x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Rasmus Hans Jensen

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Rasmus Hans Jensen

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste danske og udenlandske album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med indieglade Rasmus Hans Jensen.

Internationale album:

10 Foo Fighters – Medicine at Midnight

Rocken fylder meget hos mig, og når Foo Fighters udgiver et album, ryger det på repeat. Selvom Medicine at Midnight ikke er i deres top 5, indeholder det stadig så tilpas meget kvalitet, at Foo Fighters’ ligefremme rockformel stadig hører til en af årets bedste rockudgivelser.

9 Nick Cave & Warren Ellis – Carnage

Selvom jeg ikke er velbevandret i Nick Cave og hans univers og ikke nærer samme dybe beundring for ham som andre, har jeg ikke kunnet modstå dette album. Et album, Cave har lavet med sin faste makker i The Bad Seeds, Warren Ellis og netop Ellis’ aftryk synes at kunne høres. Et stemningsfyldt, dystert og afdæmpet album, som jeg flere gange i år har fundet fredfyldt at sætte i ørerne. 

8 Olivia Rodrigo – Sour

En artist, der måske skiller sig lidt ud på min liste, men ikke desto mindre en artist, der er über cool og er kommet susende ind på verdensscenen med en energi, jeg har savnet. En energi, som de fleste sange på albummet indeholder. At teksterne banalt dissekerer kærlighedens første hjerteskærende erfaringer, er ikke nyskabende, men når de bliver sunget af en 18-årig, brænder troværdigheden bare mere igennem, end når ældre, etablerede musikere krænger hjertet ud på samme måde.  

7 David Gray – Skellig

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en kæmpe fan af David Gray siden hans White Ladder- og A New Day at Midnight-album, og siden da har jeg lyttet dedikeret til de efterfølgende album. Selvom jeg var tilfreds med Life in Slow Motion (måske lige teatralsk nok) og Draw the Line, har jeg gået og ventet på et album, der kunne måle sig med specielt A New Day at Midnight, og endelig kom det! For jer, der kender David Gray, håber jeg, at det er anbefaling nok.

6 Grizfolk – Grizfolk

Tilfældigt faldt jeg over Grizfolk i sommer, da jeg lyttede til en amerikansk indie-radiostation. På det tidspunkt havde Grizfolk netop udgivet deres tredje album Grizfolk og deres catchy og stemningsfyldte numre fangede mig med det samme. Et band, der er stærkt inspireret af folk og country og et band, man bare bliver i godt humør af at lytte til. Specielt sange som ”Fumes”, ”Be My Yoko” eller den cool ”California High” har kørt på repeat på min spilleliste i år. Vi er i samme boldgade som Monsters of Folk eller The Black Keys.

5 The War on Drugs - I Don’t Live Here Anymore

The War on Drugs beviser, at guitarrocken lever i bedste velgående og tak for det. Selvom der er noget firser-retrospektiv over de store guitarflader, og nostalgien let kan overtage, spiller de sig lige ind i en musikalsk trend, hvor firsernes lyd er fundamentet for succes. Se bare på The Weeknd, John Mayer og herhjemme Jung. Derfor er der paradoksalt både noget progressivt og trygt over denne skive, hvor Adam Granduciel mesterligt svinger taktstokken og endnu engang frembringer storladne hymner, som emmer af patos og guitarens sejlivede væsen. Et album, der bare bliver ved med at vokse.

4 The Killers – Pressure Machine

Hvilken overraskelse fra et band, jeg ellers havde parkeret i kategorien ”band-hvis første-par-album-er-fremragende-hvorefter-de-bliver-verdensstjerner-i-takt-med-at-kvaliteten-daler (Eksempelvis Coldplay, Kings of Leon og indtil nu The Killers)”. Las Vegas-shows er skiftet ud med Utahs skæve eksistenser og bristede drømme. Musikalsk er vi tilbage ved Sam’s Town, men tonen er blevet mere dyster og hjerteskærende og det klæder The Killers. Vindhekse og knirkende vindmøller er baggrundstæppet, mens Brendon Flowers synger ”When we first heard opioid stories / They were always in whispering tones / Now banners of sorrow mark the front steps of childhood homes”. The Killers beviser, at de om nogen stadig er relevante. Fantastisk album!

3 Low – HEY WHAT

Der åbenbarede sig en ny musikalsk verden for mig, da jeg faldt over Low og deres The Great Destroyer-album i 2005. Mit første bekendtskab med Low og hvilket et! Da jeg lyttede til Hey What, blev jeg på samme måde igen blæst bagover. Pladen åbner genialt med ”White Horses”, som sætter barren for resten af albummet med gruppens minimalistiske distortion-orienterede sange, hvor ægteparret Alan Sparhawk og Mimi Parker sylespidst nagler deres vokalharmonier fast i din sjæl med støjrockende crescendoer. Et album, der på trods af sin dystopiske atmosfære har et naturstridigt opløftende element over sig. Et værk, hvor numrene snor sig ind og ud af hinanden, og som skal høres på fuld volumen!

2 John Mayer – Sob Rock

De retrospektive toner står i kø på denne glimrende udgivelse, som konceptuelt indfanger 80’ernes yacht rock, så meget at den balancerer mellem kitsch og kunst. Du kan ikke andet overgive dig til denne lille genistreg af en plade, for John Mayer eksekverer det så tilbagelænet overlegent, at det grænser til det irriterende – på den fede måde. Teksterne er ordinært skåret over kærlighedens forskellige afarter, men Mayers guitarspil er gudsbenådet, melodierne hver som en ørehængere og så tilmed serveret med en ironi, som gør det hele ualmindeligt appetitligt.

1 Deafheaven – Infinite Granite

Gamle fans har beskyldt Deafheaven for nærmest at disrupte deres egen musik med denne plade. Jeg er dog vild med den noget lysere side af Deafheaven, som med denne symfoniske rockmur af et mesterværk er årets overraskelse udi eksplosiv ekstrovert shoegazer-rock. Numrene fremstår som musikalske drømmekonstruktioner, hvor de massive lydbilleder gang på gang nænsomt blæser dig omkuld som en orkan. 

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

Danske album:

10 Jung – Forfra forbundet

Blitz – Jungs første album – bragede igennem på den danske musikscene i 2020 og væltede også mig effektivt omkuld med dets uimodståelige ørehængere. Forfra Forbundet mangler nogle trin op til forgængeren, men mindre kan også gøre det. Jungs effektive 80’er-formel fra forgængeren er intakt, og med sange som ”Begår tyveri” og ”Forfra forbundet” formår de akkurat at snige sig med på min danske top 10-liste.   

9 Dopha – The Game

Singlen ”The Game” er for mig årets største danske musikalske overraskelse! Den har et hitpotentiale, som burde have sparket den ud over landets grænser med ekspresfart og sendt den i orbit rundt på alverdens radiostationer. Albummet har en ungdommelig friskhed over sig, hvor banale tekster, catchy beats og kvalitetspop centrifugerer det hele til en uimodståelig helhed, som jeg vil blive ved med at vende tilbage til næste år også. 

8 The Entrepreneurs – Wrestler

Det uperfekte, det skramlede, det kaotiske, voldsomheden og det delikate. Albummet er en smuk, fandenivoldsk rodekasse, som måske netop derfor formår at kanalisere en overbevisende og utrolig tiltrængt energiudladning ud i endnu et corona-år. På et komprimeret støjorienteret album formår The Entrepreneurs endda også at flette nogle glimrende ballader ind som ”Wrestler” og ”Cinnamon Girl”.

7 Magtens Korridorer - Club Promise

Ikke så meget nyt under solen og så alligevel, for Magtens Korridorer gør det, de er gode til, men de gør det bedre, end de har gjort på de seneste album. Produktionen er fandens velpoleret af Zed Simon (Kent med flere), Johan Olsens vokal lyder bedre end længe hørt, og bandet som sådan komplementerer hinanden enormt effektivt. Dæmonerne synger heldigvis stadig om kap på Club Promise i den indre by, hvor nattens melankolske ensomme stjerne skinner klart. Magtens Korridorer rammer igen noget mellemmenneskeligt. Fantastisk!

6 Mellemblond - En jordisk chance

Det elektroniske touch klæder Kristoffer Munck Mortensen musik, men generelt har vi her at gøre med et virkeligt lækkert album, hvor vokal, tekster og musikalsk kunnen går op i en højere enhed. ”Jeg lægger mig fladt ned for lidt skønhed”, som Munck synger på ”Atomernes spil”, og det er også, hvad jeg vil gøre. For En jordisk chance er skønhed og afslappende dansksproget dream-pop/rock med et stærkt melodisk drive.

5 Love Shop - Levende mænd i døde forhold

Jens Unmack og co. leverer igen tårnhøj kvalitet på et, synes jeg, generelt mere afdæmpet og melankolsk album end de forrige. Unmack sætter sjældent en fod forkert – hverken tekst- eller kompositionsmæssigt – og det sker heller ikke på dette stemningsmættede album, hvor skygger og nordisk noir sætter grundklangen for endnu et fremragende Love Shop-album, hvor jeg kun tillader mig at ønske mig en større musikalsk diversitet, fordi jeg ved, hvor højt Love Shop kan sætte barren.     

4 Iceage - Seek Shelter

Danmark har en overflod af god rock at byde på i øjeblikket og noget af det er Iceage. Selvom det er 10 år siden, Iceage udsendte deres debut New Brigade, har vi her med et band at gøre, som lyder mere friske end nogensinde før. De har genopfundet sig selv, samtidig med at de ikke giver afkald på deres karakteristiske britiske, post-punkede rocklyd og deres ”don’t give a shit”-attitude. Måske forklaringen på den nye og mere spiselige indpakning skal findes hos producer Peter Kember, som også har haft fingrene i Beach House og MGMT. Seek Shelter har høstet stor ros i diverse internationale musikmedier, som jeg kun kan tilslutte mig 100 procent.

3 Fribytterdrømme - Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet

Jeg elsker Fribytterdrømmes kombination af rock og elektronisk musik på dette album, båret af Lau Ingemann Vinthers sprøde, CV Jørgensen-klingende vokal og nogle genuint fede guitarriff og vel noget af de bedste danske tekster, som man kan opdrive i øjeblikket på den danske musikscene. Syrerocken fylder mindre på denne skive, men med sangtitler som ”Solkult”, ”Krystalpaladset” og ”Sjælemanifest” er det psykedeliske element allestedsnærværende, og tilsat en tilbagelænet rockattitude er det et solidt fundament for dette utroligt melodiske og gennemførte album. Kvalitet på alle hylder – intet mindre.

2 Sært Skarn – Farvel

Det fanger altid min opmærksomhed ekstra meget, når jeg lytter til et band, jeg intet forhåndskendskab havde til inden og så opdager, at musikken er altomsluttende fantastisk. Præcis det skete, da jeg hørte Sært Skarns debutalbum Farvel. Jeg måtte simpelthen høre det igen og igen og blev hypnotiseret indfanget i dette fintfølende og voldsomme rockunivers. Et overbevisende album, som med sine smukke tekster og både dystre, melankolske og psykedeliske lyd stempler eftertrykkeligt ind på den danske rockscene og hvor jeg dog håber, at de bider sig fast!

1 Communions - Pure Fabrication

Et dansk rockband af internationalt format. Det var med armene over hovedet, at jeg lyttede til dette utrolig velproducerede og -lydende album første gang. Jeg er virkelig imponeret over den lyd, brødreparret Martin og Mads Rehof formår at fremføre, og sjældent har jeg hørt en mere overbevisende åbner som ”Bird of Passage”. Derefter bliver døren sparket ind med ”Humdrum”, og så fortsætter det ellers derudad med en ambitiøs omgang sofistikeret indie- og post-punk-rock. Martins vokal (og guitarspil) fås ikke bedre og brænder igennem på hvert nummer, akkompagneret ligeså skudsikkert af Mads’ basgang. Pure Fabrication emmer af perfektion fra start til slut.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

Om mig:

Jeg anmeldte første gang for GAFFA i 2013, efter at jeg havde været til Biffy Clyro-koncert i Den Grå Hal. Efterfølgende undrede jeg mig over, at GAFFA ikke havde anmeldt koncerten, hvorefter jeg skrev en anmeldelse og sendte af sted. I 2016 blev jeg fast tilknyttet og har siden hovedsagelig anmeldt indie-rock. Mit all time favorit-band er uden tvivl R.E.M., som jeg altid har ment aldrig har fået den kredit og anderkendelse, som de fortjener. Jeg mindes, at R.E.M. i forbindelse med udgivelsen af New Adventures in Hi-Fi blev kaldt verdens største undergrundsband af et magasin. Ikke helt ved siden af. Nå, ellers har jeg en professionsbachelor som international/interkulturel socialrådgiver og en kandidat i socialt arbejde fra Aalborg Universitet. Mit fokus er hjemløse borgere. Jeg bor på Østerbro med min kæreste og treårige datter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA