x

STEPPEULVEN-REPORTAGE: Næsten-debutant blev den store vinder – og ikke-musiker vandt Pionerprisen

STEPPEULVEN-REPORTAGE: Næsten-debutant blev den store vinder – og ikke-musiker vandt Pionerprisen

Guldimund gik fra aftenen med tre priser

Det blev sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Guldimund med det borgerlige navn Asger Nordtorp Pedersen, som var den store vinder, da de danske musikanmeldere søndag aften uddelte Steppeulven 2022 på Bremen Teater med en vis pandemirelateret forsinkelse. Prisfesten, der havde Rune Hedeman som vært, afholdes normalt i januar, men måtte udskydes til april grundet de forlængede restriktioner.

Guldimund vandt i kategorierne Årets Tekstforfatter, Årets Musiker og Årets Udgivelse på baggrund af sit meget anmelderroste album Dem, vi plejede at være. Et album, som egentlig er hans andet soloalbum, men da han har slettet sit første album fra streamingtjenesterne, er udgivelsen hans officielle debut. Tidligere har Asger Nordtorp Pedersen spillet med Tårn og Blaue Blume.

Guldimund takkede blandt andet sit band, der står af hele syv personer og indbefatter blandt andet trompet og saxofon, og det er nogenlunde de samme personer, der spiller med ham live, som medvirker på albummet. Det blev dog også til en tak til alle landets musikskoler og de undervisere, som Guldimund har haft glæde af i sin opvækst, og til forfatteren Pablo Llambias, som underviser i sangtekster på Rytmisk Musikkonservatorium, og som havde givet Guldimund det råd at fokusere på de helt konkrete ting, han kan se omkring sig i hverdagen. Et råd, Guldimund i den grad har taget til sig på albummet Dem, vi plejede at være, der handler om et par forhold i krise og blandt andet indeholder følgende linjer: "Jeg kan ikke råbe højt, for drengen sover / Så jeg prøver på at flå en karklud over / Selvom kopper, der bliver knust lyder sjovere”.

Iceage var aftenens næststørste vindere med to priser, en for Årets Komponist og én for Årets Producer, sidstnævnte i samarbejde med Nis Bysted og britiske Sonic Boom på baggrund af albummet Seek Shelter. Gruppen var i øvrigt ikke fuldtallige, da en af dem havde glemt at dukke op, kunne de fortælle fra scenen.

Årets Livenavn var The Minds of 99, prisen Årets Håb gik til singer-songwriteren Barbro, Årets Sang var Andreas Odbjergs ”I morgen er der også en dag”, og Årets Vokalist blev Selma Judith.

Initiativprisen gik til foreningen Another Life for deres arbejde med rapporten Repræsentation i den danske musikbranche – på og bag scenen 2021”. ”De hårde tal lægger pres på branchens portvagter og skrankepaver på øverste etage”, som det hed sig i begrundelsen.

Årets Pionerpris gik til dj, klubarrangør og pladeselskabsejer Kenneth Bager. Fra Niels Fez Pedersens motivationstale lød det:

”Pionéren har i perioder yndet at omtale sig selv som en bonderøv, og hvis det stadig passer, er det i hvert fald en usædvanlig cool, fremsynet, nysgerrig, stædig, festlig og globalt orienteret bonderøv, som modtager Pionérprisen. Han er egentlig slet ikke musiker. Men hvis musik skal leve, er der brug for, at der kommer en eller anden med nogle store ører og siger: Det dér, det rykker. Og som bagefter tager musikken under armen og spiller den for andre mennesker. På en klub, på en bar, i radioen eller placerer sangen på en vel-kurateret playliste eller en compilation. Den slags er Årets Pionér mester i. Han laver selv musik, og så er han formidler af musik. Han har i mere end 40 år hjulpet musikere og sange med at finde et publikum”.

Niels Fez Pedersen fremhævede desuden datoen den 28. august 1988 som historisk i dansk musiksammenhæng. Her arrangerede Kenneth Bager nemlig den første af de såkaldte Coma-fester, på det daværende diskotek Lorry i København og bragte dermed for alvor genrer som house, acid house, hip house og meget mere til danskernes bevidsthed. I sin takketale fik Kenneth Bager blandt andet sagt, at han selv skal dj’e seks timer til sin snarlige 60 års fødselsdagsfest.

Den eneste prismodtager, der ikke var fysisk til stede, var Andreas Odbjerg, der modtog prisen Årets Sang for storhittet ”I morgen er der atter en dag”. Odbjerg ville nemlig hellere se Flandern Rundt – altså han var taget til Flandern og sad ikke hjemme foran tv’et. Odbjerg takkede for, at han havde succes ”i begge lejre”, både blandt publikum og anmeldere. Det er jo ikke altid, de to parter er enige.

Alsidigt liveprogram

Musikken blev leveret af et meget alsidigt udvalg af kunstnere, der hver spillede to sange. Sjovt nok havde arrangørerne placeret de tre mest etablerede navne i første halvdel af showet. Her kunne man først opleve den eksperimenterende hiphopduo Fraads med blandt andet trompet i lineuppen samt sanger og rapper Papa Erotic i bar overkrop.

Veteranen Jomi fulgte efter med to sange fra sit meget roste album Lyst, som hun fremførte med Ida Duelund på bas og Kresten Osgood på trommer. Både Jomi og Duelund var også nominerede for henholdsvis årets tekstforfatter og årets sang samt årets musiker, men måtte gå tomhændede fra showet.

Blackgaze-bandet MØL stod for sidste musikalske optræden inden pausen. Bandet har markeret sig stærkt med deres blanding af shoegaze og black metal. Påklædningsmæssigt måtte de siges at være tættere på shoegaze end black metal, men til gengæld var sanger Kim Song Sternkopf helt fremme på scenekanten med sin skrigende vokal.

Efter pausen fortsatte Clarissa Connelly, der sidste år modtog den prestigefulde Nordic Music Prize for albummet The Voyager. Connelly spillede to sange i spændingsfeltet mellem folk og rock og akkompagnerede sig selv på først flygel, dernæst guitar, akkompagneret af fire siddende musikere.

Dernæst var der lidt internationale vibes over showet i form af den herboende amerikanske r&b-sanger og rapper Jeuru, der gav en virkelig selvsikker og overbevisende optræden – uden at der var nogle af de andre, der faldt igennem. Han bliver stor, det kan der ikke være tvivl om.

Aftenen sluttede med Julie Pavon, der med en dj/elektronisk trommeslager på scenen gav en heftig omgang house med fyldig vokal. ”Hun giver mig min Grace Jones på,” som vært Rune Hedeman sagde, og det var meget passende ord.

Showet var traditionen tro ganske afslappet og uden hverken tv-transmission eller rød løber, men stemningen var god. Grundet corona-flytningen blev arrangementet lagt på en søndag, hvilket nok var medvirkende til, at afterpartyet i foyeren, der var åbent for alle, ret hurtigt blev præget af en vis opbrudsstemning. Vi må tage revanche næste år, når corona-restriktionerne forhåbentlig er definitivt fortid – bank under bordet.

Foreningen af Danske Musikkritikere består af musikskribenter fra dagbladene og musikmedierne Berlingske, B.T, Børsen, Dagbladet Information, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende, GAFFA, Politiken, Soundvenue, Passive/Aggressive, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.   

LÆS OGSÅ: Her er årets Grammy-vindere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA