x

Le Fiasko – når fiasko er lig med frihed

Le Fiasko – når fiasko er lig med frihed

Le Fiasko er det lidet flatterende navn på et af de mest modige udspil i 2008. Med fuldt overlæg. Bagmænd er en duo bestående af produceren og komponisten Andreas Pallisgaard og den snart allesteds værende cellist, komponist og sanger, Cæcilie Trier. Kendt fra Choir Of Young Believers, Jong Pang, Atoi og andre sammenhænge og ikke overraskende ud af den musikalske slægt, vi forbinder med Røde Mor. Med en cello ladet med dystre farver og udtryksfuld vokal, der rammer i hjertekulen, har Trier, Pallisgaard og bandet fået ikke bare Speed Of Sounds kvalitetsbevidste ører i svingninger, men også anmelderne op af stolen og ned til blomsterhandleren. Den generelle holdning har været, at roserne var særdeles fortjente.

Meget af musikken på pladen er stort set blevet til på forhånd, men enkelte numre, såsom den meget vellykkede ”Mexico Bay” er resultatet af input fra hele orkestret, hvor sammenligninger med Velvet Underground har ligget lige for med den monumentale cello og de intelligente trommer fra den kvindelige iranskfødte trommeslager, Jaleh Negari. Men det er altså fortrinsvis fra Trier og Pallisgaard, at idéerne er kommet. Vi har derfor sat dem stævne på Vesterbro.

Hvor meget betyder teksterne?
ANDREAS: – Jeg oplever vores tekster som ikke personlige. Vi krænger ikke vores følelsesliv ud og de peger ikke tilbage på den enkelte. Det er måske mere nogle linjer, der lægger op til noget abstrakt og tankeeksperimenterende.

Vokalerne ligger ofte langt nede i mikset?

ANDREAS: – Jeg har efterfølgende mikset sammen med Mikkel Holtoug, og vi har snakket meget om, hvordan vokalen skulle mikses. Mikkel har haft den holdning, at være radikal i mikset. Hvis han brugte en effekt, skulle det være meget overdrevet, for ligesom at tydeliggøre det kunstige rum. Så det har i miksningen ikke været et forsøg på at få det til at lyde, som om det er optaget i et rum sammen, hvilket det heller ikke har været. Og det samme med vokalerne, som enten har været lagt ned, så de var utydelige eller også fremhævet, frem for at lægge dem i et mageligt mellemniveau. Jeg kan godt lide pladen for de mange niveauer. Der er mange hemmeligheder i musikken, som man kan trække frem, hvis man vil.

Cæcilie, hvad er det, du kan?
CÆCILIE: – Vi startede med at lave tingene både derhjemme og som duo, med at komponere hver for sig og gå ind over hinandens ting. Og der kunne jeg bruge celloen rigtigt meget. Eksemplevis er ”Barefoot” en masse celloer, der hvirvles oveni hinanden i total improvisation og faktisk ligner den skitse, jeg lavede oprindeligt. Det er nok, det jeg kan, nemlig at bruge nogle af de elementer, som de amerikanske minimalister brugte og sløre rytmikken ved at spille trioler og ottendedele over og have sådan nogle konstanter, der hele tiden kører. Jeg har selvfølgelig haft meget klassisk musik med hjemmefra, men nu hører jeg meget rytmisk musik og verdensmusik.

Noget af musikken har været skrevet ud i partiturer, specielt de blæsere, som har været inspireret af Mulatu Astatke, den banebrydende etiopiske arrangør, som vi er meget påvirkede af. Derefter har vi så taget tingene til bandet. Men alt i alt minder musikken meget om det første udkast.

Hvad med de tunge ting, som ”Mexico Bay”. Det lyder som en bandting?

ANDREAS: – ”Mexico Bay” er selvfølgelig en jam, men jeg havde nogle skitser og temaer, som er med i den første del, og som smuldrer for så at komme tilbage i en anden taktart. Men der er en tyngde, fordi der blev spillet meget på idéerne af bandet.

Der er også skæve arabiske strygere?
CÆCILIE: – Ja, jeg har dyrket klezmer meget og har også en ting med Bollywood for tiden. Kvarttoner og alt det der er spændende, især for celloer, fordi man kan bøje tonerne så meget.

Hvorfor Le Fiasko?
ANDREAS: – Det var et begreb, vi brugte mere og mere. Og vi endte med at synes, at det passede godt på vores musik, som er en uperfekt musik. At efterlade noget, så det ikke er en lukket enhed. En musik som peger på sin egen fejl. Vi gør meget i at bygge op for at trække sammen bagefter. At komme tilbage til et nulpunkt for at bygge det op igen. Le Fiasko!

Hvad med fremtiden? Skal I ud og turnere med Le Fiasko?
CÆCILIE: – Det er lidt uklart. Vi er begge to i gang med en soloplade. Men jeg tror, at grunden til at vi blev så glade for Le Fiasko var, at det hele kom hurtigt og var friskt. Vi kom begge fra bands, hvor processen var mere langsom og man diskuterede alt, og det er også fint nok. Men det var rart, at kunne indspille et nummer på en dag, og så var det ude af verden. Det, tror jeg, er vigtigt for os begge to, og derfor er vi allerede videre.
Men det kan sagtens være, at vi skal spille en masse. Vi ser på det!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA