GAFFA-Prisen 2008 – Tina Dickow

GAFFA-Prisen 2008 – Tina Dickow

Til lykke med GAFFA-Prisen. Hvad er din reaktion på at have vundet, og hvordan vil du takke læserne for at have stemt på dig?

– Jeg er rigtig glad og stolt, og hvis jeg kunne, ville jeg sende hver eneste læser, der har stemt på mig, en personlig takke-hilsen på jordbær-duftende papir, men jeg må nøjes med at sige TUSIND TAK hér i bladet!!
Det betyder meget at få en ”folkeafstemt” pris og vide, at musikken er ude i mange hjem, og at den virker! At prisen er fra GAFFAs læsere, gør det endnu federe, fordi man véd, det er musik-entusiaster!

Hvad har været årets mest positive oplevelse fra et musikalsk perspektiv?

– Orange Scene på Roskilde, helt sikkert! Det var en vild oplevelse! Normalt synes jeg, en koncert flyver forbi med lydens hast, men dén søndag eftermiddag følte jeg, at tiden stod stille. Det var som om, hver eneste sekunds stilhed på scenen varede en evighed, og at jeg kunne nå at tænke hele mit liv og min karriere igennem for hvert åndedræt ... Det var lidt af en dream come true!

Også indspilningen af A Detour-ep’en fra min seneste udgivelse. Dér følte jeg, jeg kom ud i nogle kroge af min kreativitet, som jeg ikke har besøgt før, og jeg oplevede et kæmpe flow. Jeg følte mig meget fri, fordi det var et sted i trilogiens tilblivelse, hvor intet lå fast, og alt var okay. Jeg følte vist, jeg tog nogle chancer ved at gøre det mørkere og ”smallere”, end jeg før har turdet, og det var et kick.

Hvad har været årets mest negative oplevelse fra et musikalsk perspektiv?
– I marts spillede jeg opvarmning for en Texas-singer-songwriter (Bob Schneider, red.) hele vejen op ad USAs vestkyst og ind over til Salt Lake City og Denver. Han har haft et par hits med titler som Assknocker og Fist City, og hans publikum var stangstive, højrøstede og aggressive – ikke den bedste musikalske oplevelse, men til gengæld en flot køretur i festligt selskab.

Jeg havde også en koncert i Philadelphia i april, som var den mest usle nogensinde! Jeg aner ikke, hvordan det var kommet i stand, at jeg skulle spille dér, men det var på en forfærdelig, beskidt bar, en aften, hvor fire forskellige acts skulle spille 45 minutter hver, uden lydprøve.

Der var ikke gjort nogen reklame, og der var vel 20 mennesker til stede – plus det bebumsede teenage-band, der skulle spille efter mig, som selvfølgelig stod og holdt fest bagest i lokalet.
Eneste lyspunkt – som dog ikke gjorde aftenen mindre surrealistisk – var, at der stod et par hardcore-fans foran scenen og græd som piskede under hele mit sæt...

Hvad har været årets mest positive oplevelse fra et personligt perspektiv?
– Mit liv har åbnet sig meget i løbet af 2008. Jeg har fået udgivet mit femte studie-album, som inden i mig har brudt nogle rammer og markeret overgangen til et nyt kapitel i mit liv. Ikke noget med at holde op med at skrive og udgive plader – mere bare en anden og sjovere måde at gå til det på, lege med det og komme væk fra Lone Ranger-stilen, jeg har kørt de sidste fire år. Jeg har turneret det meste af 2008 og mødt nogle fantastiske mennesker rundt omkring – for eksempel Helgi Jonsson, som jeg har haft med på min efterårs-turné. Ham kommer jeg helt sikkert til at lave noget mere god musik med i fremtiden. Kronprinsprisen var også noget af en oplevelse – især fordi jeg delte den med hele familien, der var med i Operaen.

Hvad har været årets mest negative oplevelse fra et personligt perspektiv?
– Ikke en oplevelse som sådan, men det sædvanlige: jeg har ikke fået set nok til vennerne og familien. Jeg har ikke fået drukket latter nok på københavnske og århusianske caféer og gået glip af for meget hverdags-hygge.

Hvad skal du lave i 2009?

– Jeg tager til USA i slutningen af december og bliver derovre i et stykke tid. Hér skal jeg skrive sange til både mig selv og til andre og også arbejde på et soundtrack til en dansk film. I foråret har jeg en duo-turné med Steffen Brandt, som jeg glæder mig meget til, og så festivaler med mit band over sommeren. Men jeg får lidt mere tid til at slappe af og have det sjovt i 2009, tror jeg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA