x

Lydmor generet af stalker – og vil have hurtigere hjælp til ofre

Lydmor generet af stalker – og vil have hurtigere hjælp til ofre

"Jeg synes ikke, det er specielt rart at tale offentligt om"

Lydmor fortæller i et interview med Politiken, hvordan hun i månedsvis er blevet chikaneret af en stalker, som har fået et polititilhold mod at kontakte og opsøge hende. Manden har imidlertid brudt tilholdet flere gange, uden at det har fået konsekvenser.

Vi har talt med Lydmor om hendes oplevelser.

Hvorfor har du valgt at gå offentligt med din stalker-historie?

– Det er også nervepirrende at tale om. Jeg oplevede, at når man får et tilhold, tager politiet det ikke specielt seriøst, hvis det bliver brudt. Min oplevelse af at ringe til politiet og fortælle om både de digitale og personlige brud på tilholdet var, at jeg fik at vide, at jeg kunne sende en mail, og de vidste ikke, hvornår de ville vende tilbage, men der kunne gå nogle måneder. Det syntes jeg var meget chokerende både i forhold til min egen sag, men i særdeleshed i forhold til, hvor mange jeg ved der lider under det her, siger Lydmor og fortsætter:

– Jeg har mulighed for at tale højt om det, og det er det ikke alle, der har. Jeg synes ikke, det er specielt rart at tale offentligt om. Det er meget skrøbeligt, og det har stået på i omkring tre måneder, men jeg har måske en mulighed for at ændre det. Det gør jeg både for min egen skyld, men i særdeleshed for folk, der har færre ressourcer end mig. Jeg kan flytte over til min kæreste, jeg har et management, jeg har et pladeselskab, jeg har et stort netværk. Det løber mig koldt ned ad ryggen at tænke på, at mennesker, som ikke har det, også lider under denne manglende sagsbehandling.

Har du fået nogle reaktioner, efter at du er gået i offentligheden med din historie?

– Der er mange, der har meget medlidenhed med mig og skriver, om de kan gøre noget, men der er også mange, der skriver, at de selv har oplevet det, og at politiet ikke tager det seriøst. I går var jeg i P1 med en ung kvinde fra musikbranchen, som også var blevet stalket, men ikke havde turdet melde det til politiet, fordi hun var bange for ikke at blive taget seriøst, og med min oplevelse i bagagen kan jeg kraftedeme godt forstå hende.

Har du følt dig truet og så oplevet at ringe til politiet og oplevet ikke at kunne få hjælp?

– De enkelte situationer, hvor jeg har følt mig truet, har jeg ringet til venner først, for det var før, jeg fik et tilhold. Han har brudt tilholdet tre gange digitalt og én gang på åben gade, og der kunne jeg flygte ind i en butik, og det var først bagefter, jeg kom i tanker om, at jeg jo skulle ringe til politiet. Han har tidligere opsøgt mig i min lejlighed, men lige for tiden er jeg ikke i min lejlighed. Jeg kunne måske opleve at få hurtigere ekspedition fra politiet, hvis jeg satte mig selv som lokkedue i min lejlighed, men det tør jeg ikke. Min stalker er kæmpestor og har tydeligvis en eller anden form for psykose. Det er sindssygt, at jeg hele tiden skal lave en indre tjekliste over, om han kan vide, hvor jeg er. Det er ikke specielt behageligt.

Hvad ønsker du, at der skal ske nu?

– Der skal være hurtigere action, når der er nogen, der bryder et tilhold. Det er fuldstændigt sindssygt, at man kan få papir på, at et menneske er farligt for én, og så bryder de tilholdet, og så sker der ingenting i månedsvis. Og så fortsætter stalkingen. Denne person har ikke fået at vide, at han har brudt tilholdet, han kan fortsætte, som om intet var hændt. Det kunne være sindssygt fedt, hvis dette her gjorde, at det ville blive lettere at være stalkingoffer i Danmark, og hvis der kom noget mere lovgivning på området. Men hold kæft, hvor glæder jeg mig, til det overstået.

Vicepolitiinspektør Jesper Lauenborg Bangsgaard siger til Politiken, der har forelagt ham Lydmors fortælling: ”Desværre er området eksploderet de senere år, og derfor skal vi hele tiden overveje, hvor vi bruger ressourcerne bedst.”

Flere retsordførere udtaler til Politiken tirsdag, at de vil arbejde for, at politiet langt hurtigere behandler sager om stalkingofre. Det siger både Britt Bager fra Konservative og Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Politiken har ikke haft mulighed for at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup.

LÆS OGSÅ: Pede B udgiver konceptalbum på eget label – med samples udelukkende fra Lydmor


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA