x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 10 bedste album ifølge Finn P. Madsen

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 10 bedste album ifølge Finn P. Madsen

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste danske og udenlandske album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med anmelder siden 1994, Finn P. Madsen.

Internationale album:

5. Spirit Of The Beehive – Entertainment, Death

De har taget deres navn efter den spanske instruktør Victor Erices foruroligende fantasydrama af samme navn. På Spirit of the Beehives fjerde album Entertainment, Death ligger det foruroligende hele tiden på lur og truer med sit skræmmende lydbillede. I et krydsfelt af avantgarde, pop-psychedelica og skurende støj får bandet løftet deres kompromisløse sange op på langtidsholdbart niveau. Drillesygt leger de med formlerne og lyder med deres ”stenede” udtryk, som om de har undfanget albummet i en valiumrus.

4. Low – Hey What!

For tredje gang arbejder det amerikanske lo-fi band Low sammen med produceren BJ Burton. Sammen med bandet går han igen til kanten af, hvad der lyder som et musikalsk nedbrud. Væk er det tidligere skønhedssøgende lydbillede til fordel for nogle collager svøbt i sitrende støj og klaustrofobiske dommedagspassager. Men Mimi Parker og Allan Sparhawks underskønne og sirlige vokaler er som et kompas, der navigerer en gennem den dystopiske melankoli i en verden af kaos og mistillid. Lows mareridtsagtige støj lyder på Hey What! som kirkesalmer kørt gennem en blender.

3. Mick Flannery & Susan O’Neil - In The Game

Det kan godt være, at Robert Plant og Alison Krauss løber med al opmærksomheden for deres nye udspil. Men Mick Flannery, Irlands bedst bevarede hemmelighed med flere fremragende soloplader i bagagen og Susan O’Neil ruller her en række selvskrevne og dybtfølte kærlighedssange ud, der nemt kan vippe de to veteraner af pinden. Mick Flannerys lyse vokal rammer en hårdt. Der er så meget smerte i mandens stemme, at det mærkes helt ind i sjælen. Susan O’Neils rå og støvede vokal står i fin kontrast og giver ballast til de velskrevne og langtidsholdbare sange. To kunstnere, som virkelig klæder hinanden. 

2. Cassandra Jenkins - An Overview On Phenomenal Nature

Der hviler en tragedie over Cassandra Jenkins’ andet album. Tre dage før hun skulle påbegynde en længere turné som support for Purple Mountains, begik dette bands leder David Berman (eks-Silver Jews) selvmord. Et tab, hun forvalter inderligt og uendelig smukt på en række lavmælte indie- og singer-songwriter-sange. Som lytter føler man sig helt tæt på hende. Hun synger om det uforståelige, naturens og havets kraft til at rense sjælen og viser samtidig sin respekt over for Berman ved at hylde ham.  

1. Thåström – Dom Som Skiner 

Altid på vej, altid på vej mod nye destinationer. Det svenske punkikon Thåström har smidt sit gamle band på porten og er flyttet til Berlin. Dom Som Skiner er næsten fuldbyrdet elektronisk og suger til sig af de nye omgivelser. Kraftwerk og den tyske eurodisco er stærke medspillere, der i et krydsfelt af melankoli og poetiske iagttagelser bliver forløst på et karrieredefinerende album. Der er nybrud i luften, når Thåström med zen-agtig puls og kosmiske lydflader begiver sig ud på nye musikalske veje. 

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

Danske album: 

5 Iceage – Seek Shelter  

Danmarks bedste alternativ eksportvare gør det igen med en velplaceret fuldtræffer. Der er løbet meget vand i åen siden Iceages debut tilbage i 2011. Fra album til album har bandet udviklet sig fremadrettet og tilpasset deres sound. Den rene postpunk-lyd er for længst forbigået til fordel for et mere rock’n’roll-orienteret udtryk. Sonic Boom (Spacemen 3) i producerstolen har givet bandet en mere voksen lyd, og heldigvis uden at slibe postpunk-genet helt af. Iceage besidder på deres femte udspil stadig den fandenivoldskhed, som gør dem så charmerende og uimodståelige.  

4. Nikolaj Nørlund – Hverdag I Paradis 

Dansk rocks first mover Nikolaj Nørlund vendte i 2021 tilbage i fuld elektrisk opsætning. På sit første reelle soloalbum siden 2014 viser den kreative solist atter, hvilken stilsikker sangskriver han er. Teksterne med den poetiske åre bliver båret frem af et hold musikere, der bare vil det her. For første gang bliver Nørlunds tro væbner, den fremragende producer og multimusiker Adi Zukanovic, krediteret som medsangskriver på en række sange, der har en holdbarhed, som aldrig udløber.  

3. Camilla Munck – AEON  

Camilla Munck anno 2021 er den helt store overraskelse. Hun har om noget visket tavlen helt ren. Væk er den sarte blanding af americana og singer/songwriter, som hun bestred med Wynona og Munck//Johnson tilbage fra årtusindskiftet og frem. På sin første langspiller i eget navn omfavner hun påAEON triphop, jazz noir og det elektroniske med en respektindgydende kraft. Camilla Munck debuterer med en originalitet og et yderst originalt udtryk, som er umulig at slippe. 

2. Love Shop – Levende Mænd I Døde Forhold 

Titlen på Love Shops 13. album giver stof til eftertanke og må være årets titel i dansk rock. Indspillet som trio med Jens Unmack, Mikkel Damgaard og Mika Vandborg på et vindblæst og mørkt Bornholm rammer bandet alvorstungt den melankolske åre, der ligger dybt i deres dna. Som vanligt er niveauet tårnhøjt med Jens Unmacks skarpe og poetiske pen, som om noget er det, som skaber de pirrende dramaer i kærlighedsbutikken. Unmacks sange om længsler, tab, afslutninger og måske et enkelt håb derude i mørket er simpelthen i en klasse for sig. Musikken har tilmed har taget en skarp drejning hen over det elektroniske med stærke glimt af sen Thåström, hvilket får det sitrende lydtapet til at smelte foruroligende sammen med det mørke og hypnotiske tekstunivers. 

1. Of The Wand And The Moon – Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow  

Endelig! Kim Larsen, som er synonym med Of The Wand And The Moon indfrier alle forventninger med sit første fuldlængde album i 10 år. En pladepause, der kan høres. Vokalen er klædeligt blevet nogle toner dybere og vækker stærke påmindelser om Leonard Cohen og Lee Hazlewood. OTWATMs tungsindige neofolk er et glædeligt genhør, hvor de gode sange ligger og ulmer med en uhørt styrke i tusmørket under det kulsorte lydtæppe.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Om anmelderen: Finn P. Madsen bosiddende tæt på Kolding med sin kæreste, der oprindeligt kommer fra Vesterbro. Mødte hende på Roskilde Festival og faldt i snak om David Bowie, som denne anmelder plus kæresten er kæmpe fan af. Fik fluks lavet to Bowie-tatoveringer som hyldest, en uge efter han døde. Har været anmelder og artikelskribent for GAFFA siden 1994. Har ligeledes dækket Roskilde Festival i 28 år.  

Har taget et par journalistkurser, men er ellers autodidakt med stor interesse for ord. Arbejder til dagligt som mediekonsulent og reklametekstforfatter på to radiostationer. Har været i den branche i 14 år. Anmelder mest alternativ rock, indie og americana. Har de seneste par år rejst rundt på landets biblioteker som moderator på artist talks med Mike Tramp, Katinka, Nikolaj Nørlund og Aidt/Nørlund.  

Der har i mange år gået en anekdote om, at denne anmelder var inviteret til afterparty med Ryan Adams efter hans første koncert i København i 2002. Efter at have drukket tæt med Adams og hans crew jagtede anmelderen den stakkels musiker op ad trapperne på et hotel i det indre København for at få en autograf på albummet Gold. Ryan Adams svarede igen med “Leave me alone, man, leave me alone”. Og en autograf blev det ikke til.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA