x

FATHER JOHN MISTY-INTERVIEW – Velkommen til det næste 20. århundrede

FATHER JOHN MISTY-INTERVIEW – Velkommen til det næste 20. århundrede

Father John Misty er aktuel med første nye studiealbum i fire år. Som et af ganske få medier har GAFFA fået interview og været til livepremiere i London.

– Det er første gang, vi spiller mange af de her sange. Så jeg tænkte, det ville være godt at tage et symfoniorkester med, have min lynlås stående åben de første par sange – og så livestreame det.

­Ordene kommer fra Father John Misty, badet i blåt lys på scenen i Barbican Centre i London en torsdag aften i begyndelsen af april. Det er aftenen inden udgivelsen af hans nye album, Chloë and the Next 20th Century – det fjerde siden debuten for ti år siden. Og over godt to timer præsenterer den nu 40–årige Tillman de nye sange, bakket op af både sit eget, faste backingband og det engelske symfoniorkester Britten Sinfonia. Det er en ganske særlig aften for både publikum og hovedpersonen, som åbner med ”Funtimes in Babylon” fra debutalbummet nogle minutter over otte.

GAFFA er som et af ganske få europæiske medier inviteret til at overvære releasekoncerten i den britiske hovedstad – eneste europæiske koncert i 2022, ud over et par kortere in-store-gigs i en håndfuld engelske pladebutikker. I 2023 drager han dog på en regulær, europæisk turné – inklusive en koncert i KB Hallen på Frederiksberg i marts 2023. Efter et par år med relativ stilhed omkring den skarpe sangskriver er Mr. Misty med andre ord tilbage for fuld udblæsning. Med et album, som trækker på musicals fra mellemkrigstiden mere end på den folkrock-tradition, som var Tillmans afsæt. Og stadig med et tekstunivers, som med lige dele nonchalance og inderlighed dissekerer såvel kærligheden som en civilisation på randen af selvudslettelse.

Filterløs autofiktion

En uges tid inden udgivelseskoncerten i London, er det – ikke uden vanskeligheder – lykkedes at få et interview med Tillman. Sidst han var albumaktuel, med God’s Favourite Customer i 2018, gav han slet ingen interviews, og kun ganske få medier får adgang denne gang. Det er tydeligt, at Misty er blevet et stort navn, siden han for alvor slog igennem med I Love You, Honeybear tilbage i 2015. Dengang kunne jeg mødes med Tillman til en åbenhjertig backstagesnak på Vega; to år senere fortsatte vi samtalen på et hotel på Vesterbro, mens Tillman var i byen for at promovere den ambitiøse opfølger Pure Comedy i 2017.

Jeg samler tråden op og starter med at spørge til God’s Favourite Customer – et album, som markerede en ny retning oven på de tre første og samtidig skildrede en personlig krise i, hvad der lignede 1:1. Sange som titelnummeret, ”Please Don’t Die” og ikke mindst den nådesløst morsomme ”Mr. Tillman” var skrevet fra et andet og tilsyneladende mere smertefuldt sted end trilogien, som var gået forud. Jeg får aldrig svar på, hvilken krise Tillman gennemlevede dengang i ’18 – men albummet vil han gerne tale om. ”God's Favorite Customer var helt sikkert en afvigelse, æstetisk set”, siger han og uddyber:

– Den er ikke lige så hi-fi eller gennemarbejdet som de andre tre. Men sangene er ikke desto mindre ganske holdbare. De fleste af dem har fundet vej ind i mit live-sæt. Titelsangen er et af de numre, jeg allerbedst kan lide at spille live. Mens sangene fra for eksempel Honeybear er så meget sat på spidsen og semi-fiktionaliserede, at de ikke rigtig transporterer mig tilbage til det tidspunkt, hvor de blev skrevet, på samme måde som de her sange.

Titelsangen fra God’s Favourite Customer – Tillman på klaver, med ryggen mod den udsolgte sal – er da også med i London. Sammen med ”Mr. Tillman”, hvor fortællerstemmen tilhører den bekymrede receptionist på et hotel, hvor hovedpersonen tjekker ind: ”Mr. Tillman, for the seventh time / We have no knowledge of a film that is being shot outside / Those aren't extras in a movie, they're our clientele / No, they aren't running lines and they aren't exactly thrilled / Would you like a regalo on the patio? / Is there someone we can call? / Perhaps you shouldn't drink alone”.

Verdens undergang

Overfor ”Mr. Tillman”s tilsyneladende filterløse autofiktion (som Tillman også tidligere har praktiseret, ikke mindst på den 13 minutter lange ”Leaving L.A.”) ligner de første tre plader en slags trilogi. Fear Fun stod i de hallucinogene stoffers tegn, Honeybear kredsede om sex, og Pure Comedy om selve de menneskelige grundvilkår – i alle tre tilfælde på baggrund af en vestlig kultur i færd med at undergrave sig selv. Som Tillman selv formulerede det i et svensk tv-show for nogle år siden: ”Ni ud af ti af mine sange handler om verdens undergang”. Jeg spørger Tillman, om den ovenstående opdeling af hans værk giver mening – og hvordan det nye album placerer sig i forhold til bagkataloget. Tillman:

– Jeg vil sige, at Fear Fun handler om selvopdagelse – hvor opdagelsen er, at ”selvet” ikke eksisterer – Honeybear handler om den moderne, mandlige psyke, og Pure Comedy drejer sig om afkoblethed. Chloe handler om den til stadighed tilstedeværende fortid og mit meget ambivalente forhold til det 20. århundredes kanon.

Jeg nævner det nye albums distinkte mellemkrigstids-vibe – det lyder, som om Misty har forelsket sig i 1930’ernes Hollywood – og spørger til dette markante, stilistiske greb i nye sange som ”Funny Girl”, ”Kiss Me (I Loved You)” og ”We Could Be Strangers”. Tillman giver igen, som altid seriøs og drillesyg på samme tid:

– Jeg ser snarere albummet som en zombiefilm end som et kærlighedsbrev til ”det gamle Hollywood”. Kulturen har mistet sit momentum, og vi sidder fast i den her retro-futuristiske skærsild. Jeg skrev ”The Next 20th Century” først, og de andre sange opstod ud af dén bevidsthed.

I Barbican Centre i det centrale London får ”The Next 20th Century” sin livedebut som næstsidste sang i det regulære sæt, og det står klart, at der er tale om endnu en nøglesang; en central tilføjelse til det stadigt voksende sangkatalog. ”Recite your history of oppression, babe / while you are under me”, synger han, og videre, efter at have smidt referencer til både Batman og Val Kilmer: ”The wheel is turning / from night into day / Everything's in transition / Everything must change / But none of us here will ever see the promised land”.

Leonard Cohen synes at spøge i kulissen, og jeg kan da heller ikke lade være med at spørge Tillman til ep’en Anthem +4 fra 2020, hvor han fortolkede blandt andre Cohen og Link Wray. ”Well, i 2020 var der det her hysteri omkring at skulle lave velgørenhedsudgivelser, og det blev jeg vel bare revet med af,” siger Tillman om baggrunden for ep’en og tilføjer:

– ”Anthem” (Cohen-coveret, red.) slog mig som meget passende, eller rettere upassende, til øjeblikket. Det er ikke ligefrem en sang, som advokerer for at redde menneskeheden. Den er håbefuld på en helt anden måde. Jeg kan bare virkelig godt lide Cohens musik, hans stemme, melodierne, humoren, selvopofrelsen. Jeg abonnerer ikke som sådan på hans verdenssyn eller ser ret meget af mit eget liv i hans. Han var villig til at ofre kærligheden undervejs på en måde, som jeg ikke har råd til.

Flere nye sange

Ud over Anthem-ep’en har Tillman udgivet en single og et digitalt livealbum siden sidste studiealbum fra 2018. Jeg spørger, hvad han ellers har fået tiden til at gå med i de fem år, som er passeret. ”Jeg turnerede lidt i 2019 og brugte en masse tid på en anden samling sange, som bliver udgivet på et eller andet tidspunkt”, lyder det korte svar.

I London kulminerer hovedsættet med en dramatisk levering af ”I Love You, Honeybear”; hele salen rejser sig, mens Misty skridter scenen af og symfoniorkesteret bidrager til det eksalterede crescendo. Det er en saftig kærlighedserklæring, plettet af sminke, blod, sæd og aske, mens verden falder fra hinanden lige udenfor: “Mascara, blood, ash and cum / on the Rorschach sheets where we make love (...) Everything is doomed / and nothing will be spared / But I love you, honeybear”.

Tillman kaster sig på knæ og kysser en ung kvinde på første række, inden han og bandet forlader scenen, blot for at vende tilbage af to omgange og give ekstranumre. Til sidst smider han mikrofonen fra sig på gulvet og slår ud med armene – hvid T-shirt under sort jakkesæt, røde strømper og den karakteristiske hårpragt væk til fordel for et nyt, kortklippet look. Inden interviewet er forbi, spørger jeg Tillman, om sidstnævnte gestus skal tillægges nogen symbolsk betydning. Og om, hvad der venter forude for den amerikanske ener.

– Gennem menneskehedens historie har det at klippe håret af ganske rigtigt været en symbolsk handling. Også i højere grad end for eksempel at få et overskæg. Men nej, i mit tilfælde var det rent praktisk. Bare pandemic chic. Vi må vente og se, hvad der venter forude rent kunstnerisk. Indimellem føler jeg, at jeg er den sidste, som ved besked. Jeg har lagt mærke til, at jeg er begyndt at betragte mig selv med lidt mere fornøjet ligegyldighed, efterhånden som jeg er ved at blive midaldrende. Det er en rar følelse. 

LÆS OGSÅ: Verden ifølge Mr. Misty – stort interview med Father John Misty anno 2017


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA