x

1990 - Demoer til “Flow My Firetear”

1990 - Demoer til “Flow My Firetear”

Sort Sol-føljeton kapitel 13

Sort Sol fejrer i år 25-års jubilæum. I den forbindelse fortæller GAFFA.dk i samarbejde med gruppens fanklub Sort Sol Society bandets historie i 25 kapitler med et nyt kapitel cirka hver 14. dag. Vi tæller baglæns og begyndte derfor med 2002 for i slutningen af året at ende med gruppens debut i 1977. Vi lover, at der dukker masser af overraskelser op undervejs, bl.a. billeder fra Sort Sols private arkiver.


Sort Sol indleder det nye årti med at starte indspilningerne til deres femte album, det første siden 1987’s “Everything That Rises Must Converge”. I første omgang indspiller de demoer med svenske 4-Eyed Thomas, der også producerede “Everything...”.

Sort Sol indspiller i alt 7 numre, hvoraf to dog ikke kommer med på det kommende album, nemlig “Try Some, Buy Some” og “Eileen Alphabet”. Førstnævnte dukker i 1991 op på en lp, der følger med køb af det nu hedengangne rockmagasin Adventure. “Eileen Alphabet” udkommer først i 1993 på albummet “Glamourpuss” i en noget anden udgave, produceret af Sort Sol og Flemming Rasmussen.

Det endelige album, “Flow My Firetear”, bliver dog produceret af Kim Hyttel. Det udkommer i marts 1991 og bliver Sort Sols gennembrud til et bredere publikum.

Albummet bliver også Sort Sols første på Columbia/Sony Music. Sommeren 1990 har de nemlig forladt Medley, som har udgivet deres første fire lp’er. På Columbia/Sony Music kommer Sort Sol til at udgive deres hidtil bedst solgte album, “Glamourpuss”, der sælger i over 100.000 eksemplarer. I 2000 tegner de igen ny kontrakt, denne gang med Universal.

I 1990 medvirker Sort Sol endvidere på to compilationalbum. Dels med Black Sabbath-nummeret “Black Sabath” på det svenske hyldestalbum “Black Sabbath – The Legacy 1990”. Dels med “Djeti Revoljutsij”, en russisksproget udgave af det gamle T. Rex-nummer “Children Of The Revolution”, på “Laika – Next Stop Rock’n’Roll”, et album udgivet i forbindelse med Next Stop Sovjet-turnéen, du kan læse mere om i næste kapitel af Sort Sol-føljetonen.

Begge coverudgaver har dog tidligere været udgivet af Sort Sol. “Black Sabbath” udsendte de på en fanklubsingle i 1987, mens “Djeti Revoljutsij” sammen med en coverversion af C.V. Jørgensens “Indian Summer” blev givet som single til de første 750, der købte billet til gruppens koncert i Saga i København 2. december 1989. Alle disse coverversioner er i øvrigt senere kommet med på cd-genudgivelsen af “Everything That Rises Must Converge”, ligesom de var med i boxsættet “Black Box” fra 1997.

På billedet ses guitarist Lars Top-Galia i 1990.


 
     
   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA