x

Danish Metal Awards 2008

Danish Metal Awards 2008

Så blev dørene endnu engang åbnet for året metalbegivenhed i Danmark – den, vi alle har ventet på. Det var blevet aftenen, hvor den danske metalscene skulle hylde – nåh ja – sig selv. Og som altid, når metalelskere samles, går det ikke stille for sig. Eller gør det?

Aftenens show startede faktisk meget overraskende med en lille fællessang i bedste lejrbålsstil fra kommandobroen – "Vi voksne kan også være bange", fik Peter Skov Larsen bræget ud på meget underholdende vis, efter at aftenens vært, P3’s Carsten Holm, havde budt velkommen.

I dagens anledning var Amager Bio holdt i hvide farver og pyntet op som et kæmpekrigsskib (lavet af fine, hvide paprør!!!?) med kanoner, kommandobro og hele molevitten. Og igen i år var der lavet to "scener", den ene af de to var balkonen, hvor selve prisuddelingen foregik, den anden scene var naturligvis Amager Bios kæmpe scene, som aftenens fem bands indtog med mere eller mindre overbevisning.

A Kid Hereafter In The Grinding Light
Og SÅ kan det ellers være at aftenens show blev blæst i gang af A Kid Hereafter In The Grinding Light med frontmand Frederik Thaae (med sit store viltre skæg og sin lidt lalleglade hippie-attitude) som den energisk smilende kærlighedsguru i spidsen for et ekstremt underholdende og velspillende femkløver helt klædt i hvidt. Og hans slogan om, at ”metal er kærlighed og positive vibrationer”, gik da også lige ind hos et ellers ikke helt så veloplagt publikum.

Desværre var lyden ikke brandgod under børnenes legestue-tid, men de leverede et fantastisk show, med sindssyg fed energi og drive. Hvis du kender A Kid Hereafter, vi du i øvrigt vide, at deres numre til tider er ret korte – til gengæld er tempoet i sangene højt, og jeg skal love fo,r at de gutter kan grinde. Vi fik lov at lægge ører til bl.a. ”Just Smile”, ”Samurai”, ”Chosen One” og ”Mad Arms”, og jeg skal love for, at de fem afsindige gutter var en meget, meget positiv overraskelse.

Og endelig oprindt tiden, da fine, behornede e’er skulle uddeles (dansk metals award er et lille "e" lavet af metal og med horn). Hertil kom Dawn of Demise på kommandobroen for at overrække prisen for årets bedste metalcover, som Last Mile og tyske Christof Kather løb med. Niklas Schneidermann (Magtens Korridorer) indtog dernæst podiet og havde taget sin DPA-kasket på (Danske Populærautorer) for at overrække prisen for årets metaltalent, som gik til Crocell.

Svartsot
Men så var det også blevet tid til, at de jyske vikinger skulle indtage Amager Bio. Og den fik ikke for lidt da. De seks gutter var mødt op i deres bedste viking-outfit, og frontmand Claus Gnudtzmann stod med ringbrynje og økse og fik hele salen til at synge med på ”ØL! Vi må ha’ den keddel. ØL! Den er Udgårds største!”, for så gik rejsen til Jotunheim.

Lydbilledet under Svartsot var markant bedre, end det var tilfældet ved showets start, og de seks gutter leverede et toptunet show, som fik både de langhårede gutter, de små piger og de store, skaldede mænd til at stå og hoppe og brøle med på bl.a. ”Skønne Møer” og ”Gravøllet”.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde glædet mig meget til at se grand prix-vikingerne live. Og de skuffede absolut ikke, selvom der f.eks. lige kom en lille bommert i sidste temastykke af sidste nummer om at drikke gravøl for de faldne krigere. Svartsot var uden tvivl en af aftenens bedste optrædener, kun overgået af de engelske dødsmetallere, Carcass.

Dernæst kom P3’s Camilla J Lea på broen i det helt store skrud med hat og lang kjole – for at uddele prisen for årets metalvideo. Her gik sejren meget fortjent til Pilgrimz og Andreas Krohn for "Shake-A-Feather". Til prisoverrækkelsen for bedste debutalbum fik vi intet mindre end Carcass’ Bill Steer på banen, som kunne fortælle, at Scamp var vinderne med deres "Mirror Faded Mentality".

Dawn of Demise
Og så kan det ellers nok være, at det blev dystert, da Dawn of Demise indtog scenen i Amager Bio. De der jyder kan simpelthen noget med at spille TUNG metal, og det hele blev indrammet yderligere af scene-fyrværkeri, jo-jo. Fint skulle det være.

Desværre for bandet røg trigger-lyden på trommerne inde i første nummer, og da der var en tight tidsplan, måtte de fem jyder nøjes med at spille bare to numre for det hungrende publikum. Derudover tjente lyden ikke til bandets fordel, lydbilledet var mudret, og guitarerne var meget svære at høre.

Men der skulle uddeles flere priser. Årets bedste produktion gik meget velfortjent til Jacob Hansen og Volbeat for "Guitar Gangsters and Cadillac Blood". Og for lige at sætte en fed streg under, hvem der kan kalde sig Danmarks bedste producer, skal det nævnes, at Jacob Hansen var nomineret i kategorien med hele fire ud af de fem nominerede skiver. Der er vist ingen tvivl om, at den mand er indbegrebet af metal herhjemme. Hædersprisen (den pris, Danish Metal Awards-gruppen giver til en dansker, som har gjort en fantastisk indsats for metallen i det forgangne år) gik i år til Steffen Jungersen fra BT.

The Arcane Order
Og der skulle spilles mere MÆDL! Men-men-men… jeg må sige, at lige præcis The Arcane Order, som ellers har Kasper Thomsen (Raunchy) i front, skuffede, mest af alt fordi lyden faktisk var fuldstændig skod. Alting mudrede. Og det var ikke for mennesker med dårligt hjerte, for bas og stortrommen forplantede sig gennem gulvet og ud i hele kroppen. Det var højt! Desværre forsvandt guitarerne på magisk vis ud i universets intethed. Det var meget synd, for det er ellers nogle topseje musikere, som jeg har stor respekt for. Men når det nu er sagt, fik de fem gutter faktisk virkelig sat gang i "dansegulvet" – og der blev headbanget både i cirkler og ottetaller.

Men så gik publikum altså også lidt døde, og der blev småstenet under de sidste prisuddelinger, hvor Stewart C. Lewis og Claus Gnudtzmann fra Svartsot kom på banen for at overrække årets metal-liveband, som gik til The Burning. Og den tidligere guitarist i Volbeat, Franz Hellboss Gottschalk, indtog dernæst kommandobroen for at uddele årets bedste udenlandske album. Her var det Metallica, der løb med sejren for deres nye "Death Magnetic". Og skulle man lytte efter publikum i Amager Bio, var det ikke noget, der faldt i god jord, selvom der blev vist et klip med Lars Ulrich, som takkede det danske publikum. Til gengæld vågnede folket lidt op, da frontmand Max Vegas fra Pilgrimz indtog podiet og overrakte den største hæderspris i dansk metal – årets metal-album. Skuffende nok var det Volbeat, som her løb med det lille behornede "e", og det passede vist ikke metallerne i salen. For selvom Volbeat har gjort en kæmpe indsat for metal i Danmark, er deres album absolut ikke så stærkt som de andre nominerede i kategorien. Volbeats Michael Poulsen takkede for prisen pr. video-indslag, da bandet var i Herning for at spille koncert.

Carcass
Og så blev det tid til det, som alle i Amager Bio havde ventet på – nemlig dødsmetallerne fra Carcas. Og jeg kan love for, at det var ventetiden værd. Til video-klip af klamme ting, der blev dissekerede, kors, der roterede, kz-lejre og krigsklip, gik bandet på scenen. De var sammenspillede, energiske og super tighte, og samtidig havde de aftenens bedste lyd. Så det var det suverænt bedste indslag, og det blev belønnet med et overophedet "dansegulv" med lidt for mange tumulter i mosh-pitten.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at min aften i metallens tegn sluttede, da politiet ankom til stedet – tilkaldt på grund af optøjer og uro. Heldigvis klarede de søde betjente gemytterne og fik talt folk ned.

Alt i alt var det DMeA desværre ikke lige så overbevisende et show som sidste år, hvilket nok også har noget at gøre med, at der bl.a. efter min ydmyge mening var lidt for ens bands på plakaten i år. Live-delen var simpelthen ikke afvekslende nok. Og hey – sidste år spillede svenske Soilwork, og hvem kan hamle op med det? Samtidig virkede showet ikke lige så flydende i år, som det var tilfældet sidste år. Der var for mange svupsere rent teknisk – og der var for meget ventetid.

Når det nu er sagt, vil jeg samtidig sige, at dansk metal har det godt. Faktisk har dansk metal det rigtig, RIGTIG godt, og det er opløftende at opleve. Så jeg sidder alligevel med en rigtig god fornemmelse i maven og glæder mig til et nyt år med masser af lækker dansk metal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA