x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 10 bedste album ifølge Sebastian Dalsgaard

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 10 bedste album ifølge Sebastian Dalsgaard

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret årets bedste album. Frem til nytår giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med en af vores senest tilkomne anmeldere, Sebastian Dalsgaard.

Udenlandske album:

4. The War on Drugs – I Don’t Live Here Anymore

Indierockbandet fra Philadelphia sendte i løbet af året nogle singler ud mod deres kommende album, der skulle lande d. 29. oktober. De formår på deres nye plade at udforske endnu mere i deres univers og deres lyd, uden det bliver en genganger. Den bliver ved med at være så megalækkert for ørerne, den musik her. Personligt glæder det mig også, at frontfigur og bagmand Adam Granduciel har skruet lidt ned for Dylan-imitationen i vokalen og nøjes med et name-drop i titelnummeret. Vi ses til marts i KB Hallen.

3. Arlo Parks – Collapsed in Sunbeams

21-årige Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho, der nok er bedre kendt under kunsternavnet Arlo Parks, har her begået årets debutalbum i mine ører. Det er en plade med lutter stærke og velproducerede numre, der rammer ungdommens kvaler og problemstillinger på en måde, der viser sig at være universelle på trods af alle landegrænser. Det gør ondt på hendes plade, men det gør også godt – det føles som et varmt kram efter lige at have taget sit regnvåde tøj af. Man får hjælp til at slutte fred med, at alt ikke altid kører på skinner.

2. Snail Mail – Valentine

I 2018, da den dengang 17-årige Snail Mail med det borgelige navn Lindsey Jordan udgav debutalbummet Lush, var jeg solgt. Jeg åd det. Det var en plade præget af breakup-numre på en yderst reflekteret og smukt beskrevet måde. Især afslutningsnummeret ”Anytime” kom i tung rotation herhjemme. Det var en plade, der troede på et for evigt. Når man så hører den nu tre år ældre, kan man virkelig mærke en forskel. Der er siden kommet vildskab i teksterne og lyden, og man kan mærke, det kommer indefra. Da Valentine udkom, tog jeg mig selv i efter første gennemlytning at høre Lush efterfulgt af Valentine, og de to plader spiller så godt op imod hinanden. Det håbefulde er erstattet af det destruktive. Jeg ser frem til den næste plade.

1. Nick Cave & Warren Ellis - Carnage

Hvordan kan det være, at Nick Cave altid formår at snige sig ind på min album-of-the-year-liste, hver gang han udgiver noget? Han er Rottefængeren fra Hameln i mit indre. Jeg følger trop, hver gang han åbner munden, og i fællesskab går vi rundt i tilværelsen og ser på afgrunden og dommedag. Sammen med sin trofaste væbner fra både Grinderman og The Bad Seeds, Warren Ellis, er det lykkedes endnu engang at lave et album, hvori de dybeste tanker når overfladen. Nu handler de ikke om hans egne tragedier, men klodens – og dem har der været nok af i 2021.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste internationale album

Danske album:

6. PRISMA – Inside Out

Da PRISMA i sommer spillede deres releasekoncert på RUST var jeg sikker på, at det var en af de koncerter, man skulle være til. Jeg havde i stedet fornøjelsen af Rugsted & Kreutzfeldt ude på Refshaleøen, hvilket jeg aldrig ville have været foruden – misforstå mig ikke – men denne aftens anden koncert var begyndelsen på noget stort. En begyndelse, vi her cirka seks måneder senere stadig befinder os i. 2021 blev året, hvor PRISMA fejede benene væk under anmeldere og fans i Danmark. Deres anden ep er en så fed forsmag på, hvad der venter os i fremtiden fra de to søstre. 

5. Bremer/McCoy - Natten

Dansk jazz er så sprudlende lige nu. Den ene konstellation efter den anden dukker op og markerer sig som noget nyt. Det begynder udlandet også at få øjnene op for. Bands som Hvalfugl, Svaneborg Kardyb og Athletic Progression, hvor sidstnævnte også fortjener en plads på listen, skinner i disse år. Bremer/McCoys nyeste udspil fra efteråret 2021 viser igen, igen deres fantastiske måde at få så meget ud af så lidt på. De udnytter selv de stille ophold i deres numre på en måde, der giver lytteren en fornemmelse af, at der ikke er stille. Musikken bliver leveret så stilet og fint, at der i øregangen opstår en symbiotisk harmoni mellem legeme og musik.

4. Peter Sommer & Palle Hjorth – PSPHPT

Det tilsvarende makkerpar i dansk musik til førnævnte Cave og Ellis må være Peter Sommer og Palle Hjorth. En duo, der har været igennem det meste sammen i deres respektive karrierer, slog sig her sammen om en tur down memory lane. Med sig om bord havde de blandt andre Mikael Simpson og Søren Huss – hvad mere kan man bede om? Det, de formår her, er at genbesøge nogle yderst gode numre og omskrive dem igennem musikken og vokalpræstationen. Et nummer som ”Hærværk” skrælles helt ned og bliver præsenteret med en modenhed, der både klæder Sommer, Hjorth og ”Hærværk”. Jeg sætter vand over til en kasse bajere.

3. Erika de Casier – Sensational

Da jeg første gang stødte på Erika de Casier i 2019 med hittet ”Little Bit”, kunne jeg ikke lige afkode, at det var en dansk artist, der havde det her nummer kørende for sig. Det poppede ind på min Discover Weekly, så jeg anede intet om hendes nationalitet. Den fløjlsbløde r&b-lyd var ikke noget, jeg havde hørt fra danske læber før, og jeg synes allerede, jeg kan høre det i mere og mere musik fra henholdsvis 2020 og 2021. Med pladen Sensational viser hun, at hun har styr på sin musikalske vej til trods for, at hun musikalsk blander sig med nogle store navne.

2. Lydmor – Capacity

Jenny Lydmor er det, jeg i min bog ville kalde badass. Lydmor har så meget at byde ind med i både kønsdebatten og musikken. Pladen åbner med nummeret ”Amanda’s Lullaby” og linjerne ”Loud is not a female virtue, but neither is tight lipped.”, og så er man ellers i gang med pladen. Herfra går det kun én vej. Lydmor slipper ikke grebet på pladen, men fastholder grebet helt til vejs ende. Hvert nummer er nærmest en variation, hvor Lydmor også formår at vise sit store musikalske talent til fulde.

1. Skammens Vogn – Kunst og rock

Årets bedste indenlandske plade må gå til trioen Skammens Vogn, der på bedste vis bliver ført an af Nikolaj Zeuthen. Med numre som ”Måne”, ”Gå din vej” og ikke mindst det bærende titelnummer får de virkelig vist alle afkroge af deres vogn. Jeg nyder at blive ført rundt i alle hjørner af det danske sprog, imens man tager både livet og universets eksistenser til overvejelse. Det er universelt, det er jordnært – og det er ikke mindst fyldt med kærlighed til alle væsner. Der er humor, der er blues og det kan godt nok være svært at tøjle – det er nok ikke noget, man lige kommer på, men noget man føler sig skabt til at lave. Derudover rammer et nummer som ”Blicher” mig helt ind til knoglerne. Jeg har ikke andet end godt at sige om den sang. De referencer i kombination med hjertets følelsesregister er alt, hvad jeg kan bede om i et dansksproget nummer.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN: Her er årets 20 bedste danske album

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA