig og træk skeen fra i skat”.

Jomi - Lyst

En noget jazzy singer-songwriter-udgave af Jomi Massage, Signe Høirup Wille-Jørgenens alias, som ellers har det med at støje mere. Et lidt uegalt album som helhed, men det gode er så godt, at den samlede karakter ligger godt deroppe ad. For mig er det gode de sange, der er akkompagneret af eget, helt enkelt klaverspil med sofistikerede lette og fine blæserarrangementer af Kathrine Windfeld. Disse sange får en helt særlig lyd og atmosfære.

Barbro: U Think I’m Strange?? (ep)

Nej egentlig ikke særlig mærkelig, men dejlig håndspillet folk-pop med en knivspids r&b. De engelsksprogede sange kommer i en akustisk, håndspillet ”indpakning”. Lidt mere ufærdigt i udtrykket end Kippel ovenfor, men it’s got potential, som man siger.

Mit tiende skud i bøssen vil jeg bruge på en enkelt sang, ikke et album.

Sangen “Der hvor jeg er fra” med Solvej.

Jeg ved absolut intet om Solvej, men sangen bliver ved med at røre mig, hver gang den kommer forbi i min playliste. Måske den har samme effekt på jer. :-)

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Om skribenten:
Jeg er sanger og sangskriver, og både som kunstner og lytter opsøger jeg oftest det, der ligger lidt uden for mainstream. Det afholder mig dog ikke fra fx at håbe på et nyt album fra Rihanna her i 2022, når der nu ikke kom noget sidste år. Med andre ord kan man aldrig helt vide med mig. I bund og grund leder jeg altid efter god sangskrivning, exceptionelle stemmer og tekster med vid og bid.

Jeg er primært tiltrukket af musik med levende mennesker for enden af instrumenterne, selvom der er undtagelser nok til at bekræfte reglen. Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country, så jeg lever ikke af musikalsk smalkost.

Fun fact: Jeg elsker at lave julepynt, ikke mindst trylledej, som man jo aldrig bliver for gammel til. J Den eneste how-to video, jeg har lavet, er netop en video om, hvordan man laver trylledej


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA