x

Ida Maria – Vild og varm pop-punk-prinesse fra Nordnorge

Ida Maria – Vild og varm pop-punk-prinesse fra Nordnorge

– Når man kommer fra en lille afsides by, lærer man hurtigt, at alle lægger mærke til én. Det gælder om at være en positiv eller negativ kraft i samfundet, Jeg har valgt det første, men har også let ved at blive destruktiv, siger den norske pop-punk-komet Ida Maria med et skævt smil. Hun er ikke lige typen, man overser.

Ida Maria kommer fra den lille by Nesna i Nordnorge med 2000 indbyggere, der er så godt gemt af vejen, at man skal bruge tre-fire fly fra Oslo for at komme derhen. Og det er begrænset, hvor mange lokale fjeldklatringer og fisketure (som hun elsker) der har været plads til i Ida Marias kalender på det seneste. Hun har nemlig hittet godt og grundigt med debutalbummet Fortress Round My Heart. I såvel Australien som hjemme i Norge, og ikke mindst i England, hvor Ida Maria og band har turneret seks gange i løbet af fem måneder, først som support, siden som hovednavn.

Brækkede ribben og blødende sår
Og det går vildt for sig, når Ida Maria går på scenen; der er ikke meget pæn skolepige i syne, når festen går i gang. Hun vælter gerne rundt, når lydbølgerne går højt, hvilket har kostet såvel brækkede ribben som blødende sår i hovedbunden. Hun holdt sig heller ikke tilbage ved koncerten i Lille Vega den 4. december, hvor hun flere gange var i gulvet. Så nok er hun vild, ekspressiv og efter eget udsagn destruktiv, men på den fede måde. Det hele er serveret med godt humør, overskud og en smittende vitalitet, der gør, at man falder pladask for den nordnorske vildbasse.

Hun har tidligere studeret musik ved det prestigefyldte universitet Uppsala, men det er ikke den akademiske analyse, der trykker, når hun går løs med bandet, hverken i studiet eller på scenen. Stilen er effektiv og fængende poppunk, med masser af plads til kaos og hæse brøl.

Ida Maria er blevet kaldt punktet mellem Strokes og Amy Winehouse, men der klinger også toner a la Artic Monkeys og ældre britiske navne som The Clash, The Jam, The Housemartins og The Smiths. Hertil en forfriskende attitude, fængende omkvæd og et vaskeægte hit med I Like You So Much Better When You’re Naked, som også har gjort sig som Ugens Uundgåelige på P3, og hvis fremførelse på Lille Vega udviklede sig til lidt af en fest. Teksten er tilpas bramfri, hvor Ida Maria bebuder, at hun ikke er bleg for at gå hjem med en fyr, der ikke er noget specielt, men bare ”kind of sexy”.

– Ja, den handler om at kneppe, kommer det tørt fra Ida Maria, der i bedste gøglerstil er klædt i spidse slangeskindscowboystøvler, sort- og rødprikkede gamacher, matchende skjorte, godt med tørklæder og børnehalskæder og en tophat med en strittende påfuglefjer i hattebåndet.

Wonderful Copenhagen
Og hun er ikke den, der holder sig tilbage hverken for en god mand eller en god fest. Dagen før havde bandet indtaget København og blandt andet fyret den af på Sams Bars karaokeanlæg. Og selvom interviewet foregår klokken 15 dagen efter, er der både dømt røde øjne og pæn spritånde fra en bagstiv, men alligevel nærværende Ida Maria. Hun kan godt lide København og danskere i det hele taget

– Det er godt, at danskerne kan lide at være nøgne, siger hun som konklusion på I Like You So Much Better When You’re Naked’s hitstatus på de danske radiostationer. Og selvom den efter eget udsagn officielle singlepige ikke er bleg for at synge om at havne i kassen med en tilfældig fyr, ved hun godt, hvilke egenskaber der får hende til at tænde på en mand.

– Han skal være intelligent, have humor og engagement og ikke prøve på at imponere.

Billie, Edith og Janis
Når det kommer til kvindelige forbilleder er det ikke overraskende de mest ekspressive og personlige stemmer, der kommer på tale.

– Dem, jeg først og fremmest beundrer og ser op til, er Billie Holiday, Edith Piaf og Janis Joplin. Det er i mine øjne rock’n’roll’s first ladies. Her er tale om unikke kvindestemmer med inspirerende og personlig styrke.
Som sine forbilleder lever Ida Maria hårdt og intenst, men har dog ingen planer om hverken at brænde hurtigt ud eller begrænse sig til at stå på de skrå brædder resten af livet.

– Jeg håber, jeg lever, til jeg er 80, og kan godt forestille mig at gå tilbage til universitetet og enten studere historie eller politik.

Der er med andre ord fart på den norske furie, som verden med garanti ikke har hørt det sidste til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA