x

Ry Cooder: Oplevelsen jeg havde ventet på hele livet

Ry Cooder: Oplevelsen jeg havde ventet på hele livet

Ry Cooder, hvordan var det at spille med de gamle cubanske mestre på scenen og i studiet?

– Det er to forskellige ting. I Carnegie Hall var det et sceneshow, og det er helt anderledes. At tale om et sceneshow er at tale om en begivenhed. I Carnegie Hall med et publikum var det en begivenhed, der var særdeles symbolsk med en energi som et tog i høj fart. Det er som æbler og appelsiner. Her var vi to år senere, og det var en meget kraftfuld aften, der havde stor betydning for os, der var involveret. Det faktum, at det var lykkedes for dem at komme til New York, til Carnegie Hall, som var et sted, som jeg er sikker på, at de aldrig havde forventet at skulle spille i. Publikum var fortrinsvis cubanere, så de var meget ekstatiske. Det var meget usædvanligt, ikke den typiske koncertoplevelse.

Hvad med selve pladen? I skulle jo lave en skive med afrikanere, og det var, som om I drejede om hjørnet, og det blev et helt andet projekt, ikke?

– Det var fantastisk. Jeg havde ventet i mange år og havde håbet på, at jeg kunne rejse til Cuba og være sammen med musikere og lære fra dem, inden de alle sammen døde. Min kone og jeg havde været dernede i 1970’erne, men var aldrig vendt tilbage, så da Nick Gold (ejer og producer af World Circuit-pladeselskabet, red.) ringede og sagde, at han ville lave en afrikansk-cubansk eksperimenterende plade, tænkte jeg ”Fedt, det vil måske være den sidste chance før alle forsvinder”. Og så tog vi derned, og som du siger, så drejede vi om et hjørne, for afrikanerne kom ikke. Skæbnen havde en hånd i det, kan man sige. Gjorde det muligt.

Og dér befandt vi os i et rum fuldt af mestermusikere, de, der levede stadig og de, der kunne komme, og husk, at vi kun var der i otte dage. Det var den tid, vi havde.

Og da vi var færdige med at indspille, tog jeg hjem, og Nick Gold tog hjem, og vi talte sammen og var enige om, at ”det var søreme interessant, det var noget dejlig musik, men mon verden vil tage godt imod det? Er der overhovedet nogen, der vil være interesseret i en samling cubanske oldtimers?”

Havde du nogen problemer med, at Buena Vista Social Club blev markedsført som en pre-revolutions-ting med de gamle dollargrin, som om alt var fedt, før Fidel tog over?

– Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i, at det blev markedsført. Nick Gold, World Circuit og Nonesuch i New York udsendte pladen uden nogen speciel bagtanke. Det var sådan ”Her er det. Det er, hvad det er”. Tro mig, når jeg siger, at ingen forventede, at der ville være opmærksomhed omkring pladen. Den blev bare udsendt, og så fandt vi ud af, at folk kunne lide den. Og at en masse folk, der ellers aldrig havde kunnet lide cubansk musik, kunne lide den. Folk lyttede ikke til cubansk musik, nyt, gammelt, hvad som helst. For i 40 år havde der været en embargo, og cubanske plader var ikke blevet importeret her til USA. Musikerne kom ikke hertil, og vi var afskåret.

Så pladen blev en introduktion for så mange mennesker. Så mange mennesker, så mange gange – jeg ville ønske, at jeg havde en nickle  for hver en gang, en eller anden ville komme hen til mig på gaden, i en butik eller i køen i banken og sige ”Well, du lavede denne plade, og jeg lærte noget, jeg aldrig havde vidst!”

Og så begyndte bandet at rejse, og det så ud, som om de forskellige musikere ville komme mere og mere, også Chucho Valdez og jazzmusikerne, men så kom Bush-regeringen til magten i 2000, og de nægtede så alle de her musikere visum til USA. Og alt, hvad jeg kan sige til dig er, at det publikum her i landet, som jeg plejede at møde til shows med Ibrahim (Ferrer) eller Omara (Portuondo) eller den ene gang, da Compay Segundo kom, de elskede den musik så højt, fordi de lige havde opdaget den.

Nogle gange, når du opdager noget musik for første gang, er det meget tillokkende for dig. Med hensyn til at markedsføre det som nostalgi, så vil jeg sige, at de markedsførte overhovedet ikke denne her plade. Faktisk havde jeg stort besvær med at få nogen til at udsende pladen i USA til at begynde med. Først til sidst gik Nonesuch med til det.

Vejen til cubansk musik for dig var et bånd med Barbarito Torres, ikke?

– Jo, det er rigtigt. En eller anden havde givet mig et kassettebånd i de tidlige 1970’ere, og de havde fået det fra et liveshow. Jeg ved ikke hvordan. Men det var bare bands. Du kunne høre, at det var udenfor, og en eller anden havde en kassettebåndoptager, og på en eller anden måde kom det bånd til mig. Og det var et laúd-band (cubansk lut), og der var ingen, der præsenterede dem, det var bare band efter band. Og jeg tænkte, at det er det fede stof, hvad det end er. Og da vi kom til Cuba og Buena Vista Social Club, spillede jeg det kassettebånd, og Barbarito udbrød: ”Det er mig! Det er mit band! Hvor har du fået fat i det bånd?” Og jeg sagde, at jeg ikke kunne huske fra hvem. Så du kan se, hvordan det går. Hvordan folk bliver tiltrukket og ender sammen på en eller anden mærkelig måde. Sådan er en musikers liv åbenbart.


Har du ingen planer med hensyn til mere musik med de overlevende fra Buena Vista Social Club?
– Nej, jeg er ikke god til at lægge planer. Nu må vi se, hvad der sker med embargoen. Jeg er amerikaner, og drejer det sig om cubanere, må vi bare vente og håbe på, at embargoen bliver løftet, så de igen kan komme hertil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA