x

1995 - Peter Peter går - og smækker med døren

1995 - Peter Peter går - og smækker med døren

Sort Sol-føljeton kapitel 8

Sort Sol fejrer i år 25-års jubilæum. I den forbindelse fortæller GAFFA.dk i samarbejde med gruppens fanklub Sort Sol Society bandets historie i 25 kapitler med et nyt kapitel cirka hver 14. dag. Vi tæller baglæns og begyndte derfor med 2002 for i slutningen af året at ende med gruppens debut i 1977. Vi lover, at der dukker masser af overraskelser op undervejs, bl.a. billeder fra Sort Sols private arkiver.


Året 1995 begynder godt for Sort Sol. I februar får Pierre Winther en dansk Grammy for sin instruktion af videoen til “Let Your Fingers Do The Walking”, den stemningsfulde hitballade fra “Glamourpuss”-albummet tilbage fra 1993.

Senere trækker en sky ind foran den sorte sol. I maj forlader guitaristen Peter Peter, der har været med siden begyndelsen i 1977, bandet og smækker med døren. I et interview med Euroman under overskriften ”Nu er solen død, mor” langer han hårdt ud efter sine gamle kolleger, som han beskylder for at have solgt ud af de oprindelige punkidealer. Peter Peter danner senere det mere punkorienterede band Bleeder.

Det resterende Sort Sol - de originale medlemmer, sanger Steen Jørgensen, bassist Knud Odde og trommeslager Tomas Ortved samt guitarist Lars Top-Galia, der først kom med i gruppen i 1985 - fortsætter dog ufortrødent med indspilningerne til det album, der kommer året efter, ”Unspoiled Monsters”, som viser et mere langsomt, eftertænksomt, elektronisk orienteret og til tider smådystert Sort Sol inspireret af tidens populære triphop-lyd.

I 1995 får Sort Sol-medlemmerne dog også tid til at koncentrere sig om andre projekter. F.eks. medvirker Steen Jørgensen på hyldestalbummmet ”Gasolin’ Tribute - Fi-Fi Dong” i en duet med C.V. Jørgensen på en udgave af ”Lille Henry” under det fælles dæknavn Brødrene Brormand. Tomas Ortved spiller ligeledes med det gamle, gendannede gotiske post-punkband Alive With Worms, som i 1995 udgiver deres eneste, selvbetitlede album


 
     
   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA