x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets fem bedste album ifølge Simon Yüksel Nielsen

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets fem bedste album ifølge Simon Yüksel Nielsen

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med vores rock-, punk- og metalelsker Simon Yüksel Nielsen.

5. Jerry Cantrell – Brighten

Egentlig ser vi masser til Jerry Cantrell, der siden den officielle genforening af Alice in Chains med forsangeren, William DuVall, har udgivet tre formidable skiver, men på solofronten er der gået knap tyve år siden sidst. Forrige soloudgivelse, Degradation Trip blev hørt i mørket af Layne Staleys tragiske død, og med Mike Bordin og Robert Trujillo som backingband er der tale om den helt tunge slags. Knap tyve år senere er det som om, Jerry Cantrell ser solen stå op hver morgen, og selvom jeg altid har haft det stramt med rockdudes, der pludselig ser glasset som halvt fyldt, er Brighten et af de albums, der ikke er til at komme uden om. Åbningsnummeret ”Atone” hører til albummets tungeste, men allerede der fornemmes Jerry Cantrells kærlighed til country, der på titelnummeret ”Brighten” stikker helt af. Lidt til guitarnørderne og dem, der har overlevet grunge. Jerry Cantrell er en af de få tilbage fra en tragedieramt era, men han er mere vital i dag, end han nogensinde har været.

 

4. Melvins – Working With God

Hele to albums fra Melvins’ fem ben er det blevet til i år. Og som altid er niveauet imponerende højt. Kendere vil vide, at der er løbet meget vand under broen siden debutalbummet, Gluey Porch Treatments. Kurt Cobain har været et smut forbi af flere omgange, og da King Buzzo og Dale Crover slog pjalterne sammen med Jared Warren og Coady Willis fra Big Business for et par håndfulde år tilbage, skete der noget. Siden har Melvins haft en solid, karakteristisk lyd, der også gør sig gældende på Working With God. Det er stadigvæk rigtig underligt nogle gange, særligt ”Brian, The Horse-Faced Goon” står i direkte forlængelse af King Buzzo og Dale Crovers skæve tankegang. Samtidig er der numre som ”Negative No No” af den helt tunge skuffe, og som kun Melvins kan skære den.

 

3. LLNN – Unmaker

LLNN kræver faktisk ikke den store introduktion. Musikken er rigelig i sig selv. Har du brug for at blive sparket gentagne gange i ansigtet af en brintbombe af en lydmur, så smid Unmaker på. Intet under, at det danske band er signet på Pelagic Records og har en kæmpefan i The Oceans Robin Staps. Unmaker skal ikke skæres ud i små bidder. Den skal mærkes og føles i sit helhedsindtryk. Og jeg er sikker på, du kommer ud på den anden side som et bedre menneske, når du har hørt pladen. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, at jeg er. Unmaker har en katarsisk effekt i en grad, ingen andre danske bands før har bedrevet, hvis jeg selv skal sige det. Fremragende på alle leder og kanter.

 

2. Deafheaven – Infinite Granite

Ingen har helt vist sig sikre på, hvor Deafheaven definitivt befandt sig. I et spændingsfelt mellem den onde blackmetal og melodiøse og drømmende shoegaze, formentlig, men stadig med begge ben solidt plantet i begge lejre. På Infinite Granite har Deafheaven for en tid vinket farvel til de onde skrig, der er skiftet ud med George Clarkes skønsang. Og hvem kunne vide, at det faktisk også kunne noget. På Infinite Granite har Deafheaven fuldt omfavnet den guilty pleasure, de er formet af, og det har resulteret i bandets stærkeste album til dato. Giv bare ”Great Mass of Color” et skud, og bedøm selv.

 

1. Mastodon – Hushed and Grim

Jeg troede egentlig, jeg havde hørt det bedste fra Mastodon. Forrige udgivelse, Emperor of Sand kunne bestemt noget, men der var alligevel meget, meget langt til Leviathan og Crack the Skye. Men så tog de sgu alligevel røven på mig. Hushed and Grim er hands down det stærkeste, Mastodon har bedrevet siden Crack the Skye, der efterhånden har en del år bagen. Tag bare ”Gobblers of Dread”, der vender fuldstændig på en tallerken eller ”More Than I Could Chew”, der flækker dig midt over. Mastodon som ballademagere? ”Had It All” er bandets bud, og det virker. Hushed and Grim er albummet, der har det hele – også det, jeg ikke vidste, jeg havde brug for.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album



Om skribenten:

Da jeg begyndte at skrive for GAFFA for efterhånden syv år siden, var min ambition at nå vidt omkring i musikken og samtidig lære at forstå den slags, der aldrig kom ud af mine højtalere. Noget forståelse har jeg efterhånden fået, men samtidig er jeg igen og igen vendt tilbage til den genre, jeg altid har elsket – metal. Hyldet af sine egne, men udskældt af mange, og det er sgu lidt synd, særligt når blikket rettes mod egne slagmarker, hvor metalkulturen lige nu står stærkere end nogensinde.

Efterhånden er jeg dog begyndt at sætte tempoet lidt ned på skriveriet, takket være min 1-årige søn. Og når jeg ikke holder øje med ham, og hvad der ellers skulle skyde op fra den danske og internationale metalmuld, underviser jeg i folkeskolen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA