x

MÅNEDENS SPILLESTED: Nye rammer skaber sublim lyd i Viborg

MÅNEDENS SPILLESTED: Nye rammer skaber sublim lyd i Viborg

Paletten i Viborg har endelig åbnet dørene til deres helt nye spillested. Et nyt lokale, der er 100 procent dedikeret til den gode lyd, og det glæder spillestedsleder Peter Ramsdal.

– Vi er faktisk lige flyttet, fortæller Peter Ramsdal, spillestedsleder på Paletten i Viborg, da han bliver bedt om at fortælle lidt om spillestedet Paletten.

Paletten kan som spillested nemlig prale af at have mere end 28 år i bagagen, men selve rammerne, der i dag huser det traditionsbårne spillested, er helt nye.

– Vi er flyttet ind ved siden af det store kulturhus i byen, som hedder Tinghallen. Vi deler også administrationslokaler med dem, så det hele er samlet her i byen, fortsætter han.

Historien lyder, at der i 1993 var der en række foreninger, som savnede et reelt spillested i Viborg. Tre år senere ansatte man en spillestedsleder, og i dag er det en selvejende institution, som er blevet udnævnt til et regionalt spillested.

Der er derfor store smil og megen glæde over endelig at kunne byde publikum velkommen på den nye adresse. Ramsdal fortæller nemlig, at spillestedet før lå i et område af Viborg, hvor der ikke var så meget aktivitet, og nu er det det stik modsatte.

– Der er kommet meget mere liv, og det gør det også nemmere at få folk ind til os. Det har været en gammel plan, som endelig er blevet realiseret. Det har været under opsejling i ti år, hvor man gerne har villet bygge et nyt sted, som var dedikeret til at være spillested, glæder han sig over.

Det nye spillested kan rumme 500 gæster. 450 på gulvet og 50 på en balkon. Hvor de gamle lokaler var en tidligere biograf, og koncertsalen var to gamle biografsale, der var blevet ombygget, er disse nye rammer indrettet med musikken for øje.

Peter Ramsdal fortæller, at hele koncertsalen er bygget op og designet, så det både er smukt for øjne og ører.

Ud over musik rummer Paletten også aktiviteter som konferencer og er helt generelt åbne for at være et frisk pust i kulturlivet i Viborg. Men selvfølgelig er Palettens vigtigste rolle at præsentere relevant musik for sit publikum.

– Hvis man som by skal have nogle gode kulturtilbud, skal man også have nogle interessante koncerter. Derfor er det vigtigt med et spillested, der har den rigtige kapacitet i forhold til byen – og det har vi. Her sørger vi for, at der kan komme nogle gode koncerter til byen, lyder det fra Peter Ramsdal.

Han slår nemlig fast, at scenens størrelse netop kan rumme både garvede musikere fra ind- og udland i mere intime rammer samt nogle nye, upcoming kunstnere.

– Hvis vi skal skabe fremtidens store navne i Danmark, skal vi starte et sted, og det er ude på spillestederne. Dem, der i dag spiller festivaler, er begyndt på de små scener, så det er vigtigt at have fødekæden i orden.

Og her spiller Palettens nye rammer en vigtig rolle.

– Med det nye spillested har vi fået et unikt sted på den måde, at vi både har et spillested, der ser enormt godt ud, og som også lyder godt.

– Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og sige, at vi er et af de tre spillesteder i Danmark, der har den bedste lyd. Og så er vi enormt gode til at servicere vores kunstnere. Hvis du spørger dem, der har været forbi det sidste halve år, så tror jeg, at de alle meget gerne vil tilbage igen, siger Peter Ramsdal med et smil.

 

Oplev blandt andre:

27.01: Maja og De Sarte Sjæle

04.02: Søren Sko

05.02: Chris Minh Doky

10.02: Alex Vargas

11.02: Bremer / McCoy

18.02: Kira Skov

24.02 Kalaha

25.02: Rasmus Hagen

Se det fulde program på paletten.dk

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA