x

W.E.E.D.-turnedagbog 31. juli-2. august

W.E.E.D.-turnedagbog 31. juli-2. august

31. juli - opsamling i København kl. 04. Trætte øjne ... nogle har ikke sovet i et døgn. Knap fire timers kørsel senere kan vi rulle om bord på færgen i Göteborg. 24 timers sejltur og tid til at klippe, folde og pakke cd-covere og feste med svenske heavyrockere i diskotektet, hvor et danseband spiller covernumre til den lyse morgen.

1. august - med første mand bag rattet i den modsatte side af vejen kører vi fra Newcastle og op mod nord. Samler vores engelske tourmanager Strobe op på en rasteplads i det skotske højland. Hun kommer direkte fra fire ugers tur med forskellige bands og vader fra finske Screamin Stukas' guldfarvede store bus over i vores lille og snavsede Fiat Ducato...

Efter i alt otte timers kørsel når vi Keith og Commercial Hotel. En lille by, men et fedt spillested. Tre support-bands, og vi er på. Lægger ud med et helt nyt nummer, der er øvet til lydprøven.

Folk er på. Pogo-dans og headbanging foran scenen, hvilket resulterer i en flækket laebe og gæster pa scenen ... en ung fyr skruer en af guitar-forstærkerne op til 10. Skotterne forstår at feste, og får to gange tre ekstranumre. Da vi pakker bilen, bliver en pige arresteret uden for spillestedet. Vi ender på gulvet hos en lokal sammen med en masse andre.

2. august. - tilbage mod Dundee, hvor vi skal bo hos en lokal booker og tatovør i noget, der ligner kulisserne til "Trainspotting". Tid til lidt sightseeing undervejs på en gammel borg i højlandet. Spillestedet Drouthy Neebors er en pub med en hyggelig lille klub i kælderen. God atmosfære, skotske piger for fuld udblæsning på lsd og punks på dansegulvet...

En forstuvet fod og væltet bassist senere er der autografskrivning for anden aften i træk. Meget mærkelig fornemmelse for et lille skaldet dansk band som os. Der er ikke meget glamour over vores rejseform, og lugten af rock og rul hænger i bussen. Koncerten munder ud i en fest hos vores vært med en masse lokale. To piger bliver piercet i soveværelset ved femtiden om morgenen. Om morgenen må et par gram hash fiskes op og sies fra en halvom whisky-flaske. Folk er trætte, men humøret er højt, og vi kører videre til Aberdeen.

Læs dagbog fra 4. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA