Finale – Maya Albana

Finale – Maya Albana

Alder: 34 år.
Civilstatus: I et forhold.
Profession: Dokumentarinstruktør, tilrettelægger, sangerinde og nu forfatter. Maya Albana er aktuel med bogen Martin – Eventyret, Ørum og X Factor, der udkommer den 14. november, og medvirker på singlen Med Små Skridt med Mike Sheridan.

Kommer du fra et hjem med klaver?
– Ja, for pokker. Og spansk guitar, guiro, claves og et par blokfløjter. Jeg holdt dog mest af klaveret.

Spiller du selv et instrument?

– På en god dag spiller jeg både lidt guitar og klaver.

Synger du i badet?

– Det er faktisk sjældent. Men til gengæld tager jeg revanche med at synge en del i køkkenet og stuen.

Hvad betyder musik for dig?

– Det har været en meget stor del af mit liv og min opdragelse på alle måder. Og så er musikken et vigtigt arbejdsredskab for mig. Uanset hvad jeg laver, indebærer det arbejdet med struktur, stemning og formidling. Musik favner alle tre ting og er altid en god inspirator.

Hvor mange hyldemeter fylder din musiksamling?
– Fem meter, fysisk.

Hvad er din yndlingsplade?
– Det er et utroligt tarveligt spørgsmål, når man er sådan én, der har mange af dem. Hvis det skal være, skal det afgøres ved målfoto, og slaget skal stå mellem Neil Youngs Harvest og Dusk af The The.

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?
Hang On med Freedom, som jeg købte som hadegave til min ven Magnus og aldrig fik givet videre, fordi jeg endte med at blive følsom og tænke, at det ville give dårlig karma og være synd for alle involverede. Men der er ikke noget, der er så pinligt, at det ikke også er sjovt. For eksempel er coveret alene så skidegrimt, at man godt kan trække lidt på det gamle smilebånd.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
– Helst ikke nogen, men nødtvunget ville jeg tage den der Chumbawamba-sang, fordi den er så dum, at det er legendarisk. "He drinks a whisky drink, he drinks a vodka drink, he drinks a lager drink, he drinks a cider drink..." (Tubthumping, red.)

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
Master And Servant med Depeche Mode.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
– Jeg synes, begrebet erotisk aften er mega-anstrengende, og sådan duftlys-og-nu-er-det-onsdag-så-skal-lillemor-rives-rundt-ish. Man knalder vel anytime på dagen, man har tid og lyst. Om det er til trafikradio eller temaet fra Star Wars, det er mindre vigtigt, synes jeg.

Hvad hører du helst søndag morgen?
– I Know I Am Human af Frithjof Toksvig (under aliaset Ekko) eller Kaya med Bob Marley.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
Hey Jude. Jeg elsker den sang! Jeg laver gerne en begejstret, om end ret sølle, running man til det stykke, hvor McCartney ad-libber til sidst.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Rock Me Baby med Jomfru Ane Band. Ulla Tvede på trommer, Sanne og Rebecca Brüel på vokal, min første erfaring med, at hvide kvinder kan swinge.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?
Mother af John Lennon.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

Indian Summer af CV Jørgensen.

Har du været i operaen?
– Nej.

Har du været på festival?
– Ja, og det er jeg hvert år. Jeg er fynbo, så jeg startede ud på Midtfyn med dåseravioli i  firemandstelt og Miles Davis på den store scene. På årets Roskilde var jeg på arbejde for at lave et portræt af Veto. De spillede i øvrigt en stenhård koncert på Arena. Et supergodt band.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
– Leonard Cohens koncert på Rosenborg i sommer var overvældende god. Meget, meget smuk og for-satan-da hvilke sange, hvilken stil og hvilken udstråling! Det var en meget stor oplevelse.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
– Jeg er faktisk mere til lydmænd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA