x

Kåre Wanscher: Det var ventetiden værd

Kåre Wanscher: Det var ventetiden værd

Selvom det danske band Michael Learns To Rock nu har haft musikalsk succes i op mod 20 år, har det ikke afholdt bandets trommeslager Kåre Wanscher fra at tage en universitetsuddannelse ved siden af. I 1994, seks år efter dannelsen af MLTR, begyndte Kåre at læse jura på Københavns Universitet. Det tog en del år, men i 2005 fik han endelig sin kandidatgrad, og nu er han ansat hos advokatfirmaet MAQS Danmark, som ligger i København.
Når man i dag spørger ham, hvad han har fået ud af uddannelsen, peger han på flere forskellige ting.

– Jeg har for det første fået mig en uddannelse og et papir på det. Det er i sig selv en stor del af det. Så har jeg fået det, som alle jurister får: man får lært en metode til at undersøge nogle problemstillinger, at dele komplekse problemstillinger op i mindre dele, og at få dem undersøgt én ad gangen. Ud over det, så giver det et godt indblik i vores samfund. Lovene er jo det, der styrer vores samfund, og når man får indblik i det, inden for nogle områder, så kan man bedre forstå, hvordan verden hænger sammen.

Advokatkarrieren
Kåre Wanscher deler altså sin tid mellem at svede bag trommesættet, og så skrivebordsjobbet og det fine jakkesæt på advokatkontoret. På det praktiske plan sidder han ofte med opgaver som omhandler varemærkeret, ophavsret, selskabsret, ansættelsesret og virksomhedsoverdragelse. Det er ganske enkelt her, at han har sin interesse, og det er her, han, også i kraft af sin musikerkarriere, har mest erfaring.

– Det, jeg specialiserer mig i og laver mere og mere, er min egen lille niche, som jo er musik og underholdning. Den specialisering er sket i kraft af mit kendskab til musikbranchen, og i kraft af at jeg har interesse for branchen. Så har jeg specialiseret mig inden for det, og laver nu rigtig mange musikkontrakter for kunstnere og pladeselskaber. Det kan for eksempel være noget med bands, der skal have lavet en intern aftale, en pladekontrakt, en forlagsaftale eller en distributionsaftale.

Kåre Wanscher er via sin uddannelse desuden blevet i stand til at hjælpe sit eget band på andre måder end blot som trommeslager. Den praktiske og teoretiske erfaring har tilsammen ikke blot sikret hans fremtid – det har også sørget for, at der nu er mere frie rammer omkring det band, som stadig har en høj stjerne i hans liv. I dag er han glad for, at han har muligheder for at opleve så forskellige områder af livet.

– Vi har prøvet at være på et stort pladeselskab i mange år, og vi har prøvet gennem de sidste snart fem år at være vores eget pladeselskab. Så jeg har prøvet både at være kunstner, være pladeselskab, og jeg har rejst meget rundt i verden. Derigennem har jeg både fået oplevelser og erfaringer, men jeg har også fået et kæmpe netværk, og jeg kender nu en masse mennesker inden for musikbranchen. Samtidig er det også rart, at jeg inden for musikbranchen nu kan gøre brug af de erfaringer, som jeg har fået via min advokatuddannelse, slutter Kåre Wanscher.

Blot et fritidsband
Kåre Wanscher om overgangen fra bandmedlem til advokat:
– Det er bare gået slag i slag. Jeg har brugt den tid, jeg kunne med at læse, men har langt hen ad vejen prioriteret bandet, mens jeg studerede. Den kobling har sådan set fungeret fint nok. Så er der sket lidt med, at vores band har ændret position. Vi har ikke prioriteret bandet på den måde, at vi skal være nummer ét i den her sammenhæng. Vi har alle sammen andre ting at lave ved siden af, så nu kalder vi det et fritidsband og prøver på at holde det, så vi kan lave andet – også i et seriøst omfang. Men koblingen kan være svær, og jeg er heldig at have fundet en arbejdsgiver, som synes, det både er spændende og gavnligt for advokatkontoret, at jeg laver det her ved siden af. Hvis ikke jeg havde så fleksibel en arbejdsgiver, så var det nok svært at få til at hænge sammen. Men det er da lykkedes indtil videre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA