x

Nye stemmer i Joe Rogan-shitstorm: Producerlegende og Donald Trump melder sig på banen

Nye stemmer i Joe Rogan-shitstorm: Producerlegende og Donald Trump melder sig på banen

Spotifys podcastvært Joe Rogan er fortsat under massivt angreb, nu også af produceren Steve Albini, men forsvares delvist af Donald Trump

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at Spotify podcast-værten Joe Rogan har været ude i lidt af et uvejr. 

Musikere som Neil Young og Joni Mitchell har i protest fjernet deres musik fra streamingtjenesten, siden der i podcasten blev promoveret misinformation vedrørende vacciner. 

LÆS OGSÅ: Neil Young opfordrer Spotify-ansatte til at sige op

Herudover er N-ordet blevet benyttet flere gange, hvortil Rogan har lavet en offentlig undskyldning, hvor han kalder det “det mest angerfulde og skamfulde, jeg nogensinde har måttet tale om offentligt”. 

Nu har den kendte producer Steve Albini (billedet), der blandt andet har arbejdet sammen med Nirvana, Pixies, PJ Harvey og danske Grind og Amber, også meldt sig på banen, skriver det britiske medie NME. I et opslag på Twitter roser Albani den amerikanske rapper Violent J fra horror-rap-gruppen Insane Clown Posse for at tage afstand fra racistiske og krænkende sangtekster, der er at finde i musikerens bagkatalog. Violent J har i et interview udtalt: “Jeg var så dum. Jeg forstod ikke det krænkende i det. Jeg var virkelig så dum… Jeg kan ærligt ikke fortælle dig, hvad fuck der foregik i min hjerne.”

I Albinis tweet kommer han i samme ombæring med en sviner rettet mod Rogan, idet han skriver: “Det er er absolut modellen for ej-din-lorte-adfærd, og hvis en fucking Juggalo (fan af Insane Clown Posse, red.) kan klare det, så kan en ni-cifret podcastvært også steppe op uden at klynke.”

Det er ikke første gang, at Albini udtaler sig kritisk overfor Rogan. I et interview i marts sidste år udtalte han følgende: “Rogan, Barstool (amerikansk blog om sport og popkultur, red.), alle de anti-woke-komikere, bare fuck dem alle sammen. Det er skrald og jeg håber, det hele fejler. Hvad hvis alt det dumme lort, din racistiske nabo, som du hader, sagde, blev skrevet ned og publiceret på en blog? Næ, stadig skrald, fuck det stadig.” 

Selv har Albini også forholdt sig til sin egen fortid: “Mange af de ting, jeg har sagt og gjort kommer fra en ignorant position af komfort og privilegerethed, og de er tydeligvis forfærdelige og noget, jeg fortryder. Det er ingens forpligtelse at udelade dette, og jeg føler en pligt til at rette op på det.”

I mandagens afsnit af Rogans podcast adresserer han selv den video, der viser et sammenklip af Rogans racistiske udtalelser, hvortil Rogan forklarer: “Den video har altid været derude. Det er et politisk snigmord. De tager alt det forkerte, jeg nogensinde har sagt og smudser det hele sammen.” Rogan ser det dog som en god ting, da det giver ham en mulighed for at italesætte nogle af de ting, han ville ønske ikke var derude.

Endnu en spiller har meldt sig på banen, og det er ingen ringere end den tidligere præsident Donald Trump, der på en måde tager Rogan i forsvar.

“Joe Rogan er en interesant og populær fyr, men han bliver nødt til at stoppe med at undskylde til de "Fake News" og radikale venstreorienterede tosser,” siger han i en pressemeddelese, citeret af Rolling Stone.

Endnu en republikaner, Floridas guvernør Ron DeSantis, der eftersigende går efter republikanernes præsidentnominering til det amerikanske præsidentvalg i 2024, har også kommenteret sagen. Ligesom Trump langer han ud efter den politiske venstrefløj: “Jeg tror, venstrefløjen er bange for det faktum, at han kan nå ud til så mange, og derfor er de ude på at ødelægge ham. Men hvad jeg vil sige er, at du skal ikke give dig det mindste. Ingen undskyldninger. Du skal ikke lade dig kue af pøblen,” siger han ifølge NME.

Nylige undersøgelser har ifølge NME vist, at hele 19 procent at Spotifys brugere enten har eller har planer om at opsige deres abonnement grundet Rogan-sagen. Herudover vil 18,5 procent gøre det samme, hvis mere musik bliver fjernet fra tjenesten.

LÆS OGSÅ: Kritikken mod Spotify kaldes "Sovjet-lignende censur" af musiker

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA