x

Take That – Der er stille og roligt på toppen

Take That – Der er stille og roligt på toppen

Det burde ikke være muligt. Take That er aktuelle med The Circus, deres andet album efter deres mastodont-comeback i 2006, de har netop stukket Michael Jacksons Bad Tour-rekord for hurtigst udsolgte turné i Storbritannien med 750.000 billetter solgt på én dag, og deres liv er i dén grad præget af en succes, som kun undes pophistoriens største navne.

Alligevel er medlemmerne gennemsyrede af en stoisk ro. I en stor hotellounge i London er de fire nu fuldvoksne mænd omgivet af pladeselskabsfolk, stylister, journalister, assistenter og tv-folk, og alle konverserer afslappet med hinanden. Der er med andre ord meget lidt cirkusmanege over forestillingen, der snarere ligner en julefrokost, før alkoholen kommer på bordet.

Som ved et sådant arrangement er der hyppig udskiftning i samtalepartnerne, og inden længe slår den ene halvdel af kvartetten, Gary Barlow og Howard Donald, sig ned i et par bløde møbler og lader fortællelysten give et billede af, hvordan der ser ud på poppens tinder – og hvordan man får sig selv endnu højere op end før for dér at finde roen.

I er jo langtfra den eneste gruppe, der i disse år finder sammen igen, men ingen har gjort det med samme succes som jer. Hvad er jeres hemmelighed?

Howard: – Der er mange årsager. Det handler ikke bare om, hvad vi gjorde i forbindelse med vores comeback, men også om hvad vi gjorde tidligere. Vi stoppede jo, mens vi var på toppen. Og musikken var god nok til at blive ved med at blive spillet i alle de år, vi ikke var sammen. Samtidig er vi rigtig gode venner og forstår hinandens behov.

Gary: – Det handler jo meget om timing. Om at være det rigtige sted og få comebacket på det rigtige tidspunkt, og om at have været væk længe nok til, at folk igen bliver interesserede i at høre på os. Men hvis man kunne finde et nemt svar på det spørgsmål, så ville alle jo gøre det!

Jeg har indtryk af, at I befinder jer i en meget privilegeret position rent musikalsk. I kan lave alt fra den mest poppede pop til ganske moden rock. Hvis for eksempel U2 eller Coldplay begyndte at lave danserutiner eller blev for poppede, så ville de jo blive slagtet, men den byrde bærer I ikke. Er det en korrekt læsning af Take That?

Gary: – Ja, vi befinder os i en virkelig privilegeret position. Vi har jo ikke rigtigt nogen konkurrenter. Der er kun én af vores slags – og det er fedt. Vi kan ændre vores stil, som vi vil – og jeg tror, vi allerede havde haft to-tre forskellige stilarter i vores tidligere karriere!

Hvor vigtig er den position?
Gary: – Jamen, alle ville elske at være i den, ville de ikke? Men vi havnede her ligesom bare. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dig, at det hele var planlagt, men det har det virkelig ikke været. Vi fulgte bare vores hjerter.
Det har været vigtigt for jer at pointere, at I alle fire har haft kreativ kontrol over musikken på det nye album.

Hvordan opstod den nye måde at arbejde på?

Gary: – Det var sidste år, hvor vi havde en chance for at skrive sammen, bare os fire. Så skrev vi nummeret Rule The World, som blev et massivt hit herovre. Det gav os selvtilliden til at tænke, at vi måske kunne skrive et helt album på den måde. Så det nummer var starten på det nye album.

De store shows er de lette

Hvad ser I mest frem til at spille ved jeres koncerter? De gamle, sikre hits eller det nye materiale?

Howard: – Albummet er jo stadig ganske nyt, og det er altid fedt at se folks reaktioner på de nye numre. Men det er fedt at spille hvert eneste nummer, også de helt gamle – ikke mindst når vi blander tingene sammen og fremfører dem på nye måder.

Hvornår oplever I det største kick, når I er på turné?

Howard: – Åbningsaftenen! Det er den allermest nervepirrende og spændende aften af dem alle. Da vi begyndte at spille igen, optrådte vi på stadions, og det havde vi aldrig prøvet før. Det var ret vildt at spille foran så mange mennesker.

Hvilken forskel gør det, om man spiller foran 100 eller 100.000 mennesker?

Gary: – Jo større showet er, jo større er produktionen og bandet, og der er flere lys, og det hele udgør en form for beskyttelse omkring din optræden. Så det er de lette shows, synes jeg, for dér er du bare en lille del af noget helt enormt. Det sværeste er helt klart, når det bare er os fire på et lille spillested, for dér er du nødt til bare at stole på dig selv og det, du gør.

Foretrækker I udfordringen på de små steder?

Howard: – Jeg gør. Vi holdt releaseparty i Paris, og der var måske 2-300 mennesker, og vi havde bare en lille, simpel scene. Det var lidt af et sus at prøve sådan en koncert igen. Jeg dj’er i forskellige klubber, og det er altid meget intimt, og det gør udfordringen det meget større.

Mark sagde i et andet interview, at han gerne ville have været rockstjerne – ”men man kan ikke få det hele”. Er I enige?

Gary: – Man kan helt klart ikke få det hele. Men det er lidt sjovt, for 2009 er sprængfyldt med store turnéer – Oasis og Coldplay og så videre – men vi har solgt dobbelt så mange billetter som alle de bands! Så jeg vil nu hellere være med i Take That.

Hellere godt pladesalg end gode anmeldelser

Hvad har været det mest overraskende ved at vende tilbage til livet som Take That?

Howard: – Hvor seriøst folk end tager os, så tager vi ikke os selv specielt seriøst. I første omgang var Take That det eneste, vi havde. Nu har tre af os børn, og musikken er mere blevet en slags hobby, som vi elsker at bruge tid på. Så det, der overrasker mig mest, er, hvor afslappet alle tager det. Det er virkelig rart, at man ikke skal stresse helt vildt, som man skulle tidligere.

Gary: – Selvfølgelig er musikken vigtig – den er jo vores karriere – men det er jo ikke et spørgsmål om liv eller død. Der er et liv uden for musikken, og jo bedre man bliver til at leve det, jo bedre tror jeg også, musikken bliver – for så har man mere at sige med den.

Hvordan har I det med begrebet anerkendelse?

Gary: – For at være helt ærlig, så bruger jeg ikke ret meget tid på at overveje, hvorvidt jeg er anerkendt eller ej. Det eneste, jeg går op i, er, om folk kan lide vores plader, for det er ordentlig anerkendelse, og ikke bare en anmelder, der sidder og skriver om dem i en eller anden avis: ”Hvilket fantastisk nummer skæring 12 er!” Hvis man skulle tælle sammen, hvor mange af den slags mennesker, der er i Storbritannien, så bliver det omkring seks. Så du får seks menneskers meninger. Det vigtige er, hvad vores publikum synes, og hvor meget vi sælger.

Hvilke kunstnere og bands er I oppe at ringe over for tiden?

Gary: – Kings Of Leon. Og jeg kan nu godt lide Coldplay-albummet. Men alt i alt er der nu ikke ret meget. Der skal ret meget til, før jeg gider bruge tid på at gå ind i en butik og købe et album, og på det seneste har jeg primært købt gamle sager.

Howard: – Går du virkelig ind i butikkerne, eller downloader du bare?

Gary: – Jamen, dér er jeg splittet. Enkelte sange downloader jeg, som for eksempel Sam Sparro, som jeg hentede i aftes – 21st Century Life. Men når det er hele album, så vil jeg have dem i hånden. I sidste uge købte jeg en Carpenters-plade, fordi jeg indså, at jeg ikke havde den, og jeg ville have den! Det samme med Tapestry af Carole King. Jeg vil ikke bare downloade den – jeg vil eje den. Det føles aldrig, som om du ejer den, når den bare ligger og glor på en computer.

Gary om tv-jagten på talenterne

Få kender popbranchens positive og negative sider, som Take That gør, og det er denne branche, programmer som X Factor kaster folk ind i. Gruppen har selv optrådt i hjemlandets udgave flere gange, blandt andet med 2006-vinderen, Leona Lewis. Gary giver her sin vurdering af den stigende fascination af denne type talentshows:

– Det er en interessant problematik, for den indeholder både gode og dårlige ting. På den ene side er det godt for musikken, for pladerne sælger altid meget, og det betyder, at pladeselskaberne får penge, de så kan bruge på nye navne. På den anden side, så står der en tv-branche med folk, som er hamrende ligeglade med musikken. De bekymrer sig kun om seertal, og hvad der får folk til at grine og græde. Så de tager, hvad de kan fra de optrædende og er ligeglade med, hvor de befinder sig året efter. Så det, der altid bekymrer mig ved sådan nogle shows, er, hvorvidt der bliver taget hånd om dem, der medvirker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA